Artikler

Året er 1979 – og jeg husker hverken vinteren eller det storpolitiske spil, endsige husker jeg hvem der vandt i Formel 1. Dengang, for længe, længe siden, tumlede jeg rundt med rangler og Duploklodserne. Det var dog et vigtigt år – Jody Scheckter sikrede sig VM-titlen for Ferrari og der skulle gå en barndom, teenageår og lidt mere til inden det skete igen. 21 år! Man siger at Formel 1 udvikler sig som sinuskurver – og Ferrari har godt nok taget den rigtig store bue inden de nåede toppen.

I matematisk sprog siger man at kurven knækker mod den anden retning i det der kaldes tangentpunktet. Ferraris tangentpunkt ligger et ganske bestemt sted: i 1996! Det var vendepunktet, men som i mange sinuskurver, så er det lidt trægt med at nå topmålet. 4 forsøg skulle der til – men så skete der det, der måtte ske: Ferrari stod bag en verdensmester. For sportens skyld – og ikke mindst for Ferraris egen skyld, ville det have været katastrofalt, hvis Schumacher ikke var blevet verdensmester…

Ferrari skulle vinde i år - og helt fortjent fik de også VM

Nå, men vi er godt i gang. Denne sidste udgave af Bakspejlet – der er opdelt i tre, ser tilbage på hele sæsonen. I en senere artikel bliver de enkelte teams analyseret, og et ekspertpanel på formel-1.dk har allerede givet deres bud på hvem der er de ti bedste kørere. Lad os derfor kaste os over det første løb – som altid det australske, der sætter sæsonen i gang.

Da Formel 1-feltet tog den lange tur til det solbeskinnede New South Wales, lå det allerede i kortene, at det ville blive Ferrari og McLaren, der skulle udkæmpe VM-slaget. Løbet i Melbourne blev en tam affære – men det kom i sidste ende til at være grundstenen i Ferraris kamp for endelig at tage VM-sejren. Det startede ellers godt for McLaren: Ren sølvpile-front, efterfulgt af Schumacher og Ferraris nytilførte andenkører, Rubens Barrichello. Løbet starter rent og pænt, og er for så vidt egentlig rimelig udramatisk. Den eneste dramatik i løbet stod Pedro de la Rosa og Eddie Irvine for – spanieren spandt af i spektakulær stil, mens Irvine i sit debutløb for det 'nye' Jaguar-team dræbte sin Ford-motor ved at lette foden fra speederen…

Men hvor Ford og Jaguar lod til at være en katastrofe er det mikroskopisk i forhold til det der hændte med McLaren. Begge kørere udgik efter pinligt få omgange: efter 11. omgang er der ikke mere motor i Coulthards bil, og Hakkinen udgår med samme fejl efter 19 omgange. I 1999 udgik de på 13. og 21. omgang. Hvis de holder den stil, så kan vi allerede nu sige, at Coulthard udgår på 9. omgang, mens Hakkinen stopper efter 17… Løbet blev derefter ren walk-over for Michael Schumacher og Rubens Barrichello. Men der kom dog et emne til diskussion: var Barrichello allerede her dømt til at være andenkører? Grunden: Schumacher fik et teknisk problem, og Barrichello blev sendt på en anden strategi og fik ikke lov til at overhale tyskeren, efter at have kørt ekstremt langsomt bag tyskeren et par omgange. Så kunne debatten ellers rulle om, at Ferrari kun handlede om Schumacher…

3. pladsen gik til BMW-Williams og Ralf Schumacher. Det blev grundstenen for et succesfuldt comeback til BMW. De havde i år relativt let spil, men de viste, at man med god forberedelse og tæt samarbejde kan nå langt. Det blev henover sæsonen belønnet med flere flotte placeringer. BAR-Honda skal også fremhæves. De sikrede sig deres første po