Artikler

Så sætter vi atter kursen mod den anden side af Atlanterhavet, hvor vi skal på et traditionsrigt besøg i Canada. Mens løbene i USA i de seneste år har været sporadiske og ikke specielt succesfulde, rent økonomisk, så er det canadiske Grand Prix en årlig tilbagevendende begivenhed og har været det siden 1967, med undtagelse af 1975 og 1987.

Det var den 41 årige Jack Brabham der vandt det første canadiske Grand Prix, i sin egen bil, og foran sin holdkammerat Denny Hulme. Siden dengang har det Canada været vært for en række spændende løb, og mange af dem er blevet regnvejrsløb. Tre forskellige baner har været brugt til løbet, siden 1978 har det været banen i Montreal på det tidligere olympiske ro-stadion, Isle Notre Dame.

Men hvad husker man så fra Canada? Det var for eksempel i Canada at det afdøde (eller opkøbte) Tyrrell team debuterede i 1970. Det var også i Canada, at man i 1973 første gang forsøgte sig med en pace-car, med lettere uheldige konsekvenser. Da det begyndte at regne satte man en pace-car på banen, mens bilerne kørte i pit for at skifte dæk - uheldigvis satte man den bare på banen foran den forkerte bil. Og mens alle andre var i pit, mistede de fleste overblikket, og mindst tre kørere troede at de havde vundet løbet da de passerede stregen. Amerikaneren Peter Revson blev erklæret som rigtig vinder af løbet, der i øvrigt blev Jackie Stewarts sidste.

Fire år senere, i 1977 kørte den lokale helt, Gilles Villeneuve for første gang for Ferrari, i sit hjemlands Grand Prix, et år senere vandt han sin første sejr i samme løb. Men ellers var en af profilerne i det løb franskmanden Jarier, der havde erstattet afdøde Ronnie Petersson i Lotus. Han havde pole, men måtte udgå, og se karrierens største chance for sejr forsvinde.

Da man nåede til 1982 havde banen i Montreal skiftet navn. Nu var den i hast blevet opkaldt efter nyligt afdøde Gilles Villeneuve, og straks måtte den lægge asfalt til den næste fatale ulykke. Franskmanden Didier Pironi havde pole, men stallede bilen lige før start. Han løftede straks armene og vinkede og de fleste kom forbi ham, undtagen den unge Riccardo Paletti i Osella, der bragede op lige bag i Pironis Ferrari. Paletti mistede straks bevidstheden, og under redningsarbejdet udbrød der brand i bilen. Ilden blev slukket og man fik skåret den fastklemte Paletti fri, men der var intet at gøre. F1 havde krævet et nyt offer. Senere på dagen vandt Nelson Piquet BMWs første Grand Prix sejr, dengang lå de tyske motorer i en Brabham.

Syv år senere var det igen en ny kombination der vandt deres første sejr på den lille canadiske racer-ø. Dennegang var det Williams-Renault, der senere skulle blive så dominerende, der fik deres første fælles Grand Prix sejr i et øsende regnvejrsløb. Det var belgieren Thierry Boutsen der vandt foran sin holdkammerat, Riccardo Patrese. I samme løb som også det sjældne syn af en Arrows på førstepladsen - og en Osella på som nr. 3. Intet af dette holdt dog særligt længe.

Det er også en Williams-Renault, der spiller en af hovedrollerne i næste lille minde. Det var i 1991. Nigel Mansell havde afløst Boutsen i teamet og leverede en totalt dominerende indsats i løbet, lige indtil sidste omgang. Den officielle forklaring var problemer med gearkassen. Den mindre officielle, men stædigt vedholdende version, fortæller at Mansell havde så travlt med at vinke til publikum, at han glemte at trykke på knappen på den semi-automatiske gearkasse, og få gearet ned. Da han opdagede det var omdrejningerne for lave, og han kunne ikke gøre andet end at trille ind til siden. Nelson Piquet vand karrierens sidste sejr i stedet.

I nyere tid, er det mest løbet i 1998 man husker. Dels fordi at Jan Magnussen fik scoret et enkelt point i det der skulle blive hans sidste F1 løb. Men også fordi så mange udgik, så dramatisk. Allerede i første sving var der massesammenstød - altid en mulighed i Canada - men også senere hen i løbet. Frentzen