Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
15.9.1998
 Andenpladser kan også være vigtige
 Ferrari tester på Mugello
 Todt advarer mod optimisme
 Schumacher gør Hakkinen nervøs
 Bridgestone overrasket
 Frentzen overså pittavlen
 Benetton mangler motorkraft
 Ford køber Cosworth Racing
 Historisk podie lovende for Jordan
 Minardi indgår aftale med Fondmetal
 
14.9.1998
 Hakkinen havde bremseproblemer
 Benetton frygter Jordan
 Mekaniker glemte tang i cockpit
 

Hop til top15.9.1998

Andenpladser kan også være vigtige

Mika Hakkinen og Michael Schumacher har lige mange point i kampen om VM. Skulle det ske at begge kørere også står lige når de to sidste løb er kørt, er det iflg. reglementet antallet af sejre som er afgørende. Lige nu har de to VM duellanter hver 6 sejre, og derfor bliver man nødt til at se på hvem af de to som har flest andenpladser. Her vinder Hakkinen. Finnen har nemlig to andenpladser fra hhv. Buenos Aires og Silverstone, hvor Schumacher kun har en, nemlig fra Imola. Skulle de begge ende med lige mange andenpladser er det herefter tredjepladser osv. man kigger efter. Så i næste uge kan Hakkinen afgøre VM til sin fordel hvis han vinder og Schumacher ikke får point. Ellers må vi vente til November.
MBP  


Hop til top
Ferrari tester på Mugello

Ferrari teamet er i fuld gang med forberedelserne til Luxembourgs Grand Prix på Nurburgring i næste uge. Teamet har således indledt en fire dage lang test, hvoraf de 3 første dage forgår på Mugello, og den sidste foregår på teamets private bane Fiorano. Testen har til formål at afprøve nye Goodyear dæk, samt teste forskellige aerodynamiske løsninger til den "korte" F300. Derudover skal der videreudvikles på den nye evolution af motoren som blev anvendt under kvalifikationen på Spa banen. Både Eddie Irvine, og Michael Schumacher deltager. Schumacher fløj til banen i helikopter for ikke at blive forsinket af ellevilde Tifosi'er.
MBP  


Hop til top
Todt advarer mod optimisme

Ferrari's team boss Jean Todt maner til besindighed efter teamets første dobbeltsejr på hjemmebane i 10 år: "Jeg tror de havde en fordel over os her, og jeg håber at dette vil ændre sig på Nurburgring i det næste løb, hvor vi vil være mere konkurrencedygtige. Jeg håber på det, men lad os se. Vi har virkelig gjort fremskridt med vores dæk og motor. Men jeg bliver nødt til at indrømme at jeg er en overtroisk mand." udtaler Todt. "Ting arter sig ikke som man tror eller forudser, så jeg siger ikke mere. Ingen gætterier om fremtiden fra min side. Stillingen er lige nu og mesterskabet vil blive afgjort i løbet af de næste to løb. Sådan er det. Det vigtigste for os er at slappe af, og ikke fejre mere. Vi har klaret os godt, men har ikke opnået noget endnu. Vi har stadig meget at gøre og må holde begge ben til jorden." slutter Todt. Næste løb på Nurburgring er et af Schumachers hjemmebaneløb og skulle passe godt til Schumacher og Ferrari. Sidste år blev Michael Schumacher kørt af banen af lillebror Ralf under starten, men mon ikke Ralf næste gang sørger for at holde lidt mere afstand. Bliver VM ikke afgjort her, dvs. Hakkinen vinder og Schumacher udgår, så skal vi vente helt til den første weekend i november, hvor der køres på Suzuka banen i Japan. Banen ligger nok lidt bedre til McLaren, men Schumacher må man aldrig afskrive...
MBP  


Hop til top
Schumacher gør Hakkinen nervøs

Den Flyvende Finne, Mika Hakkinen, indrømmer at han er ved at være lidt nervøs: "Jeg må indrømme at jeg er lidt nervøs for situationen for tiden" udtaler Hakkinen. "Vi har mekaniske problemer lidt for ofte i år. Vi er i en situation hvor teamet må arbejde hårdt for at forstå problemet og finde ud af hvad der skal gøres. Pålidelighed er ikke noget man må bekymre sig om. Det lader man andre om. Men vi har stadig den bedste vogn. Grunden til at jeg siger dette så selvsikkert behøver man blot at se på David's fart under løbet inden hans motor eksploderede. Han trak hurtigt væk fordi hans vogn var sat godt op."
MBP  


Hop til top
Bridgestone overrasket

Den Japanske dækgigant Bridgestone havde ikke forventet at VM afgørelsen først skulle falde i sæsonens næstsidste eller sidste Grand Prix. Teknisk direktør hos Bridgestone, Hirohide Hamashima, håber på at kunne svare igen på Ferrari's og Goodyear's fremgang: "Efter et resultat som idag er vi fast besluttet på at se på de lyse sider. Sæsonens to sidste løb bliver vigtigere end forventet, og vi arbejder allerede hårdt for dem." Goodyear og Bridgestone er hver især noteret for 7 Grand Prix sejre i år, hvilket kun ganske få vel turde drømme om efter Melbourne.
MBP  


Hop til top
Frentzen overså pittavlen

Når hastigheden ud af Parabolica kurven på Monza banen er over 260 km/t, kan det være svært at nå at se hvad der står på pittavlerne på den efterfølgende langside. Det måtte Heinz-Harald Frentzen sande da han i søndagens løb overså sin pittavle som skulle fortælle ham at han skulle komme i pit. I stedet kørte den tyske Williams kører tør ude på banen. Heldigvis kunne han trille tilbage i pitten for at få tanket, men måtte sige farvel til sikre VM point da han kom tilbage i løbet på 7. pladsen. "Jeg missede mine pitsignaler og pittavle og løb tør for brændstof efter Ascari chikanen. Dette, samt det at min motor skulle genstartes, kostede for megen tid" udtaler Frentzen og tilføjer: "Også bremsesliddet var stort i løbet, så jeg måtte køre efter forholdene, hvilket højest sandsynligt kostede mig et VM point." Williams teamet fik således ingen point med fra Monza hvilket glædede Frentzens kommende arbejdsgiver Eddie Jordan, som nu kun er et point efter Williams.
MBP  


Hop til top
Benetton mangler motorkraft

I et interview med "The Daily Telegraph" bekymrer Benetton boss'en David Richard sig om den nærmeste fremtid. Det kan tage op til 4 år før Benetton igen er konkurrencedygtige, fordi motoren er for svag, og ikke udvikler sig nok. "Det vigtigste for os er at alliere os med een af de store motorleverandører. Når dette er på plads vil jeg mene at der går to år før vi vil være i en stærk position. Man behøver blot at se på hvor lang tid det tog for McLaren at smede sig sammen med Mercedes for at forstå hvor lang tid der kræves." udtaler Richard. Teamet er ikke tilfredse med Mecachrome motorerne som de har kontrakt med indtil år 2000. Der har tidligere været spekulationer om at Ford var på vej tilbage til Benetton. Sidst Ford leverede motorer til Benetton var i 1994 hvor Schumacher vandt kørernes mesterskab.
MBP  


Hop til top
Ford køber Cosworth Racing

Ford har i dag meddelt at de har købt Cosworth Racing af Audi AG. Købet indleder dermed en ny æra i samarbejdet mellem Ford og Cosworth som har ført til så mange sejre i international motorsport. Neil Ressler, vicepræsident for Ford Advanced Vehicle Technology sagde efter underskrivelsen af købskontrakten: "Dette er et markant skridt i en rejse som startede for over 30 år siden, og som har sat rekord i succes. Jeg har altid ment at Ford og Cosworth skulle være tættere på hinanden. Vi har været på toppen før, og nu hvor vi kan bringe vores fælles ressourcer sammen, forventer jeg at vi vil nå dertil igen.
 
Det nye firma som ejes 100 procent af Ford vil blive kaldt Cosworth Racing og vil fortsat have base i Northampton, England.
 
"Vi vil respektere den eksisterende kultur og ånd hos Cosworth Racing. Det vigtigste for os er den dygtige gruppe af medarbejdere som arbejder der, og hvad de er i stand til at udrette. De er et meget vigtigt aktiv som vi fortsat vil pleje og udvikle. Sammen har vi store ambitioner" tilføjer Ressler. "Som en del af Ford vil Cosworth Racing spille en central rolle i integrationen af Ford's avancerede vognteknologiske programmer, og vil tillade os aktivt at udveksle personel fra vores forskellige udviklingsafdelinger og dermed opnå et stærkere samlet resultat."
 
Siden sin debutsejr med Jim Clark ved det Hollandske Grand Prix i 1967 har Ford Cosworth motoren opnået 174 Grand Prix sejre, og er dermed den mest vindende motor i Formel-1. Sidst Ford vandt i Formel-1 var i 1994 på Jerez banen, hvor Ford's V8'er leverede hestekræfter til Michael Schumacher's Benneton B-194. Derudover har Ford vundet 12 Indianapolis 500 og utallige internationale rally og racer løb. Ialt 13 verdensmestre har vundet deres titel med Ford og Cosworth.
MBP  


Hop til top
Historisk podie lovende for Jordan

Søndagens Italienske Grand Prix på Monza banen blev det første løb nogensinde hvor to brødre stod på podiet sammen. Samtidig kunne Michael Schumacher's lillebror Ralf, hive 4 vigtige point hjem til Jordan teamet som nu kun er 3 point fra 3 pladsen i konstruktørmesterskabet. Dermed kommer Jordan foran to tidligere dominerende teams, nemlig Williams og Benneton. Ralf startede løbet fra sjette position, men ved hjælp at fornuftig kørsel og den rette strategi lykkedes det den unge tysker at score sin anden podieplacering i træk. "Jeg er meget glad for dette. Det er en stor dag for Jordan, og det er rart at se os mindske afstanden til Benneton og Williams. Både Damon og jeg kæmper for at hjælpe Jordan op på tredjepladsen i mesterskabet." udtaler Ralf Schumacher. "Jeg ville gerne hvis vi kunne gøre dette, og håber vi kan fortsætte med at vinde point på Nurburgring. Det var også en stor dag for min bror og det var dejligt at være på podiet sammen." Teamchef Eddie Jordan udtaler: "Efter at have vundet på Spa for to uger siden sagde jeg at vi ville fokusere på vores næste mål som er at komme højere op i mesterskabet, og dagens resultat er et stort skridt i den retning." Selv om der den seneste tid har været en del polemik omkring Ralf Schumachers fremtid, siger Eddie Jordan følgende om ham: "Jeg er også meget glad for Ralf, efter at han var så god en team player på Spa. Jeg håber at dette er en lille belønning for ham."
MBP  


Hop til top
Minardi indgår aftale med Fondmetal

Minardi har indgået en to årig aftale med Fondmetal Technologies som skal støtte teamet med deres aerodynamiske program. Udover Minardi hjælper Fondmetal også Benetton og AMG Mercedes GT teamet. Minardi håber på at samarbejdet medfører en stærkt forbedret aerodynamik på næste års vogn.
MBP  


 

Hop til top14.9.1998

Hakkinen havde bremseproblemer

"Dette løb var især skuffende fordi jeg fik bremseproblemer i den sidste del af løbet, konkluderede Mika Hakkinen efter at finnen måtte tage til takke med fjerdepladsen i det italienske grand prix. Syv omgange før mål spandt Hakkinen rundt, men kunne holde motoren i gang. "Det er meget skuffende fordi jeg på det tidspunkt var konkurrencedygtig og med mit andet sæt dæk, var jeg i stand til at køre ind på Michael," fortalte en skuffet finne, der nu kun holder en mikroskopisk førsteplads i VM-stillingen, da han har en andenplads mere end Schumacher. Alligevel vil han lægge det skuffende løb bag sig og ser frem til en spændende afslutning på sæsonen.
BB  


Hop til top
Benetton frygter Jordan

Et af Formel 1's store teams, Benetton har i den sidste halvdel af sæsonen været på retur. Efter en rimelig god sæsonstart bliver Benetton nu åndet i nakken af et stadig stærkere Jordan-team. Benetton mener at årsagen til problemerne skal hentes hos Bridgestone, hvor der ikke blev valgt det rigtige dæk. Bridgestone udvikler stort set kun dæk til japanernes topteam, McLaren og selvom man også modtager nyudviklede dæk, passer de som ofte ikke så godt til andre teams end McLaren. Men der var også mange ting der gik galt for Benetton i det italienske grand prix: Fisichella kunne ikke følge med og Wurz udgik med en ødelagt gearkasse.
Jordan har i de to sidste løb hentet 21 point og lægger nu an til at tage sig af tredjepladsen i konstruktørernes mesterskab. Det giver grund til bekymring hos Benetton, og også hos Williams for så vidt, at man er blevet overhalet af udviklingen. Hos Benetton har man stadig en målsætning om at bevare sidste års tredjeplads i konstruktørernes mesterskab, og det bliver en tæt kamp mellem Benetton, Jordan og Williams.
BB  


Hop til top
Mekaniker glemte tang i cockpit

Johnny Herberts dramatiske afkørsel under søndagens grand prix på Monza, var ikke en kørerfejl eller en forhindring på banen. Forhindringen lå derimod nede ved Herberts fødder og forhindrede ham i at betjene pedalerne. Der var tale om en tang som en af teamets mekanikere havde glemt i cockpittet. Herbert prøvede forgæves at skubbe tangen væk men uden held og måtte udgå.
"Det er ikke særligt smart når mekanikerne efterlader ting inde i bilen. Der lå en tang og hoppede rundt inde i cockpittet. Det er simpelthen dumt.", sagde en frustreret Herbert.
NJ  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk