(januar 2002)
Efter et omtumlet år, først hos Jaguar hvor han blev sendt ud og videre til Prost og sidenhen måtte holde en pause på grund af et heftigt uheld på Spa, er Luciano Burti nu endt hos Ferrari som testkører.
CBA - februar 2001
Næsten en fjerdedel af F1-feltet 2001 er debutanter. Af disse er nogle af dem på forhånd sikret stor omtale som f.eks. ChampCar-mesteren Juan Pablo Montoya og fænomenet Kimi Raikkonen. En anden ny kører, der næppe vil møde så meget opmærksomhed, er Jaguars Luciano Burti. Der nemlig ikke noget særlig sensationelt at sige om Luciano Burti. Han er brasilianer, 25 år gammel og en del af Stewart-klanen siden 1996. Hans resultater er flotte, uden at være prangende, og efter to år som testkører og et enkelt GP kommer det ikke som nogen overraskelse at Jaguar vælger at lade ham overtage Johnny Herberts plads.
Burti begyndte karrieren i gokart, og da han her viste talent, tog han som landsmændene Rubens Barrichello og Ayrton Senna før ham videre til den bedste motorsportsskole, England. Der begyndte hans internationale karriere i 1996, da han kørte med i det engelske Formel Vauxhall for juniorer. Det blev omgående til succes, og fire sejre i serien. Derfra gik han videre til vinterserien af Formel Vauxhall, som han vandt for Paul Stewart Racing Team, og det blev springbrættet til en videre karriere med motorsportsfamilien.
I 1997 kørte han igen Formel Vauxhall - og igen blev det til succes, hvor han fra sæsonens andet løb førte serien og vandt den som den første brasilianer. Stadig med Stewart tog han springet til engelsk F3, hvor han blev i to sæsoner. I 1998 blev han nummer 3 i mesterskabet og vandt to sejre. Samme år begyndte han at teste for Stewarts F1-team, og det var med Burti bag rattet at 1999-modellen fik sin debut d. 23. december på Silverstone. Året efter lå han med fremme i kampen om F3-mesterskabet, men måtte se sig slået af Marc Hynes, da han blev diskvalificeret i det næstsidste løb. Selv med en poleposition, hurtigste omgang og en sejr i det sidste løb kunne Burti ikke indhente forspringet. 3'er i mesterskabet det år, blev i øvrigt en vis Jenson Button.
Burti var Jaguars officielle testkører i 2000, og det førte til brasilianerens F1-debut i Østrigs Grand Prix, da Eddie Irvine sprang fra med mavepine. Knap en måned senere fik Burti at vide at sædet var hans i 2001, men teamet ventede med at offentliggøre det til løbsweekenden på Monza, hvor den endelige kontrakt blev underskrevet. Burti har altså haft god tid til at få sine forventninger på plads inden sæsonstarten. Hvad skal vi andre så gøre os af forventninger? Tja, som sagt nok intet sensationelt. Burti bliver sandsynligvis en værdifuld kører for Jaguar, hurtig nok til at sætte Irvine under pres, men, kombineret med sin mangel på selv samme irers udstråling, ude af stand til at skabe overskrifter.
Karriere:
1991 Gokart-debut
1992 Sydamerikansk mester, 8'er i VM
1996 Formel Vauxhall med Martin Donnelly Racing Team, 4 sejre og samlet 3'er. Vinder af vinterserien for Paul Stewart Racing Team
1997 Formel Vauxhall med Paul Stewart Racing Team,
1998 Formel 3 med Stewart, to sejre og samlet 3'er. Første F1-test for Stewart i december.
1999 Formel 3 med Stewart, fem sejre og samlet 2'er.
2000 F1-testkører for Jaguar. Vikar for Eddie Irvine i det østrigske GP.
Læs mere:
Artikel, 2000 - Burti udnævnt til Jaguar-kører
Artikel, 2001 - Det nye kobbel |