Artikler

Indeks 

Aflyses det australske Grand Prix?

 
Af Per Dons-Larsen.
 
En aflysning af det australske Grand Prix kan være forestående. Det er ikke pga. den omsiggribende tørke, snarere en sammensværgelse.

Det nyligt afsluttede møde i TWG – den tekniske arbejdsgruppe under FIA – har skabt bred uenighed om reglementet for i år. Kort går det ud på at FIA gerne ser launch kontrollen, traktion kontrollen, fuldautomatiske gearkasser og radiokommunikationen fjernet helt fra bilerne med øjeblikkelig virkning. Og allerede nu snakkes der om mulighederne for snyd og Max Mosley taler om at man skal angive hinanden mod dusør hvis man fatter mistanke om snyd.

Det har fået flere af de store bilfabrikker til at reagere. De store bilfabrikker er sjovt nok de samme som står bag organisationen GPWC, som står klar til at køre Formel 1 i en alternativ serie når den nuværende Concorde aftale udløber – i al fald hvis ikke der opnås stor enighed om en ny Concorde aftale. Det er BMW, DaimlerChrysler, Ferrari, Ford og Renault som er de store aktører i GPWC.

TWG vil gerne have de høje omkostninger bragt ned. Derfor har man foreslået og så godt som vedtaget at mange af de elektroniske hjælpemidler skal fjernes fra bilerne. Det har skabt stor uenighed. De små teams med bl.a. Jordan i spidsen er glade for forslaget. Jordan og Minardi er økonomisk trængte i en stor grad så for dem vil det være en klar fordel at få disse omkostninger bragt ned. Til gengæld er de store teams med næsten uanede mængder af penge til rådighed ikke glade for ændringerne. Specielt McLaren teamet er ikke glade for tiltaget. Man fremsætter faktisk en form for trussel vedrørende det australske Grand Prix.

Norbert Haug:
”Hvis ikke alle teams er i stand til at gennemføre regelændringen inden den 9. marts kan det skabe problemer.”

Det er Max Mosley sådan set ligeglad med:

”Hvis en producent (læs: et team) ikke kan lide ændringerne, så er det ok. Og hvis en producent har til hensigt at trække sig fra Formel 1 af den grund, så er det også ok. Vi satser mere på at få regelændringerne gennemført end at tabe på at én eller flere producenter trækker sig ud.”

På sin vis kan man godt forstå et team som McLaren – eller de andre for den sags skyld. Man har pumpet et uhyggeligt stort beløb i udviklingen og færdiggørelsen af dette års nye biler. McLarens nye MP4-18 skulle ifølge mange forlydender indeholde adskillige nytænkninger. Og nu skal det pilles ud af bilerne igen. De respektive bilproducenter kan til nød gå med til at indføre regelændringerne med virkning fra og med 2004, men ikke nu. Der er mange ting i de nye forslag. Regelændringerne kan diskuteres, men at det skal ske med så kort varsel er vel det der skaber den store debat. Regelændringerne kan normalt ikke gennemføres med øjeblikkelig virkning, undtagen hvis det drejer sig om sikkerheden. Normalt skal regelændringer være vedtaget senest ved udgangen af september måned. Men FIA vil tilsyneladende tilsidesætte egne regler for at trumfe dette igennem. Formålet er for så vidt i orden. Nemlig at skabe bedre økonomi for de små og mindre bemidlede teams. De store teams som McLaren og Ferrari har næsten uanede økonomiske resurser til rådighed og kan derfor gøre næsten hvad der passer dem, hvilket Max Mosley også har kommenteret med direkte adresse til McLaren.

Et nyt møde i TWG er aftalt til at finde sted mandag. Hvad der så kommer ud af det må vi afvente og se. Medlemmerne i GPWC er egentlig enige med FIA om at der skal spares på omkostningerne, den store uenighed drejer sig vel inderst inde om hvornår man skal begynde at dæmpe omkostningerne – i al fald når det drejer sig om indgriben via et reglement eller som i dette tilfælde en reglementsændring med øjeblikkelig virkning. Det er nu op til FIA og de protesterende teams at nå til enighed. I værste fald aflyses eller måske udsættes det Australske Grand Prix.

PDL  

 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk