Artikler

Siden har England været vært for 51 VM løb, sammen med Monaco og Italien er det de eneste steder, hvor der har været kørt hvert år. Og følgelig har England lagt asfalt til en række historiske begivenheder og klassiske løb, blandt andet Ferraris første GP sejr i 1951. Løbet ligger ofte midt på sæsonen (en undtagelse var sidste års GP der under forhold der mindede om det jeg oplever dagligt under bruseren), når året går fra de tidlige løb, hvor alt stadig kan ske, statistisk set, og til de sene løb, hvor de seriøse VM kandidater har skilt sig, og styrkeforskellene mellem de forskellige kørere og biler er tydelig.

Der har været brugt tre forskellige baner til Det Engelske Grand Prix i tidens løb. Den nuværende, Silverstone, er den mest brugte. I mange år kørte man de ulige år på Silverstone og de lige på den dejlige kuperede Brands Hatch. Også Aintree banen har været brugt.

Og det var netop på Aintree at vi skal starte vores historiske tilbageblik. I 1957 delte de to englændere Tony Brooks og Stirling Moss sejren i Det Engelske Grand Prix (det kunne man nemlig dengang). Det specielle var at de vandt i Vanwall – en engelsk bil. Det var den første Formel 1 sejr til en engelsk bil. Lige indtil da havde Formel 1 været domineret af italienske biler (og så Mercedes i et par år). Den sejr markerede starten på en lang og succesfuld æra for engelske teams, en æra der langtfra er slut endnu.

I fire år, fra 1962 til 1965 blev løbet vundet af skotten Jim Clark. Fire sejre i træk i samme løb er en sjælden begivenhed. Clark vandt også løbet i 1967, den sidste gang han kørte Det Engelske GP.

I 1975 blev et af historiens mere kaotiske løb kørt på Silverstone. Det begyndte at regne kraftig og bilerne kørte af banen og de fleste kørte af på det samme sted. Da en mindre gruppe af biler nu var forsamlet i det samme sving, besluttede arrangørerne at blæse løbet af og så gik de i gang med at finde vinderen. Ifølge de historiske overleveringer gik der over 24 timer inden resultatet stod fast og brasilianeren Emerson Fittipaldi vandt, hvad der skulle bliver hans sidste sejr.

Året efter bød igen på kaos og usikkerhed om resultatet. Englænderen James Hunt vandt løbet, blev frakendt sejren, som så gik til Lauda. Kort efter gik den tilbage til Hunt for senere på sæsonen igen at ende hos Lauda. Om det er fordi Lauda ikke er så stolt af sin skrivebordssejr, eller om det er en fejl, ved jeg ikke, men i Laudas selvbiografi fra 1986 står Hunt krediteret for sejren.

Efter et par mere rolige år, hvor Hunt rent faktisk vandt løbet (og beholdt sejren) i 1977, samme løb hvor en ung Gilles Villeneuve kørte sit første løb – for McLaren, skete der igen noget historisk i 1979. Den knap 40-årige schweizer Clay Regazzoni vandt sin femte og sidste Formel 1 sejr i en Williams. Det var den første sejr til det engelske team. Kun 18 år senere vandt Jacques Villeneuve Williams sejr nr 100 på samme bane. Til sammenligning brugte Ferrari 39 år på at hente 100 sejre.

I 1981 vandt ireren John Watson McLarens første sejr siden 1977, da René Arnoux i Renault mod slutningen fik problemer med bilen. Og året efter vandt Niki Lauda sin anden sejr efter sit comeback, også i en McLaren.

Rigtig historie blev der også skrevet i 1985 hvor finnen Keke Rosberg satte pole position med en gennemsnitshastighed på 258.984 km/t. En hastighed der endnu ikke er blevet slået, hverken på Silverstone, eller på nogen anden bane. På et tidspunkt blev han målt til at køre 344 km/t.! De var ikke så langsomme de turbo’er de havde dengang…

Året efter blev løbet til en lidt trist beg