Artikler

Monza er den mest benyttede F1 bane. Ligesom England har Italien aldrig været ude af VM kalenderen, men mens England i mange år vekslede mellem Silverstone og Brands Hatch, så har Monza, bortset fra 1980, været hjemmebane for Italiens GP. Ingen anden bane har set så mange VM løb. Og ikke så få gange har Monza været garant for dramatik. Ikke så meget mere, som tidligere. Det var dengang hvor chikanerne på Monza ikke var blevet født endnu. Hvor Monza bestod af en række langsider og en række sving. Som en engang beskrev det: "Et Fartens Tempel". Her handlede det i virkeligheden ikke så meget om at være en god kører, men om at være hurtig. Og hvis man lå tæt, handlede det også om, ikke at føre løbet på vej ind i sidste sving. På grund af slipstrømmen havde den bagvedkørende en klar fordel fremfor ham, der lå forrest.

I dag er Monza skamferet af chikaner, der desværre er nødvendige, da det ikke er muligt at udvide afkørsels arealerne uden at blive uvenner med en masse milanisiske træ-venner. Banen ligger nemlig inde i en stor park i en forstad til Milano, og er totalt omgivet af træer. Ikke at jeg har noget imod træer, men det er lidt synd at man ikke kan tilbageføre Monza til det, det engang var.

Engang var der også en ovalbane, med hævede sving, som man kender fra ChampCars på Monza. Og man brugte den til løb, så hver anden omgang skulle køreren køre på den normale bane og hver anden gang på den ovale. Hvilket herligt skue det må have været.

Historie er der masser af på Monza, meget mere end der kan være i denne artikel. Og der er både gode og sørgelige historier blandt dem. Og så er de historiske kendsgerninger. Det var for eksempel her, at Phil Hill vandt i 1960 for Ferrari. Det var den sidste gang at en F1 racer med frontmotor vandt et løb. Det var også her Peter Gethin i 1971 vandt sin eneste Grand Prix sejr, 0,61 sekunder foran Howden Ganley. Ganley blev nr. 5! Imellem de to var der tre andre kørere, Ronnie Petersson, Francois Cevert og Mike Hailwood. Petersson var 0,01 efter Gethin. Aldrig og aldrig siden, har et løb sluttet med et så intenst opgør.
Spændende var det, selvom det ikke nødvendigvis var den bedste mand der vandt. Petersson hævnede sig senere og vandt løbet tre gange, i '73, '74 og '76 inden han i 1978 blev døde efter en ulykke på banen. Sejren i 1976 hører i øvrigt også til i kategorien tætte opgør, da der var tre biler over stregen inden for tre sekunder.

1976 skal også huskes for en anden begivenhed. Niki Lauda blev nr. fire i det løb. Ikke at det lyder af så meget, men det var seks uger efter østrigeren blev stegt på Nürburgring. Dengang havde ingen troet på at manden nogen sinde ville kører F1 igen, de færreste troede på at han overlevede. Og her var han så, kravlede ned i sin Ferrari, blev nr. fem i kvalifikationen og nr. fire i løbet, kun seks uger efter. I mit sind, er der ingen tvivl om, at lige netop den episode, den mand, det løb, er den mest imponerende individuelle sports præstation.

Ellers er Monza karakteriseret ved at der ingen konger er. Ingen har vundet mere end tre gange på Monza, og få har vundet flere sejre i træk. Piquet vandt fire italienske GP'er, men det ene var 1980 da man kørte på Imola. Schumacher har vundet tre gange, Petersson vandt tre gange, Prost vandt tre gange, mens Senna kun har to sejre. At vinde på Monza, er at gå over i historien. At vinde på Monza i en Ferrari, gør en til n