Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
30.9.2000
 McLaren tester uden bevågenhed
 Honda klar med nye motorer
 Tre teams tester ikke
 Ingen gene for malaysisk grand prix
 Stjernerne kom til Formel 1
 Mugello test - fredag
 Williams sparer krudtet
 Amerikanerne kommer
 Weber forsigtig
 
29.9.2000
 Scheckter ny testkører
 Supertec lukker butikken
 Godt salg i Malaysia - men...
 Pizzonia afventer kontrakt
 Silverstone test - torsdag
 Estoril test - torsdag
 Topmøde i dag
 Forvirring omkring tobaksreklamer under US GP?
 Blundell "hjem" igen?
 BAR og Bridgestone i totterne på hinanden?
 Alesi til CART?
 Zontas USA GP reddet af elektronik
 

Hop til top30.9.2000

McLaren tester uden bevågenhed

Der har været meget stille omkring McLarens forberedelser til det kommende japanske grand prix, der bliver altafgørende for teamets chance for at komme tilbage i VM. Allerede i mandags begyndte de på deres forberedelser.

Olivier Panis er ikke blevet sendt på ferie endnu, men han blev straks sendt tilbage fra USA til Magny-Cours hvor han har testet i tre dage. Der er ikke kommet mange informationer om testen. "Det var rutine forberedelser til det japanske grand prix," siger McLarens tekniske leder, Adrian Newey. "Vi lavede også noget udviklingsarbejde på 2001-raceren," siger han. Dermed har teamet i al stilhed forberedt sig til det kommende grand prix. Efter det japanske grand prix kører Panis sin sidste test for McLaren. Det sker i Valencia som forberedelse til sæsonens sidste løb i Malaysia.

Dette skete i øvrigt sammen med Prost - og faktisk slap McLaren ikke helt for spioner fra Ferrari. Der var nemlig folk fra Ferrari på Magny-Cours med en model af den Ferrari-motor som de skal anvende til næste år. Men mon ikke de også har kigget efter noget andet.

BB  


Hop til top
Honda klar med nye motorer

Honda er klar til at levere en ny og særlig stærk motor til det japanske grand prix. Dette vil komme BAR til gode, og kan måske være til at få dem op på 5. pladsen i konstruktørernes VM, og måske give dem en plads på podiet, hvilket de stadig mangler i denne sæson.

"Der har altid været mange forventninger fra fansene når vi kører på Suzuka, så vi forbereder os særligt til denne weekend," siger Kazutoshi Nishizawa. Sidste år forsøgte Honda også at lave en særlig Suzuka-udgave til Jordan, hvilket dog ikke blev den store succes. Motoren som Honda er ved at gøre klar, er den samme som de anvendte på Monza. "Suzuka-motoren er baseret på den enhed vi bruge på Monza i kvalifikationen, og farten på Suzuka kræver meget af motoren," siger Nishizawa videre.


Honda satser på et Lucky Strike her til sidst på sæsonen

Motoren er blevet gennemprøvet og godkendt, så derfor indsætter de motoren. "Vi gennemførte en løbsdistance med den nye motor under testen på Silverstone tidligere i denne måned, så vi er godt forberedte til vores hjemmebaneløb," siger Honda-lederen. Honda kender alt til Suzuka – det er deres bane, og den er kendt som værende måske den bedste og mest krævende bane i kalenderen, så det er ikke så underligt at de gerne vil gøre en god figur.

29. september 1999 - Supermotor fra Honda

BB  


Hop til top
Tre teams tester ikke

Enkelte teams har valgt at blive hjemme og undlade at teste i denne omgang.

Arrows kom ikke på banen, og forventes først at teste igen når de har fået de første AMT-motorer. Det lille Minardi-team kommer heller ikke ud og teste. Der er efterhånden ikke flere penge til tests, hvilket der i det hele taget ikke har været sæsonen igennem. Det større Benetton-team kommer heller ikke i aktion på testbanerne. I stedet sendte de - sammen med de to andre teams - deres materiel direkte videre til Japan.

Benetton vender dog tilbage til Europa for at køre en test med Mark Webber i Barcelona. Denne test har dog mere til formål at udvikle og gøre nye komponenter til 2001 klar. Derudover bliver det også australierens chance til at forsøge at sikre sig pladsen som testkører. Meget tyder nemlig på at Antonio Pizzonia ser til andre sider i øjeblikket. Derudover kan det også lige nævnes at Mark Webber forventes at underskrive en kontrakt med Super Nova i Formel 3000.

BB  


Hop til top
Ingen gene for malaysisk grand prix

Der kommer ingen optøjer i forbindelse med det malaysiske grand prix. En af premiereministerens tidligere betroede medlemmer blev for et stykke tid siden fængslet, og hans støtter agiterer for at få ham befriet igen.

De første meldinger lød ellers på at der kunne komme ballade under det malaysiske grand prix, eftersom Sepang-banen er et projekt der er blevet støttet af Mahathir Mohamads regering. Men der kommer ingen ballade. "Vi vil ikke stoppe løbet eller demonstrere på banen," siger Raja Petra Kamarudin der leder kampagnen. Men de vil udenfor banen forsøge at fange de internationale medieres fokus, men det rammer ikke løbet direkte.

Det ville også være en katastrofe for Malaysia hvis løbet blev en fiasko. Sidste år løb der næsten en milliard kroner ind i kassen, så der kan blive et stort hul hvis det viser sig at der bliver ballade.

BB  


Hop til top
Stjernerne kom til Formel 1

Det var selvfølgelig forventet at mange celebrities ville finde vej til Indianapolis. De kom da også – flere af dem er vilde med motorsport eller Formel 1, så det var ikke så underligt. Men der var også dem der blev væk…

Paul Newman brugte chancen til igen at besøge Formel 1 – han har allerede i år været til Formel 1-løb. Den amerikanske skuespiller er bidt af motorsport og står bag Newman-Hass teamet i CART. Den store stjerne i den klassiske film Grand Prix, James Garner dukkede også op.

Talkshowværten David Letterman besøgte Jaguar – og det bliver næppe sidste gang. Han ejer også et CART-team – faktisk sammen med Bobby Rahal der nu overtager roret hos Jaguar. Gad vide om Letterman også bliver sluset ind i teamet… Den racergale Tom Cruise dukkede selvfølgelig også op til Formel 1-løbet, og blev fulgt af mange fotografer…

Et af de 'sorte' får dukkede også op. Sylvester Stallone der ellers sikrede sig rettighederne til at lave en Formel 1-film, dukkede op. Han skal dog ikke lave en Formel 1-film, da manuskriptet blev forkastet – det indeholdt for mange afstikkere hvor Formel 1 ikke var andet end narkohandel, så Ecclestone trak sig ud af det eventyr… Derudover besøgte Naomi Campbell og Danni Minogue igen Formel 1 – Campbell hos Benetton og Minogue hos BAR.

Danni Minogue

Tidligere Formel 1-kørere dukkede også op. Mark Blundell, der tidligere kørte Formel 1 for McLaren, brugte også tiden til at forsøge at agitere for at han måske vender tilbage som testkører i Formel 1 – den er dog tvivlsom… CART-kørerne Gil de Ferran og Paul Tracy dukkede også op. Det samme gjorde Dario Franchitti, der i lang tid lå i forhandlinger med Jaguar, men valgte at blive yderligere et år i USA.

Der var også dem der ikke valgte at komme. Michael Douglas og Catherine Zeta Jones skulle have været gæster hos McLaren. De valgte dog at blive væk - på grund af regnen...

BB  


Hop til top
Mugello test - fredag

Michael Schumacher gennemførte Ferraris testprogram forud for det japanske grand prix. Med en sejr på Suzuka har tyskeren sikret sig VM-titlen.

Han testede de dæk som de vil anvende på Suzuka. I det hele taget er han meget forventningsfuld forud for det måske afgørende løb i VM 2000. Det har han bestemt også grund til at være. Michael Schumacher satte den bedste tid der er blevet sat i år på Mugello i F1-2000'eren! "Vi er meget hurtige på grund af de nye dæk, men vi har fundet et godt set-up, som tillod os at få det bedste ud af dækkene," forklarer Schumacher.

Testtider fra Mugello, fredag den 29. september 2000

KørerTeamBedste tidOmg.
Michael SchumacherFerrari1:24,056105

BB  


Hop til top
Williams sparer krudtet

Ralf Schumacher fik ikke lov til at teste. Williams var nemlig så langt forud for deres planlagte program at de tillod sig at droppe den sidste testdag!

Dette hænger selvfølgelig også sammen med at teamet allerede er så godt som 99% sikker på at sikre sig 3. pladsen i konstruktørernes VM. "På trods af heftig regn, var vi i stand til at samle de fornødne tekniske informationer til det kommende løb i Japan, og forlader derfor Estoril før end det var planlagt," forklarer Tim Newton der leder testarbejdet hos BMW-Williams.

BB  


Hop til top
Amerikanerne kommer

Der har ikke været nogen amerikanske kørere i formel 1 siden McLaren fyrede Micheal Andretti i 1993. Men efter det succesfulde GP på Indianapolis i sidste weekend, er man igen begyndt at tale om at hente talenterne fra USA til f1.

Frank Williams er ikke i tvivl om at der ikke vil gå mange år før en amerikaner blander sig i feltet, der i dag er præget af europæere og sydamerikanere: "En amerikaner vil kunne klare det," forsikrer Williams. "Det kommer til at ske og det bliver fantastisk. Det har været lidt af et sort hul indtil videre. Men der er mindst tre potentielle verdensmestre, der kører motorcykler i Kina, så amerikanerne kan finde vej til Europa, det er helt sikkert. Jeg er sikker på at der er adskillige ivrige, desperate unge amerikanske mænd, som har talentet og viljen. Det afhænger bare af om de får chancen."

Den chance har Ford-ejede Jaguar tænkt sig at komme med: "Mens vi udvikler vores junior-program, vil vi give amerikanerne chancen for at se om de har hvad der skal til," siger Neil Ressler. Også Eddie Jordan, hvis talentspejder-evner er uomtvistelige, afslører at man for tiden har kig på to unge amerikanske kørere. Formel 1 er bestemt interesseret i hvad det forjættede land kan byde på.

CBA  


Hop til top
Weber forsigtig

Michael Schumacher vil ikke lægge champagnen på køl før mesterskabet med sikkerhed er hjemme og det samme har hans manager Willi Weber lært. En sejr i det japanske GP kan sikre titlen, men indtil da tager man det med ro. "I formel 1 er alt muligt. Vi har brændt fingrene før, så vi vil ikke triumfere før titlen virkelig er sikker," siger Weber, der før Jerez 1997 havde været så forudseende at få lavet et større parti kasketter påtrykt: "Michael Schumacher, verdensmester 1997". Den fejl gør han næppe en gang til. "Forudsætningerne er der, det så vi på Indianapolis. Men Sepang-banen passer Ferrari'en bedre, mener jeg."


Denne gang tager Weber (th.) den helt med ro.

Webber får også lige tilføjet et par ord om Schumachers rival Mika Hakkinen: "Han bliver bedre og bedre og laver færre fejl hver gang. Han er også et behageligt menneske." Af sine to betragtninger er Weber nok mest tryg ved sidstnævnte.

CBA  


 

Hop til top29.9.2000

Scheckter ny testkører

Ganske som forventet bliver det sydafrikaneren Tomas Scheckter der overtager pladsen som testkører for Jaguar. Dermed har Jaguar fået de sidste pladser besat.

Luciano Burti forlader som bekendt sædet, og dermed skulle der findes en ny mand til at overtage sædet. Tom Kristensen har været nævnt, men eftersom danskeren aldrig fik en 'rigtig' test for det britiske team, var der ikke helt så meget i rygtet sådan som det til tider blev slået op. Synd for Tom - men der er altså mere PR-værdi i Scheckter end Kristensen!

Tomas Scheckter er det næste nye hit - men hvis man skal pege på en kører der i den grad lever af sit efternavn, så må det være Tomas! Hans far er den tidligere Ferrari-verdensmester Jody Scheckter. Han kører for Stewart Racing i Formel 3 - men det kan altså ikke være resultaterne herfra der har givet ham sædet. Det er blot blevet til 2 sejre - men alligevel ligger han på andenpladsen i mesterskabet.

"Jeg er meget glad for at samarbejde med Jaguar. Det et meget spændende oplæg at være involveret i en så vigtig rolle," siger den 20-årige sydafrikaner. Det er første skridt i retning af at få et fast sæde som Formel 1-kører. "Mit store mål er at blive Formel 1-kører, men inden da er der et arbejde der skal laves, og det er at sikre at næste års R2 er så god som muligt," siger han videre.

Det var Neil Ressler der præsenterede Scheckter, men manden bag Scheckter junior er Stewart-klanen. Dermed fik de lidt igen, efter at Ressler totalt har overtaget styringen af teamet - som han nu deler med Bobby Rahal. "Tomas har hele tiden imponeret os med sin præstation i dette års Formel 3," forklarer Ressler.

Han indrømmer at der også ligger bagtanker i at få fat i unge Tomas. "Han kommer med en god stamtavle med hans far og mentor Jody, som opnåede den højeste pris i sporten," siger han videre - og så ved vi godt hvorfor han også var mere kvalificeret.

Så nu skal vi også til at høre meget mere til den største Tomas Scheckter-fan der findes, nemlig far Jody. "Tomas er vild med udviklingen af race, og jeg er sikker på at han vil gøre det godt for teamet. Det er en fantastisk chance for ham," siger farmand Jody. Her behøver Jackie Stewart ikke agitere for sine kørere - det klar Jody udmærket selv.

BB  


Hop til top
Supertec lukker butikken

Meget kunne tyde på at Renaults efterfølger i 1998, Supertec, lukker og slukker efter denne sæson. 'Mellemløsningen' der overtog Renaults ellers så stærke motorer. Med Renaults comeback bliver Supertec overflødig, og derfor ventes det at de lukker.

Dog er der lige lige et men: hvad med Minardi? Det lille italienske team har arbejdet henimod at sikre sig Supertec i 2001, men intet er endnu blevet underskrevet. Dermed står Supertec tilbage, og har indtil videre kun Benetton som kunde. Dog er der meget der indikerer at Renault mere og mere kommer til at sætte dagsorden i teamet - selvom det først er fra 2002 at de officielt overtaget Benetton-teamet.

Der ventes en afklaring indenfor den kommende tid. Meget afhænger også af aftalen med Minardi.

BB  


Hop til top
Godt salg i Malaysia - men...

Biletterne til det malaysiske grand prix, der bliver finaleløbet i Formel 1 om godt 3 uger, er efterhånden ved at være udsolgt. Der er blevet arrangeret en fest forud for løbet - og det har givet et større salg.

Tan Sri Basir Ismail forklarer at festlighederne har fået billetsalget til at stige. "Vi har øget antallet af sæder med 35.000 og indtil nu har vi solgt godt 70% af biletterne," forklarer chefen for banen. De nye siddepladser skulle give et godt overblik over banen.

Men det malaysiske grand prix kan også komme i fare. Der har været mange politiske spændinger i landet, og det ventes at nogle modstandere af regeringen vil rette et angreb mod grand prix'et, der er Malaysias største sportsbegivenhed. Vi håber dog at disse to ting ikke bliver blandet sammen.

BB  


Hop til top
Pizzonia afventer kontrakt

Den nye F3-komet, Antonio Pizzonia sikrede sig på Spa mesterskabet og nu forventer han at der kommer nye udfordringer. Brasilianeren sikrede sig et sæde som testkører for Benetton året ud, men det er ikke fordi han har været på overarbejde.

Denne kontrakt udløber dog til vinter, og så skal der igen til at ske noget. "I øjeblikket planlægger jeg at køre i Formel 3000, men det kan være jeg dropper det, fordi vi har nogle gode muligheder i Formel 1 for at teste. Men det ved jeg endnu ikke," forklarer Pizzonia, der indtil videre har vundet alle de serier han har deltaget i, og er på march på vej til Formel 1.

BB  


Hop til top
Silverstone test - torsdag

Solen skindede over Silverstone, og det var en flot efterårsdag i det engelske. Tre britiske team brugte den flotte dag til at køre test, og Jarno Trulli sluttede testen som den hurtigste.

Jordan-køreren brugte dagen til at teste dæk, sådan at de er klar til kamp på Suzuka. Testdagen markerede også at det er sidste gang at Jordan tester i denne sæson. De begynder først igen på deres testarbejde i december. Eddie Irvine kørte den næstbedste tid og arbejdede ligeledes henimod det japanske grand prix, og brugte dagen til at se på set-up.

De to testkørere hos BAR – Darren Manning og Patrick Lemarie var i aktion for BAR. Manning udførte testarbejde, hvor han arbejdede med dækkene, mens Lemarie fortsatte sit arbejde med udviklingen af Hondas Athena-projekt.

Testtider fra Silverstone, torsdag den 28. september 2000

KørerTeamBedste tidOmg.
Jarno TrulliJordan-Mugen1:26,3876
Eddie IrvineJaguar-Cosworth1:26,5366
Darren ManningBAR-Honda1:27,3741
Patrick LemarieBAR-Honda1:28,7642

BB  


Hop til top
Estoril test - torsdag

Jenson Button er Palle alene i verden. Briten har ikke de store chancer for at komme i klinch med de andre kørere – han tester helt alene på den portuguisiske Estoril-bane, der ligger udenfor Lissabon.

Briten arbejdede med dækvalg til Suzuka. Som et kommende Michelin-team har Williams ingen indflydelse i udviklingen af dækkene, og derfor skal de teste de compounds der er blevet stillet til rådighed af Bridgestone. Tiden som blev sat i dag, var noget dårligere end i onsdags. Ralf Schumacher kører testen i dag.

Testtider fra Estoril, torsdag den 28. september 2000

KørerTeamOmg.
Jenson ButtonBMW-Williams1:21:482

BB  


Hop til top
Topmøde i dag

De store bilgiganter slår i dag hovederne sammen. Med Daimler-Chrysler i spidsen, vil de store bilgiganter Ford, Fiat og BMW, samt de kommende deltagere Renault og Toyota sammen med Daimler-Chrysler, sætte sig til bords for at udarbejde en fælles front i forsøget på at få indflydelse i Formel 1.

De er nemlig mere forbavsede over at Bernie Ecclestone i marts 2000 solgte 50% af aktierne i SLEC, der er holdingselskabet bag Formel 1, til det tyske multiemediefirma EM.TV. De har nemlig planer om at gøre Formel 1 langt mere digitalt end det er nu - og det tror de store bilgiganter ikke på.

Emnet bliver debatteret på et topmøde i dag i ACEA, der er en sammenslutning af de store europæiske bilfirmaer. Hvis de skal købe sig ind i SLEC bliver det ikke af Ecclestones del. "Ingen har talt om at sælge aktier. Vi vil ikke sælge vores aktier i firmaet," siger Ecclestone. Han er dog opmærksom på den stigende interesse (eller måske snarere, frygt) for SLEC. "Der vil være et møde mellem firmaerne, men jeg ved ikke hvilke der mødes, og om der sker noget fredag," forklarer Ecclestone der selv ejer 50% af aktierne i SLEC.

Det ventes at der kommer et tilbud, hvor de ønsker at købe mindst 30% af aktierne for at få indflydelse. De bilfirmaer der går med på ideen, ventes at oprette et fælles selskab hvorigennem aktierne bliver købt. I givet fald skal de meget dykke dybt i lommen for at få fingrene i aktierne. De skal lægge den nette sum af lidt over 6 milliarder kroner for at få aktierne i Formel 1.

22. marts 2000 - EM.TV køber 50% af Formel 1
27. maj 2000 - Hvad vil EM.TV med Formel 1?
27. juli 2000 - Interesse fra bilmærker i F1-aktier

BB  


Hop til top
Forvirring omkring tobaksreklamer under US GP?

De fleste bemærkede formentlig at Ferrari og BAR havde overdækket deres tobaksponsors logo, mens fx. McLarens WEST sponsor var fuldt synligt.

Dette kan virke lidt underligt, men det har en enkel forklaring.
I følge den amerikanske lovgivning, må tobaksfabrikanterne kun være sponsor for én motorsportsbegivenhed under en sæson.

Marlboro er, foruden at være sponsor for Ferrari, også er sponsor for Team Penske i CART serien, og Brittish American Tobacco er sponsor for BAR teamet og Kool Green ligesledes i CART serien.
Derfor måtte tobaksfabrikanterne vælge mellen Formel-1 eller CART serien.
FLY  


Hop til top
Blundell "hjem" igen?

Den tidligere engelske Formel 1 kører og nuværende CART kører, Mark Blundell, vender måske tilbage til Formel 1. I de 5 år Blundell var i Formel 1, nåede han at køre 61 Grand Prix løb. Siden 1966 sæsonen har Blundell kørt i den amerikanske CART serie, og nu er han måske på tilbage til Formel 1 sporten igen.

Han forventer dog ikke at komme tilbage som fast kører for et team, men satser mere på et job som testkører. Og han udtaler i den forbindelse:
"Jeg er kun 34 år gammel, det sammen som f.eks. Olivier Panis, jeg har erfaring, jeg har kørt Formel 1 før, og jeg mener at jeg kan være værdifuld for et team".

Mark Blundell lige efter at han har krydset målstregen i den Engelskr Grand Prix 1995 - på tre hjul!

Blundell mener selv at grunden til at han aldrig kom til tops i Formel 1, var at han aldrig havde det rette materiel til rådighed, hvilket han nu høber på at få, ved at søge job som testkører i et top team.

Blundell som tidligere har kørt for Brabham, Ligier, Tyrrell og McLaren, og hvis bedste placering i Formel 1 er tre 3. pladser. Det var i Syd Afrika og Tyskland i 1993 for Ligier samt Spanien 1994 for Tyrrell.


Her ses Martin Brundle på podiet efter Spaniens Grand Prix 1994. Løbet blev vundet af Damon Hill og Michael Schumacher kom på anden pladsen.

Han har holdt forbindelsen til Formel 1 verdenen vedlige, og har i dag gode kontakter både hos Williams og McLaren.
Hovedårsagen til at han nu vil vende tilbage til Formel 1, skal nok findes i at han ikke har fået en god kontrakt hjem for næste sæson i den amerikanske CART serie.
Og han er ikke interesseret i "bare" at køre med i serien, skal han være med, skal det være i et top team.

I CART serien har Blundell tidligere gjort sig flot bemærket. I 1996, i hans debut sæson, blev nr. 5 i Indianapolis 500 løbet, og i 1997 vandt han 3 løb. Og han har indtil nu kørt 79 CART løb.
Men siden da er det ikke blevet til de store resultater, og i dette års mesterskab ligger han i øjeblikket på en 20. plads ud af de 29. kørere der har deltaget i denne sæson. Han har 16 point, og til sammenligning, så har Gil de Ferran der fører mesterskabet 137 point.

AN  


Hop til top
BAR og Bridgestone i totterne på hinanden?

Ved det amerikanske GP, anbefalede Bridgestone at man brugte et vist dæktryk, til et specialudviklet dæk, som man leverede til brug på Indianapolis. Samtidig meddelte man, at man ikke ville tage ansvaret, hvis man afveg fra det foreskrevne dæktryk. Men BAR teamet gik egne vegne

BAR valgte nemlig allerede efter fredagens træninger, at ændre dæktrykket til et lavere end det Bridgestone, havde foreskrevet. Ifølge Jacques Villeneuve, var bilen helt umulig at køre med den anbefalede værdi. Og resten af weekenden kørte BAR så med et lavere dæktryk. Og nu er bebrejdelserne begyndt at blive udvekslet mellem de to parter.


"Jeg er virkelig gal over det her. Jeg har klaget flere gange til BAR over deres handlemåde, fordi vi sætter sikkerheden i højsædet."

Jacques Villeneuve:
"Det er virkelig irriterende det her, for de har villet tvinge os til at bruge et højere dæktryk, end vi behøvede. Det var faktisk umuligt at køre bilen med det de anbefalede."

Bridgestone trak dog lidt i land senere i løbet weekenden, og sagde til alle teams, at man godt kunne bruge et lidt lavere dæktryk, end det først anbefalede.

AN  


Hop til top
Alesi til CART?

Jean Alesi har udtalt, at han er misundelig på Johnny Herbert, som drager over Atlanten for at køre i USA. Alesi er nu den ældste kører i F1, og har tidligere udtalt at han ca. 3 år tilbage i F1. Men måske får det ende før.

Jean Alesi er altid blevet udråbt som det evige talent, men har ikke været heldig nok til at sidde i en vinderbil. Alesi har et år tilbage af sin kontrakt med Prost, og måske vil vi se ham drage af til USA efter næste sæson.

Jean Alesi:
"På en måde er jeg lidt misundelig på Johnny Herbert, et eller andet sted, har jeg en drøm om at vinde et mesterskab, hvor det er køreren der er vigtig. Det er der ikke plads til i F1."

Jean Alesi er med sit bevarede talent, næsten sikker på at kunne finde en plads i Champ Cart serien. Han blev under det amerikanske GP set i samtale med flere personer fra den amerikanske serie. Spændingen i Champ Cart er lige stor som i F1 i øjeblikket. Efter 17 løb, er der 13 kørere der har chancen for at vinde mesterskabet i serien.

PDL  


Hop til top
Zontas USA GP reddet af elektronik

Ricardo Zonta var på vej til at udgå af søndagens GP på Indianapolis, men blev reddet af et nyt udviklet backup system fra Honda. Zonta kunne bl.a. derfor køre i mål og slutte på en pointgivende placering.

Honda betyder meget for BAR teamet, ikke alene er man motorleverandør, men hjælper også med udviklingen af chassis'et og dele af elektronikken. Det fik Ricardo Zonta virkelig god gavn af. I den første del af løbet var der visse motorproblemer i Zontas bil pga. af en elektronisk fejl, og han var faktisk ved at udgå, men ved hjælp af et nyudviklet backup system i motorens elektronik, kunne han forsætte.

Takefumi Hosaka, Honda:
"Ricardo led under en elektronisk fejl i det første stadie af løbet, men takket være backup systemet, kunne han forsætte, og han kørte jo fantastisk. Systemet blev endeligt færdig lørdag og blev straks monteret i bilerne."

Søndagens resultat for BAR teamet, har givet teamet nyt håb om en forbedret placering i konstruktørernes VM. Efter sidste års miserable placering, er man nu fremme på en femteplads. Og man er kun 3 points efter Benetton på 4 pladsen, så nu er forhåbningerne steget i teamet, og man håber på at kunne forbedre teamets resultater i de 2 resterende løb.

Craig Pollock:
"Jeg tror at det er det bedste GP vi har set i denne sæson. At vi fik begge biler i mål i pointene, er et resultat som vi har prøvet opnå igennem hele sæsonen. Begge kørere lavede et fint stykke arbejde, samtidigt med at det var den rigtige strategi, der blev valgt. Nu kan vi se meget mere forhåbningsfuldt frem til det japanske GP."

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk