Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
9.9.2010
 Ferrari slipper for yderligere straf
 Formel 1 kalenderen 2011 på plads
 Lotus tættere på aftale med Renault
- men underskriften mangler

 
7.9.2010
 Williams teamet stopper arbejdet
 

Hop til top9.9.2010

Ferrari slipper for yderligere straf

I forbindelse med det tyske Grand Prix på Hockenheim i juli måned, lod Felipe Massa sin teamkollega Fernando Alonso overhale efter en noget tvetydig besked over radioen.
Det blev af stewards takseret til at være en teamordre, og teamet blev ret hurtigt idømt en bøde på $ 100.000. Desuden skulle sagen forelægges FIAs motorsportsråd, som også skulle vurdere sagen.

Ferrari er sluppet for yderligere straf efter at have været idømt en bøde på $ 100.000 for at have overtrådt reglerne om teamordre. En regel der blev indført efter det østrigske Grand Prix i 2002 på A-1 Ring hvor Rubens Barrichello fik besked på at lade Michael Schumacher komme for og vinde løbet.

FIAs World Motor Sport Council fik Hockenheim episoden viderebragt fra stewards på Hockenheim til yderligere vurdering. Efter at have afhørt Ferrari teamet og vurderet på andre vidneafhøringer er beslutningen truffet. Ingen yderligere straf til Ferrari teamet end den allerede idømte bøde andet end at Ferrari også skal betale sagens omkostninger.

Forud for selve hændelsen foregik der en vis radio kommunikation mellem pittet og Felipe Massa. Umiddelbart kan den virke som en direkte teamordre, men analyserer man dybere, kan indholdet være af tvetydig karakter. Ferrari får vel egentligt straffen for at have opfordret Felipe Massa til at lade Fernando Alonso komme forbi. Ferrari undskylder sig dog med at det var Felipe Massas egen beslutning at effektuere opfordringen. Den forklaring har de høje herrer åbenbart godtaget.

Men i forlængelse af beslutningen siger FIA også at man vil se nærmere på de nuværende regler om teamordrer. Man mener at det umiddelbart er for nemt at omgå reglerne. Hvordan reglerne så skal strammes om kan blive lidt af en opgave. For hvordan udtrykker man en teamordre? Opfattelsen af en formulering kan være mere end tvetydig. Derfor er det faktisk lidt af en gråzone at bevæge sig rundt i.

Flere episoder - de fleste med Ferrari involveret - gjorde det i starten af dette årtusinde nødvendigt at indføre forbuddet om teamordrer. Der er vel egentligt kun to meninger om dette. Enten eller. Skal der være et forbud, skal der også være klare retningslinier, ellers vil det ganske givet forekomme igen. Det viser denne sag tydeligt.

PDL  


Hop til top
Formel 1 kalenderen 2011 på plads

I går offentliggjorde FIA's World Motor Sport Council et par af løbskalenderne til 2011 sæsonen, og den der nok var ventet med mest spænding var uden tvivl Formel 1 kalenderen. 2011 kalenderen kommer til at indeholde hele 20 Formel 1 Grand Prix weekender, sæsonen starter allerede den 13. marts i Bahrain, og strækker sig helt frem til den 27. november hvor der sluttes af i Brasilien.

Det er første gang i Formel 1 Grand Prix historien at en sæson indeholder så mange løbsweekender, og det står jo lidt i kontrast til at teamne gerne vil begrænse deres udgifter i øjeblikket!

Fire gange i løbet af 2011 sæsonen skal Formel 1 Grand Prix løb afvikles i to på hinanden følgende weekender, det gælder følgende løb:
Malaysia og Kina
Spanien og Monaco
Tyskland og Ungarn
Japan og Korea

Eneste nye bane i 2011 kalenderen er Jaypee Circuit banen ved Delhi i Indien, der skal være vært for det første 'Indian Grand Prix' den 30. oktober, og det er også her kalenderens eneste spørgsmålstegn rejser sig, da dette løb er betinget af at Indien kan nå både at få banen klar, samt at få den godkendt af FIA.

2011 Formel 1 kalender:
Dato Løb Bane
13. marts Bahrains Grand Prix Sakhir
27. marts Australiens Grand Prix Melbourne
10. april Malaysias Grand Prix Sepang
17. april Kinas Grand Prix Shanghai
8. maj Tyrkiets Grand Prix Istanbul
22. maj Spaniens Grand Prix Barcelona
29. maj Monacos Grand Prix Monte Carlo
12. juni Canadas Grand Prix Montreal
26. juni Europas Grand Prix Valencia
10. juli Englands Grand Prix Silverstone
24. juli Tysklands Grand Prix Nürburgring
31. juli Ungarns Grand Prix Hungaroring
Sommerpause
28. august Belgiens Grand Prix Spa-Francorchamps
11. september Italiens Grand Prix Monza
25. september Singapores Grand Prix Marina Bay
9. oktober Japans Grand Prix Suzuka
16. oktober Koreas Grand Prix Yeongam
30. oktober Indiens Grand Prix New Delhi
13. november Abu Dhabis Grand Prix Yas Marina
27. november Brasiliens Grand Prix Interlagos

AN  


Hop til top
Lotus tættere på aftale med Renault
- men underskriften mangler

Lotus Formel 1 teamet har et seriøst problem i øjeblikket. Man er ikke helt tilfredse med Cosworth motorerne der udover at være temmelig forslugne, tilsyneladende lider af visse holdbarhedsproblemer.
Forlydender vil vide at der er forhandlet med Renault om levering af motorer, men der er i hvert fald et stort problem. Kontrakten med Cosworth gælder i 3 år og kan tilsyneladende ikke ophæves.

Lotus vil angiveligt gerne skifte motorleverandør, men kan ikke. Tilfredsheden med Cosworth er ikke som ønsket, men problemet er at man ikke bare kan komme ud af den indgåede 3 årige kontrakt med Cosworth. Lotus har ifølge Cosworth indgået samme 3 årige kontrakt som de to andre nye teams i feltet med Cosworth motorer - Hispania og Virgin.

Der er angiveligt ingen klausul hvor man kan ophæve kontrakten. Så er det i hvert fald en kæmpeopgave for juristerne at finde en løsning, hvis de kan.


Er det motoren eller gearkasse og transmission der giver problemerne hos Lotus teamet?
(Foto: Lotus Racing)

Lotus har ikke bekræftet at man taler med Renault. Modsat har Renault siden rygterne begyndte at cirkulere, ikke lagt skjul på at de er mere end villige til at levere til Lotus. Allerhelst vil Renault dog helst levere hele pakken - motor, gearkasse og transmission - til Lotus.

Det er måske lidt af et puslespil som Lotus teamet har gang i. Kilder antyder at man ikke er tilfredse med Cosworth motoren. Andre kilder siger at det snarere drejer sig om gearkasse og transmission. Ved at skifte til Renault kan man få hele pakken på én gang fra samme leverandør.

Lotus har angiveligt også kigget andre steder hen idet Williams er kommet ind i billedet. Den Williams udviklede gearkasse kan også købes. Det meddeler Williams teamet selv, som bekræfter at der har været henvendelser angående teamets hydrauliksystem og gearkasser.


Lotus Racings tekniske direktør, Mike Gascoyne, har tidligere været hos Renault
(Foto: Lotus Racing)

Det oprindelige Lotus team under ledelse af den berømte Colin Chapman, havde nære forbindelser til Renault. Således vandt også afdøde Ayrton Senna sin første Grand Prix sejr i en Lotus 95T Renault V6 Turbo. Dengang kørte Lotus med Renault motorer i perioden 1983 - 1986. Sennas sejr kom i det portugisiske Grand Prix i 1985.

Lotus Racings tekniske direktør, Mike Gascoyne, var teknisk chef hos Benetton Renault i årene 2001 - 2003. Forbindelsen mellem Lotus og Renault er dermed af ældre dato.

PDL  


 

Hop til top7.9.2010

Williams teamet stopper arbejdet

Arbejdet med den sidste deciderede aerodynamiske opgradering af dette års racer er stoppet. Opgraderingen får sin debut i Singapores Grand Prix, og så kommer der ikke flere aerodynamiske opgraderinger til Williams raceren anno 2010.
I stedet vendes fokus mod udviklingen af 2011 raceren, som med Sam Michaels ord bliver en næsten ny racer. Meget få dele fra 2010 raceren vil blive overført til næste års racer.

Williams teknikerne kan kaste sig over nye udfordringer opgaver med udviklingen af teamets 2011 racer. Udviklingen af dette års racer er stort set stoppet efter at man har færdiggjort den sidste store opgradering af raceren. Denne opgradering får debut i forbindelse med Singapores Grand Prix.


Williams kørerne får en spritny bil i 2011
(Foto: Motorsporten.dk)

Dog vil der sikkert være mindre mere mekaniske emner som ingeniører og teknikere vil arbejde med, men den store udvikling er stoppet. Det bekræfter teamchef Sam Michael.

Man er allerede godt i gang med udviklingen af 2011 raceren som ikke vil genbruge ret mange dele fra i år. Det hænger primært sammen med at de dobbelte diffusere og F-duct fra og med næste sæson er forbudte. Williams teamet planlægger også at anvende KERS systemet som igen bliver tilladt. Man er dog stadig i tvivl om hvorvidt dele af det mekaniske skal fungere sammen med KERS. Men ifølge Sam Michael er man startet med et helt tomt tegneark i forhold til 2011 racerens design, så det bliver for så vidt en helt ny bil.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk