Artikler

Et formel 1 løb, skal, som en god bog eller film, følge den elementære spændingskurve. Først skal der være en indledning der lægger op til noget stort. Derefter skal spændingskurven stige, indtil et vist punkt, hvor den så skal bevæge sig nedad og finde et mere roligt leje, gerne så tilskueren lidt glemmer at dette om lidt bliver spændende. Når så alting er faldet til ro, så skal spændingskurven stige igen, først umærkeligt, senere mere intenst, for til sidst at kulminere i et klimaks. Forskellen på bøger, film og F1, er at i en sportsgren findes der hverken forfattere, eller instruktører – her er det tilfældet der råder.

Men hvis man alligevel tager udgangspunkt i ovennævnte spændingskurve, startede Det Australske Grand Prix nærmest med overkill i første sving. Bilerne fløj rundt mellem hinanden og lavede flere piruetter end en gennemsnitlig ballarina på det kongelige. Det totale kaos. Godt nok fik det andrenalinet ud i årene og de søvndrukne øjne åbnet helt, men samtidig meldte bevidstheden om, at resten af løbet ikke kunne leve op til denne dramatiske indledning, sig. Det er logisk, når otte ud af 22 biler forsvinder efter 200 meter, så bliver den generelle underholdningsværdi af løbet også forringet. Specielt fordi det ofte er midterfeltet der bliver hårdest ramt, hvilket bagefter tydeligt kunne ses af resultatet. Derudover er det i disse tider, ofte i midterfeltet, at de bedste dueller finder sted. De herrer Schumacher og Montoya, sørgede dog på bedste vis, for at holde lidt liv i dramatikken, med hver en overhaling – af hinanden. Og Trulli havde et par gode omgange i Renaulten, hvor han kæmpede mod Schumacher. Men da Schumacher viste sig snedigere end Montoya, og lagde afstand til ham, døde al spændingen i løbet.

Hvis vi igen skal holde til førnævnte spændingskurve, var dette selvfølgelig planmæssigt, problemet var bare, at det aldrig kom i gang igen. Fra da af, var det stilstand hele vejen hjem. Lige med en sidste omgang undtagelse fra Mika Salo, der prøvede at komme forbi Webber i Minardien, og i stedet spandt.

Til sidst sad jeg lidt med samme følelse, som da jeg for mange år siden stod op på samme umenneskelige tidspunkt for at se de 14 omgange, der kom til at udgøre Australiens GP i 1991. Forskellen på dengang og i dag, var at dengang kunne man i det mindste komme i seng ret hurtigt igen, her strakte løbet sig over det sædvanlige antal omgange.

Så hvis man skal give en samlet bedømmelse, må det være under middel. Løbet bestod i virkeligheden af to gode overhalinger og et par enkelte gode, men kortvarige, dueller, hvilket må sige under middel. Men da det samtidig er årets første løb og alt for mange kombetanter måtte sige farvel i første sving skal vi alligevel være lidt flinke. Så karakteren for løbet må blive to ud seks.