Artikler

Et farvel til de blå

Af Martin Møller-Thomsen.

For ikke så mange uger siden, stod det klar, at vi alligevel ikke ville få 24 biler i Formel 1 feltet i 2002. Vi skal, medmindre en eller anden glad von And type køber resterne af Prost teamet, igen nøjes med 22 biler på gridden. Det er sket mange mange gange før; et formel 1 team lukker fordi pengene ikke er der, og de sportslige succes'er er blevet datid. Og nu er det sket for Alain Prosts lille team, der dog fik et bedre gravmæle end hvis de havde lukket efter den katastrofale 2000 sæson. Men med lukningen forsvinder også det sidste rene franske indslag. Renault er godt nok fransk ejet, men teamet ligger i England og den ene kører er englænder, den anden italiener. Hos Ligier/Prost var man franskmænd og med undtagelse af én sæson, har der altid været mindst en franskmand i teamet.

Teamets historie, tager sin begyndelse hos den tidligere rugby spiller Guy Ligier, der i 70'erne startede et racerteam, der deltog i sportsvognsløb. Blandt kørerne var Jacques Laffite, der om nogen kom til at dominere teamets Formel 1 historie. Ligesom nu, var Formel 1 dengang, det højeste man kunne nå indenfor motorsport og for en ambitiøs team ejer var skridtet til Formel 1 et logisk skridt. Med Matras motor og Laffite, dengang 32 år gammel regerende mester i Formel 2, gjorde man sin entré i 1976, med en af historiens grimmeste biler. Tepotten blev bilen kald, på grund af dens blå og hvide farver og den ekstremt høje og buttede skortsten. Som sæsonen skred frem blev bilen dog pænere, mere blå, mindre hvid, samt en ny maksimumshøjde på bilerne, der betød et midlertidig farvel til skortstene. Den var heller ikke helt uden evner og på Monza fik Laffite pole position. Alt i alt en fornuftig debut, der så skulle følges op i 1977. Men som så ofte før, viste det sig tidligt på sæsonen, at det er svært at følge op på en god debut. Den nye bil, var heller ikke blandt de mest fikse det år. Selv Laffite, der ellers er kendt for sit gode humør og sin optimisme, begyndte at køre sur i det. Lørdag aften på Anderstorp efter kvalifikationen til det Svenske Grand Prix, hvor Ligier og Laffite havde opnået en halvdårlig startplacereing, mente Jacques Laffite at mekanikerne bare kunne nøjes med at pudse bilen. Der var ingen grund til at ændre på noget, den var så ringe, at intet kunne gøres. Mekanikerne pudsede bilen og dagen efter fik Laffite sejren foræret, da Mario Andretti i Lotus, løb tør for brændstof på sidste omgang. Senere på sæsonen blev det til en anden plads i Holland, efter en hård duel med Niki Lauda i Ferrari. I det store hele var 1977 ikke nogen stor sæson, men det var heller ikke tale om noget decideret tilbageskridt.

Gennem 1978 konsoliderede man sin position i Formel 1 som et fornuftigt team midt i feltet. Der var ikke længere de overraskende store resultater, tilgengæld var der en hel del mere stabilitet over teamet, der i slutningen af 1978 besluttede sig for at man fra næste år ville være som de andre drenge i klassen og køre med to biler.

De Fede År
Fordoblingen af teamets indsats var ikke det eneste nye i 1979. Efter tre år med de 12 cylindrede Matra motorer, skiftede man til Fords pålidelige V8'er; Cosworth'en. Den 35 årige Patrick Depailler skulle være ny kører, sammen med rutinerede Laffite. Da sæsonpremieren løb af stabelen i januar i Argentina, var Ligier stort set det eneste team der havde deres nye bil klar, og den var overraskende fri for børnesygdomme. Laffite vandt og Depailler blev nr. 4. Næste løb, i Brasilien, gentog historien sig. Ligier dominerede fra start til mål, igen med Laffite som vinder, og denne gang blev Depailler nr. 2. Hvor 1978 havde været et Lotus år, så 1979 lige pludselig ud til at blive et Ligier år. Men Ferrari vandt de to næste løb, inden Depailler vandt Det Spankse Grand Prix. Men fra da af gik det jævnt tilbage. Ligier formåede ikke at holde sig blandt de allerforreste, og midt på sæsonen blev Depailler alvorlig kvæstet efter et styrt med et dragefly, og var ude resten af sæs

MMT