Artikler

Nigel Mansell kørte i en Williams-Honda, uden tvivl feltets bedste og hurtigste bil, og i 1987 var Mansell uden tvivl en af feltets bedste og hurtigste kørere. Riccardo Patrese var en 33 årig could-have-been – hvis karriere aldrig var blevet til det man havde troet den kunne blive til, han havde vundet to sejre tilbage i starten af firserne og var to gange sluttet som nr. 9 i VM – de bedste placeringer! Han kørte i en Brabham-BMW, og ikke en særlig god en.

De dage hvor Brabham-BMW vandt mesterskabet var for længst ovre. Men alligevel lå Patrese på andenpladsen mens San Marinos Grand Prix lakkede mod enden. Og ikke nok med det – han var ved at hente Mansell. Omgang efter omgang satte Patrese en ny banerekord og kom stadig tætttere og tættere på Mansell. Her var en mand, der på trods af tre sæsoner med dårlige resultater, ikke var tilfreds med at være nr. 2. Han ville vinde. Men han vandt ikke, det gjorde Mansell. Han blev heller ikke nr. 2 – men måtte i stedet udgå på de allersidste omgange. Goliath havde vundet over David.

Måske er det ikke det mest oplagte sted at starte et historisk tilbageblik på San Marinos Grand Prix, men det er et af de tydeligste minder jeg har fra San Marino. Fra en tid hvor en god kører i en dårlig bil kunne blande sig i toppen en gang imellem. Det er længe siden vi sidst har set det. Og det var ikke nogen hvem som helst der lå bag Patrese og overtog andenpladsen efter ham – næh det var Ayrton Senna!

Og det mest oplagte sted at starte er vel med Ayrton Senna. Man kommer jo ikke uden om, at det var Imola banen der i 1994 tog livet af Senna, i den sorteste weekend i ’90’erne. Dagen før var Roland Ratzenberger blevet dræbt i sin Simtek.

Det var også denne sort weekend som for altid ødelagde charmen ved Imola. Da F1 vendte tilbage til banen i 1995 var der kommet nogle nødvendige chikaner, der hvor Senna var kørt af, mens resten af banen bare var blevet maltrakteret uden nogen egentlig grund. Det der engang var et af højdepunkterne i F1 kalenderen er i dag bare endnu en kedelig bane.

Egentlig skulle det slet ikke have været et VM løb, da det skulle køres første gang. Imola havde været brugt til det italienske grand prix i 1980, og i 1981 skulle der køres et velgørenhedsløb på banen, til fordel for nogle jordskælvsofre. Men da, der på det tidspunkt herskede en tilstand af næsten varm krig mellem teams’ene og FISA som organiserede sporten dengang, var der et par løb, der var blevet aflyst. Så for ikke at få for få løb, talte løbet på Imola pludselig i VM alligevel, og fik titlen San Marinos GP, selvom der faktisk er ret langt til lilleput staten San Marino.

Siden 1981 har Imola, eller Autodrome Enzo e Dino Ferrari, som den egentlig hedder, været vært for et årligt grand prix, altid et af de første europæiske løb. Og fra San Marino har der været mange situtioner der er værd at huske.

Der var Prost, der havde kæmpen en lang og sej kamp med Ayrton Senna i 1985, vandt løbet og løb tør for benzin da han havde krydset målstregen. Allerede der fik McLaren lidt røde ører, fordi i de tidligere løb havde Prost haft 10 kg brændstof tilbage ved slutningen af løbet, og derfor havde de sparet lidt ballast i bilen – der nu pludselig var for let.
Italieneren Elio de Angelis fik i stedet tilkendt sejren.

Eller hvad med 1991 hvor samme Alain Prost, nu i en Ferrari, havde glemt sin navigatør bevis og sejlede hjælpeløst rundt i en vandpyt og henover en græsplane – på opvarmningsomgangen!

Det var også på Imola at Frentzen vandt sin første sejr, tilbage i 1997. Og det var her førnævnte Riccardo Patrese i 1990 vandt sin første sejr i seks et halvt år. Det var også her han crashede ud fra førstepladsen i 1983.

Og så var der 1982. På nær et, blev alle de britiske teams hjemme, på grund af den førnævnte varme krig. Så det var