Artikler

Herbert og heldet

Af Christiane Bjerglund Andersen.

Om få dage er det ovre. I over et årti har han været en del af Formel 1-feltet, men på søndag kører Johnny Herbert sit sidste Formel 1 Grand Prix. Vi ser tilbage på karrieren, der var en lang række af op- og nedture – men mest det sidste. Mens kørere som Damon Hill kæmpede i front hos topteams, kæmpede Herbert som oftest for at få bilen over målstregen. Det kunne dog have set meget anderledes ud…

Englands store håb
Bob og Jane Herbert kan næppe have vidst hvor stor en tjeneste, de gjorde deres 10-årige søn, da de gav ham hans første gokart i 1974. Ikke alene hjalp det ham med at overvinde genertheden, men det skulle også vise den vej han skulle følge resten af sit liv. Johnny Herbert blev bidt af motorsport og talentet var der tydeligvis. Forældrene støttede ham og familien var ude til konkurrencer næsten hver weekend. Herbert blev både britisk junior- og seniormester i gokart, inden han avancerede til Formel Ford i slutningen af 1983. I 1985 vandt han i overlegen stil Formel Ford-festivalen på Brands Hatch. I '86 køret han Formel Ford 2000 og efter en sejr her fik han sin debut i Formel 3 hos Mike Rowe. I sine første løb sluttede han som 3'er og 4'er og fangede Eddie Jordans opmærksomhed, der skrev kontrakt med ham for 1987. Talentspejderen Jordan have ikke set forkert, for Herbert vandt mesterskabet i sin første fulde sæson med fem sejre. Også andre havde fået øje på ham: Autosport udnævnte ham til 'National Racing Driver of the Year' og Herbert blev belønnet med en test hos Benetton. I sin første Formel 1-test på Brands Hatch var han 0,3 sekund hurtigere end Benettons egen kører, Thierry Boutsen. Herbert blev inviteret til yderligere to test for teamet på Monza og Jerez.

Efter succesen i Formel 3 rykkede Eddie Jordan Racing og Johnny Herbert en klasse op til det kun få år gamle Formel 3000, hvor de beviste, at de kunne klare udfordringen med en sejr i deres første løb på Jerez. Efter en duel om 1.-pladsen i det andet løb kom han til skade og måtte sidde over i det næste løb på Pau, men han vendte stærkt tilbage. I august testede han igen Formel 1 for Lotus på Monza og var med det samme hurtigere end den regerende verdensmester Nelson Piquet. Johnny Herbert blev udråbt som det største britiske talent siden Jim Clark. Med en strålende fremtid foran sig følte Herbert sig uovervindelig.

Ulykken
Alt det ændrede sig den 21. august 1988. Herbert var sikker på at få sin Formel 1 debut i den kommende sæson. Benetton havde en option på ham, men hvad der var mere spændende var, at Williams tilsyneladende også var ude efter stortalentet. Da Frank Williams dukkede op til Formel 3000-løbet på Brands Hatch og bad om at tale med Herbert efter løbet, tydede alt på, at en kontrakt lå klar. Men mødet blev aldrig til noget. Få timer senere lå Herbert på hospitalet efter et voldsomt sammenstød i løbet. Den venstre ankel var brækket og endnu værre så det ud for den højre fod, der bogstaveligt talt var smadret. Som lægerne på Queen Mary's Hospital så det, var karrieren ovre. De arbejdede med det mål at sørge for at han stadig ville kunne gå.

Syv måneder sener fik han alligevel den flotte Formel 1-debut, man havde forventet inden ulykken. Han kvalificerede sig foran sin teamkammerat, Allessandro Nannini, og var tæt på en podieplads. 4.-pladsen med Benetton'en i Brasilien lovede godt for fremtiden, men snart blev det klart, at Herbert endnu ikke var kommet sig over ulykken. Da Flavio Briatore overtog ledelsen halvvejs inde i sæsonen, foretog han lynhurtigt ændringer, hvoraf den første var at smide den tidligere teamboss Peter Collins ud, den anden at sørge for at Johnny Herbert efter seks løb kom samme vej. Briatores Benetton-team skulle ikke være et rekreationshjem.

Herbert hos

CBA