Artikler

Klimakset der blev væk

Af Martin Møller-Thomsen.

Brasilien er et af sæsonens klassiske løb, og Interlagos har gennem tiden lagt asfalt til en hel del hæderlig underholdning. Bevares, de dage alle bilerne kørte med Ford Cosworth motorer, og derfor var jævnbyrdige, er for længst forbi. Overhalinger i dagen Formel 1 er noget sjældent, nogle få øjeblikke der skal nydes (nu kan der jo, ifølge Max Mosley jo også være for mange overhalinger), så derfor må Rubens Barrichellos løb, lige indtil hans bil hostede af banen med hydrauliske problemer, være sæsonens hidtidige højdepunkt. Fra en start som nummer otte kæmpede den pt. bedste brasilianske racerkører sig op gennem feltet og passerede på vej mod førstepladsen blandt andet Schumacher. At det var en del af strategien at Barrichello skulle forbi, var tydeligt. Kunne man forestille sig Schumacher af sit hjertes godhed lade Barrichello stikke af fordi han var på hjemmebane, i årets 3. løb1 Næppe. Så det var ikke forbikørslen af Schumacher der var imponerende, men de seks kørere der oprindligt var imellem dem. Montoya satte sig selv ud af spillet på første omgang, efter at hans Williams havde sniffet sig lidt for tæt på Schumachers udstødning. Så var der kun fem tilbage, men dem kom Barrichello alle forbi. Fem regulære overhalinger af en mand, i et løb. Det bragte minder tilbage til dengang Formel 1 var noget DR bragte en gang om året, og der alligevel var flere overhalinger, end der er på en sæson i dag (ja ja, overdrivelse frem for forståelse!). Og så faldt snoren af, sande løb ud af glasset, find selv på flere metaforer. Men sandt er det, at Barrichello kørte ind til siden og måtte spadsere hjem og vinke til sine landsmænd undervejs.

Og efter det, begyndte det at være så som så med det underholdende i løbet. Tilgengæld havde man nu tid til at ærgre sig over at Montoya igen rodede rundt nede bag i feltet, i stedet for at give os den direkte duel med Schumacher, som må være det yppertste F1 kan præstere i øjeblikket. I stedet fik vi en noget blodfattig kamp mellem storebror og lillebror, hvor Ralf klart var hurtigere end sin storebror, og hentede ham over nogle omgange. Men så skete der heller ikke mere. Den duel man havde siddet og glædet sig til. Den duel der skulle vare de sidste otte - ti omgange. Den duel mellem to store teams, to VM kombetanter og to brødre - den blev bare aldrig til noget. Storebror forklarede bagefter, at han bare koncentrede sig om at holde Ralf på afstand på langsiden og på vej ind i første sving, så han aldrig kom tæt nok på til at overhale. En taktik der lykkedes, må man sige. Og selvom Ralf aldrig var tæt nok på, kom alligevel hele tiden tanken, hvad nu hvis det havde været Montoya. Forskellen på Ralf Schumacher og Montoya er nok den, at hvis Montoya ikke kunne komme forbi det oplagte sted, så ville han prøve et andet, mens Ralf tydeligvis valgte at satse på de seks point, fremfor for at satse og forære sejren til Coulthard, hvilket dog også næsten ville have været et antiklimaks. Men den store afslutningsduel kom aldrig, desværre. I stedet måtte vi lade os nøje med langsomme gengivelser af op til flere af Satos forsøg på at overhale, hvilket dog havde en vis naiv charme.

Brasilien Grand Prix 2002 var bestemt ikke uden charme og det er en fornøjelse at se bilerne slå sig løs på den kuperede bane. Men midtersektionen af løbet var lang, kedelig og statisk. Lad os alligevel være rundhånede og dele fire flag ud, om ikke andet så fordi at tv-billederne var en hel del bedre end dem fra Malaysia

MMT