Artikler

Indeks 

Formel 1 går mørke tider i møde

 
Af Benjamin Bredahl.
 
Mens vi stadig følger 1997-sæsonen, så er der mange der allerede nu ser frem til den næste sæson, enten med glæde eller ærgrelse. De kommende regel ændringer i 1998 fra FIA's side har skabt forskellige meninger.

'Formel 1 er blevet lidt for kedeligt. Der er ikke særlig meget race i løbene mere', siger mange tilskuere meget rigtigt. Derfor har FIA igennem lang tid arbejdet på at finde en måde at løse dette på. Løsning: 20 cm. smallere biler og indførelse af mønstrede dæk. Resultat: Bedre race og flere overhalinger.

Det nye reglement har ikke ligefrem skabt den store jubel, blandt kørere, hold og slet ikke hos de duellerende dækleverandører Goodyear og Bridgestone. Nogle har endda påpeget at Formel 1-sporten kan komme til at gå imod mørke tider.

Jacques Villeneuve har været den eneste kører til direkte at opponere imod FIA's beslutning om at indføre disse ændringer. Han har ikke holdt sig tilbage fra at kalde ændringerne for latterlige og stupide, når man vil ændre bilerne så markant.
Hvorfor har Villeneuve reageret så skarpt?

Bilerne vil blive langsommere - alt for langsomme, og mere uforudsigelige at køre. Williams har allerede lavet en model, kaldet "Skinny Lizzy", der svarer til det nye reglement, og holdets testkører Jean-Christophe Bouillon's tider lå 8 sekunder fra Villeneuves hurtigste tid, under en test-session. De nye dæk vil nedbringe farten i svingene på grund af den forringede kontakt med asfalten. Derfor vil nedbremsninger også blive lidt længere, og dermed skulle det være muligt at overhale. Men dette har Villeneuve anfægtet. Han er ikke i tvivl om at dette vil gøre Formel 1 kedeligt for kørerne, idet man bør gå ud fra at Formel 1 fortsat skal være kongeklassen indenfor motorsport. Han har derfor udtrykt ønske om at vende tilbage til CART-serien, hvis Formel 1 udvikler sig til en sport uden spænding - en trussel som bør tages en lille smule alvorligt i en tid uden særlig mange stærke profiler i Formel 1-sporten. Endvidere vil det kommende reglement gøre Formel 1 mere sikkert, men Jacques Villeneuve mener at det store hysteri omkring sikkerhed er ved at ødelægge sporten. Verdensmesteren, Damon Hill har ligeledes testet Bridgestones 1998-dæk, og var ikke ligefrem særlig glad for dækkene.

Er Jaques Villeneuves kritik berettiget? Ja, flere kørere har udtrykt bekymring om disse ændringer, dog ikke i så skarpe vendinger som Villeneuve. Og spørgsmålet er: Kan en større regelændring gøre løbene bedre? Set i bagspejlet af de seneste års ændringer er der ikke noget der siger at det vil blive bedre, snarere tværtimod.

Senest i 1994 skete der en større ændring af reglementet. Indtil 1994 var mange af holdenes biler mere eller mindre styret af computere. Alt det teknologiske isenkram forårsagede at der var mindre race i løbene - sagde man. Afskaf det! - så ville det udelukkende være kørerens evner der kom i centrum, og afstanden mellem holdene skulle derved gøres mindre. Ændringerne blev godt modtaget blandt kørere, teams og tilskuere. Nu var Formel 1 blevet fremtidssikret. Sandt nok, bilerne blev besværligere at køre i 1994, men der kom ikke mere race og flere overhalinger. De store og økonomisk sikre hold havde så mange penge at de til hver en tid ville være indtil flere skridt foran de mindre hold. Forskellene mellem holdene blev derfor ikke gjort mindre, nogle hold måtte endda dreje nøgle om, blandt andet det legendariske Lotus-team. Men "udviklingen" stoppede ikke i 1994.

Under og efter den tragiske 1994-sæson, bredte sikkerheds-panikken sig. Formel 1 var blevet alt for hurtigt, sagde man. Bilerne skulle have mindre downforce - for at gøre dem langsommere. Derfor blev bagvingernes maksimale højde reduceret. Mange ændringer blev indført i sikkerhedens navn og alle kørerne var meget tilfredse med de forbedrede sikkerhedsforanstaltninger.

BB  
 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk