Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
18.9.2000
 Jean Alesi har gode erfaringer fra USA
 Burti takker Button
 Barrichello - Den menneskelige Schumacher
 F1 støtter enken
 Frentzen takker
 Stor opmærksomhed på Pedro de la Rosa
 Flere australiere i F1
 Jordan klar til Indianapolis
 BAR velforberedte til USA
 
17.9.2000
 Irvine realistisk
 Alt er nyt for Fisichella
 Dennis tager til genmæle
 Wurz glæder sig til Indianapolis
 Hakkinen motiveret
 

Hop til top18.9.2000

Jean Alesi har gode erfaringer fra USA

Prost-Peugeot blev hjemme på fabrikken forud for det amerikanske Grand Prix i Indianapolis. Prost-Peugeot fravalgte dermed chancen for at teste med de andre Formel 1-teams. 3 racere, plus et ekstra monocoque er sendt til USA, og resten af mandskabet vil ankomme til Indianapolis i morgen tirsdag.

For Jean Alesi, vil næste weekends løb frembringe nogle fantastiske minder. Den fransk/sicilianske kører, kørte for Ferrari tilbage i 1991, da Formel 1-cirkuset sidst var i USA og kørte det amerikanske Grand Prix i Phoenix. Jean lå og sloges om føringen med Ayrton Senna, men desværre for Jean brød gearkassen sammen på 72. omgang, og Ayrton Senna vandt løbet, 17 sekunder foran Alain Prost.

"For mig er det helt fantastisk at komme tilbage til USA, fordi USA er et drømmeland for os europæere, specielt for folk som mig som kommer fra en italiensk familie. Når vi tænker på Amerika, så tænker vi på drømme og gode forretninger, så jeg er meget glad for at være tilbage i USA. Jeg vil blive mindet om min kamp med Ayrton Senna i 1991. Jeg har været i Indianapolis en gang siden, og der prøvede jeg en tur på oval banen i en bus, sammen med en masse andre turister," siger Jean Alesi.

Når man har afsluttet weekendens løb fra den 25. til den 27. september, vil teamet teste på Magny-Cours, hvor testkøreren Stephane Sarrazin vil stå for testen.

BKP  


Hop til top
Burti takker Button

Luciano Burti tror ikke, at han havde fået en kontrakt med Jaguar næste år, hvis ikke at Jenson Button havde en finger med i spillet. Burti tror, at Buttons flotte debut i Formel 1 har overbevist Jaguar bossen om at satse på endnu en ung kører.

"Jeg er helt sikker på, at det er Buttons flotte debut, der har skaffet mig et sæde hos Jaguar næste år," siger Luciano Burti

Burti indrømmer at Buttons succes kan give bagslag: "Buttons succes vil øge presset på min person, for alle forventer at jeg også skal gøre det godt i min første sæson."

Den unge brasilianer er hurtig til at dysse forventninger ned om sin person, ved at sige: "Folk skal forstå, at man ikke er bedre end den racer man kører i. Jenson har en meget god racer, og når man sammenligner Jensons racer med Nick Heidfelds, så kan man se at Nick hele tiden slås med materialet, men som jeg ser det er han en bedre kører.”

BKP  


Hop til top
Barrichello - Den menneskelige Schumacher

Det at Michael Schumacher brød sammen efter det Italienske Grand Prix, har vist den menneskelig side af Michael Schumacher.

Det er ikke mere end 1 måned siden, at Rubens Barrichello selv stod og græd, da han vandt sit første Grand Prix.

"Det bedste ved hele løbet, var at Michael også viste at han kun er et menneske. Jeg har arbejdet meget tæt med ham, og jeg har set sider af ham, som ingen andre i verden har set. Jeg er glad for at folk har set den sande Michael, og jeg er sikker på at han har fået løftet et stort pres fra hans skuldre," siger Rubens Barrichello.

Michael Schumacher indrømmer at han var træt, og rørt, og han var også overvældet af den hyldest han fik af de mange fans, da han tangerede Ayrton Sennas sejrsrekord på 41 sejre.

BKP  


Hop til top
F1 støtter enken

Brandmanden Paolo Ghislimbertis død på Monza i sidste weekend har taget hårdt på f1-verdenen, der havde håbet på, at der ikke skulle ske flere dødsulykker efter de mange tiltag de seneste par år for at højne sikkerheden. Der dukkede mange repræsentanter for sporten op ved Gislimbertis begravelse i sidste uge og nu har Bernie Ecclestone taget initiativet til at donere en større sum penge til den afdødes familie. Til den tragiske historie hører nemlig at den 33-årige Gislimbertis hustru Elena er gravid i ottende måned.

Ecclestone opfordrer de elleve team til hver især at forære enken $10,000. Selv vil Ecclestone skyde $40,000 til. Ferrari-præsidenten Luca Montezemolo har også lovet økonomisk assistance, men Ferrari vil ikke lade det komme ud til pressen hvilket beløb det drejer sig om.

CBA  


Hop til top
Frentzen takker

Heinz-Harald Frentzen er blevet voldsomt kritiseret efter ulykken på Monza. En rasende Rubens Barrichello, der også blev mistænkt for at sætte ulykken i gang, mente endda at Frentzen skulle udelukkes i mindst ti løb for sin hasarderede kørsel. Siden er det blevet fastslået at der var tale om en af den slags ulykker, der bare sker, uden at skylden kan placeres, men Frentzen må bære rundt på den viden at det var et dæk fra hans Jordan, der dræbte marshallen.

I den svære tid, har Frentzen dog fået stor opbakning fra ikke blot venner og familie, men også fra fansene. "Igennem de sidste dage har jeg følt så meget støtte i så mange e-mails fra særlige Frentzen-fans eller bare fra almindelige motorsportsentusiaster. Jeg er totalt overvældet. Jeg vil gerne takke alle, der har sendt mig en e-mail. De e-mails viste at folk er seriøst interesserede i at diskutere Monza-ulykken. Disse e-mails har været og er stadig en stor hjælp i en situation, hvor jeg har været stærkt kritiseret fra få parter."

CBA  


Hop til top
Stor opmærksomhed på Pedro de la Rosa

Pedro de la Rosa, som vel var den der fik den voldsomste tur i den alvorlige ulykke på Monza, er under skærpet kontrol og opmærksomhed af Arrows teamets fysioterapeut. Grunden til det, er en forsinket psykisk reaktion ovenpå ulykken.

Pedro de la Rosa fik en gevaldig flyvetur i bilen, da han hamrede op i en af de forankørende biler. Det sendte bilen ud på den voldsomme flyvetur, samt at landingen ikke var blandt de blideste. Rent fysisk slap de la Rosa næsten uskadt fra ulykken. Udover nogle kraftige slag på den ene akillessene og ankel, kunne han gå uskadt fra ulykken. Men nogle dage efter ulykken lagde teamet fysioterapeut til, at han virkede udbrændt. Ved den efterfølgende samtale, kom beviset. Eftervirkningerne på ulykken gjorde sin indflydelse på ham. De fik så talt det hele igennem, og blev enige om, at det bedste lige nu, er at komme videre.

Simon Jones, fysioterapeut hos Arrows: "Straks efter ulykken var min første reaktion: Er der sket noget med køreren? Men det var det heldigvis ikke. Så der kunne vi tage det forholdsvis roligt. Men de næste dage lagde jeg mærke til, at Pedro virkede underlig træt og udbrændt. Vi fik så en god lang snak sammen, hvor han kom af med hvad han følte. Vi blev desuden enige om, hvordan vi skulle håndtere situationen i den nærmeste fremtid. Nu tager vi et løb af gangen. I de næste dage skal Pedro dobbelttjekkes, både fysisk og psykisk, vi vil ikke løbe nogen risiko. Han forsikrer mig allerede nu, at det er han, men det skal altså gøres. Det er Pedro også fuldt klar over, og han er med på, at han skal have den bedst mulige forberedelse op til det næste GP."

Men hvordan oplevede Pedro de la Rosa selv de sidste af ulykken? Det har ikke tidligere været muligt at få hans udtalelser om dette, men nu kan han tale næsten frit om det.

de la Rosa:
"Da bilen endelig stoppede, var det på hovedet. Jeg kunne lugte noget brændstof, og var ved at blive bange for at det skulle antændes. De tililende marshals prøvede at vende bilen om, men det lykkedes ikke. Jeg kunne nu mærke, at jeg ikke havde nogle alvorlige skader, og jeg kunne nu også se, at der var en åbning i mellem bilen og gruset. Jeg løsnede selen, og kom ud ved åbningen. Jeg havde egentlig troet, at jeg ville få det slemt i løbet af ugen efter alle de slag, men det har ikke været så slemt alligevel. Jeg har fået nogle tabletter imod betændelse pga. af de skader jeg fik på akillessenen, men ellers har jeg det fint. Da jeg mødte frem onsdag til den første fysiske træning, kunne jeg føle en stor lettelse hos teamet. Det viser hvor sikre bilerne er i dag. Arrows teamet har bygget en virkelig stærk bil, bl.a. ud fra FIAs reglement. Jeg er meget ked af, at marshalen mistede livet, og mine tanker er hos hans familie."

PDL  


Hop til top
Flere australiere i F1

Der er mangel på australiere i F1. Det er Mark Webber kommet frem til. Han prøver i øjeblikket at sikre sig et sæde hos Benetton, som testkører i sæsonen 2001. Webber har selv lugtet til F1 verdenen, idet han har været testkører for Arrows i år, indtil nogle kontraktmæssige uoverensstemmelser gjorde, at deres samarbejde ophørte.

Mark Webber har fundet ud af, at Australien ikke har haft en F1 kører siden David Brabham kørte for Simtek-Ford i 1994. David Brabham er i dag holdkammerat med Jan Magnussen hos Panoz i den amerikanske Le Mans serie.

Mark Webber:
"Det er meget vigtigt for Australien at have en kører i F1. Vi gør det godt i motorsport, og vi har et af de bedste GP'er, hvis det da ikke er det bedste GP i hele kalenderen. Vi klarer os rigtig godt i motorcykelløb, men vi mangler en F1 kører. F1 er noget rigtigt stort i Australien. Fremtiden ser lysere ud nu. Der er nogle unge kørere på vej frem. Men der er lang vej endnu. Da jeg vandt Formel Ford Festivalen på Brands Hatch i 1996, troede jeg, at jeg ville komme direkte til F1, men i den alder kan man ikke se, hvor langt der i virkeligheden er til F1, og hvor lang tid det virkelig tager."

PDL  


Hop til top
Jordan klar til Indianapolis

Jordan teamet, som fik tilbageholdt begge deres biler efter den alvorlige og voldsomme ulykke på Monza, er klar med bilerne igen. De vil ifølge teamet blive brugt igen i det amerikanske GP på Indianapolis i den kommende weekend.

Efter de tekniske undersøgelser som bilerne var igennem på Monza, blev de frigivet i tirsdags. Jordan teamet var ellers begyndt at opbygge to reservebiler, men dette arbejde blev afbrudt, og i stedet begyndte man sine egne undersøgelser af bilerne. De er derefter blevet totalt genopbygget.

Trevor Forster, Jordan: "Vi er nået dertil, hvor de to biler der blev brugt på Monza, er klar til indsats igen. Monocoquen var ubeskadiget, og de behøvede egentlig bare en grundig gennemgang, der er repareret og udskiftet dele, men ellers er bilerne klar igen. Vi fik dem klargjort i løbet af fredagen, og de blev sendt til lufthavnen fredag til afskibning der."

PDL  


Hop til top
BAR velforberedte til USA

Efter en hel god indsats i det italienske GP, har BAR teamet testet i et par dage på Silverstone. Alt hvad der foregik ved testen, var som forberedelse til det amerikanske GP. Testen har været fokuseret på specielt to ting. Afprøvning af motorer, og test af dæk til brug på det noget anderledes layout, som den amerikanske bane har.

De to kørere, og teamets to testkørere, var alle repræsenteret ved testen. Førstedagen var de to testkørere på banen. Darren Manning tog af motorudvikling, og Patrick Lemarie af chassisudvikling. På andendagen kom Jacques Villeneuve og Ricardo Zonta til, og så begyndte man at teste det nye dæk som Bridgestone som stiller til rådighed, specielt til brug på Indianapolis.

Steve Farrell, Chefingeniør: "Det har været en meget brugbar test, specielt fordi vi kunne prøve de nyt dæk, som Bridgestone stiller til rådighed til Indianapolis. Det gav os meget vigtige informationer om chassis-setup i forhold til dette dæk."

Andrew Alsworth, Team testchef: "Det var to rigtige gode testdage. Vi har testet et nyt chassis, BAR009, som er udviklet i samarbejde med Honda. På forholdsvis kort tid har vi fået kørt mange testkilometer. Vi håber på, at testen vil gøre os konkurrencedygtige i det amerikanske GP."

PDL  


 

Hop til top17.9.2000

Irvine realistisk

Jaguar og Jordan virker umiddelbart som to meget forskellige team, men tag ikke fejl: Jordan er Jaguars forbillede i hvert fald hvad angår resultaterne. "Jeg vil gerne hjælpe det her team på den korteste vej fra hvor vi er nu og hvor vi skal hen," siger Eddie Irvine. "Det er hvor McLaren er nu og folk forstår ikke hvor svært det er. Vi bliver nødt til at se på Jordan. De var ingenting, men de har gode folk, som kunne gøre et godt arbejde, og de sluttede som nr. 3 i mesterskabet. Det er vores målestok."

Jaguar har ikke haft det debut-år, som man havde håbet på, efter overtagelsen af Stewart på trods at imponerende budget. Eddie Irvine advarer at det kan tage rigtig lang tid før Jaguar er klar til at blande sig helt fremme - og han er indstillet på, at det ikke bliver i hans tid med teamet. "Hvad jeg vil have er, at når jeg forlader dette sted, vil jeg have bibragt dem så meget som jeg kan. Der kan gå syv år eller måske endda ti år før Jaguar når toppen. Så den fyr, der kommer til teamet som nr. 1 efter mig, når måske ikke engang at se det, når teamet endelig bryder igennem."

CBA  


Hop til top
Alt er nyt for Fisichella

Som for de 21 andre kørere er Indianapolis en ny oplevelse. Det skulle dog lige være for Jacques Villeneuve der dog 'kun' kender ovalen, som han sejrede på i 1995.

Det er første gang Fisichella skal køre race i USA. "Det vil være første gang at jeg kører race i USA, så alt vil være nyt for mig, og forventer at det bliver meget spændende. Det er en ny bane for kørere og teams, så det gør den nye udfordring meget mere interessant," forklarer italieneren.

Han forventer ikke at det vil tage ham særlig lang tid inden han har lært banen at kende. "Selvom jeg ikke har kørt på banen, tror jeg at jeg har en lille fordel, da jeg normalt kun behøver få omgange for at lære en ny bane at kende," mener Fisichella, der ligeledes kun har set en oversigt over banen. "Det er en helt ny bane med to forskellige dele – en meget hurtig og en meget teknisk, så det bliver hårdt arbejde for teams'ene at finde det rigtige set-up," vurderer Fisichella.

BB  


Hop til top
Dennis tager til genmæle

Der er mere røre i andedammen i Formel 1. Som tidligere omtalt har der været drøje sværdhug mellem Max Mosley og et par fremtrædende Formel 1-bosser. Således har Mosley overfor Frank Williams advaret om at Ron Dennis vil forsøge at køre Formel 1 på sine betingelser.

Den anklage svarer Ron Dennis nu igen på. "Jeg har intet andet ønske i grand prix end at følge den strategi der vil hjælpe vores firmaer," siger forretningsmanden Dennis der står i spidsen for McLaren koncernen. Han har ingen intentioner om at overtage styringen med Formel 1, men har i stedet brokket sig over FIAs Ferrari-venlige indstilling. "Der er ingen der ønsker at se mig udføre Bernie Ecclestones arbejde og det ved Bernie også godt," forsikrer Dennis, og dermed giver han også Mosley et skub over snuden, ved at lægge op til at det jo ikke er Mosley og FIA der styrer ret meget i Formel 1.

Derudover er Dennis også meget utilfreds med at Mosley forsøger at udbasunere balladen i al offentlighed ved at sende åbne breve til teamcheferne. Det er resultatet af det meget omtalte topmøde i London som var på nippet til at blive et regulært slagsmål om magten i Formel 1. Resultatet er at Mosley nu vil stille op til en ny præsidentperiode, fordi han ikke er populær. Debatten er - hvis den ikke hele tiden har været det - meget destruktiv og nu er det i stedet blevet et personligt opgør hvor alle skal holde på deres ære. Hvor er det dog barnligt.

BB  


Hop til top
Wurz glæder sig til Indianapolis

Der er blevet talt og skrevet meget om det kommende amerikanske grand prix der skal køres på den berømte Indianapolis-oval, eller rettere: dele af den. Alexander Wurz ser meget frem til at opleve banen og atmosfæren på den berømte oval.

Af de mange ting der knytter sig til den berømte oval, ser østrigeren frem til at se banen. "Jeg ser mest frem til at sen den berømte Indy-bane, og det har altid været en drøm at køre race på Indianapolis. Jeg ønsker også at se det store stadion der," siger han.

Det vil dog ikke være første gang at Wurz kører i USA. "Jeg har kørt race i Amerika med GT-racere på Sebring og Laguna Seca, men aldrig på Indianapolis," siger han videre. Han ærgrer sig lidt over at hele løbet ikke bliver kørt på den store oval. "Desværre skal vi kun tage et sving på ovalen, men det bliver stadig interessant at se hvordan det går der," siger østrigeren der fik ram på pointene på Monza med en 5. plads.

Han har set videobilleder af banen, men han kommer et par dage før løbet for at studere forholdene. "Jeg kommer et par dage før og sikrer mig at jeg har kørt et par omgange i en gadebil eller løber banen rundt for at vænne mig til den," forklarer Wurz.

BB  


Hop til top
Hakkinen motiveret

Før Erja Honkanen blev Erja Hakkinen var hun forhåbentlig indstillet på, at der er perioder af året hvor hun ikke kan forvente så meget opmærksomhed fra sin mands side. Mika Hakkinen fokuserer nemlig 100% på én ting: verdensmesterskabet. Han siger at han aldrig har været mere koncentreret end i år. Erja burde dog være vant til det: Ifølge Hakkinen selv er der tale om typiske finske træk: "Jeg tror at de finske kendetegn: modet og det ikke at give op, er vigtige faktorer til at hjælpe mig opnå mine mål. Jeg vil ikke tillade mig selv at blive distraheret og jeg vil blive ved med at jage succesen."

Tidligere på ugen indrømmede Hakkinen, at han opfattede USA's GP som værende meget et meget svært løb, men han er sikker på at det kan lade sig gøre at vinde tre mesterskaber i træk: "Jeg har vundet alle mine grand prix-sejre og mine to VM-titler med McLaren-Mercedes. Jeg har tillid til teamet og til mig selv. Jeg ved at jeg må score point ved hvert løb, helst ti ad gangen. Jeg vil forsætte med at arbejde hårdt, for jeg ønsker kun en ting: at vinde."

CBA  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk