Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
22.9.2000
 Prost får Ferrari
 Montoya skal i arbejdstøjet
 Mere end 10 point at slås for
 Dennis afviser fortsat teamordre
 Montoya får det godt hos Williams
 Irvine - Rahal som en ny Todt
 Hakkinen - Svært at lære ny bane
 BAR får nye sponsorer
 Husk paraplyen
 BAR fredag
 McLaren fredag
 Ressler slipper ikke taget
 Schumacher tilfreds med forholdene
 Button advarer om gentagelse
 Ingen fordel til Villeneuve
 Todt ønsker at Schumacher fortsætter hos Ferrari
 Rubens vil hjælpe Michael
 Indianapolis risikerer trafikproblemer
 
21.9.2000
 Bobby Rahal - den konstante faktor
 Så blev Montoya bekræftet
 Hvem er bedst i regn?
 Formel 1´s fremtid ligger i USA
 Jordan ser muligheden
 Mosley vil forbedre sikkerheden
 God timing for amerikansk grand prix
 

Hop til top22.9.2000

Prost får Ferrari

Til sidst fik de hinanden - efter lange og seje forhandlinger lykkedes det for Prost at få Ferrari-motorer. Det italienske team vil i de kommende to sæsoner levere motorer til Alain Prost, og dermed har Ferrari udvidet deres engagement i Formel 1, således at de nu har tre teams med.

Prost har været på jagt efter en ny motor efter at Peugeot takkede farvel til Formel 1 efter et ulykkeligt eventyr. Resterne af Peugeot er solgt til AMT og de går over til Arrows fra næste sæson. "Jeg er glad for at have sikret en af de mest konkurrencedygtigste og fornemste motorer i Formel 1," siger Alain Prost. Dog bliver det ikke tale om at det er nye motorer, og skal man se på Sauber-teamet der også bruger Ferraris aflagte motorer, er der en verden til forskel mellem Ferrari-motoren anno 2000 og den fra forgående sæson.


En bekymring mindre - Prost får Ferrari næste år

Men det har reddet Prost fra at skulle sælge sit team. "Aftalen med Ferrari giver ekstra til teamet, som har været igennem en svær sæson. Nu kan vi blive klar med næste sæsons program," siger en lettet teamchef. Teamet har ellers været tæt på et salg, men teamet blev reddet på stregen. Spørgsmålet er så om teamet kan vende udviklingen. Det er næppe fremtiden at køre med en ældre Ferrari-motor!

Nu mangler Alain Prost blot at fortælle hvilke kørere der skal køre Prost-Ferrari næste år. Jean Alesi og Pedro Diniz er et godt bud. Prost skal nemlig bruge en uhyrlig sum for at få motorer næste år. Aftalen menes at komme til at koste teamet mellem 150 og 200 millioner kroner. Så vil det være rart hvis Diniz kan dække store dele af disse udgifter.

3. juli 2000 - Jagten på motorleverandør
5. juli 2000 - Bliver Ferrari Prosts redning?
20. september 2000 - Vector Motorsports trækker sig

BB  


Hop til top
Montoya skal i arbejdstøjet

Han har det hele - han er hurtig, klog og lærenem. Det er derfor Williams har valgt at tage Juan Pablo Montoya til sig. "Han er en meget dreven kører, der er sulten efter succes og klog nok til finde ud af hvad man skal og arbejde med raceren for at få succes på banen," siger Patrick Head der er teknisk leder hos BMW-Williams. Men der er meget der skal arbejdes på.

"Frank mener at han lever for meget på sit talent. Jeg er ikke sikker på at jeg vil bruge ordet sløv," siger Head advarende og med rette. Der skal meget fokus på at få det bedste ud af raceren. "Han er utrolig talentfuld og han har levet meget på sin kontrol over raceren," forklarer Head. Det har haft en bagside som der skal arbejdes med. "Det betyder at han ikke er så vild med at bruge timer med sin ingeniør. Frank har forsøgt at fortælle ham at han skal arbejde," siger Head videre.

Talentet rækker ikke alene - samarbejde og hårdt arbejde skal også være med. "Meget af det en kører opnår bliver udført på den måde han klarer sig med de folk der er omkring ham og forstår at bruge de evner," siger Head. Kun fremtiden vil vise om Williams kan få slebet deres diamant til. Han kommer til et team der har succes, så det kan give en god ballast.

BB  


Hop til top
Mere end 10 point at slås for

David Coulthard mener at der ligger mere end 10 point for en sejr - rammerne omkring det amerikanske grand prix gør at der også er æren at kæmpe om. "Jeg mente før at der altid var løb som jeg mente var de store - Monte Carlo, det italienske og britiske grand prix. Jeg tror at vi har et nyt, på grund af historien som der er om Indy," forklarer skotten.

Derfor tæller sejren for mere end de ti point der gives. "Man ønsker at vinde her uanset hvilken formel man kører. Der er lidt mere end de 10 point som man får for en sejr, så det vil være en særlig følelse for den der vinder," siger Coulthard.

BB  


Hop til top
Dennis afviser fortsat teamordre

Der bliver ikke givet teamordre til David Coulthard - han har stadig en chance i VM, så derfor bliver skotten beordret til at give fuld gas. Jürgen Hubbert har ellers lagt op til at McLaren ene og alene skal satse på Hakkinen.

Men det sker ikke i det amerikanske grand prix. "Det var Hubberts mening, og det er ikke noget jeg vil begynde at modsige," siger Dennis indledningsvis. Men han vil ikke følge rådet. "Både Mika og David, som jeg har talt med forud for løbet, forventes at forsøge at sætte raceren på pole og begge skal forsøge at vinde løbet," forklarer han. Dennis er meget indstillet på at Coulthard ikke skal føle sig udenfor. "Han har ikke tabt VM endnu. Michael og Mika kan ramme hinanden i det første sving og køre sig selv af. I den situation er det essentielt at David er der til at vinde," forklarer Dennis.

Det vil være demotiverende for Coulthard blot at stå i skyggen af Hakkinen. "Han er der for at vinde - ja vi forventer at han vinder," siger McLaren-bossen.

BB  


Hop til top
Montoya får det godt hos Williams

Jacques Villeneuve og Juan Pablo Montoya har et par ting til fælles: de har begge haft succes og vundet i CART, og begge fik Formel 1-debut i en Williams. Villeneuve kom i 1996 til Williams og vandt året efter mesterskabet. Nu kommer Montoya også til Williams - om end teamet ikke ligger til at vinde p.t. Men han får det ikke svært.

Teamet er nemlig ekstremt professionelt og vil gøre alt for at komme tilbage på vinderkurs. "Williams er et nemt team at arbejde sammen med. Patrick Head er en flink mand og han har et racerhjerte som Frank Williams," siger Villeneuve - så kan man jo spørge om de er mere besværlige hos BAR. Men for at få succes skal Montoya stille krav. "Man skal vide hvad man vil og holde sig til sine principper og håbe at de viser en noget respekt," råder canadieren.

Han bliver støttet af Craig Pollock, der mener at Williams er det rette sted at debutere. "BMW-Williams er et godt team for nye kørere, fordi de er veletablerede og ved hvad de laver," siger han direkte. "Det forkerte team for en ny kører, er et team som BAR, fordi vi endnu ikke er etablerede," fortsætter han.

Og det har han jo meget ret i - de har bevist at Ricardo Zonta ikke har formået at falde til - men det har ikke været en fejl. Zonta har bare lært Formel 1 i et alt for langsomt tempo. "At vi tog Zonta var ikke en fejl, men det har taget ham næsten to år at komme op på Jacques' niveau," siger Pollock. Hvorfor skulle Zonta så sparkes hvis han nu er blevet god - vi undres fortsat.

BB  


Hop til top
Irvine - Rahal som en ny Todt

Den nye boss hos Jaguar er blevet vel modtaget af teamets førstekører. Irvine mener at der med rette kan sættes nogle lighedstegn mellem hans tidligere teamchef hos Ferrari, Jean Todt og Jaguars nye teamchef, Bobby Rahal.

"Jean Todt kom fra rally til Ferrari og han gør et godt stykke arbejde der. Jeg tror at Bobby kan give de ting," siger Irvine. Derudover har Rahal flere gode kvaliteter som kan omsættes med fordel i teamet. "Han er en tidligere kører, så han kan sætte sig ind i mine og Lucianos problemer næste år," forklarer han.

Rahals rolle bliver hovedsagelig administrativt. "Bobbys arbejde er at hyre folk og få gennemført arbejdet. Han skal ikke gå derude og designe raceren eller skifte dæk - han arbejde er at hyre folk som vil gøre deres bedste med deres talent," siger Irvine, der hilser den nye teamchef velkommen.

BB  


Hop til top
Hakkinen - Svært at lære ny bane

Lidt studie i marken og så forsøge at se hvordan de andre kørere klarer banen, det er opskriften på at lære en ny bane at kende. "Det er en meget god ide at gå banen rundt, og finde specielle linier og bump på banen, så jeg mener at det bedste er at gå den rundt til fods," siger Hakkinen.

Men derfor bliver det ikke lettere at lære en ny bane at kende. "Det er ret svært at lære Formel 1 og banerne, så jeg tror at jeg må følge efter Jacques," siger han spøgende med henvisning til Villeneuves kendskab til banen fra tidligere race.

Finnen er dog ikke videre optaget af at gå ned i historien som den første vinder af et officielt VM-grand prix på Indianapolis. "På denne tid af året fokuserer jeg meget på VM. Jeg tænker på at vinde et løb og ikke på hvilken bane det er på," siger han med nogen distance til det kommende løb. "Jeg er sikker på at der vil være særlige følelser efter løbet, men i øjeblikket tænker jeg blot på at køre på og forsøge at få det bedst mulige resultat," siger Hakkinen.

I den første frie træning viste det sig også at finnen ikke fik den bedste start - han er godt 8/10 sek. efter rivalen i VM, Michael Schumacher.

BB  


Hop til top
BAR får nye sponsorer

BAR har under det amerikanske grand prix indgået to nye aftaler med sponsorer. Dermed er de godt på vej til at få fyldt pladsen på racerne ud, så der ruller penge i kassen.

Det interessante ved sponsoraterne, er at firmaer med baggrund i IT og højteknologi der lægger penge i Formel 1, og det understeger det som forventes at blive trenden de kommende år. BAR har skrevet kontrakt med Bee-Trade.com, som indeholder aktioner og e-forretning. De har indgået en længerevarende kontrakt. Deres logo - 'racer-bien' bliver placeret på frontvingen af BAR-raceren - allerede fra og med dette amerikanske grand prix.

Den anden sponsor er ART Advanced Research Technologies Inc. - en canadisk firma som arbejder med udvikling af især laser- og termisk udstyr, og deres samarbejde indeholder også samarbejde på det tekniske område. "Vi er meget glade for at byde Bee-Trade.com og ART velkomne hos British American Racing," siger Craig Pollock.

BB  


Hop til top
Husk paraplyen

Der trues med regn over Indianapolis - både lørdag og søndag. Der har ved flere løb været rygter om regn, som alligevel ikke dukkede op. Men derfor er Bridgestone stadig klar til at træde til med gode råd - selvom der er flere faktorer de ikke kender.

Bridgestone har to compounds til regnvejr - en hård og en blød. Men hvornår der eventuelt skal skiftes dæk, vil Bridgestone ikke råde om. Meget afhænger af mængden af vand på banen, eftersom de nuværende tørvejrsdæk med deres riller, er i stand til at give lidt vejgreb. Derudover kan der også blive noget ballade om hvorvidt der skal køres på banen - det hurtige sving på ovalen kan blive farligt. Ved de 'normale' løb på Indy, bliver løbet aflyst - men det er fordi det er for farligt at køre ovalløb i regnvejr. Dette bør dog ikke influere på den måde der køres grand prix-løb - her er regnvejr velkomment.

BB  


Hop til top
BAR fredag

Begge BAR kørere kommer til Indianapolis fulde af forventninger, deres forventninger er dog en del forskellige fra hinanden. En ting har de dog til fælles - banens layout er nyt for dem begge.

For Jacques Villeneuve gælder det at han har kørt her før, men kun på ovalen, og kun i den sædvanlige retning, nemlig venstre rundt. Så det er nyt for ham, at skulle den anden vej rundt på "The Brickyard". Men ellers er omgivelserne de samme, og han glæder sig da også til et gensyn med den berømte bane, det er første gang han er her, siden han vandt Indy 500 i 1995.

Ricardo Zonta har aldrig kørt her før, men adskillige af hans brasilianske landsmænd, har fortalt ham om banen og den omgivelser og traditioner. Der kører en del brasilianere i de to Cart serier i USA. Og mon ikke Zonta håber på et godt resultat? Hans seneste indsats på Monza, med en sjetteplads er ikke noget han eller omgivelserne har glemt, og det har givet ham visse forhåbninger.

Der er i øjeblikket meget snak om, hvad der sker i BAR teamet. De seneste forlydender har gået på, Craig Pollock skulle være på vej ud, og at Jacques Villeneuves tidligere teamchef, Barry Green, skulle overtage Pollocks job, men det har Barry Green flere steder selv benægtet. JV har på et pressemøde i onsdags forklaret, at han ingen indflydelse har haft på disse påstande, og heller ikke ønsker at blive involveret. Tværtimod har han intet hørt internt i teamet, og kan egentlig ikke forstå al skriveriet. På samme pressemøde blev han bl.a. spurgt om forskellige forhold omkring sin kontraktforlængelse med teamet. Han sagde bl.a. at en af grundene til at han har forlænget kontrakten med teamet, er at han har et godt forhold til teamet, og han føler at man nu er i gang med de fremskridt, der gør at teamet kan vinde sejre. Han er stadig selv sulten efter sejre, og han ser flere muligheder i fremtiden, for at det kan lade sig gøre.

Hvis BAR bilerne kan forsætte med det tempo, som man viste på Monza, og motoren kan holde, så er der øgede muligheder for, at JV næste år kan vinde sin og teamet første sejr.

PDL  


Hop til top
McLaren fredag

Søndagens GP markerer Mika Hakkinens tilbagevenden til USA, i hvert fald i løbssammenhæng. Han gjorde sin debut i F1 ved det sidste amerikanske GP i Phoenix, Arizona i 1991. Det skete i en Lotus-Judd. Siden er det jo blevet til 2 verdensmesterskaber, og han fører i kampen om den tredje.

Men han kender - som alle andre- ikke den nye bane, så det er med en vis spænding, at han og McLaren teamet tager til Indianapolis. Der er forskellig måder at lære banen at kende på, hvad vil MH gøre?

Mika Hakkinen:
"Inden den frie træning starter, vil jeg køre banen rundt i en bil, derefter til fods, jeg vil se lidt på kerberne, og finde ud af karakteristikken af de forskellige sving. En del af banen har kraftigt hældende kurver, og jeg tror at det er vigtigt, at finde ud af hvor stejle de i virkeligheden er. Der kan være muligheder for alternative ideallinjer der. Og jeg vil også kikke efter hvor ujævn banen kan være. Under træningen vil jeg prøve at følge Jacques Villeneuve rundt på banen, han har kørt her før."

Den sidste bemærkning skal nok tages med et vist forbehold. JV har godt nok kørt på banen før, men det var udelukkende på ovalen, og der er kørselsretningen helt modsat den man vil bruge i F1 løbet.

David Coulthard har studeret banen på nogle film og videooptagelser. Hans umiddelbare mening om den er, at den ser teknisk krævende ud, og de hældende kurver er noget helt nyt som alle skal vænne sig til. Men hvordan bliver DC's rolle i løbet, og for så vidt også i de resterende løb? Der har i den seneste tid verseret forskellige udtalelser om dette fra McLaren teamet, nogle mener at DC skal køre sin chance - altså ingen teamordre. Andre mener at han nu udelukkende skal køre for at støtte MH, da han er et godt stykke foran DC i pointene - altså teamordre. Senest har Jürgen Hubbert, bestyrelsesmedlem og en af motorsportscheferne hos Mercedes, udtalt at han forventer, at DC nu udelukkende kører for at bakke MH op. Det er næsten den mest direkte måde, at sige at der er teamordre. Mercedes har af naturlige årsager også et ord at skulle have sagt i den sag.

Begge kørere forventer et godt og spændende løb, og håber at alle vil være med til at give de amerikanske tilskuere et godt show, så chancen for at F1 kan slå igennem i USA øges.

PDL  


Hop til top
Ressler slipper ikke taget

Selvom det bliver Bobby Rahal der kommer til at lede Jaguar i dagligdagen, forsvinder Neil Ressler ikke helt ud i baggrunden. Manden med de mange roller - formand for Jaguar Racing, samt formand for Cosworth Racing og Pi - sidder stadig tilbage med magten.

Som tidligere beskrevet ser vi nu hos Jaguar et stilskifte hvor der gøres op med den tidligere Stewart-tid, og med ansættelsen af Rahal bliver Jaguar mobiliseret om. Ressler har vist at han er manden der tager de tunge beslutninger, og valget af Luciano Burti som andenkører i 2001, viser også at manden med de mange arbejdsopgaver, er chefen i teamet.

Men han kommer til at holde fast i teamet. "Jeg bliver på fabrikken. Mit kontor flyttes ikke," siger Ressler. I stedet ser han muligheden for at arbejde samme i et team. "Vi vil blive et team, og jeg tror at vi er i stand til at gøre fremskridt," siger Ressler videre. Det vil også aflaste Ressler en hel del - men han er altså fortsat manden der er indsat som problemknuseren i teamet af Ford-bossen Jac Nasser.

8. september 2000 - Magtforskydning hos Jaguar
10. september 2000 - Ressler om Jaguars fremtid

BB  


Hop til top
Schumacher tilfreds med forholdene

Der er temmelig stor tilfredshed med den nye Indianapolis-bane. Michael Schumacher er meget betaget af forholdene. "Paddock'en er utrolig, men det er alt hvad jeg kan sige. Det er alt hvad jeg indtil videre har set," siger Schumacher.

Glad for den nye bane - Schumacher på gåtur.

Han er ankommet til en bane hvor legender har udspillet drabelige slag, og forholdene er da også utrolige. "Pladsen er bare så stor," siger en overvældet tysker. "Når man går her, ser man den store plads. Men jeg har ikke noget overblik over banen eller miljøet omkring," siger han videre.

Nu gælder det om at racerne vise hvordan banen er. "Lad os nu få nogle omgange, og se byen inden jeg kan give et bedre svar," slutter han.

BB  


Hop til top
Button advarer om gentagelse

Der har på det seneste været talt noget om sikkerheden på Indianapolis, og en af kørerne tvivler på sikkerheden. Jenson Button advarer om at der kan ske en gentagelse af ulykken på Monza.

Det første sving er en chikane med stort set samme layout som det der findes på Monza. Den tætte kamp til det første sving kan give problemer. "Det kan blive lidt ligesom Monza i starten. Jeg tror at der er mange racere der misser lidt, da det er noget snævert," forklarer han. "Så man kan måske se nogen af os køre lige ud og fortsætte på ovalen," siger han spøgende.

Andre kørere er dog meget begejstrede for banen - og hvis man husker tilbage på den første chikane på Monza, så var der ikke de store problemer der... Så lad os nu se - uheldet på Monza

BB  


Hop til top
Ingen fordel til Villeneuve

Jacques Villeneuve kender Indianapolis - men det er i forhold til hele Formel 1-banen kun marginalt. Han kender den store langside - men det er nok ikke her at han kommer til at vinde meget fra tidligere bekendtskab. Og så kører Formel 1-racerne den forkerte vej på banen...

Canadieren sejrede i Indy 500 i 1995, og siden da har han etableret sig som en af de hurtigste og vildeste kørere i Formel 1. "Jeg tror ikke at kendskabet vil hjælpe ret meget. Vi kører gennem det første sving i den forkerte retning, så jeg skal huske ikke at dreje til venstre men til højre," siger han spøgefuldt. Villeneuve kender ikke banen ret godt. "Jeg har kun set den nye bane i fugleperspektiv fra et fly," siger han - men i dag begynder det så for alvor.

Det bliver hårdt arbejde. "Vi har kun to timer fredag til at lære banen at kende. Det bedste er at gå den rundt, eller køre den på scooter, blot for at få en ide om hvordan banen ligger, hvor bremsemarkeringerne er, og om der skal drejes til venstre eller højre," udtaler han. Dog er han meget skeptisk over hvordan amerikanerne modtager Formel 1. "Når der er et kedeligt løb, ser det ikke ud til at genere Europa. Europæerne kan se på teknologien og de er vokset op med det, så de forstår hvad der sker på racerbanen," vurderer han.

På det område er amerikanerne nok ikke nær så tålmodige. "Jeg er ikke sikker på hvordan det vil gå hvis vi får et kedeligt løb," siger han og tror at det mere er Indianapolis der trækker end det er Formel 1. "Jeg tror at det er på grund af at det er Indianapolis - fansene som kommer vil komme til ethvert løb på banen. Men det er en god chance for dem at se Formel 1-race," siger Villeneuve.

19. september 2000 - Villeneuve skeptisk om F1 succes i USA

BB  


Hop til top
Todt ønsker at Schumacher fortsætter hos Ferrari

Team boss Jean Todt udtalte til Eclipse Sports at han ønskede at Michael Schumacher fortsætter for Ferrari. Ifølge de sidste rygter skulle Schummi fortsætte karrieren hos McLaren i 2002.

"Michael har været hos Ferrari i 5 år og han har vundet 22 løb. Dette er absolut en rekord. Schumacher føler sig hjemme i dette team - det er mere et sentimentalt spørgsmål end det er et spørgsmål om resultater" - kommenterede Todt.

Per Liebst

XT  


Hop til top
Rubens vil hjælpe Michael

"På dette tidspunkt i mesterskabet, er jeg nødt til at hjælpe ham." Akkurat som David Coulthard, som har accepteret det faktum, at hans egne chancer i mesterskabet er forbi, har Ferrari-køren Rubens Barrichello accepteret de samme fakta og har nu meddelt, at han vil hjælpe hans teamkammerat Michael Schumacher til sejren i det italienske team - i den udstrækning det er muligt.
Efter hans sejr i Tyskland, bekendtgjorde Barrichello, at det var en 4-mands duel i denne sæson - da han kom mindre end 10 points fra toppen i tabellen.
Siden har det dog ikke været muligt for RB at blande sig i topstriden.
Han er stadigvæk nr. 4, men har hele 31 point op til Mika Hakkinen - som fortsat topper tabellen - og sejr i dette års mesterskab - ser ud som et matematisk umuligt regnestykke.

Efter det italienske Grand Prix, hvor Rubens udgik på første omgang - som lignede et mindre kaos - takkede Michael Schumacher ham for den rolle han spillede i opsætningen af bilen til løbet på Monza. For brasilianeren - betød denne udtalelse virkelig meget - især efter at Michael vandt på Monza og RB udtalte herefter, at han ville gøre alt som stod i hans magt for at hjælpe Michael til hans 3. verdensmesterskab.

"Jeg ved, at Michael fighter for dette mesterskab og det er ikke mere tilfældet for mig selv, men jeg er glad, fordi jeg så Michael efter løbet - hvor jeg fik "en krammer" ,hvorpå han takkede mig for min deltagelse i bilens setup."
"På dette tidspunkt i mesterskabet er jeg nødt til at hjælpe ham og tilbyde min hjælp i fremtiden."

Per Liebst

XT  


Hop til top
Indianapolis risikerer trafikproblemer

Alle som skal til det amerikanske GP på søndag, kan regne med store forsinkelser i trafikken, når de skal til banen. Der kommer 250.000 tilskuere, og selvom der er f.eks. 4 i hver bil, der skal til banen, så giver det et stort antal biler, der skal igennem byen Indianapolis.

Den største årsag til de trafikale problemer er, at der er et omfattende vejarbejde i gang flere steder i området. Arrangørerne tilråder derfor alle, at tage af sted til banen mindst en time før end de havde beregnet. I området vil der på strategiske steder være placeret ekstra indkaldt mandskab, til at dirigere trafikken. De som bor i Indianapolis området, der har mulighed for at tage de offentlige transportmidler, anbefales at gøre dette. En af årsagerne til dette er, at der normalt også er mulighed for at parkere i inderkredsen, men den er ligesom optaget til et andet meget vigtigt formål.

Ellers er det ikke service der mangler. Man har hyret adskillige tolke til at hjælpe alle udenbys tilskuere, der måtte komme i problemer af en eller anden art. Ca. 20 sprog bliver dækket, dog ikke dansk.

PDL  


 

Hop til top21.9.2000

Bobby Rahal - den konstante faktor

Jaguar valgte at overlade styringen af teamet til Bobby Rahal. Hans navn sættes ikke umiddelbart i særlig stor sammenhæng med Formel 1, så vi skal over på den anden side af Atlanten for at finde ud af hvilken person der gemmer sig bag navnet.

Bobby Rahal har været med i motorsport i en lang årrække - efter sæsonen 1998 lagde han hjelmen på hylden, for derefter at være teamchef for sit eget CART-team. Han er 47 år gammel, og har næsten været en institution i CART-serien siden 1982 hvor han debuterede. Den samlede score hedder: 24 sejre i 265 løb - og ikke mindst: 3 mesterskaber. Men han har været hele vejen rundt.


Rahal var en institution i CART - her ses han under sit sidste race på Fontana i 1998

Han nåede i Formel 1 - for en meget kort bemærkning. I USA slog han igennem, og det som har været Rahals store varemærke, er det at være konstant. Hvis der var noget som Rahal var, så var det at køre konstant. Måske er det en metodik som Jaguar har set frem til at få tilført i teamet. Efter sin aktive karriere har han stået i spidsen for sit eget team. Det har givet et par enkelte sejre i ny og næ, men der mangler lige det sidste til at få teamet helt i top - igen har det vist sig at Rahal er konstant - dog ikke på en hel så positiv måde, da teamet ikke rigtig rykker meget tættere på.

Men han har en forståelse for ledelse - dels fra sit eget team, men også efter at have været præsident for CART-serien. Den ledelsesmæssige erfaring kommer også fra talrige forhandlinger med sponsorer og kørere. Derudover er han kendt for at have et godt lune, så det har ikke ødelagt hans store popularitet.

Godt tegn: Rahal er ivrig golfspiller - det passer sig godt til Jaguar...

Nu gælder det om for Rahal at omsætte den store erfaring så det kan bruges hos Jaguar. De trænger virkelig til et skub fremad, hvis de inden for de kommende år vil være rigtig godt med. Imens overlader han sit CART-team til Scott Roembke - nu gælder det de tårnhøje udfordringer hos Jaguar. Han har dog ikke en mirakelkur med i bagagen som det første når han tager fat fra den 1. december. "Jeg kan ikke gøre det selv - det er en teamindsats. Jeg forventer ingen mirakler," siger Rahal om sit arbejde hos Jaguar. Han forventer dog at vinde mens han er på posten - men hvornår vil han ikke sige. "Jeg er kommet for at vinde, men jeg siger ikke hvornår. Jeg vil ikke give medierne noget at hænge mig i," siger han - så han er også ankommet til et varmt sæde.


Velkommen til - her der den ny boss, venner!

Den 1. december træder Rahal til hos Jaguar - kan han give den springende jaguar en mere konstant fremgang?

20. september 2000 - Rahal fik jobbet hos Jaguar

BB  


Hop til top
Så blev Montoya bekræftet

Det har igennem flere måneder været en offentlig hemmelighed at Juan Pablo Montoya skulle være holdkammerat til Ralf Schumacher hos BMW-Williams. Ganske som ventet blev Montoya præsenteret i USA som ny Williams-kører.

Colombianeren har haft meget stor succes i USA, men dette er ikke altid transparent til succes i Formel 1. Det ved Williams kun alt for godt, da floppede i indkøbet af Alessandro Zanardi. Men Montoya har taget samme rute, så nu bliver det spændende at se om det så denne gang bliver en succes. Han sætter dog ikke vilde målsætninger for den første sæson. "Jeg tror at Formel 1 bliver en ny lærerproces. Jeg skal lære at forstå racere i begyndelsen og forstå hvordan teamet arbejder," siger Montoya der har indgået en toårig kontrakt med BMW-Williams.


Montoya har taget USA med storm - nu skal han forsøge sig i Formel 1

Han har tidligere Formel 1-erfaring, men det lægger nogle år tilbage. Teamet har dog hele tiden været overbevist om Montoyas kunnen, så de tager ham til teamet, næsten helt uprøvet, udover de 8.000 km. han dog fik for et par år siden. Der ventes meget af Montoya, der i 1998 vandt det internationale Formel 3000-mesterskab. Derefter gik det videre til USA hvor han i 1999 vandt CART-mesterskabet. Denne bedrift bliver det næppe til i år – men han har sejren i årets Indy 500-løb som årets bedste resultat.

Nu gælder det så Formel 1 og den mere Williams-racer med helt andre egenskaber.

BB  


Hop til top
Hvem er bedst i regn?

Det har Bridgestone allerede fundet ud af. Chancerne for at der kommer regn i det amerikanske grand prix er nemlig ikke så ringe endda. Det kan give en ny drejning og gøre løbet endnu sværere at tolke end det er i forvejen.

Men alligevel ved Bridgestone godt hvem de ville satse på. De har fundet deres gyldne firkløver. "Der er to eller tre der er utrolig i regnvejr. Begge Ferrari-kørere, Michael Schumacher og Rubens Barrichello er ret gode i regnen, og Frentzen er også ret hurtig i regnvejr," siger Peter Grzelinski fra Bridgestone. Hvem er så den sidste rigtig dygtige kører i regnvejr?

Det er såmænd Jean Alesi - den rutinerede franskmand med de hurtige reflekser. "Jean Alesi plejer også at klare sig ret godt i regnvejr," lyder Grzelinskis vurdering. Så hvis man skulle vælge de fire bedste i regnvejr, så har du her de fire bedste.

BB  


Hop til top
Formel 1´s fremtid ligger i USA

Der er blevet lagt meget stor betydning i det amerikanske grand prix. Det vil betyde meget for Formel 1 at amerikanerne tager sporten til sig - men det bliver svært i forhold til deres egne nationale serier - CART, IRL og NASCAR.

"Hvordan amerikanerne finder Formel 1, bliver meget centralt. Det er en meget anderledes oplevelse for tilskuerne end super speedway-race som de er vant til," siger Adrian Newey. Det vil være ekstremt vigtigt at Formel 1 gør en god figur - ellers bliver tilskuerne væk. Og så bliver PR-værdien mindre værd.

Newey kender Indianapolis meget godt fra sit tidligere arbejde. "Jeg arbejdede hos March på Indy 500 i fire år, så jeg ser meget frem til at komme tilbage, fordi jeg har en masse venner der," siger en forventningsfuld Newey.

BB  


Hop til top
Jordan ser muligheden

Eddie Jordan vender igen tilbage til USA - sidste gang hans team stillede op til grand prix i Staterne var i 1991 - og det var deres debutløb. Dengang var det ikke nær så prangende - Bertrand Gachot placerede sin racer på 14. pladsen i kvalifikationen. Han gennemførte dog ikke løbet, men blev klassificeret som nummer 10 - 6 omgange efter.

Nu er Jordan tilbage i USA. Denne gang i mere storslået rammer. Teamchef Eddie Jordan ser gode muligheder i det amerikanske grand prix - hvor det også vil glæde flere af deres amerikanske sponsorer! "Jeg har altid været meget opmærksom på at bevare forbindelsen til Amerika. Der er utroligt store muligheder i USA så vi må gøre alt for at skabe det rigtige billede af os og Forme 1," siger Eddie Jordan.

Han håber på stor støtte til teamet, så de får en nogenlunde afslutning på en pauver sæson. "Vi har stor støtte i USA, og jeg ser frem til at vi kan konkurrere på mange af vores sponsoreres hjemmebane," siger Jordan videre. Også kørerne ser frem til løbet - selvom det er en ubekendt faktor. "Den ene bane som egentlig kommer tæt på, er Hockenheim, men banen i Indianapolis er meget mere komplekst," siger Frentzen der mener at de meget vel kan komme til at bruge et set-up der minder meget om det der blev brugt på Spa.

Trulli ser frem til den store oplevelse det bliver at indtage USA. "Jeg ser frem til at køre på denne historiske bane, og så foran en kvart million tilskuere," siger italieneren.

Presse - Indianapolis - Jordan preview

BB  


Hop til top
Mosley vil forbedre sikkerheden

Efter den seneste dødsulykke i F1 var det til at forudse, at der ikke ville gå lang tid, inden man var klar med liste over de ting, der skal forbedres for undgå en gentagelse af den tragiske episode. Max Mosley er nået frem til to punkter, der bør kunne gøre en forskel. Den første er, at der skal gøres mere for at sørge for at hjulene ikke flås af bilen og derved kan forvolde skader. Hjulene er ellers blevet sikret med kabler, for at undgå dette, men, som vi efterhånden har set mange gange i denne sæson, er systemet langt fra fejlfrit. Disse kabler skal fra næste sæson klare træk på op til 10 tons, hvilket er en fordobling.

Det andet område, som Mosley mener kan forbedres, er kørernes sikkerhed i bilen, altså cockpittets styrke. Denne regnes ellers for at være virkelig god, men FIA-præsidenten mener, at der kan gøres mere endnu. "Stærkere cockpits og bedre sammenstødsmodstandskraft vil komme frem med forbedrede detaljer," lover Mosley. Men faren vil altid være der: "Formel 1 er en farlig sport, som kan føre til læsion og død når som helst, og realistisk set kan vi kun minimere risikoen."

Max Mosley afviste enhver tale om, at kun held har gjort, at der ikke er sket nogle dødsulykker i årene siden Ayrton Senna omkom. "Det er først og fremmest fordi at vi har gjort et enestående arbejde for kørernes sikkerhed," siger Mosley, der dog påpeger at lige præcist banemedarbejdernes sikkerhed kan være svær at sikre: "Men marshallerne er frivillige, som har arbejdet hårdt for det privilegium at stå i de områder, hvor publikum er forbudt af sikkerhedsårsager. Vi ville næppe have nogen marshaller tilbage hvis vi ændrer dette."

CBA  


Hop til top
God timing for amerikansk grand prix

Der ses meget frem til det kommende amerikanske grand prix. Flere teams glæder sig til at forsøge sig på den nye Indianapolis-bane, og derudover er timingen af løbet perfekt. VM står helt lige - og hvis der er noget amerikanerne gerne vil se, så er det drama.

Nu kan det ikke loves at der kommer drama og flot race, men det må vi så håbe på. Flavio Briatore mener at løbet ikke kan ligge meget bedre placeret i kalenderen. "Vi kommer til Amerika på et vigtigt tidspunkt i mesterskabet, og det burde give flere tilskuere og opmærksomhed fra TV og aviser," siger Benetton-teamchefen der håber at det er første skridt i Formel 1's konsolidering i USA.

"Det er meget vigtigt for Formel 1 at komme til Staterne med et seriøst race," siger han videre. Den store opmærksomhed har da også givet pote - alle billetter er revet væk. Nu ser han frem til løbet. "Vi har manglet Amerika i vores kalender," siger han og peger på den store værdi der ligger i det kommende grand prix.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk