Artikler

Visiret mod Circuit de Catalunya

Af Christian Sædder.

Vi nærmer os nu hastigt sæsonens femte Formel 1 Grand Prix, og vi er nu kommet til det spanske Grand Prix, som bliver kørt på den moderne og populære Circuit de Catalunya, som ligger godt 20 kilometer nordvest for den Catalanske hovedstad Barcelona. Circuit de Catalunya har dannet rammerne om det spanske Grand Prix siden banen stod færdig i 1991. Banen er også blevet en af de mest foretrukne testbaner, og de fleste teams benytter ofte den spanske bane under vinter pausen. Det er som reglen her, vi får de første indikationer på, hvad vi kan forvente af den kommende sæson. Dog har denne sæson været en undtagelse, da Ferrari for det meste testede hjemme på Fiorano banen, og det var derfor svært at danne sig et forhåndsindtryk af styrkeforholdet mellem Ferrari og de øvrige teams.

Circuit de Catalunya er kendt for at være hård ved dækkene på grund af dens meget ru asfalt overflade, og vi må højst sandsynligt forvente et løb, hvor alle teams må i pit mindst to gange, med mindre temperaturen kommer under 15 til 10 grader, og selv om der har været koldt i Catalonien den sidste uge, så er der intet der tyder på, at det skulle blive tilfældet. Bridgestone bringer to typer dæk med til Spanien, og teams’ene kan vælge mellem ”Medium” og ”Soft”. Bridgestone medbringer yderligere nogle udviklingsdæk, som vil stå til rådighed for de førende teams.

Historien om det Spanske Grand Prix bringer os helt tilbage til 1923, måske helt tilbage til 1913, hvor der blev afholdt et løb i Guadarrama, men dets status som et officielt Grand Prix er tvivlsomt. Det første officielle blev afholdt den 28. oktober 1923 på den dengang nybyggede Stiges bane, som var anlagt ikke langt fra Barcelona.
Stiges var en højhastigheds bane omkring 2 km lang, og den havde hævede sving, som vi senere har set det på Monza og den legendariske Brookland bane i England. Stiges var Spaniens første permanente racerbane, men den var langt fra et mesterværk og selv om løbet blev overværet af selveste Kong Alfonso, så var selve løbet ikke nogen succes, og banens dårlige design fik hoveddelen af skylden. Stiges banen blev hurtig opgivet. Derefter flyttede det spanske Grand Prix til San Sebastian, hvor løbet blev afholdt op til den spanske borgerkrig.

Det sidste Grand Prix, før borgerkrigen brød ud, blev en ren fiasko. På det tidspunkt var landet politisk ustabilt, og ingen af de stridende parter følte sig for gode til at udføre attentater og politiske mord, som hurtigt blev en del af hverdagen i Spanien. Og da motorsporten dengang var farlig nok i sig selv, valgte hovedparten af deltagerne at blive hjemme.

Efter anden verdenskrig vendte det spanske Grand Prix tilbage på VM kalenderen. Det var i 1951. De spanske arrangører havde dengang valgt at benytte den 5,5 km. lange Pedralbes bane, som var lagt i Barcelonas gader. Denne gade bane havde start og mål langside på Avenida Del Generalisimo Franco, hvilket bestemt ikke var noget tilfælde, da propaganda dengang stadig var en vigtig del af det fascistiske styres strategi. Begge Franco allierede (Hitler og Musolini) havde ikke overlevet den krig, de selv havde været med til at startet, og Franco var i 1951 den eneste diktator i vest Europa og han havde derfor stærkt brug for alt den positive omtale han kunne få. Løbet blev en succes og det blev endnu en gang afholdt i 1954.
Derefter skulle der gå hele fjorten år før Spanien igen var vært for et officielt Formel 1 Grand Prix. Løbet fandt sted på Jarama banen, som netop var blevet færdigbygget, men i modsætning til de fleste andre spanske Grand Prix baner ligger Jarama i nærheden af hovedstaden Madrid. I årene 1968 til 1975 skiftede det Spanske Grand Prix mellem Jarama og Montjuich, som var en meget spændende gade bane, som var smukt placeret i Montjuich park i midten af Barcelona.
I 1975 skete der imidlertid en tragisk ulykke på Montjuich bane. Ulykken krævede 5 dødsofre. Tyskeren Rolf Stommelen tabte en bagvinge på si