En anonym kollega sagde engang om René Arnoux at, der hvor andre har en hjerne, har Arnoux en knogle. Udover at dette ville være en medicinsk sensation, fortæller det også lidt om Arnoux’ popularitet blandt sine kollegaer. Han var en hård hund i en racerbil, og i sin karrieres efterår var han mest kendt for at få bragt de blå flag frem banen rundt. Der var dem, der spurgte hvorfor Ligier teamet egentlig besværede sig med at sætte spejle på Arnoux racer.
Retfærdigvis skal det siges, at han i det mindste behandlede alle ens, alle kørere måtte kæmpe deres vej forbi Arnoux, når han skulle overhales med en omgang. Ligesom Laffite kom han sent i gang med karrieren, men da den kom i gang gik det hurtigt. Han tabte til hans senere teamkollega, Jean Pierre Jabouille, i kampen om EM i F2 i 1976, men vandt det året efter. Vejen til formel 1 stod åben, i form af det nyer Martini team. Et logisk valg for den lille franskmand – siden det var Martini han kørte for i F2. Men teamet var notorisk fattig og kunne ikke engang fuldføre sæsonen. Arnoux sluttede af med et par løb for det døende Surtees team.
René Arnoux ved Canadas GP 1989
Men allerede året efter kom der for alvor skub i franskmandens karrierere. Efter at have vundet Le Mans i 1978 satsede Renault med deres turbo motorer, stort i 1979 og udvidede teamet til to biler. Arnoux fik den ene bil. Det var årene hos Renault der var Arnoux’ store år. Mindeværdig var duellen om andenpladsen i det franske GP i ’79, hvor han kæmpede mod vennen Gilles Villeneuve. På de sidste omgange overhalede de to hinanden utallige gange. Forestil jer to kørere der overhaler hinanden to – tre gange pr. omgang mod slutningen af et løb – det ville være rart at se i dag!
Sejrene kom til Arnoux i starten af 1980, med sejre i sæsonens andet og tredje løb. Arnoux var på to år gået fra at være bagest i feltet til at kæmpe med om titlen, men i 1980 var turboen endnu for ustabil, til at gøre sig gældende over en hel sæson. Da stabiliteten endelig indfandt sig, faldt det sammen med Alain Prosts ankomst til teamet. Mens Arnoux var en af sin tids rigtig gode kørere, var Prost en af historiens allerstørste. Arnoux havnede lidt ude på sidesportet i Renault, mens Prost vandt alle sejrene. Det afgørende brud kom da Arnoux ignorerede signaler fra teamet om at han skulle lade Prost vinde i Frankrig i 1982. For mens Arnoux havde haft en halvdårlig sæson, havde Prost stadig en chance for VM.
René Arnoux ved Monacos GP 1989
I 1983 gik turen til Ferrari og i starten gik det godt – Arnoux etablerede sig som første kører og med en stærk indsats midt på året var han til det sidste med i kampen om VM til det sidste. Men historien gentog sig, Arnoux blev igen løbet over ende af en ung mand i teamet. Det var italieneren Michele Alboreto der kom til Ferrari i 1984. Arnoux var blevet 36 år og lignede ikke mere en vinder. Forholdet til Ferrari blev anstrengt og efter det første løb i 1985 blev Arnoux pensioneret efter gensidig forståelse.
Men allerede året efter var Arnoux tilbage i formel 1 – nu hos det franske Ligier team, hvor han kørte sammen med Jacques Laffite. Sæsonen gik godt indtil Laffites ulykke, derefter gik teamet lidt i stå. Arnoux fortsatte i endnu tre sæsoner, stadig hårdt kæmpende, men ikke længere for sejre, men for at være blandt de ti bedste.
At Arnoux kunne være en hård hund, og svær at komme forbi er åbenlyst, men samtidig var han også en følsom og venlig mand. Da han kørte sit sidste løb i Adelaide i 1989 havde ha