Artikler

Indeks 

Pace-car, eller normal start?

 
Af Benjamin Bredahl.
 
Løbet i Belgien kan nok betegnes som alt andet end normalt. Det er uden sidestykke årets mest dramatiske løb, hvor mere eller mindre alle kørere var involveret i sammenstød. Det kontroversielle sammenstød mellem David Coulthard og Michael Schumacher skal nok få gang i en heftig diskussion blandt de mange McLaren- og Ferrarifans. Men uheldet i den første start var nok et af de værste i mange år.

Et decideret harmonikasammenstød hvor dæk og vragdele flyver i alle retninger er noget af det mest ubehagelige - både for kørere men også for tilskuerne. De mange fans på langsiden skal være meget glade for at der ikke røg et par hjul op på tribunen - senest i det fatale løb på Imola i 1994 blev tilskuere ramt af et flyvsk dæk, så man skal ikke langt tilbage i historien for at finde en sådan ulykke. Det blev anslået at cirka 13 biler var involveret i sammenstødet, og de fleste af bilerne blev totalt ødelagt. Nogle af kørerne blev hårdt ramt, hvilket blandt andet førte til at Rubens Barrichello ikke kunne køre med i omstarten, da han havde slået sin arm. Der var andre som i deres molesterede racere kom trillende ned mod "Eau Rouge" med dæk liggende mod hjelmen - men heldigvis kom ingen noget alvorligt til. Det er igen en understregning af hvor sikre bilerne er - men også på hvor galt det kan gå.

Hele episoden begyndte da David Coulthards McLaren af en eller anden grund kommer i spin - om det skyldtes et puf eller blot et for hårdt tryk på speederen melder historien endnu ikke noget om. Men der ingen tvivl om at hans spin direkte ind i barrieren skabte panik blandt andre kørere, hvor alle forsøgte at undvige - eller simpelthen ramlede ind i Coulthard eftersom de ikke kan se noget i den lave sigtbarhed. Det gav en hel dominoeffekt og mere eller mindre alle kørere bag Coulthard blev revet med i det der udviklede sig til et kæmpe crash. Inden løbet blev nogle af kørerne spurgt om de mente løbet skulle starte bag pace-car. Blandt andet sagde Michael Schumacher til tysk TV at han ikke mente at der var grund til det, først og fremmest fordi det ikke øsregnede og fordi der slet ikke var tale om de samme forhold som under det belgiske grand prix i 1997. Alligevel er der nu mange kørere der efter løbet mener at det nok ville have været en god ide at starte bag pace-car. Når løbsledelsen skal tage stilling til de betingelser som der blev budt på i dag, er det ofte på grundlag af skøn - det er aldrig muligt at eliminere alle fejl. På mange måder er Spa en yderst speciel bane, og det kan være derfor det gik galt.

Indrømmet, Spa er en storslået bane som alle Formel 1-kørere tager som en udfordring. Den har masser af gode og farlige sving, og det er måske Formel 1-kalenderens bedste bane. Men starterne i Formel 1-løb på Spa er altid meget intense og kørerne ligger tættere på hinanden end de gør på andre baner. Det skyldes den korte strækning til "La Source", et sving hvor tre kørere faktisk kan ligge side om side. Derefter følger så strækningen op til "Eau Rouge" som har en betonmur parallelt med banen. David Coulthard ramte denne betonmur og blev slynget tilbage på banen og startede det store sammenstød. I de store kaskader af vand som blev slynget rundt kunne ingen se noget - hvis det havde været i tørvejr var det måske kun Coulthard der var udgået! Det rejser et spørgsmål: Skal man i regnvej starte bag pace-car?

Principielt mener jeg at et Formel 1-løb skal starte med holdende start, uanset vejrforholdene. Starterne er en af de vigtigste "ingredienser" i Formel 1-sporten og hvis den også tages væk mister sporten endnu et spændingsmoment. Men i forbindelse med løbet på Spa-banen, og i øvrigt også på nogle andre baner hvor starten er kritisk og afkørselsmulighederne på det første stykke er minimalt, bør man overveje en anden startmetode. Når det så er sagt skal det lige tilføjes at Formel 1-kørerne, stort set, er velbetalte sportsmænd der har accepteret den risiko der er forbundet med sporten. Det er ikke en sport for folk der

BB  

 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk