Dato 
Indeks Vittorio Brambilla
Vittorio Brambilla er et af de mere farverige indslag i den moderne motorsportshistorie. Hans talent var begrænset, men hans iver kendte ingen grænser og Brambilla var heldig nok til at være kører i en tid hvor iver var nok til at man kunne komme langt.
Lidet flatterende blev han af sin samtid nu og da omtalt som ”Gorillaen fra Monza”. Om det skyldtes hans veludviklede hageparti eller hans ofte brutale kørsel, skal være usagt. For Brambilla kunne lide at køre ræs, og for ham var det en fornøjelse at køre på grænsen. Hvilket han så gjorde – og det skaffede ham i virkeligheden forbavsende langt.
Han kom til Formel 1 i 1974, da han var 36. I en alder hvor andre tænker på pensionen, skulle Brambilla i gang med sin karriere. I tidligere tider havde han kørt motorcyketløb, og hentet et italiensk mesterskab i tresserne, inden han i 1968 begyndte at køre go-kart.
I Formel 1 etablerede han sig som en hurtig og aggressiv kører, når han var på banen vel at mærke. Udenfor bilen skulle han efter sigende havde været en rar og elskelig mand, der på en lidt naiv måde prøvede at bortforklare de mange uheld. En populær person blandt journalister og publikum for hans spektakulære kørerstil og et vellidt menneske.
Hans store force var unægtelig sponsoren Beta, der leverede den varme orange farve til Brambillas biler gennem det meste af hans karriere. Hans næste dyd var modet, hvor han som sagt, altid kørte til grænsen, hvis ikke over.
1975 blev hans bedste sæson. For det første var der pole-positionen i Sverige. I sig selv et godt resultat, men bedre endnu, var der sejren i det østrigske GP. Det var et meget vådt løb og rundt omkring på banen skøjtede bilerne af til højre og venstre. Og Brambilla kørte som sædvanlig ligeså hårdt som han plejede. I samtlige sving lavede han udskridninger, der så næsten-fatale ud. Men på mirakuløs vis holdt han sin March racer på banen. Og her spiller så tilfældet ganske alvorligt ind. Løbsledelsen besluttede at afbryde løbet – for at genoptage det senere! Men manden med flaget kom til at bruge det ternede flag – og dermed vandt Brambilla karrierens eneste sejr. I jubel over at have vundet løbet løftede han armene fra rattet og slog i luften. Med det resultat at bilen sejlede af banen og ramte barrieren, og krøllede næsen på bilen. Bilen var dog ikke mere beskadiget end at Brambilla fik den i gang igen og fik kørt sin sejrsrunde.
Vittorio Brambilla - 1976
Den kommende sæson bød på flere uheld end point og endte med at March fyrede Brambilla, der så rykkede til det lille Surtees team, sammen med sponsoren Beta. Det blev til en jævn pointhøst henover sæsonen. I 1978 var bilen svagere og der var længere mellem placeringerne. Sæsonen sluttede brat på Monza, hvor Brambilla fik kraniebrud i den samme ulykke der kostede Ronnie Petersson livet. For de fleste 40 årige racerkører ville dette have været slutningen på karrieren, men ikke for Brambilla. Året efter vendte han tilbage for genopstandne Alfa Romeo team og kørte et par løb sidst på sæsonen. Egentlig skulle det have været slutningen, men Depailliers død i 1980, betød at der endnu engang var bud efter Brambilla fra Alfa Romeo. Hastigheden var for længst væk, uheld kunne han stadig lave, men i relation til tidligere tider, var han blot en skygge af sig selv, om end der på denne måde var tale om et mere værdigt sortie end et kraniebrud på Monza.
Brambilla tilhørte en type af kørere, som kompenserede for manglende talent med en stor iver. Og Brambilla er nok også historiens fornemmeste eksempel på hvorlangt man kan nå, hvis man selv tror nok på det. En type der ikke er plads til i dagens udgave af formel 1, men en type der gjorde livet lidt festligere for dem der så på…..