Artikler

"Ægget" blev skabt på Jackie Stewarts vej hjem fra det canadiske Grand Prix i 1995, hvor han blev kontaktet af Ford Motorsports daværende direktør, og forelagt om det ikke var en ide at skabe et nyt team med Ford fabriksstøtte. Jackie tyggede lidt på ideen sammen med sønnen Paul Stewart, der med succes havde banket familiens F3 team op i det engelske mesterskab. Således vandt man mesterskabet i 1994 med danske Jan Magnussen på suveræn vis. 14 ud af 18 mulige sejre. Ideen fik et "Go" af far og søn, de fornødne midler blev investeret og man gik i gang med at sammensætte teamet af konstruktører, designere og kørere.

I 1996 blev "ægget" udruget og klækket ved det australske Grand Prix i 1997, og så begyndte ulykkerne for den lille ælling. Cosworth, der på daværende tidspunkt stadig var ejet af Vickers gruppen, havde fået til opgave af Ford Motorsport at skabe og vedligeholde en konkurrencedygtig motor. Da Cosworth som alle andre selskaber skulle fremvise et økonomisk resultat for moderselskabet, var man låst i udviklingen af 97 motoren. Man turde ikke gå til ydergrænserne, da det ville have givet risiko for en økonomisk bedt. Og motoren blev derefter: en videreudvikling af den V10'er, der i 1996 sad i Sauber raceren. Cosworth havde garderet sig og kreeret en meget traditionel motor. Stor og tung med en lille ydelse så holdbarheden burde være sikret; men den kunne ikke bruges til ret meget udover at rulle med i feltet, og samle points, når 2/3 af feltet udgik, som vi så det med Rubens Barrichellos 2. plads i Monacos Grand Prix i 1997.

I mellemtiden var Martin Whitaker, en helt igennem self-made-man, begyndt at gøre sin indflydelse som direktør for Ford Motorsport Europe gældende, og han dikterede teknikerne hos Cosworth at skrue op for ydelsen på motorerne. "Jeg har fortalt dem: Jeg vil se motorskader, store "Blow-ups". Det vil give røg; men vi vil lære af det." Og således blev den lille ælling farvet endnu mere sort fra midten og til slutningen af 97 sæsonen, når Ford Zetec V10 motorerne satte et ben ud gennem siden.

Martin Whitaker

Som forudset af Jackie Stewart skulle det andet år, ungdomsåret i 98, blive om end endnu sværere for ællingen. Stadig det samme dilemma for Cosworth og motorkonstruktørerne: pålidelighed til sikring af et økonomisk resultat overfor moderselskabet kontra nytænkning og videreudvikling. Man gik stadig med livrem og seler, og motoren var en tak for stor til at give en optimal luftstrøm omkring bagenden og - vingen af 98 raceren, der til sæsonen grundet reglementsændringer havde fået formindsket sporviden med 20 cm, og dermed en reducering af det frie areal mellem bakdækkene med en tredjedel. Den meget kompakte Ilmor motor i McLaren Mercedes raceren gjorde det således muligt for deres nyansatte designer Adrian Newey at designe en bil, der optimalt imødegik reduceringen af arealet. For at føje spot til skade, havde man ydermere forsynet ællingen med en nyudviklet gearkasse i kulfiber. Et eksperiment ingen af de store teams havde vovet; men for at citere Kurt Thorsen: "i bagklogskabens ulideligt klare lys" udviklede eksperimentet sig til at være: alt at tabe og meget lidt at vinde. Da de rillede dæk "dikterede" længere akselstand til sikring af tilstrækkelig vægt og varme i Bridgestones smalle fordæk, opstod der et dilemma: Kulfibergearkassen kunne ikke holde til både en opskruning af ydelse på motoren og den ekstra belastning fra den længere akselafstand. Dette var ikke tilfredsstillende for Ford, der leverede varen - en middelklasse motor medens teamet leverede lowsy resultater, og allerede midt i sæsonen fik ællingen knebel og gulerodsm