Portrætter

I meget af sin karriere stod Patrick Depailler i skyggen af andre. I hans tidlige år, før Formel 1 stod han i skyggen af andre franskmænd, blandt andet Francois Cevert. Senere, i tiden hos Tyrrell stod han i skyggen af den senere verdensmester Jody Scheckter. Patrick Depailler er en kører der er nem at overse i sportens historie. Hans bedste placering i VM var en fjerdeplads i 1976, han vandt to sejre, fik en enkelt pole position - den første til en franskmand i øvrigt. Og han var ikke så farverig som andre kørere, hvis resultater heller ikke syner af meget. Brambilla var en spektakulær mand på en racerbane. Depailler var nok hård, men ikke så hård.

Patrick Depailler, der er blevet kaldt en arketypisk franskmand, og som i øvrigt ligner en samtidig fransk skuespiller en hel del, kom ret sent i gang med sin karriere. Det var i sidste halvdel af tresserne af han dukkede op i den franske F3 serie. Derefter fulgte et par år i Formel 2, hvor succesen udeblev, og i 1971 var han tilbage i den franske F3 serie, som han vandt.

Det følgende år gav ham sejren i F3 løbet i Monaco; det gav ham succes i F2 med en række anden pladser; og til sidst, som en lille bonus, fik han to løb i F1 hos Ken Tyrrell. Et af kendetegnene ved Patrick Depaillers karriere var de få sejre og de mange andenpladser. Alene i sin tid i F1 blev det til ti andenpladser, og F2 var det ligeså. I 1973 blev det til fire andenpladser, ingen sejre, og for at gøre det hele endnu mere surt, så skulle han have kørt to F1 løb for Tyrrell, men et brækket ben, efter en motorcykel ulykke, satte en stopper for den plan.

Patrick Depailler i en prototype til den sekshjulede Tyrrell, stående til venstre ses Ken Tyrrell og til højre ses designeren Derek Gardner.

Som fuldtids F1 kører i 1974 blev han nr. 9 i VM med 14 point og en pole position i Sverige, samtidig med at han i F2 endelig begyndte at vinde, fire løb i alt. I F1 blev Depailler hos Tyrrell i fem sæsoner, hvoraf de to, 76 og 77, blev kørt med den berømte seks hjulede racer. I 1976 alene hentede Depailler fem andenpladser, og blev nr. 4 i VM, men den første sejr lod vente på sig.

Patrick Depailler i prototypen til den seks hjulede Tyrrell. Prototypen er fra oktober 1975 og kom aldrig ud at køre løb.

Det var først da Tyrrell i 1978 gik tilbage til det mere koventionelle koncept med fire hjul, at Depailler endelig vandt sin første GP sejr. Det var i Monacos gader at han endelig nåede målet før de andre. Men alligevel følte Depailler at det var på tide at forlade Tyrrell teamet. Det var det franske Ligier team der havde lokket Depailler væk fra Tyrrell. Ligier stod i 1979 foran deres bedste sæson, hvor de totalt dominerede de to første løb, men igen var Depailler der måtte spille rollen som anden violinist, da Jacques Laffite vandt sæsonens to første løb. Derefter fulgte to Ferrari sejre, men så i Spanien bragte Depailler sig i centrum med sin karrieres anden GP sejr. Desværre blev det også den sidste. Midt på sæsonen styrtede han ned med et dragefly og blev alvorligt kvæstet. Legendariske Jacky Ickx overtog pladsen hos Ligier, uden at imponere, mens Depailler kæmpede for at blive klar til næste sæson, og for at finde en bil at køre i.