Artikler

Sådan har 2011 ikke været - det har været som Schumacher/Ferrari i de rigtig overlegne år. Og i øvrigt også som Williams i 90'erne med forskellige kørere, som McLaren fra midt i 80'erne til de tidligere 90'ere. Der er masser af for tilfælde af total domination i Formel 1, og 2011 bliver næppe det sidste år. Sådan er det, og sådan skal det være, men trist kan det være, mens det står på.

Hvis dominans skal være spændende kræver det at kørerne i teamet er jævnbyrdige, både i talent og muligheder. Så kan det godt give spændende sæsoner, men når den ene kører, af den ene eller anden grund, har alle fordelene på sin side, så ikke engang teamkammeraten er med i VM kampen, så bliver det hele lidt ensformigt.

Det var så lige det, der skete i 2011. Sebastian Vettel og Mark Webber virkede til tider som om de kom fra hver deres planet. Mens Vettel kørte fra alt og alle, fik Webber sin Red Bull til at ligne en ordinær god racerbil. At han så både var uheldig og den suverænt dårligste starter i sæsonen, gjorde bestemt ikke helhedsindtrykket bedre.

Jo, drenge - den virker fint nok
(Foto: Red Bull Media)

Alligevel er 2011 værd at huske. For det første er et teams totale dominans på sin vis altid mindeværdigt - måske ikke at se på, men når man læser statistikken 20 år senere, kan man lade sig imponere. Det kræver en hel del af få sådan en sæson sat sammen. For det første skal køreren selvfølgelig være topmotiveret og klar til at køre hurtigt, på grænsen, men aldrig over. Og det var hvad Vettel præsterede i 2011. Som så mange andre før ham gjorde VM titlen ham til en bedre kører. Fejl var ikke noget han praktiserede ofte i 2011.

Men udover køreren skal også bilen være i særklasse. Red Bull var i den grad i særklasse. Adrian Newey leverede endnu en legendarisk racerbil, på linje med dem han tidligere har udtænkt for Williams og McLaren.

Så køreren og bilen skal være i topform, men reglerne skal også udnyttes til det yderste, og det klarede Red Bull til topkarakter - lige til grænsen men ikke over. Samtidig skal man også have hjælp af sine konkurrenter for at lave en overlegen sæson - de skal nemlig helst ikke præstere helt på toppen - og hverken Ferrari eller McLaren var helt i topform i denne sæson. Så alt var på plads til en overlegen Red Bull sæson, og den udnyttede de. I den grad.

Alonso kunne ikke gøre indtryk på Vettel og Red Bull
(Foto: Ferrari)

Så jo, Red Bull og Sebastian Vettel var helt klart det største i 2011. Ingen over, ingen ved siden af. Men det største øjeblik tilhører alligevel en anden:

Det store øjeblik i 2011 og måske det bedste Formel 1 løb jeg nogensinde har set, Canadas Grand Prix. Seks pitstops, et par kollisioner, en enkelt drive-through og efter halvdelen af løbet at være nummer sidst, vandt Jenson Button løbet. Seks omgange fra mål havde han været nr. 4. Og alligevel vandt han. Det er lige præcis det som sport drejer sig om - det uforudsigelige, det vanvittige, det der ikke kan skrives i en historie, fordi det er urealistisk.

Jenson Button fejrede en enestående sejr i Canada
(Foto: McLaren)

Buttons sejr var netop det - urealistisk. At han fra en startplacering som nr. 7 kommer i karambolage med sin holdkammerat, og to andre kørere. At han får en straf for køre for hurtigt i en SC periode. At han punkterer og må humpe tilbage til pitten. At han på et tidspunkt satser på de forkerte dæk. At han da SC'en kører i pit er så meget nummer sidst, at han ikke engang har indhentet feltet. At han alligevel vinder. Det er bare ikke realistisk, men det skete.

Den aften, for det var aften i Danmark, var det bedste løb i år, og muligvis i det hele taget. Det var det bedste fordi Button vandt på den måde han gjorde, ikke fordi det var ham. Hvis han ikke havde vundet, men var blevet nr. 2 eller 3, havde det "bare" været en ekstrem god indsats af ham. Men faktisk at vinde - under de omstændigheder - det er det, der gør det stort.

Fra årets præstation til årets flop. Det må så klart være Williams der mønstrede fem point til deling mellem to kørere. Ikke imponerende af et team der i perioden 1980 - 1997 vandt syv VM titler og helvedes bunke sejre. Men de sidste ti år har været en ret ubrudt nedtur, hvor bunden så blev nået - forhåbentlig da - eller også skal de til at konkurrere med Virgin og HRT om at være rigtig ringe.

Williams bilerne kunne heller ikke i 2011
(Foto: Williams)

Virgin og Hispania og Lotus har eller ikke meget at bryste sig af. At 2010 var et ringe år for dem, var ganske forventet, men fremskridtene til 2011 har været ret begrænsede. Lotus klarede sig bedst, ligesom i 2010, men nogen trussel for hverken Williams, Toro Rosso etc. har de ikke været endnu.

I 2011 var der også et par nye tiltag, der skulle give lidt mere spænding. Pirelli blev den nye dækleverandør og lovede at deres dæk ville slides hurtigere end Bridgestone, så der på den front kom mere drama. Helt vellykket var det ikke. Som oftest var der en strategi der var den rigtige, den som flertallet brugte. Nogle gange kunne det betale sig at satse hvis man var havnet langt nede i feltet, men for dem i den sjove ende, var der sådan set kun en mulig strategi pr. gang.

DRS zoner blev også indført. Et område på banen, hvor man måtte reducere sin downforce, hvis man var mindre end et sekund fra den forankørende. Det virkede - der var flere overhalinger, men der skulle stadig kæmpes, de fleste steder i al fald. Men hele princippet virker lidt poppet. Det løser i al fald ikke det fundamentale problem, med at bilerne i dag er designet til at være hurtige, men ikke til nærkamp. På mig virker det fuldstændig bagvendt at man i specielle områder, under særlige forudsætninger har lov til at reducere sin downforce. Downforce skal da reduceres permanent - alle steder på banen. Slut!

Det er selvfølgelig ikke kun bilernes skyld. Mange af de moderne baner er blottet for både charme og overhalingsmuligheder. Men pengene bestemmer og pengene trækker i øjeblikket Formel 1 til mellemøsten. Hvor det tidligere var Asien der var det store vækstmarked, er det nu oliestaterne der trækker. Man skal ikke køre i Formel 1 for historiens skyld, men fordi det er der publikum primært er, og der hvor man har de rigtige baner.

Mange teams og sponsorer ønsker sig et løb i USA, der er muligvis et på vej i Austin, men i øjeblikket ser det ikke for lovende ud. Problemet er at løbspromotorerne i USA ikke er villige til at betale de svimlende summer som Bernie Ecclestone forlanger, mens de gladeligt betaler det i små udemokratiske oliestater.

KERS vendte også tilbage i 2011. Hvor man kan stille spørgsmålstegn til DRS ude fra et puritansk perspektiv, forholder det sig lidt anderledes med KERS. DRS er et system opfundet til at skabe flere overhalinger i en sport, mens KERS er noget der er brugbart for dig og mig i vores private biler, ude på almindelige danske veje. Udfra den betragtning er KERS en interessant ting, som er fuld berettiget. Måske den kunne udvides på en eller anden måde, således at DRS blev overflødig.

Jeg overvejede om jeg skulle lave en top 10 over kørerne i 2011. Men besluttede mig for ikke at gøre det. Der var Sebastian Vettel på en stensikker førsteplads. Andenpladsen kunne man sikkert også nogenlunde sikkert give til Jenson Button, der i den grad trådte i karakter hos McLaren. Men derefter ligger kørerne så tæt at det er svært at argumentere for at en skulle være bedre end andre. Lewis Hamilton havde gode dage, og han havde dårlige dage - og en hel del problemer med Felipe Massa. Fernando Alonso kørte ofte som pisket, men bilen var ikke god nok og gjorde ham nogle gange næsten usynlig. Mark Webber kørte sig ofte op til en god placering, men det var også nødvendigt, for han mistede ufatteligt mange placeringer hver gang starten gik. Michael Schumacher overhalede flere end alle andre - men det var også nødvendigt, for Mercedes raceren var ikke en vinder og den gamle mester var langt fra de fantomtider han engang kunne slynge ud af ærmet i tidskørsler. Hans kollega Rosberg var som oftest en tand bedre end Schumacher, men 2011 blev heller ikke det år han fik sit endelige gennembrud.

Hverken Nico Rosberg eller Michael Schumacher fik det afgørende gennembrud med Mercedes GP bilerne
(Foto: Mercedes GP)

Hvem af dem skulle man placere på en 3. plads på en top 10? Sandheden er at ingen af dem gjorde det helt godt nok, ingen af dem ydede deres bedste. Nogle gange er det også ok, nogle gange kan det være nok til et VM, men når Sebastian Vettel er i hopla, skal man altså gøre det godt, for at udfordre ham.

Nico Rosberg
(Foto: Mercedes GP)

Til 2012 sker der lidt nyt. Pirelli har samlet et års erfaringer og lover mere spænding på dækfronten. DRS har man også gjort erfaringer med - der kan forekomme justeringer. Antallet af DRS zoner eksperimenterede man lidt med i 2011 - nogle steder var en, nogle to, men med samme målepunkt, andre igen var der to uafhængige. Man kunne også forestille sig at zonen i 2012 nogle steder skal flyttes frem eller tilbage, alt efter hvad man ønsker at opnå.

På kørerfronten er der også en del udskiftninger. Toro Rosso har erklæret at de er et team der skal bringe nye talenter til fadet, hvorfor de har skilt sig af med både Buemi og Alguersuari. Begge havde ellers etableret sig som fornuftige pointhøstere i 2011. Men nu skal de altså finde noget andet at lave. Red Bulls formål med at have to teams er klart at Toro Rosso skal modne talenterne, og de bedste så skal videre til Red Bull teamet. Hverken Alguersuari eller Buemi virkede som om de nogensinde for alvor vil høre til i et topteam, hvorfor fyringen virker logisk nok.

Også Adrian Sutil er tilsyneladende væk. Efter at have gjort det godt for Force India er han blevet sendt ud i mørket og erstattet af Nico Hülkenberg, der i 2010 gjorde det fornuftigt for Williams. Hos Williams har man besluttet sig for at beholde Pastor Maldonado, der ikke gjorde meget væsen af sig, men tilgengæld har en god sponsor. Hvem der skal køre den anden bil er åbent spørgsmål. På et tidspunkt snakkede de med Kimi Raikkonen, men det blev ikke til noget. Rubens Barrichello vil frygtelig gerne, men den snart 40 årige brasilianer har de bedste år bag sig. Williams har brug for en kører med et vist talent og erfaring, men hvem?

Kimi Raikkonen skal i stedet for Williams køre for Lotus, som altså ikke er det samme som Lotus i 2011. En længere retssag mellem Team Lotus og Group Lotus om hvem der havde retten til at kalde sig Lotus er blevet afgjort via et forlig. Det hidtidige Team Lotus hedder for fremtiden Caterham og beholder deres den grønne farve. Renault, som i de sidste par år ikke har været ejet af Renault, skifter navn til Lotus og beholder kombinationen af sort og guld.

2012 - Felipe Massas sidste chance hos Ferrari?
(Foto: Ferrari)

Og Robert Kubica der sidste år kom meget galt afsted og ikke vendte tilbage i 2011, ser ud til at være sat helt udenfor. Hos Lotus skal Romain Grosjean køre sammen med Raikkonen. Måske han kommer til at vige pladsen hvis Kubica bliver klar, men det er langt fra sikkert. Vitaly Petrov og Bruno Senna er også blevet arbejdsløse, og det virker ikke til at der er stor efterspørgsel på deres arbejdskraft. Begge har været habile, men ikke leveret præstationer der for alvor imponerede på konstant basis.

I de fire store teams - Red Bull, Ferrari, McLaren og Mercedes er tingenes tilstand imidlertid status quo. Det betyder at vi næste år har en del verdensmestre på gridden: Schumacher; Alonso; Raikkonen; Hamilton; Button; Vettel. Så på kørerfronten er der masser af talent - nu skulle det hele bare gerne eksplodere i festfyrværkeri af en sæson! God fornøjelse...