Artikler

Indeks 

Formel-1.dk på Spa - Vol 1.

 
Af Brian Kunov Pedersen.
 
Turen startede en regnfuld torsdag aften fra Ellebjerg station i København.
En bus med entusiaster havde sat hinanden stævne, for at drage til Spa for at se Formel-1. Turen gik med højt humør tværs over Sjælland og Fyn, for til sidst at mødes med den anden bus - som havde samlet masser af entusiaster op forskellige steder i Jylland - i Fredericia.

Humøret var højt da vi drog mod de tyske motorveje, og da den dansk/tyske grænse var passeret holdt busserne ind, så man kunne foretage de nødvendige indkøb af vådt (øl) og tørt (chips). Da de fleste havde handlet ind, kørte vi videre ad de tyske motorveje i 2 timer. Så blev bussen lavet om til en sovebus, og vi kunne nu drage videre mod det endelige mål for vores rejse - Spa.

Efter en noget håbløs nat på et par nedlagte sæder, var vi ved 8 tiden fremme ved vores rejsemål. Vi fik nu vores morgenmad, som bestod af 1 skive rugbrød og 1 skive toastbrød. Dertil var der valgfri kaffe, kakao, eller juice. Mens vi spiste vores morgenmad, fik vi vores billetter udleveret, og vi drog nu med store forventninger ind på baneområdet.

Vi var en lille gruppe som fulgtes ad, og vi havde på forhånd aftalt, at den første dag skulle vi "udforske" området, for at finde de bedste pladser til kvalifikationen og selve Grand Prix'et. Det blev lidt af en ekspedition, fordi vi havde ikke havde tænkt på, at Spa er den længste af Grand Prix banerne. Under denne ekspedition, hvor vi samtidigt fulgte de to frie træninger, fik vi klarlagt hvor vi ville være til kvalifikationen og Grand Prix 'et. Efter denne ekspedition, var der tid til at kigge på diverse stande som nogle af de forskellige teams, havde sat op. Desværre var der ikke ret mange teams repræsenteret med udstillinger. Kun 5 teams var repræsenteret. Lidt af en skuffelse. En fornemmelse som man også kunne spore hos publikum, som nok havde forventet noget mere end bare 5 teams. Det var ikke særlig pænt gjort overfor de fans, som måske ikke lige holdt med de repræsenterede teams.

En anden negativ oplevelse, var priserne. De mange ting fra merchandiseboderne, som man kunne købe inde på baneområdet, kostede det samme som et mindre landbrug i Vestjylland. Gik man derimod udenfor området, kostede tingene kun det halve. Også det officielle merchandise.

En ting som virkelig var med os de to første dage, var vejret. Det var næsten for meget af det gode. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og temp. sneg sig op på 30+ grader.

Førstedagen bød på to frie træninger for F1's vedkommende, samt at der var kvalifikationskørsel for Porsche Super Cup, og F3000 hvor danske Kristian Kolby er repræsenteret. Desværre gik det ikke så godt for Kristian i kvalifikationen. På andendagen var der ikke nogen af os, der fik trætte ben, fordi vi kunne gå lige hen på det udvalgte sted, som var Pouhon kurven. Der er et godt udsyn til bilerne, når de kommer ned fra "bjerget" og skal videre til Fagnes og Stavelot. Et sted som flere kørere frygter, dog ikke på samme måde som Eau Rouge.

Efter begge dages tids- og kvalifikationskørsler, var det hjem til hotellet, som ligger i Tyskland. Efter et tiltrængt bad, var det tid at komme ud i byen og få noget at spise. Der er en vis charme ved at komme ud og prøve andre landes specialiteter, selvom Tyskland dog ikke afviger så meget fra DK. Den ene aften, kom vi i en samtale med værten, som havde været på Spa tidligere, og fulgte med i F1. Samtalen beviste, at der er lige så mange meninger om F1, som der er om fodbold. Alle har en taktik klar, og det havde denne vært også. Det fik vi meget morskab ud af.

Endelig nåede vi til den store dag. F1 på Spa. Det må være en af de ultimative oplevelser. Spa er en af de gamle traditionsrige baner, med masser af historier og traditioner knyttet til sig. Det meget anderledes layout i forhold til de moderne baner, gør det til en oplevelse bare at være der.

Af Per Dons-Larsen/Brian Kunov Pedersen

BKP  

 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk