Olivier Panis

I sin anden sæson i Formel 3000 i 1993 lykkedes det Panis at hjemføre titlen med tre sejresidst på sæsonen. På den baggrund fik han sin F1-debut året efter i det brasilianske GP. Han kvalificerede sig som nr. 19 og kom ind som nr. 11, tre omgange efter vinderen. Resten af sæsonens løb forløb stort set på samme måde, men alligevel endte han på podiet med en 2.-plads og 6 point, da kun halvdelen af feltet klarede første omgang af det tyske GP.

Panis fortsatte hos Ligier de følgende år, hvor han viste sig som en god og frem for alt stabil kører. I 1995 hentede han endnu en heldig 2.-plads på Adelaide, og det følgende år tog han sin første og hidtil eneste sejr i Monacos smalle regnvåde gader fra en kvalifikionsplacering som nr. 14 - kun tre andre kørere fuldførte løbet.

Da Alain Prost overtog Ligier inden sæsonen 1997, fulgte Panis med. Sæsonen begyndte lovende: Efter de første fem løb lå Panis på en noget sensationel 3.-plads i konstruktørernes mesterskab med 15 point, tre point mere end han havde opnået i de to foregående sæsoner. Men så var heldet også ude for franskmanden. En uhyggelig ulykke på Gilles Villeneuve-banen i Canadas GP resulterede i dobbelt benbrud, og det var imponerende, at Panis allerede kunne vende tilbage 7 løb senere og deltage i de tre sidste løb. Han hentede et enkelt point i Luxembourg i det første løb efter ulykken, men endte sæsonen på en 9.-plads.

Herfra gik det kun ned af bakke, og Panis kunne ikke bevise, at han havde farten i behold i Prosts middelmådige 1998-model. Det år sluttede uden point, en ufuldførte løb og en 9.-plads i åbningsløbet i Melbourne som bedste resultat. Desuden fik Panis skarp konkurrence af sin nye teamkammerat, Jarno Trulli, som ironisk nok havde fået chancen Panis' vikar i 1997. Panis var ved at miste troen på sig selv. 1999 var ikke stort bedre på trods af afsluttende operationer i benene. To 6.-pladser i Brasilien og Tyskland gav et point hver, men Trulli scorede 7 point, bl.a. takket være en 2.-plads på Nürburgring.

Panis kunne have kørt resten af sin F1-karriere hos Ligier/Prost, men ingen af parterne var synderlig interesseret i at forsætte samarbejdet. Panis blev tilbudt et sæde hos BMW-Williams. At han afslog det kan han i dag ærgrer sig over, men Panis blev alligevel belønnnet for sin noget utraditionelle tro på et testsæde hos McLaren som vejen frem. Mod Hakkinen og Coulthard viste han, at han var så hurtig som nogensinde, og da sæsonen var ovre, var Ron Dennis ikke glad for at skulle give slip på sin testkører. Men tilbuddet fra BAR var for godt til at afslå.

Panis kom til at danne skole med sit testkører-sabbat-år, men hidtil har ingen andre kørere haft så stor succes med det. Alexander Wurz håber stadig på at komme videre fra McLaren, og Ricardo Zonta og Marc Gene har man ikke set meget til.

Panis faldt godt til og klarede sig strålende hos BAR, hvor Jacques Villeneuve for første gang i meget lang tid fik modspil internt. Panis var tydeligvis langt mere engageret end den fem år yngre teamkammerat. Panis' kontrakt udløber efter 2002, men da Villeneuve næppe bliver længere end året ud efter Craig Pollocks afsked, beholder BAR efter al sandsynlighed franskmanden.
CBA - 2002