Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
16.9.2000
 Schumacher ville stoppe
 Hvad vil Jaguar med Rahal?
 Bridgestone frasiger sig ansvar
 Benetton scorer kassen ved salg
 De værste baner i England
 Monza uden chikaner?
 
15.9.2000
 Michelin test på Monza
 Mugello test - fredag
 Ny sponsor til Jordan
 Coulthard - Næste år er mit!
 Øget forberedelse til Malaysia
 Jaguar nyt
 Schumacher - Ingen skyldig
 Gislimberti begravet
 Montoya ikke nervøs
 

Hop til top16.9.2000

Schumacher ville stoppe

Michael Schumacher har overvejet helt at stoppe i Formel 1. Tanken strejfede tyskeren efter det italienske grand prix på Monza, hvor den frivillige brandmand, Paolo Ghislimberti blev slået ihjel. "Jeg har virkelig tænkt på at stoppe," siger Michael Schumacher til en italienske avis.


Tanken om et farvel til Formel 1 strejfede tyskeren på Monza

Det er ikke første gang at han har tænkt på at lægge hjelmen på hylden. "Jeg tænkte på at stoppe efter Ayrton Sennas dødsfald i 1994 og jeg tænkte igen på det efter det sidste løb på Monza," siger Schumacher der var følelsesmæssigt berørt af omstændighederne efter løbet. Men det er ikke en tanke som holder ved – nu skal han videre i livet.

"Følelsen kan vare et minut, en uge eller en måned, men så begyndte jeg at arbejde igen, fordi jeg kan lide det jeg laver," siger Schumacher der er klar til det amerikanske grand prix. Det står helt lige mellem ham og Hakkinen i kampen om VM. "Måske er det i år første gang at Mika og jeg kører racere som er næsten på samme niveau," siger han. Det gør det stadig svært at vurdere hvem af de to der er den bedste. "Det er ikke nok til at finde ud af hvem af os der er den bedste kører, fordi vi stadig er to point fra hinanden med tre løb tilbage," siger han og peger på at der skal to ens racere til at afgøre hvem der er hurtigst.

BB  


Hop til top
Hvad vil Jaguar med Rahal?

CART-teamejer og fungerende CART-præsident, Bobby Rahal rygtedes til at være på vej til Jaguar, sådan som det tidligere er beskrevet her på formel-1.dk. Men hvad vil Jaguar dog med Bobby Rahal?

Rygterne er så stærke at det formodes at Jaguar præsenterer Rahal som den nye leder af det plagede team. Selv siger Rahal at det er varm luft. "Det er et gammelt rygte. Der har ikke været nogle samtaler på det niveau. Jeg vil sige at der ikke er noget historie," påstår han selv. Det kan heller ikke siges at Rahal har den store Formel 1-erfaring. Han har blot kørt to løb - og det var i 1978!

Jaguar vil give Rahal ansvaret for den daglige ledelse af teamet, efter at Neil Ressler og ledelsen i Jaguar Racing har undersøgt hvad der er gået galt i denne sæson. Rahal er kendt for at være engageret og en meget venlig person, så på det område er han bestemt ikke den forkerte. Spørgsmålet er så om han forstår sig nok på Formel 1, der er væsentlig mere komplekst end CART-serien. Kan Jaguar klare at der kommer flere mellemledere i teamet?


Mr. Jaguar? - er Rahal manden der kan flytte Jaguar fremad?

Det er spørgsmålet om det vil hjælpe teamet at der er så mange forskellige personer hos Jaguar som har en overordnet opgave. Det som de mangler er en stærk mand der sætter sig helt igennem. Der er Ressler måske manden - men han er optaget af så meget andet, at han ikke kan fokusere på Formel 1-projektet alene. Kommandovejene er alt for lange - og det hæmmer et team at der er en hær af ledere.

15. september 2000 - Jaguar nyt
15. september 2000 - Montoya og Rahal følges ad

BB  


Hop til top
Bridgestone frasiger sig ansvar

Til det kommende amerikanske grand prix kan dækkene få en vigtig rolle. Dækkene kommer nemlig på hårdt arbejde når de skal igennem de ovale kurver på Indianapolis. Derfor kan de fristes til at reducere en del af dæktrykket. Men det vil være imod de råd der kommer fra Bridgestone.

