Artikler

De Amerikanske Grand Prix'er

Af Martin Møller-Thomsen.

De fleste landes F1 løb er en lineær ting. Historien starter et sted og slutter x antal år senere et andet sted. F1 1 løb i USA er en anelse mere komplicerede. For I USA har man ikke bare brugt flere baner, end man har noget som helst andet sted. Der har også i en lang periode været mere end et løb om året, to år har der endda været kørt tre løb i USA. Og for at gøre det endnu mere kompliceret så talte Indianapolis 500 med i kampen om VM fra 1950 til 1960. Det var godt nok nogle andre kørere og andre biler, men de fik alligevel VM point. Det var i den periode det eneste løb uden for Europa, og dermed undskyldningen for at man kunne kalde det for et verdensmesterskab. Udover at nævne det her i indledningen har jeg valgt at se bort fra Indianapolis 500, da det i virkeligheden ikke rigtig havde noget med F1 at gøre.

Ni baner har lagt asfalt til F1 løb i USA. Fire af dem danner tilsammen historien om USAs Grand Prix. En historie der tager sin begyndelse på Sebring i 1959, hvor new zealænderen Bruce McLaren vinder det første Amerikanske Grand Prix, i en alder af 22 år og en tre måneder. Dermed blev Bruce McLaren den yngste vinder af et F1 løb, en rekord han stadig er indehaver af. I 1960 blev løbet kørt på Riverside og vundet af leganderiske Stirling Moss. Og i 1961 fandt løbet så sit mest permanente hjem. Fra '61 til '80 var det Watkins Glen i staten New York der dannede rammen om det Amerikanske Grand Prix.

Waktins Glen passede godt til F1, det var en næsten europæisk bane. Den lå i et bakket terræn og efterårsvejret i The Empire State er også næsten europæisk. F1 var næsten på hjemmebane på Watkins Glen. Men problemet i sidste ende var, at der ikke kom tilskuere nok, interessen for F1 i USA har aldrig været særlig stor. Løbet var som oftest et af de sidste i sæsonen og dengang blev VM gerne afgjort mod slutningen og ikke som nu halvvejs inde i sæsonen. Jim Clark og Graham Hill vandt tre løb hver her, i løbet af seks år. Og i tre år i træk, 1969 - 1971, kunne en kører rejse fra Watkins Glen med sit første Grand Prix trofæ i tasken. I 1969 var det østrigeren Jochen Mass der vandt sin første sejr i en Lotus. Da Emerson Fittipaldi et år senere gjorde det samme, i samme bil, var Jochen Rindt både verdensmester og ikke længere blandt de levende. I 1971 var det franskmanden Francois Cevert der vandt sin første sejr på Watkins Glen.

Mod slutningen af 70'erne havde banen udspillet sin rolle og efter Alan Jones vandt sæsonens femte sejr i 1980, blev løbet pillet af plakaten. Endnu en æra i sporten var borte. Men titlen US' Grand Prix vendte tilbage, i en noget mere blodfattig udgave i slutningen af årtiet, da man fik den mindre geniale idé at køre løb i gaderne i Phoenix, Arizona - midt på sommeren! Det der med midsommer løb i det sydvestlige USA havde man ellers gjort dårlige erfaringer med nogle år tidligere i Dallas, men Bernie Ecclestones ego er sommetider lidt overdimensioneret og det med at lære af erfaringer har vist aldrig været mandens stærke side. I hvert fald skulle Phoenix køre i forbindelse med Canada og Mexico. Da løbet blev flaget af efter to timer havde man endnu ikke nået at køre alle omgangene, og kun seks af de 26 startende gennemførte. Året efter blev løbet flyttet til Marts, et løb jeg specielt husker en ting fra: Jean Alesi der knaldede forbi Ayrton Senna i starten, og igen senere, da Senna ellers var kommet forbi ham. Samme Jean Alesi kører i øvrigt sit løb nr. 200 på søndag, og hvis bare hans karriere havde holdt det som den lovede den søndag i 1990.

Året efter var der en ung finne ved navn Mika Häkkinen der kørte rundt i en hvid Lotus og så vældig imponerende ud. Men da løbet endnu engang ramte to timers reglen og publikum i øvrigt var jævnt ligeglade, forsvandt Phoenix ud af kalenderen og først i 2000 vendte F1 tilbage til staterne. Til Indianapolis, hvor Michael Schumacher vandt.

Men så er der de andre. De andre løb, der ikke hed noget med USA, men var opkaldt efter det sted hvo

MMT