Portrætter

Jacques Laffite havde helt sikkert talentet til at være blandt de bedste i formel 1. Det store spørgsmål er om han også havde viljen. Sådan lyder historiens dom over den lille franskmand med det store smil. Laffites karriere startede relativt sent, men i 1974 fik han sin første chance i F1. Det var hos det lille Williams team og deres ikke særlig gode ISO biler. Laffite afløste i øvrigt danske Tom Belsø i teamet.

I en alder hvor de fleste har styr på deres karriere i F1, hvis de nogensinde får en, blev Laffite Eurpamester i F2 i 1975, 31 år gammel. Det og nogle gode løb i F1 samme år – i særdeleshed andenpladsen i Tyskland – blev springbrættet til det, der skulle blive Laffites skæbne – det franske Ligier team.

Frem til og med 1982 kørte Laffite for de blå Ferrarier, som de så smukt blev kaldt, dengang de var i stand til at ligge forrest i feltet. Undervejs hentede han seks sejre og tre år i træk blev han nr. 4 i kampen om verdensmesterskabet – om end det kun var i 1981 at han for alvor var med i kampen om titlen. I 1979 lagde han ud med at vinde de to første løb, men siden gik det lidt tilbage for Ligier bilerne, og Laffite endte som nr. 4.

Efter Ligier fulgte to år hos Williams, det ene værre end det andet. Første halvdel af 1983 gik det hæderligt, men derefter var der ikke meget at fortælle. Lavpunktet var 1984 hvor han måtte nøjes med fem point. Laffite var 41 år gammel og havde nået den alder hvor man normalt bliver pensioneret. Men for Laffite var det ikke nødvendigvis et spørgsmål om at vinde, det var et spørgsmål om at leve, og en af de ting der gjorde livet sjovt var at køre F1. Derfor vendte han tilbage til Ligier i 1985.

Efter et godt år i 1985 fulgte et bedre i 1986 – 42 årige Jacques Laffite hentede konstant point og kunne på en god dag være blandt feltets hurtigste kørere. I Detroit sluttede han på en andenplads – mellem Ayrton Senna og Alain Prost.

Men efter en lang karriere uden alvorlige uheld, ramte han en enlig betonmur på Brands Hatch i England. Mansell havde i sin Williams lavet en dårlig start og sank nedad i feltet. For at undgå at ramme ham, måtte flere kørere foretage undvige manøvre. Resultatet var et uheld med fire biler og Laffite parkeret i betonmuren.

Begge ben og den ene hofte var brækket. Laffite holdt humøret højt og gik i gang med genoptræningen. F1 nåede han dog aldrig tilbage til, men han testede Ligier’en inden sæsonstarten i 1987. Benene kunne dog ikke holde til belastningen. I stedet kastedede han sig over standardvogne – først verdensmesterskabet, der kun blev afholdt i 1987, så senere den legendariske DTM serie. Om han kører endnu? Sikkert – hvis han kan finde en bil og et løb.

Ellers er det nok mest golf han bruger tid på. Sammen med vennen Alain Prost købte han midt i 80’erne i golf bane i Dijon, som han i dag selv ejer og driver.

Som kører var han fair og afholdt af sine kollegaer. Han havde en svaghed for jokes, som da han mødte op til den opvarmningen i Dallas (klokken 7.30 om morgen lå den) iført sin pyjamas.