"Hvis de vil reducere dæktrykket, så skal de være meget forsigtige. Vi vil anbefale et tryk, men vi er ikke dem der tager det afgørende valg. Hvis de gør det, så er det deres ansvar," advarer Yoshihiko Ichikawa.

Bridgestone medbringer nogle særlige dæk til USA som passer til banens særlige krav. Det bliver meget spænende at se hvordan kørerne takler den nye bane der byder på en rigtig stor langside og derefter en snørklet inderkreds.

BB  


Hop til top
Benetton scorer kassen ved salg

Det skæpper rigtig godt i tøjbutikken at Benetton har solgt deres Formel 1-team fra. De er kommet med deres halvårs resultat for 2000 og det viser at de har en indtjening der er steget med 147%. Sådan.

De har nemlig en ekstraordinær indtægt på lidt over 700 millioner kroner, der primært kommer ved salget af Formel 1-teamet til Renault. Renser man tallene for dette salg har Benetton dog også haft en pæn fremgang - en stigning på 10% på bundlinien må siges at være et pænt resultat.

BB  


Hop til top
De værste baner i England

Bernie Ecclestone mener at de britiske baner er under den normale standard, og han betegner det som pinligt for England at de har så ringe baner.

Formel 1-bossen var meget utilfreds med den måde det britiske grand prix på Silverstone forløb i år, men det var han jo også til dels selv med til at gøre dårligt ved at lægge det midt i påsken, hvor der var udsigt til masser af regn. Men det er ikke løbet i år som han føler er en skændsel. "Silverstone skal bare bruge nogle penge. Det er som et gammelt hus. Det er ingen sag at male lidt. Den skal nedlægges og bygges op igen," siger Ecclestone.

Han er som brite og ked af at det er England der står som et U-land. "Vi burde have de bedste baner i verden, men det har vi ikke. Vi har de værste," siger Ecclestone. Brands Hatch har været inde i billedet som arrangører af det britiske grand prix, men forholdene på banen nær Kent er ikke optimale. Dermed har Donington-banen fået pole position i kampen for at afholde det britiske grand prix. Sidste gang der blev kørt på Donington var i 1993 til det europæiske grand prix. Der skal dog ske flere forbedringer førend den er klar til et grand prix. "Jeg har set planerne for Donington og har hørt hvad de ønsker at lave, og hvis de laver det de siger vil det være fantastisk for os," siger Ecclestone videre.

BB  


Hop til top
Monza uden chikaner?

Efter ulykken på Monza i sidste weekend, er der nu blevet sat fokus på sikkerheden omkring bane. FIA-præsidenten Max Mosley har bebudet at banen skal ses efter i sømmene i bestræbelserne på at optimere sikkerheden.

De to chikaner - 'Variante Goodyear' og 'Curva della Roggia' er til denne sæson blevet ændret. Og det har givet stor kritik. Problemet er dog at de to chikaner ikke kan forsvinde uden at der skal ske andre store ændringer i layoutet af banen.

Chikanerne har til formål at bringe hastigheden ned - men de kan give kritiske situationer når så mange racere ligger tæt på hinanden. "Vi har holdt spørgsmålet om chikanerne under skarp overvågning i nogle år," siger Max Mosley og erkender altså at de kan give kritiske situationer.

Det er dog meget svært at få ændret meget på Monza-banen. De ændringer som vi har set - blandt andet da de to Lesmo-kurver blev ændret i midten af 1990'erne, kostede det en del træer i den prominente Monza-park. Det vil være svært, for ikke at sige umuligt at tage flere træer i sportens navn. Bare de få træer der blev ofret sidste gang, skabte stor politisk strid.

Mosley ser dog ikke noget problem i at der ryger nogle flere træer. "I 1994 - da banen blev opdateret, blev kun 200 træer fældet, og som kompensation for dette plantede banen yderligere 5.000 træer et andet sted i parken. Så det burde ikke blive et stort problem," mener FIA-præsidenten.

Bernie Ecclestone, der er vice-præsident i FIA mener at chikanerne skal fjernes. "Chikaner er skøre og unødvendige. Vi skal til at komme af med dem på mange baner, og nu vil jeg få dem væk hvis de var på min vej," siger han til The Times.

Der er stadig ikke kommet klarhed over om hvorvidt de italienske myndigheder vil gå videre med sagen. De TV-billeder der er blevet præsenteret viser at det var sort uheld der var skyld i den tragiske ulykke. Anlægsfolkene på Monza kan vist godt holde sig på stand-by!

BB  


 

Hop til top15.9.2000

Michelin test på Monza

Michelin, som melder deres ankomst til F1 i næste sæson, er fuld gang med testarbejdet. Specielt Tom Kristensen har testet meget for dem. Og nu hvor tiden nærmer sig mere og mere, er den anden testkører Jörg Müller også blevet involveret mere og mere i testarbejdet.

I et par dage i denne uge, har de to kørere testet på Monza. Som sædvanlig er der ikke sluppet nogle resultater ud fra Michelins test, men ifølge uofficielle kilder, er der kørt på tider på omkring 1:28, hvor eksempelvis Mika Hakkinen kørte hurtigste omgang i weekenden på 1:25.595. Det skal dertil nævnes, at Michelin testen forgår i henholdsvis Williams og Stewart biler fra sidste år. Og en ting er test, noget andet løb.

PDL  


Hop til top
Mugello test - fredag

Så kom testen på Mugello til en ende. Olivier Panis scorede et hattrick - dem har han vist haft et par stykker af i denne sæson. Franskmanden, der om kort tid forlader sædet til fordel for sædet hos BAR. Michael Schumacher var godt 7/10 langsommere, mens Sauber igen havde Räikkönen i sædet.

Jacky Eeckelaert summer testen sammen. "Vi erkendte efter tirsdag at han var ret godt hjemme i cockpittet, og han præstation i de tre dage viser at han er en ung mand som kører utrolig godt på trods af hans manglende erfaring. I alt kørte han 550 km. og gjorde det godt," siger testlederen som tak til finnen.

Räikkönnen siger mange tak for tilliden. "Jeg har virkelig nydt denne fantastiske oplevelse med Sauber i denne uge," siger en tilfreds finne. Han ved dog godt at han ikke er klar til Formel 1 endnu - men han har fået lyst til mere. "Der er mange ting der skal læres om en Formel 1-racer og selvfølgelig behøver man tid til det. Men jeg er tilfreds med den måde jeg har kørt, og hvordan min nakke klarede de hårde G-kræfter. Jeg har haft det godt," siger Kimi Räikkönen.

At Sauber tænker i finske tanker - og har store forhåbninger, ses af deres pressemeddelelse. Der blev Kimi omdøbt til Mika. Jo - den næste Mika kan være på vej!

KørerTeamBedste tidOmg.
Olivier PanisMcLaren-Mercedes1:24,6434
Michael SchumacherFerrari1:25,3240
Kimi RäikkönenSauber-Petronas1:27,4637

BB  


Hop til top
Ny sponsor til Jordan

Så kom der yderligere et klistermærke på Eddie Jordans racere. Kontrakten gælder dog først fra den kommende sæsonstart. Det er LeggMason Investors der har tegnet aftale med Jordan Grand Prix.

Sponsoratet gælder for tre sæsoner. LeggMason Investors er, som det fremgår af navnet, involveret i investeringer for mere end 85.000 kunder, og dermed har Jordan gode muligheder for at få fyldt de ledige reklamepladser ud. "Vi er glade for at kunne sige velkommen til LeggMason Investors som en sponsor. De er meget dynamisk og innovativt management-firma, og er derfor en unik sponsor for Jordan," siger Eddie Jordan og har belagt ordene med rigtige PR-ord.

LeggMason ser mange muligheder i Formel 1. "Formel 1 er en spændende og stor sport i global størrelse og med millioner af seere," siger direktøren for LeggMason Investors Rebecca Tomas.

BB  


Hop til top
Coulthard - Næste år er mit!

Coulthard er færdig i år - han kommer næppe til at vinde VM i denne sæson. Derfor han se yderligere et år frem. Næste år bliver det bedre - sådan som vi hørte det sidste år.

Han bliver hos McLaren yderligere en sæson, og der skal han vinde VM. Han mener at der er vigtigt at fortsætte i det sammen team. "Kontinuitet er en stor fordel i dette konkurrenceprægede felt og at komme til min sjette sæson med teamet, er meget vigtigt for min fremtid," erklærer skotten. Det er især vigtigt at han kender teamet godt. Så nu begynder han at se frem til 2001.

"Jeg er naturligvis glad for at blive i et VM-vindende team og jeg koncentrerer mig om at gøre det næste mesterskab til mit eget," siger Coulthard. Derfor har han nu trukket sig i VM-kampen og overlader det til Schumacher og Hakkinen at dele mesterskabet imellem sig. Men derfor skal Mika ikke tro der bliver nemt. "Jeg er ikke hos McLaren for at gøre det nemmere for Mikas VM - jeg er her for mig selv!" erklærer han.

BB  


Hop til top
Øget forberedelse til Malaysia

Efter det tragiske uheld på Monza har arrangørerne af det malaysiske grand prix beordret de deltagende officials til ekstra undervisning i håbet om at sikkerheden kan øges.

Ifølge Azhar Ghazali, der er pressetalsmand for Sepang-banen, er de 1200 marshalls og officials blevet instrueret i hvordan de skal opføre sig for at holde den bedste sikkerhed - især for dem selv! "Under et møde i går, har Azmi (løbsarrangøren - red.) spurgt Jeff Amin om at notere sig at marshals skal følge reglerne og udvise ekstra forsigtighed," siger Ghazali og fortæller at de øger træningen af officials.

BB  


Hop til top
Jaguar nyt

Holdets ambitioner om at skabe et godt resultat i næste GP er efterhånden en forslidt frase, måske derfor er de nu lidt mere konkrete i deres udtalelser. Løbet på Indianapolis betragtes som Jaguar (Fords) andet løb på hjemmebane, så alle sejl sættes: Cosworth har med 'det yderste af neglene' frembragt to nye motorer. Den ene, med tredive(!) ekstra HK, er beregnet på kvalifikationen. Og man tør ikke engang stole på, den kan holde til det, men går det godt vil man med overvejende sandsynlighed anvende en lidt mindre presset udgave i selve løbet. Det er den udgave, der blev brugt på Monza, men dér blev holdets løbsdistance jo yderst begrænset, så man møder også frem med den sædvanlige udgave. De nye motorer skulle have en bedre (bredere) fordeling af momentkurven, så man kan komme bedre ud af svingene.

Derudover har man konstrueret et nyt bagtøj, der i kombination med en ny diffuser skulle løse problemerne med ustabilitet bagi, dvs slut med at spinde rundt for et godt ord. Uden tvivl forbedringer Irvine og Herbert vil sætte stor pris på. Sidstnævnte bliver nu af rygtesmedene hægtet på Chip Ganassi Racings CART team, som erstatning for Juan Pablo Montoya. Disse vil vide at nyheden offentliggøres under det Amerikanske GP. Herbert selv har nægtet at kommentere, og det er nok det mest interessante i den historie.

Ligeledes vil man vide at Jaguar team'et skal styrkes på forskellige niveauer. Fungerende CART President Bobby Rahal skal enten supplere eller erstatte landsmanden Neil Ressler, mest sandsynligt erstatte de to Stewart'er, der jo er på vej væk fra ledelsen. Nyheden skal efter sigende først præsenteres for Jaguars medarbejdere på mandag (20/9) og derefter udsendes pressemeddelser. På den tekniske front skal holdet styrkes med James Robinson, tidligere Williams, i en ny rolle som chef for løbsingeniørerne, ligesom man kigger efter en etableret designer. Ferraris Ross Brawn har været efterstræbt, men realistiskt set tror man ikke, han kan lokkes væk indenfor en overskuelig fremtid.

På Monza udtalte Ressler: "Vi laver nogle justeringer i personalet, eller måske snarere nogle udvidelser. Det er den slags luksus man kan tillade sig, når man er i en opbygningsfase. De nye tiltag skulle gerne give holdet et virkeligt løft til næste år, men at love at fremskaffe resultater i form af podiepladser kan jeg ikke. Alle de andre (hold) er jo også dygtige og har allerede velfungerede teams. Vi må blot sikre os, at hvis Mclaren og Ferrari svigter, så er vi på pletten og udnytter det."

Luciano Burti er naturligvis stadig begejstret for at have fået Herberts sæde næste år og har store forhåbninger til gode resultater, måske ikke i 2001 men så i hvert fald i 2002. "Folk er ikke rigtig klar over hvor hårdt vi har arbejdet i år, og den udvikling vi har skabt. Vi har en masse potentiale, og det skal vi så vise næste år. Nok ikke i form af podiepladser, men året efter skulle vi gerne vise os på podiet."


Jaguar's kørere i 2001, Eddie Irvine og Luciano Burti.

På den anden side vil han ikke stille sine Brazilianske fans for store resulateter i udsigt: "Jeg kan ikke bare lige gå i de store Brazilianske køreres fodspor, Nelson Piquet, Emerson Fittipaldi og ikke mindst Ayrton Senna var store personligheder og blændende kørere. Men jeg tror, folk har lært det gennem Rubens Barrichello, da de prøvede at gøre ham til en ny Senna. Det går ikke, kørerne er forskellige, bilerne er forskellige, og tiderne skifter. Men jeg vil da gerne forsøge at bidrage til Braziliens gode navn og rygte i denne sport."

Barrichello gi'r Burti et par tips inden Østrigs Grand Prix.

Og netop Rubens Barrichello er en af Burtis gode venner; de deler endda hus, når Rubens er i England. Det var da også ham, Burti kunne takke for at have fået en minimal chance for at skabe et godt resul

GRN  


Hop til top
Schumacher - Ingen skyldig

Der tales meget om hvem der har skylden for uheldet på Monza sidste weekend. Barrichello og Frentzen har peget på hinanden som den der bærer skylden, men det lader til at der bliver lagt låg på balladen.

Michael Schumacher - der ikke var impliceret i uheldet - men dog ikke der er nogen der kan klandres for ulykken. "Jeg tror ikke det er en god ide i den situation, når der tydeligvis har været kaos, at kigge efter en som man kan skyde skylden på," siger Schumacher.

Han betegner det ene og alene som et hændeligt uheld. "Man bliver nødt til at acceptere at noget simpelthen er løbsuheld. Der har været tidligere episoder før, og de vil sikkert komme igen i fremtiden," vurderer tyskeren der sejrede på Monza. Dermed er han ikke af samme mening som sin holdkammerat, Rubens Barrichello der mener at Frentzen burde udelukkes i 10 løb...

BB  


Hop til top
Gislimberti begravet

Paolo Gislimberti, brandmanden, der blev dræbt på første omgang af det italienske GP, blev begravet i går aftes fra San Ulderico-kirken i Lavis nær Trento. Følget var stort og talte ud over venner og familie, der i blandt konen Elena, mange kendte f1-mennesker, der kom for at vise deres respekt. Gislimberti var passioneret Ferrari-fan og kisten var hyldet i det røde flag. Luca Badoer, Claudio Berro og Stefano Domenicali var der på vegne af teamet.

Desuden var begge Jordan-kørere mødt op. Det var et løsrevet dæk fra Frentzens racer, der forårsagede de kvæstelser, som Gislimberti døde af. Gaston Mazzacane var også til stede og Rubens Barrichello havde sendt dekoration med 110 røde roser. Der var også kranse fra Bernie Ecclestone, Flavio Briatore, Williams, Ferrari, Benetton, Arrows, FIA og fra kørernes forening, GPDA.

CBA  


Hop til top
Montoya ikke nervøs

Ralf Schumacher gav ikke Juan Pablo Montoya den varmeste velkomst, da han udtalte at, han virkelig tvivler på om colombianeren er så fremragende som rygtet siger, og samtidigt sagde, at teamet vil få mere ud af Jenson Button. Montoya har dog ikke lade sig afskrække. Han er ikke bange for nogen i f1 - heller ikke Schumacher'ne.

"Ingen er uovervindelige - heller ikke Michael Schumacher. Jeg tror ikke på, at der er nogen, der ikke kan slås. Han har to arme, to ben, to øjne og en hjerne," konkluderer Montoya og tager således både biologien og matematikken til hjælp. "Med Williams-teamet i ryggen er jeg sikker på, at jeg nok skal klare det fint. De var i stand til at gøre det, da Jacques kom over." Villeneuve, blev nr. 2 i mesterskabet i sin debutsæson i f1 efter holdkammeraten Damon Hill, men Montoya sætter ikke forventningerne så højt - og at gå efter mesterskabet, overvejer han ikke - ikke i denne serie. Han siger: "Folk burde ikke forvente, at jeg gør det samme som jeg gjorde i USA. Jeg kender ingen som kom og vandt det i første år."

Hvad angår Jenson Button er Montoya helst fri for sammenligninger: "På det her tidspunkt sidste år, havde ingen hørt om Button. Han har kun to års løbserfaring, så jeg synes, at han har klaret det godt, men det er ikke retfærdig at sammenligne os."

CBA  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk