Artikler

Et smukt billede af Ayrton Senna efter det belgiske GP i 1991. Men hvor er heltene i dag?

En anden æra
I dag taler vi om at de tider er ovre: De store profilers æra er forbi. Der har længe været bred enighed om at Michael Schumacher er den suverænt bedste kører i feltet, men kun de mest entusiastiske fans, vil vove at kalde tyskeren karismatisk. At diskutere det er meningsløst, men hvem vil vi ellers huske om femten år? Jacques Villeneuve bliver til tider nævnt som en profil, og Mika Hakkinens resultater, især hvis han vinder sit tredje VM i træk i år, berettiger ham til også at have et vist ry for eftertiden. Det er dog ikke lang tid siden at Bernie Ecclestone brokkede sig over at finnens mangel på karisma var katastrofal. Så vidt for de tre aktive verdensmestre, men heller ikke det øvrige felt vrimler med de store personligheder. Hvorfor? Set i sammenligning med tidligere tider burde forholdene for helte være bedre end nogensinde - eller er det snarere lige omvendt?

De moderne kørere er alt for kedelige, mener mange.

Set fra det første synspunkt, så burde 'markedet' for Formel 1-emner være langt større end før. At dyrke sport i fritiden er blevet mere og mere udbredt, så flere potentielle talenter introduceres til miljøet. Desuden er sport som aldrig før blevet karriere-orienteret. Talenter opdages og hjælpes videre i systemet. Desuden har motorsporten bredt sig ud i verden. I begyndelsen var det hovedsageligt englændere, franskmænd og italienere iblandet lidt amerikansk blod, der prægede sporten. I 1958 f.eks. var de fem første kørere i VM alle briter. Imellem tiden er f1 blevet en verdensomspændende sport, finansieret af sponsorer, der ønsker indpas på nye markeder. Det er ikke nødvendigvis Europa og derfor hjælpes ikke-europæiske kørere også frem. Selvom der er ikke mindre end fire tyske + fire britiske kørere i F1 denne sæson, vil vi nok i fremtiden se en større nationalitetsvariation.

En anden faktor er pressen, der har fået en kæmpe indflydelse, da de formidler Formel 1-verdenen til publikummet. Ikke blot selve begivenhederne, men også: hvem sagde hvad om hvem og i hvilken hensigt etc.? Næsten alt hvad vi ved om stjernerne udenfor banen stammer herfra. PR-afdelingen, som nu er en helt naturlig og obligatorisk del af teamenes opbygning, burde i dag i samarbejde med pressen have langt lettere ved at skabe hårdtslående image af deres F1-helte.

Spontanitetens druknedød
På en eller anden måde ser det ud til at den øgede pressedækning og PR-bevidsthed har det haft den præcist omvendte effekt: kørerne kan i visse tilfælde fremstå som PR-skolede marionetdukker, der siger hvad de har fået besked på og ellers ikke ret meget andet. Der skal passes på at der ikke stødes nogen og selv når der falder et par kradse kommentarer fra kørerens side om dette eller hint, kan man som publikum godt være i tvivl om det blot er endnu et PR-drevet 'klassens-slemme-dreng'-image-fremstød. Spontanitet er kodeordet og det er måske det der mangler.

Spontaniteten drukn