Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
1.9.2000
 Monza test - fredag
 Ingen adgang
 Ferrari nyt - Fredag
 En stjerne er født
 Ferrari køber ikke Minardi!
 Prost: Min største fejl...
 Sehli fik bøde
 Bliver F1 tvunget til at kvitte smøgerne?
 Sauber fortsætter forberedelserne på Monza
 Minardi - Torsdag
 
31.8.2000
 Snyder McLaren?
 Kupforsøg mod Mosley?
 Alesis køreskole
 Dennis sur på Schumacher
 Arrows nyt
 Udskiftning hos Williams
 Monza test - torsdag
 Regnen tæmmede Jaguar'en.
 Honda har særlig forhold til Monza
 Manning tror stadig på F1-chancen
 Dennis hilser dækkrig velkommen
 Berger - Michael den bedste
 Button vender tilbage
 Dennis gal på Ecclestone
 Spa - En øjenvidneberetning
 Tilfredshed hos Williams
 Pollock inde eller ude?
 Diniz er opsat på at komme til Prost
 Monza - Williams test onsdag
 Jordan gør status
 Williams på Monza
 Monza test - onsdag
 

Hop til top1.9.2000

Monza test - fredag

For fjerde dag i træk blev der testet på Monza, og Ralf Schumacher rundede af med at sætte den hurtigste tid - 1:25,495 - på sidstedagen af testen. Rubens Barrichello viste at der trods alt er skub i Ferrari'en da han satte 2. bedst tid - godt 1/10 efter Ralfs bedste tid.

Testdagen blev dog ramt af et større uheld, da Pedro de la Rosa kørte af sidst på dagen. Han kunne selv kravle ud af raceren ved egen kraft, men racere var der ikke meget at skrive hjem om. Den blev totalskadet. Arrows har undersøgt data fra raceren og set videooptagelser af uheldet, men teamet har ikke konstateret af der var tale om et materialebrud - så skylden skal placeres hos de la Rosa.

Flere kørere arbejdede med simuleringer af det kommende grand prix på Monza, og kørte derfor forskellige stints - blandt andet var Michael Schumacher på banen i tre forsøg af cirka 30 omganges varighed. Samme procedure kørte Jenson Button efter - dog med kortere intervaller.

Jarno Trulli testede dæk og strategi til det kommende løb, mens Eddie Irvine rundede Jaguars test af med at evaluere de aerodynamiske løsninger de har arbejdet på. Hos McLaren fik Olivier Panis lov at teste - selvom han altså forlader dem senere på året.

Sauber rundede også deres test af. Deres test har været meget ramt af det dårlige vejr. Diniz og Salo sluttede dog længere tilbage. Sidste mand til at runde af, var Jean Alesi i den svære Prost-racer. Minardi og BAR tog allerede hjem i går.

Testtider fra Monza, fredag den 1. september 2000

KørerTeamBedste tidOmg.
Ralf SchumacherBMW-Williams1:25,49561
Rubens BarrichelloFerrari1:25,58187
Jarno TrulliJordan-Mugen1:26,06780
Pedro de la RosaArrows-Supertec1:26,14977
H.-H. Frentzen Jordan-Mugen1:26,327
BB  


Hop til top
Ingen adgang

I USA er det almindeligt at motorsportsentusiasterne fra tid til anden får mulighed for at møde deres helte ved 'åbne dage' ved løbsarrangementerne. Men det bliver der ikke noget af ved formel 1-GP'et d. 24. denne måned, lyder det fra en talsmand fra Indianapolis Motor Speedway. "Som jeg har forstået det vil der ikke blive nogen adgang for fans til pit- og paddock-ómrådet. Kun et begrænset antal repræsentanter fra pressen har fået lov af FIA," siger talsmanden fra banen.

Europæiske f1-fans er vant til at området mellem heltene, medarbejdere og andre udvalgte er afskærmet, men det kan godt blive en skuffelse for amerikanerne. Løbet er dog en succes under alle omstændigheder: IMS har allerede solgt 200,000 billetter til grand prix'et.

CBA  


Hop til top
Ferrari nyt - Fredag

Fiat chefen, Gianni Agnelli, som var på besøg hos Ferrari teamet den anden dag under den igangværende test på Monza, er åbenbart kommet lidt i et dilemma, med sine første udtalelser om chancerne for at vinde VM. Forleden udtalte han, at McLaren havde 60 % chance for at vinde, og Ferrari selv 40 %. Hvad årsagen til det end har været, så har han korrigeret sine udtalelser til følgende: "At vinde er altid vanskeligt, jeg tror, at Michael Schumacher har omkring 90 % chance for at vinde. Men vi må vente og se, kampen om mesterskabet er ikke slut endnu." Han blev endvidere spurgt, om der vil ske ændringer i teamet, hvis man ikke vinder VM. Til det svarede han: "Nej, nej, Vi vil beholde teamet, som det er." For øvrigt er han som en af de få, glad for de ændringer, der er lavet på Monza. "Den skulle nu være mere sikker, og give større mulighed for overhalinger". Han har vist ikke spurgt kørerne om det. Der er delte meninger om dette.

Michael Schumacher sagde i går på et pressemøde på Monza, at han ikke har opgivet noget som helst endnu: "Titlen er langt fra tabt. Jeg tabte helt klart på Spa, og selvfølgelig var jeg meget skuffet, men det er jeg kommet over. Solen skinner igen efter regnvejret. Nu skal jeg vinde, og jeg ved at jeg kan gøre det. Jeg har aldrig sagt, at jeg er den bedste, som nogle antyder. Men jeg ved at jeg har mulighed for at være det, og at jeg kan blive verdensmester."
På det samme pressemøde, tilbageviste Michael Schumacher også den seneste kritik af Ferrari teamet, som har været fremme, vel nok mest i Italien: "Vi skal finde ud af at blive hurtigere. Vi har endnu ikke udnyttet alle muligheder optimalt, og det er dette, vi arbejder på. Der er ingen baner hvor vi er specielt gode eller dårlige. Den store udfordring er, at få det bedst mulige ud af bilen i enhver situation. Det er noget som har med set-ups at gøre, ligesom det har noget at gøre med at udvikle bilen. Der vil ske nogle fremskridt i den kommende tid, og hvis de virker, som jeg forventer de gør, har vi helt sikkert muligheden for succes, når sæsonen er færdig."

Men hvordan er det så gået under testen torsdag? Ikke ret godt. Alle blev forsinket godt og grundigt pga. kraftigt regnvejr. Men det har så givet anledning til at foretage dæktest, og enkelte aerodynamiske tests.

I dagene efter det belgiske GP, blev det kendt, at Ferrari havde rettet henvendelse til FIA, for at få klarlagt nogle detaljer om styringen af kraftoverførslen mellem motor og baghjul. Det var yderligere kommet frem, at man havde mistanke om at McLaren havde lavet noget tvivlsomt på deres biler. Det viser sig nu, at man fra Ferraris side ikke mistænkte andre teams, men tværtimod ville have klarlagt en fortolkning af reglerne, til eget brug. Det drejer sig om artikel 9.7 i FIAs tekniske reglement, samt en henvisning til artikel 2.4 i samme reglement.

PDL  


Hop til top
En stjerne er født

Læs engang nedenstående beskrivelse af en ung håbefuld kører, der netop har haft sin første formel 1-test. Bemærk at skildreren er en tidlig f1-verdensmester og prøv så at gætte hvem der omtales: "I de sidste to år har han været meget moden med den måde han behandler sin kørsel. Han er dedikeret og har ikke mange svagheder. Hans stærkeste punkt er hans forståelse for at finde ud af teknikken i bilen. Mekanikerne elsker at arbejde med ham. Og hans køreevner er meget gode. Han kører som regel ikke galt. Han ender som regel adskillige pladser højere oppe end han kvalificerede sig."

Ja, det lyder unægtelig godt - måske endda for godt til at være sandt. Men hvis ikke ens far skulle have lov til at rose en, hvem skulle så? Ovenstående udtalelser er nemlig Jody Schekters seneste bidrag til kampagnen for sønnen Tomas Schekters videre karriere.

CBA  


Hop til top
Ferrari køber ikke Minardi!

Studser læseren lidt over overskriften? Det er der ingen grund til, for der er ikke tale om en fusion mellem de to italienske hold. 'Ferrari' er derimod sydafrikaneren Riccardo Ferrari, som, ifølge forlydender, var i gang med at købe dele af Minardi. Den slags rygter er man temmelig trætte af i Minardi og en talsmand fra teamet afviser ideen og siger: "Sådan nogle nyheder reflekterer ikke sandheden. Ingen forhandlinger eksisterer med denne person, som slutter sig til en lang række personer, der forsætter med at rapportere information uden bund i virkeligheden med det ene formål at opnå en vis respekt gennem en vag forbindelse med Minardi-navnet."

Der er altså slet ikke let at være et eftertragtet f1-team, som folk forsøger at udnytte, selvom Minardis succes har været til at overse. For at slå alle rygter til jorden siger Minardi: "Det er understreges derfor, at al information angående en eventuel overtagelse af aktier blandt Minardi-teamets aktionærer kun kan blive opfattet som troværdig hvis Minardi-aktionærerne selv bekendtgører det." Også er det jo blot at vente til en køber melder sig.

CBA  


Hop til top
Prost: Min største fejl...

Mens vi venter på afgørelsen af Prost-teamets fremtid, kan vi se lidt nærmere på hvad Alain Prost mener der gik galt. Da han fornyelig blev spurgt om hvilke fejltagelser han havde gjort i fortiden faldt svaret prompte: "Jeg har afgjort lavet en - at slå mig sammen med Peugeot, et firma der er meget politisk.


Det er dette her som Alain Prost gerne vil undgå i fremtiden.

Jeg har bare haft den værste tid i mit liv. De forlod mig alene og jeg følte mig alene." Ensomheden kan måske blive hjulpet på vej af Vector Motorsports, et canadisk firma, som rygtet siger er i gang med at købe sig ind i teamet.

CBA  


Hop til top
Sehli fik bøde

Der er mange måder at blive kendt på i formel 1. Den mest traditionelle er at få tilkæmpet sig en høj stilling enten i bilen eller udenfor. Robert Sehli valgte en alternativ vej til sine 'femten minutters berømmelse' - Sehli var nemlig franskmanden, der fik det tyske GP stoppet da han pludselig dukkede ved banen iført regnslag, på hvilket han havde skrevet sine protester over sin fyring fra Mercedes, som han havde arbejdet for i toogtyve år. Han lod sig dog fjerne frivilligt, men var det helt store samtale emne efter løbet.

Det endte med at Mercedes betalte ham en net sum penge for at lade historien ende der - det gjorde den bare ikke. Tyske dommere har nemlig idømt Sehli en bøde for at modtage netop dette beløb. Bøden på £6000 kan opfattes som symbolsk i forhold til de penge der roterer i formel 1, men for en enkeltperson er det ikke et ubetydeligt beløb - slet ikke for en arbejdsløs. Sehli behøver dog ikke bekymre sig om økonomiske vanskeligheder endnu: bøden bliver betalt af den tyske fjernsynskanal RTL, der dog ikke gør det gratis. Tilgengæld har RTL retten til et eksklusivt interview, så hold øje med tv-programmet, hvis det har interesse at se de sidste sekunder Sehlis femten minutter rinde ud.

CBA  


Hop til top
Bliver F1 tvunget til at kvitte smøgerne?

Tobaksreklamer kan snart være et overstået kapitel i F1, og vi taler ikke om EU-regler. Det handler derimod om verdenssundhedsorganisationen WHO (World Health Organisation), som arbejder på en international traktat, der vil forbyde al reklame for tobaksfirmaer og deres produkter - over hele verden! WHO arbejder mod at få det såkaldte "Framework Convention on Tobacco Control" på plads inden for tre år. Ingen nationale love, som f.eks. Tysklands seneste modspil til EU-forbuddet, kan modgå traktaten. EU-forbuddet mod tobaksreklamer vil træde i kraft i 2006. Bernie og Co. har derfor truet med at flytte flere løb væk fra EU, men WHOs traktat vil altså sætte en endelig stopper for røgen i F1. Bernie og FIA har (endnu) ingen indflydelse hos WHO. En talsmand for FIA har beskrevet situationen som "en meget seriøs udvikling".

Tobaksfirmaerne gik i sin tid ind i F1, da de ikke måtte reklamere i TV. Og de har siden været sportens suverænt største bidragsydere, og i tilgift nydt godt af den enorme popularitet F1 har opnået. Men langsomt er IT-firmaerne ved at overtage, mens mange tobaksfirmaer er på retræte. Tidligere er det dog lykkes Bernie og Co. at overbevise den engelske regering og EU om de forfærdelige konsekvenser et forbud mod tobaksreklamer ville få. Men nu er der altså kommet andre boller på suppen...

ISH  


Hop til top
Sauber fortsætter forberedelserne på Monza

Vejr : lidt sol - vådt om eftermiddagen Lufttemp : 29 grader (max) - Banetemp. 43 (max) Distance : Mika Salo 37 omg, Pedro Diniz 47 omg - 84 omgange, 479 km

Sauber teamet fortsatte deres forberedelser på Monza med både Mika Salo og Pedro Diniz på 2. dagen af testen.

Lederen af test teamet - Jacky Eeckerlaert kommenterede sessionen således : " Vi fortsatte hvor vi slap igår med Pedro arbejdende med nye mekaniske komponenter som krævede en del setup-arbejde og analyse. Mika opererede efter en anden plan som gik på en aerodynamisk pakke for denne hurtige bane hvor lav downforce er nøgleordet. Desværre drillede vejret med regn hvilket gik ud over vort program"

Pedro Diniz tilføjede: "Mit arbejde idag var ikke typen som producerede stærke omgangstider, men vi fik en del information før vejret ødelagde test arbejdet".
Salo fulgte op med "Jeg brugte tiden med at arbejde på vores aerodynamiske pakke med lav downforce som vi vil bruge i næste uge og jeg er optimistisk mht de hastigheder som vi har oppnået på langsiderne. På Spa håbede jeg på regn - men her idag kunne vi godt ha' undværet det"

Per Liebst

BKP  


Hop til top
Minardi - Torsdag

Minardi teamet udførte deres 2. dagstest på Monza - onsdag - med Marc Gene og Gaston Mazzacane i action for teamet.

Gene koncentrerede sig om aerodynamik samt bremser forud for det italienske Grand Prix, og teamkammeraten Mazzacane koncentrerede sig om evaluering af et nyt hydraulisk differentiale.

Det nye differentiale vil blive klar til torsdagens session - den sidste testdag for teamet.

Per Liebst

BKP  


 

Hop til top31.8.2000

Snyder McLaren?

Hvis man ikke vidste bedre, så skulle man tro at Formel 1 ikke handlede om andet end spionage og juridiske fiflerier. Nu ruller rygterne igen, og selvfølgelig er det en direkte agentduel mellem de to 'VM-blokke' - Ferrari mod McLaren.

Ferrari er nemlig gået i gang med at undersøge om hvorvidt McLaren snyder - vi husker vist kun alt for godt hvad der skete sidste år, da McLaren begyndte at føle sig lidt presset. Nu er det Ferrari der er lidt presset, så hvad der ikke kan vindes på banen, kan måske vindes ved et 'retsmøde' hos FIA. Det italienske team mener at have sporet at McLaren snyder med deres differentiale, og det skulle være dette der har fået McLaren til at køre markant stærkere end Ferrari her i de seneste løb.


Snyder McLaren med et ulovligt differentiale?

Differentialet er det der forbinder kraften som gearkassen genererer med baghjulene ved hjælp af to drivaksler. Differentialet fungerer på den måde at hjulet som skal den 'lange vej' gennem svinget, får mulighed for at dreje flere gange end hjulet på indersiden af svinget. Blandt andet er differentialet et vigtigt værktøj til at give traction. Derfor er det også her at der kan snydes i bestræbelserne på at få noget der ligner traction control, som er forbudt i Formel 1.

Ferrari trækker i land

Dog har Ferrari trukket lidt i land i deres anklage mod McLaren. I stedet har de forsøgt at omforme det som et spørgsmål til FIA. Men de afviser at de har angivet McLaren. Ifølge Claudio Berro vil Ferrari gerne have uddybet nogle detaljer i det der siges i det tekniske reglement, artikel 9.7. Ferrari påberåber sig det der siges i artikel 2.4: "Skulle en deltager føle at en del af reglementet er uklart, kan klarhed søges hos 'FIA Formula One Technical Department.'" De har derfor blot sendt en forespørgsel og nævner ingen navne. Budgettet for frimærker må vist snart være overskredet.

Berro afviser at det skal være et forsøg på lobbyarbejde i et forsøg på at skade McLaren. De mener dog at der måske er divergerende forklaringer i reglementet, idet Ferrari mener at reglementet på én måde kan tolkes som om et aktivt differentiale er tilladt, og det er dette der formodes at være stridspunktet.


Den psykologiske krig kører for fuld musik - Ferrari sender igen brev til FIA

Hos McLaren og Mercedes tager man da også rygterne om Ferraris spørgsmål, med stor sindsro. "Ferraris arbejde har overhovedet ingen relevans for vores teknik," siger Norbert Haug afvisende. Nu får vi at se hvad der kommer til at ske i de resterende løb i sæsonen. Alle kneb gælder i kampen for at vinde VM!

BB  


Hop til top
Kupforsøg mod Mosley?

Topmødet om Formel 1's fremtid, der i disse dage afholdes i London om fremtiden for Formel 1, har også indeholdt et kupforsøg. Max Mosley har overlevet som præsident for FIA. Flere teamchefer i de store teams ser ham helst fjernet.

Det dramatiske møde fandt sted i lufthavnen i Heathrow hvor alle teamchefer, Bernie Ecclestone og hovedpersonen selv, Max Mosley, diskuterede problemet. Tre teams skulle efter sigende have udtryk så stor mistillid til Mosley at de ønskede at få han fjernet omgående. Men med det yderste af fingerspidserne formåede Mosley alligevel at holde på magten i FIA. Mosley havde efter alt at dømme fået færten af at der var noget på vej, og satte derfor teamcheferne stævne i lufthavnen hvor han konfronterede alle de fremmødte om kupplanerne som rullede.

Da teams'ene forsikrede Mosley om at de ikke ønskede at falde ham i ryggen, så kunne mødet ellers fortsætte. Der gættes på at det har været McLaren, Williams og Jordan - og deres respektive teamchefer - der har støbt kuglerne til et eventuelt kupforsøg. Det er påfaldende at det er de tre store engelske teams der står bag planerne.


Mosley må kæmpe - og FIA-bossen har forhindret et eventuelt kupforsøg

Dog kan de tre teams ikke fravælge sig Max Mosley. FIA er hovedorganet over de enkelte motorsportsunioner og det er dem der stemmer på præsidenten for hovedorganet FIA. Det vil sige at de ikke direkte kan komme af med Mosley. Men det er måske heller ikke så meget Mosley de går efter - det er FIA som han står i spidsen for. Det er ret beset et overflødigt organ, da alle rettigheder til Formel 1 er lagt videre til Bernie Ecclestone og hans firmaer, og derfor ønsker de at FIA skal forsvinde helt ud af Formel 1. Noget andet de er meget utilfredse over, er at FIA ønsker at gøre reglementet mere uklart, forstået på den måde at FIA ønsker at behandle enkeltsager. Et team kan derfor udvikle noget teknologi og så forsøge at få det godkendt hos FIA. Det kan give meget stor forvirring, og ikke mindst nogle interessesammenfald, sådan at nogle teams bliver tilgodeset mere end andre. Ron Dennis har jo direkte beskyldt FIA for at holde hånden over Ferrari, så der er vist ingen tvivl om hvem der også har været en af hovedmændene mod et eventuelt kup mod Mosley.

Mosley skal snart til genvalg, så der gættes også på at balladen er begyndt at rulle for at skabe så meget ballade omkring Mosley som muligt i et forsøg på senere at komme af med ham. Der skal i 2001 være valg til præsidentsædet hos FIA og det vides ikke om Mosley forlader posten. Han har med al tydelighed sat sit præg på Formel 1 - på godt og ondt.

11. juli 1999 - Mosley stopper om to år
7. april 2000 - Mosley: Ingen favoritter

BB  


Hop til top
Alesis køreskole

Vil du være sikker på at bestå til køreprøven? Måske skal du ansætte Jean Alesi som din kørelærer. Der er noget der tyder på at franskmanden har et stor fremtid foran sig som kørelærer i Avignon når han engang stopper som aktiv motorsportskører…

Alesi er en flink mand og han giver gerne en hjælpende hånd. Han har hjulpet en stakkels kvinde til at få sit kørekort. Hun ser efter hans hus i Avignon, og da den nævnte kvinde ikke havde fået kortet efter 6. forsøg, trådte Alesi hjælpende til. Han gav hende nogle køretimer og han overværede også køreprøven.

7. gang lykkedes det – og den motorsagkyndige blev vist også forblindet lidt af situationen. Med en Formel 1-kører på bagsædet gik det… Velkommen i Jean Alesis køreskole. Måske skulle han give Nick Heidfeld et par timer i hvordan man bruger spejlene når man er ved at blive overhalet…

BB  


Hop til top
Dennis sur på Schumacher

Balladen mellem McLaren og Ferrari forsætter åbenbart. Efter det belgiske GP, var Ron Dennis ude med den store le igen. Han mener, at Michael Schumacher under GP'et med forsæt havde blokeret for Mika Hakkinen, og at det snart må være slut med at gå over grænsen.

Ron Dennis: "Det er ikke første gang, at Michael Schumachers taktik er blevet draget i tvivl, og det er højest sandsynligt heller ikke sidste gang." Michael Schumacher derimod, mener ikke han har gjort noget forkert, heller ikke i forhold til reglerne. "Jeg skiftede retning én gang som det er tilladt ifølge reglerne. Jeg føler ikke, at jeg har gjort noget forkert. Men jeg vil gerne se videoen igen. Jeg har ikke gjort anderledes end hvad britiske kørere har gjort tidligere imod mig."

Det bliver interessant at se, hvad Ron Dennis vil sige om det videre forløb, hvis han da ellers vil gøre mere ud af det. Men det plejer han at gøre.

PDL  


Hop til top
Arrows nyt

Tirsdag og onsdag har Jos Verstappen testet for Arrows på Monza. Tirsdag fik han kørt 42 omgange, men i løbet af eftermiddagen rendte man ind i nogle problemer med motoren, og det forhindrede en fuld gennemgang af det planlagte testprogram. Man koncentrerede sig primært om race set-up.

Onsdag skulle man i gang igen, og det blev fokuseret på det mekaniske set-up. Samtidig nåede man at simulere en næsten total løbsdistance. I løbet af eftermiddagen blev der dog regnvejr. Og man måtte opgive at køre fuld løbsdistance. I stedet testede man forskellige regnvejrsdæk incl. intermediatedæk i tilfælde af at det skulle blive regnvejr under GP'et. Torsdag og fredag er det Pedro de la Rosa der overtager testarbejdet.

Det forventes for øvrigt, at de la Rosa forlænger sin kontrakt med Arrows. Det er ikke skrevet noget under endnu, men alt tyder på at det sker i den nærmeste fremtid. Selv siger de la Rosa, at der er ikke så meget sige til det endnu, men at man er i en del af sæsonen, hvor det gælder om at gøre det bedst muligt for teamet. Men mon ikke hans kontrakt bliver forlænget. Han har gjort det godt - sålænge bilen har villet være med.

Og så har Arrows teamet vundet en sejr. Det skete, da man vandt The Annual F1 Golf Challenge. Det er en match som efterhånden finder sted hvert år. De fleste teams repræsenteret, samt at der også deltager hold fra de fleste underleverandører til F1.

PDL  


Hop til top
Udskiftning hos Williams

Nej, det er ikke Jenson Button denne gang, hans fremtid er kommet på plads. Det er derimod teamets chefingeniør og Patrick Heads højre hånd, James Robinson, der bliver talt om. Det forlyder nemlig, at han forlader Williams teamet til fordel for Jaguar. Og det har skabt en del uro hos Williams. Efter at det er blevet kendt, er han nemlig ikke blevet involveret ret meget i arbejdet i teamet. Det betyder, at han er i gang med sin opsigelsesperiode, og det betyder i de kredse, at han stadig er ansat, men ikke er involveret i arbejdet. Han må selvfølgelig heller ikke påbegynde et arbejde andetsteds, i dette tilfælde Jaguar.

Williams teamet har endnu ikke bekræftet, at Robinson forlader teamet. Men det forlyder fra personer tæt på teamet, at man er lidt febrilske i øjeblikket. Man har åbenbart travlt med at finde en afløser for Robinson. Og en mulighed kunne være Heinz-Harald Frentzens raceingeniør, Sam Michael. Han har nemlig fornyelig meldt sin afgang fra Jordan, og det sker når sæsonen slutter. Sam Michael har siden sin udmelding, været sat i forbindelse med bl.a. Ferrari, men han har selv mere udtalt sig i retning af sin interesse for Williams teamet. Det kunne være logisk, at han forsatte hos Williams, som øjensynligt netop står og mangler en ingeniør.

PDL  


Hop til top
Monza test - torsdag

Tredjedagen med test forud for det italienske grand prix på Monza blev stort set ødelagt af masser af regnvejr.

Det var derfor en travl dag for de enkelte teams. Der var ikke meget tid at spilde, og kørerne måtte flere gange holde pause da kraftige byger drev ind over banen nær Milano. Dagen begyndte med at banen var våd, men efterhånden tørrede den op og var på sit bedste omkring middagstid. Men så kom regnen igen, og denne gang var det så kraftigt at testen blev stoppet.

Der var opmuntring for BAR, da de igen kørte meget stærkt. Villeneuve sluttede den afkortede testdag som den hurtigste, 6/10 foran gårsdagens hurtigste mand, David Coulthard. Michael Schumacher og Rubens Barrichello var igen en del tilbage i forhold til McLaren. De manglede i dag godt 3/10 op til McLaren-kørerne.

Det ventes at teams'ene overnatter i Monza og tager endnu en testdag i morgen.

Tiderne fra testen på Monza, torsdag den 31. august 2000:

KørerTeamBedste tidOmg.
Jacques VilleneuveBAR-Honda1:26,29659
David CoulthardMcLaren-Mercedes1:26,90522
H.-H. FrentzenJordan-Mugen1:26,99239
Mika HakkinenMcLaren-Mercedes1:27,17235
Ricardo ZontaBAR-Honda1:27,31838
Michael SchumacherFerrari1:27,41133
Rubens BarrichelloBB  


Hop til top
Regnen tæmmede Jaguar'en.

Kraftige regnskyl gav Herbert begrænset udbytte af hans sidste testdag på Monza, hvor Irvine overtager vognen de sidste to dage. Bortset fra regnen gik testen dog problemfrit, og Herbert gennemførte 31 omgange. Hans tider var dog ikke imponerende, 1:28:182 rakte kun til nr. 18 og placering lige foran nummer sjok, Nick Heidfeld, men over 2 sek. langsommere end hurtigste tid sat af David Coulthard.

Verbalt støttes han dog fuldt ud af team-bossen Neil Ressler: "Johnny gjorde en god indsats i weekenden, både i de frie træninger og i selve Grand Prix'et. Det har styrket hans selvtillid, og nu er det vores opgave at give ham den rette support og en bil der kan stå distancen. Han er absolut i stand til at score point, det har han jo vist før."

Ressler mente også, at holdet er ved at få bedre resultater udenfor banen. "Vi bliver bedre og bedre, men der er dog stadig muligt at finde forbedringer. Vi gør absolut fremskridt og bliver ved med at presse på. Næste år har vi naturligvis en højere målsætning, og forventer at 'køre på alle 10 cylindre' - så at sige."

På Monza tester Jaguar både nyudviklede aerodynamiske dele, der skulle give konkurrenterne mindre fordel ved at ligge tæt bag ved, og en opgraderet motor der skulle yde ca 15 HK mere - uden det går ud over rotationsvillighed og moment. Det så man dog ikke meget til i gårsdagen test.

Forhåbentlig er Herbert ikke ved at miste fokus, mens han dementerer de seneste rygter om en mulig forbliven i F1: "Jeg ser meget frem til at køre på ovalbaner, selvom jeg aldrig har kørt CART tidligere. Det kan vel ikke være så stort et problem, når man ser på hvordan det tidligere er gået for F1-kørere, der har taget skiftet derover. Jeg har trods alt kørt nogle testomgange på en ovalbane i en Jaguar, og det gik faktisk helt fint !

GRN  


Hop til top
Honda har særlig forhold til Monza

Det italienske grand prix på Monza markerer Hondas grand prix nummer 200. Honda har høstet mange succes'er netop på Monza, og sammen med BAR ser de nu frem til mere succes.

De har haft flere store succes'er på den hurtige og klassiske bane. I 1986 var det Honda der førte Williams frem til succes, da de sikrede sig en fornem dobbeltsejr og kort tid efter hentede de også deres første VM-titel for konstruktører. Året efter stod der total Honda på løbet i Monza, da Nelson Piquet vandt for Williams og hvor Ayrton Senna i den Honda-drevne Lotus blev nummer 2. I 1989 arbejdede de sammen med McLaren - og hev de igen en sejr hjem, da Alain Prost krydsede målstregen som den første.

Honda nåede til grand prix nummer 150 ved det italienske grand prix i 1990. Igen var der ingen tvivl om at Honda var de stærkeste, da Ayrton Senna gjorde rent bord. I 1991 blev de dog slået af Renault, da Nigel Mansell vandt foran Senna. Dog var Senna igen sejrende i 1992 - det var ved sammen lejlighed at Honda fortalte at de ville forlade Formel 1.

Nu vender Honda tilbage og Monza markerer altså igen en milepæl i deres historie. De håber at de kan få et godt resultat med hjem fra Monza - historisk set skulle det jo være muligt! Honda har i deres tidligere 199 løb vundet 71 gange! Nu skal Honda RA000E-motoren forsøge at følge i forgængernes fodspor.

BB  


Hop til top
Manning tror stadig på F1-chancen

Darren Manning, BARs testkører tror stadig på sin chance for at køre Formel 1. Han mener selv at han ved testen på Monza viste at han bør være en kandidat til et sæde.

"Jeg skal blot have at folk tager notits af mig. Tirsdag var en god mulighed for det. Det eneste som er vigtigt for mig er at være hurtig," forklarer Manning der kørte i F3000 med blandede resultater. Ifølge briten taler han med Jaguar og Sauber - men intet skulle være på plads. "Det kan være at de vil teste mig mod et par kørere i december. Jeg bliver nødt til at vise lidt troskab overfor BAR, men jeg ønsker et sæde, så jeg skal se andre steder hen," forklarer Manning der tidligere på året var et emne hos Williams til det sæde som Button fik.

BB  


Hop til top
Dennis hilser dækkrig velkommen

Fra næste sæson kommer Michelin ind i Formel 1, og dermed er der lagt op til en ny dækkrig. Selvom McLaren fortsætter med Bridgestone, så hilser han konkurrenten Michelin velkommen. Det vil nemlig være gavnlig for Formel 1-sporten at et firma ikke har monopol.

I 1997 og 1998 duellerede Bridgestone og Goodyear, og det førte blandt andet til at teams'ene forsøgte sig med forskellige strategier, og dækvalget blev sværere. Ron Dennis mener at det kan gøre Formel 1 mere spændende. "Med to dækleverandører vil man få flere overhalinger og forskellige løb," siger han.

Blandt andet kan det vise sig at et af dækkene er meget hurtige over en enkelt omgang, mens de i løbet får problemer. "Et dækmærke vil være bedre i kvalifikationen, men vil måske ikke være så godt i løbet," siger han og mener at vi næste år meget vel kan se en start-grid der er forskellig i forhold til det vi ser i år. Bridgestone har med stor sandsynlighed et godt overtag i de første løb næste år, men Michelin skal nok komme efter det. Michelin har Williams og Jaguar som deres topteams.

BB  


Hop til top
Berger - Michael den bedste

Det er vist ingen hemmelighed at Michael Schumacher og Gerhard Berger ikke var perlevenner, da de to mødtes på Formel 1-banerne. Alligevel er den østrigske motorsports-boss klar til at rose Michael Schumacher som den for tiden bedste kører.

Det sker på trods af at Mika Hakkinen har vist skræmmende styre i den sidste håndfuld løb. Han siger om de to VM-duellanter: "De har begge utrolige kvaliteter, men Michael er alligevel i mine øjne den bedste kører," siger Gerhard Berger til det tyske blad Bild.

BB  


Hop til top
Button vender tilbage

Spørg Jenson Button om hvad han har tænkt sig at få de næste tre-fire år til at gå med og han vil svare dig meget præcist. Unge Button har nemlig lagt planer og ser sin formel 1-karriere køre på skinner ind i fremtiden. I 2001 og '02 er han udlånt af Williams til Benetton/Renault, et ophold som han selv ser som et led i sin uddannelse. I 2003 er han tilbage hos Williams til en strålende fremtid.

Der var en god chance for at Button ville ende i formel 1 før eller siden, men skæbnen ville at det skulle blive 'før', faktisk langt før end nogen kunne have forudset. "Jeg er meget taknemmelig overfor Frank og Patrick Head for at bringe mig ind i formel 1, ellers ville jeg ikke have fået chancen. De har gjort et fantastisk stykke arbejde for at give mig en god bil og BMW har giver mig en god motor. Men jeg tager af sted i slutningen af året og tager til Benetton og det synes jeg er en god beslutning," siger Button. "Benetton vil være et godt hold at være hos. Jeg vil se frem til de næste to år og så i 2003 vil jeg være tilbage hos Williams. Jeg tror at i 2003 vil Williams og BMW være meget, meget langt fremme og det vil være det perfekte år at komme tilbage."

Hvis Button lærte at begå sig i formel 1 i år, så kan man sige det samme om hans manager David Robertson, der efterhånden ved hvordan man får pressens opmærksomhed. Robertson har blandt andet udtalt at Frank Wiliams gør en kæmpe fejltagelse ved at vrage Button til fordel for Juan Paplo Montoya. Nu erklærer Eddie Jordan sig enig i denne betragtning: "Jeg tror at Frank Williams er gået fra forstanden. Han (Button) er et meget specielt ungt talent." Eddie Jordan har ry for at være en f1's bedste talentspejdere. En anden garvet talentspejder, Flavio Briatore, er Buttons nye arbejdsgiver og det kom ikke som nogen overraskelse for britten: "Det er faktisk sket over et par uger. Vi vidste nærmest fra starten at jeg ikke ville køre for Williams. Så jeg tror ikke at der var nogen chance for at jeg kunne blive der."

CBA  


Hop til top
Dennis gal på Ecclestone

Bernie Ecclestone bevæger sig med god grund hjemmevant i formel 1-verdenen – men diplomatisk det er han ikke. Senest skulle han have udtalt sig til den belgiske presse om den forsvarende dobbelte verdensmester Mika Hakkinens karisma eller snarere mangel på samme.


Gæt engang hvem Onkel Bernie kalder kold og indelukket.

I de sidste par år har Ecclestone flere gange nævnt at han absolut ville foretrække at se Ferrari og Michael Schumacher vinde mesterskabet, blandt andet nok fordi at dette ville trække mere opmærksomhed (og flere penge) til f1-cirkuset. Men denne gang er udtalelserne, der har fået så meget opmærksomhed som følger: "Mika har ingen karisma og ingen ved at han er verdensmester. Man kan ikke skabe en personlighed. Han er kold og indelukket og lige nøjagtig den type kører, som Ron Dennis foretrækker. Han vil hellere have får end nogen med deres egne ideer."
"Du har også altid været den manipulerende type, Ron..."

Ikke overraskende er Ron Dennis blevet en smule fornærmet over den besked. "Det kommer bag på mig at Bernie, i sine mange roller, skulle udtrykke en mening om kørerne," siger han. "Det ville være mere passende at forblive neutral. Når man kender Mika, som et menneske, ved man at intet er mere forkert end det Bernie føler er sandheden. Jeg troede at målet i formel 1 var at vinde løb." Men der tog Ron Dennis åbenbart fejl, ifølge onkel Bernie, der mener at underholdning på banen er én ting, men at underholdningen udenfor er lige så vigtig,

CBA  


Hop til top
Spa - En øjenvidneberetning

Som det vil være de fleste motorsports-entusiaster bekendt blev det belgiske Formel 1 løb på Spa-Francorchamps et spændende og dramatisk opgør mellem de førende kørere i kampen om verdensmesterskabet.
Læs her en øjenvidneberetning fra det berømte Eau Rouge sving, krydret med fotos og anekdoter.
AN  


Hop til top
Tilfredshed hos Williams

"Det er et godt resultat for Williams". Det var Patrick Heads kommentar efter løbet på Spa. Patrick Head var godt op at køre i søndags. Jenson Buttons uheld i starten af løbet, kunne få pulsen til at stige, men heldigvis for teamet, kunne Jenson Button forsætte selvom fronten på bilen blev beskadiget. Begge biler sluttede i pointene til stor glæde for hele teamet.

Patrick Head: "Det var et meget interessant løb, specielt da starten foregik efter safety car. Jensons bil blev beskadiget ved sammenstødet med Trulli, men vi ved ikke endnu, hvor stor indflydelse det havde. Det er et godt resultat for Williams, igen at have to biler der slutter i pointene. Det er første gang siden Silverstone. Begge biler var sat op til et kompromis pga. vejret. Vi havde fået at vide, at der var meget stor sandsynlighed for regn senere i løbet, men det kom desværre ikke, og set-uppet virkede ikke ret godt, da det blev tørt."

En anden der også var glad, var Gerhard Berger. Han havde nemlig fødselsdag i søndags, og en bedre gave fra kørerne, kunne han næsten ikke få. "Det var faktisk et større stykke af fødselsdagskagen jeg fik, end jeg egentlig havde håbet på. For anden gang kommer vi på podiet, og for tredje gang får vi begge biler i pointene. Og det er et endnu mere tilfredsstillende resultat, fordi vi fik bevist at vi er stærke, og ikke pga. at andre udgik. Det er stort skridt fremad. Det er sjældent at man efter et løb, kan sætte sig stille og roligt ned og tænke: hvad kunne vi have gjort bedre. Det kunne vi faktisk i dag."

Ralf Schumacher var heller ikke utilfreds med dagens resultat. Han sagde efter løbet, at han undervejs havde tænkt på, at hvis det havde forsat med at regne, kunne han have haft en mulighed for at være tættere på fronten af feltet.
Ralf Schumacher: "Vi havde faktisk tænkt på, at hvis det regnede, kunne vi være med helt fremme, men sådan gik det ikke. Regnvejr er den eneste reelle mulighed vi har, for at være med helt fremme. Men med det tempo som Mika holdt, er det helt umuligt at følge med. Men vi arbejder på det. Nu er en sikker nr. 3, og vi vil arbejde videre derfra, for at komme tættere på toppen."

PDL  


Hop til top
Pollock inde eller ude?

Rygterne om BAR-chefen Craig Pollock vil bare ikke høre op. De seneste meldinger går på, at Pollock bliver erstattet af Champ Car-seriens Team Kool Green (hvor Dario Franchitti kører) teamboss Barry Green. Efter sigende vil Greens bror - Kim Green - i stedet indtræde i hans sted. Barry Green selv benægter rygterne, mens bror Kim Green siger:
"Det er en af de største rygter jeg har hørt hele året, og det ville overraske mig fuldstændigt. Jeg vil ikke undervurdere min bror, men jeg snakkede med Craig for knap en uge siden, og jeg kan forstå, at han stadig er medejer af BAR sammen med Reynard og BAT."

Men det er Pollocks fravær fra Spa, der yderligere har forstærket rygterne. BAR bekræftede dog i en officiel meddelelse, at Pollock tog hjem fordi han var syg - men dén tror paddock-sladretaskerne ikke rigtigt på. BAR har på trods af et kæmpe budget stadig ikke kunnet få ordentlig fart på raceren. I betragtning af, at det kun er teamets 2. sæson, klarer de sig dog pænt, men med det ambitionsniveau man har tillagt sig, og med en kører som Jacques Villeneuve er det slet ikke godt nok. Igen i år har BAR overskredet budgettet, og der skal efterhånden et offerlam på alteret, for at stilne sponsorernes utilfredshed. Og rygtemagerne har udset sig BARs administrerende direktør, Pollock, til at være dette lam.


Craig Pollock - er han købt eller solgt?

Pollock har dog et tæt venskab til Villeneuve, og regnes for at være den største årsag til at Villeneuve valgte at blive hos BAR. Bliver han "gået" fra teamet - hvor han som bekendt er medejer - mister BAR formentlig også Villeneuve ved udgangen af sæsonen. Men - det var netop i Barry Greens team, at Villeneuve blev IndyCar-mester i 1995. Get the point?

ISH  


Hop til top
Diniz er opsat på at komme til Prost

Pedro Diniz kan måske få muligheden i Prost teamet til næste år. Han er i hvert fald ikke uinteresseret. Specielt hvis Prost får fingre i Ferrari motoren. Men mon ikke de to ting hænger sammen? Pedro Diniz plejer at betale for at få lov til at køre, og de penge han bringer med sig, kan udmærket være med til at betale for Ferrari motoren. Det anslås flere steder i F1 verdenen, at Prost skal betale i omegnen af $ 20 mill. pr. sæson.

Pedro Diniz: "Prost kan være en udmærket mulighed for mig. Jeg kender teamet, og jeg kender Jean Alesi fra hans dage i Sauber. Der er masser af potentiale i teamet, og hvis de får Ferrari motoren, vil de tage et ordentlig skridt fremad."

Diniz er nu den kører, der har kørt flest GP'er uden at vinde. Han var sidste år holdkammerat med Jean Alesi hos Sauber, og har tidligere udtalt, at Alesi er den bedste holdkammerat, han nogensinde har haft i F1. Men Diniz håber dog stadig på at kunne blive hos Sauber, men han må nok se i øjnene, at muligheden for det, bliver mindre og mindre. Daniele Morelli, manager for Diniz udtaler: "Heidfeld erstatter Mika Salo, og vores valgmulighed lige nu, ligger imellem Sauber og Prost. Vi er ikke interesseret i testaftaler, og det er heller ikke sikkert eller bekræftet, at han forlader Sauber."

Man kan næsten spørge selv om, hvad Morelli vil med en sådan udtalelse. Er der virkelig en mulighed for, at Diniz kan blive hos Sauber, eller er der allerede truffet en forhåndsaftale med Prost? Diniz har faktisk scoret point for det tidligere Ligier team, som i dag hedder Prost. Det skete tilbage i -96, hvor han scorede 2 points.

PDL  


Hop til top
Monza - Williams test onsdag

Alle teams tester for fuld kraft på Monza, også Williams. Men i går onsdag, fik man dog ikke det ud af dagen, man havde regnet med. Der kom nemlig et par ting i vejen for dagens program. Først og fremmest, måtte Ralf Schumacher have skiftet motor i sin bil, og da det senere begyndte at regne kraftigt, valgte man at indstille testen. Man havde planlagt, at kørerne skulle vænne sig til banens nye layout, og at man skulle arbejde med nogle forskellige ændringer og forbedringer på gearkassen.

Ralf Schumacher: "Vi kunne ikke køre ret meget i dag, fordi vi skulle have skiftet motoren i min bil, og da det begyndte at regne meget kraftigt senere på dagen, valgte vi at indstille testen. Jeg kunne have ønsket mig, at køre nogle flere omgange, for at vænne mig til de ændringer der er foretaget på banen. Vi håber på, at vi torsdag og fredag får mulighed for at fuldføre programmet."

Jenson Button: "Det er fedt at være tilbage på Monza igen. Teamet har arbejdet med low downforce set-up og nogle ting på gearkassen. Vi er desværre blevet forsinket på grund af vejret, som så vidt jeg ved, har været meget usædvanligt for Monza. Mit første indtryk af ændringerne på banen er, at den nye overflade giver et meget bedre grip, og det mærkes tydeligt ved udgangen af chikanerne. Vi har dog meget vi skal nå endnu, og vi håber på bedre vejr de sidste dage."

Dr. Mario Thiessen, BMW: "Vi havde et ikke planlagt motorskifte på Ralfs bil. Han sagde, at der kom nogle mærkelige lyde fra den, og vi valgte at skifte den af sikkerhedsgrunde. Den bliver nu sendt til nærmere undersøgelse i München. Jenson kørte sit program igennem uden problemer, indtil det begyndte at regne."

PDL  


Hop til top
Jordan gør status

Jordan var noget uheldige i det belgiske GP. Man havde efter den udmærkede kvalifikation, håbet på et noget bedre resultat end det man opnåede. Jarno Trulli, som startede fra en andenplads, kolliderede med Jenson Button efter ganske få omgange. Og så var løbet slut for ham, da motoren stallede. Så var det op til Heinz-Harald Frentzen.

Han lå længe og kæmpede med David Coulthard, og havde held til at holde ham bag sig. Men så var der pitstop runde. Og der gik det galt. Da Frentzen skulle standse ved Jordan pittet, var der en våd plat fra den megen regn tidligere, og den gjorde at han gled for langt, så bilen måtte bringes tilbage af mekanikerne. Og i den tid der gik med det, der kunne David Coulthard komme forbi.

Frentzen: "Et point er bedre end ingen, men selvfølgelig et par points mere, havde været bedre. Jeg havde rigeligt at gøre med at holde Coulthard bag mig i den første del af løbet. Det lykkedes indtil mit første pitstop, men så lavede jeg en fejl. Jeg ramte en våd plet da jeg skulle standse. Forhjulene blokerede, så jeg gled lidt for langt. Det var nok til at Coulthard kunne overhale mig i pittet."

Men det er næsten glemt. Nu ser man frem til Monza. Sidste år blev Frentzen nr. 3 i Belgien, og vandt derefter på Monza. Og selvfølgelig håber han på at kunne gentage det igen i år. "Sidste år vandt jeg på Monza. Lad os håbe, at jeg kan gentage det i år. Og det er helt sikkert, at bilen føles meget bedre nu, specielt på de hurtige baner, og dem er der et par stykker af endnu i år. Jeg vil være skuffet, hvis det ikke lykkedes at få mindst et par podiumplaceringer, måske endda en enkelt sejr, i den resterende del af sæsonen."

PDL  


Hop til top
Williams på Monza

Williams teamet, som nok stadig glæder sig over det gode resultat i søndags, har trukket arbejdshandskerne på igen. Man er taget til Monza, for at forberede sig til næste weekends GP.

På førstedagen var testkøreren Bruno Junqueira i aktion. Det var egentlig mest for at få et indtryk af, hvordan bilen reagerede på de ændringer, der er lavet på banen, siden sidste år.
Bruno Junqueira: "Vi har brugt dagen til at tjekke nogle ting på bilen. Banen er ændret nogle få steder, og vi skulle prøve at tilpasse bilen til de ændringer der er foretaget. Mit indtryk er at banen er blevet bedre. Den første chikane er måske lidt for langsom, men den anden er meget bedre nu, man behøver ikke at bruge kerberne i samme omfang som før."

Teamet testchef, Tim Newton: "Vi har brugt dagen til at lave en slags shakedown test, af de biler som Ralf og Jenson skal bruge i resten af testen. Der har været en del ting, som skulle tilpasses. Det bliver et andet set-up, og vi har arbejdet meget med bremserne, som er en vigtig faktor på denne bane."

PDL  


Hop til top
Monza test - onsdag

David Coulthard lagde sig i front ved onsdagens stortest på Monza, som der skal køres grand prix på om godt 2 uger. Det var en dag hvor der var masser af drama, sådan som vi tidligere har omtalt her på formel-1.dk. Dagen begyndte med solskin, men senere kom et regnvejr ind over banen.

Blandt andet skulle flere af kørerne vænne sig til det nye layout i den første chikane. Derfor måtte flere kørere tage en alternativ vej gennem svinget. Ricardo Zonta og BAR havde en god dag. De har fået kørt over 100 omgange - og Honda gør sig klar til deres grand prix nummer 200.

Frentzen lagde sig ind på 4. pladsen og sidste års vinder af det italienske grand prix gør sit for at blive klar til at forsvare sejren. Det bliver nok meget svært. Men et godt resultat til Jordan kan vel også gøre det.

Dog skuffede Ferrari en hel del. De kørte mange omgange, men Michael Schumacher var godt 8/10 dårligere end Coulthards bedste tid. Endvidere er det også interessant at dagens bedste tid ligger 3,6 sekund fra sidste års tid for pole position.

Flere af kørerne ærgrede sig over regnvejret som ødelagde deres testarbejde. "På Spa ville jeg gerne have regn - men i dag kunne vi godt have undværet det," siger Mika Salo der brugte dagen på at teste raceren med lav downforce. Testen fortsætter i morgen.

Testtider fra Monza, onsdag den 30. august 2000

KørerTeamBedste tidOmg.
David CoulthardMcLaren-Mercedes1:26,07944
Ricardo ZontaBAR-Honda1:26,24342
Mika HakkinenMcLaren-Mercedes1:26,30731
H.-H. FrentzenJordan-Mugen1:26,39750
Jacques VilleneuveBAR-Honda1:26,49979
Jarno TrulliJordan-Mugen
BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk