Artikler

I Adelaide var der følelsen af afslutning, de dårlige tider blev næsten glemt, og de gode tider blev fejret. Og så var det også her, man sagde farvel til de, der nu skulle pensioneres. Det var i Adelaide, at man for sidste gang så Lauda, Rosberg, Prost, Patrese, Piquet og mange andre i aktion. Og det var her, at Ayrton Senna vandt sit sidste løb. Og så var der det med resultaterne - eftersom løbet sjældent betød ret meget i VM-stillingen, var de store kørere ofte lidt for afslappede. De havde gennem sæsonen ydet deres, kæmpet deres kampe og vundet eller tabt slagene. I stedet var det kørerne i andet geled, dem, der skulle vise deres værd, have et enkelt godt resultat med sig ud af sæsonen - det var dem, der havde de store dage i Adelaide. Dette skal også ses i lyset af, at banen var en delvis bybane og ikke krævede for meget af motoren, således at biler med relativt svage motorer kunne lege med her.

Allerede det første år, i 1985, så man de lidt alternative resultater. Det var det løb, hvor man skulle sige farvel til Niki Lauda, og på trods af en relativ beskeden start som nr. 16 nåede han op på førstepladsen, inden han begik den sidste kørerfejl og havnede i en betonmur. Renault-teamet sagde også farvel efter ni sæsoner i Formel 1. Der havde været gode år for det franske team, men magre resultater de seneste par år, sammen med at fabrikken var lidt økonomisk trængt, gjorde, at man valgte at lukke. Finnen Keke Rosberg vandt sin femte og sidste sejr det år, mens franskmanden Phillipe Streiff havde sit livs løb i en Ligier-racer. Han var helt op på andenpladsen, inden han blev overhalet af sin 41-årige teamkollega, Jacques Laffite. Senere havde de et mindre sammenstød og var begge heldige med at kunne fuldføre løbet som nr. 2 og 3. En ung Gerhard Berger i en Arrows-BMW hentede et enligt point i løbet.

Året efter skulle VM afgøres i Australien. Mansell førte VM med 72 point mod Prost med 65 og Piquet med 63. Rosberg kørte sit sidste løb. Som Lauda året før, kørte han i McLaren, og som Lauda førte han løbet, inden han udgik. Egentlig var det en formssag for Mansell, en fjerdeplads var nok, hvis Prost skulle gå hen og vinde. Men efter 63 omgange eksploderede englænderens bagdæk, og hans løb var slut. Prost skulle stadig vinde løbet for at blive verdensmester, men det gjorde han.

Næste gang VM blev afgjort i Adelaide var i 1994, hvor der var lagt op til den store duel mellem Schumacher og Damon Hill. Men, som så ofte når der er lagt op til en stor finale, endte løbet i en fuser. Både Schumacher og Hill udgik, og den 41-årige Nigel Mansell, der var på gæsteoptræden i Williams, vandt løbet.

Imellem de to VM-finaler havde man set et par af de vådeste løb i historien. I 1989 druknede løbet, men blev kørt alligevel. Prost, der havde sikret sig titlen, mente ikke, at det var risikoen værd, og Senna gjorde sig mest bemærket ved at køre op bag i Brundles Brabham - hvor der var monteret et bagudvendt kamera! Gode billeder, der blev ud af den situation. Boutsen vandt løbet i sin Williams, mens japaneren Saturo Nakajima i Lotus satte hurtigste omgang. To år senere - i 1991 - vandt Senna et ligeså vådt løb, der ellers mest vil blive husket for at være et af de korteste. Syv omgang blev det til. Tilgengæld sejlede bilerne lystigt rundt mellem hinanden den tid, det varede. Mansell fik en 3. plads, men kunne ikke komme på skammelen, da han var kørt af ba