David Coulthard bedømte situationen forkert og tog dermed en chance som ikke var der, hvilket gik ud over Alexander Wurz. Coulthard prøvede at komme indenom i sving tre, for at overhale Wurz, men det gik som bekendt grueligt galt.
Løbet i Australien var som vi alle ved det første løb i 2007 sæsonen og alle teams ville vise at de var klar. Samme fornemmelse havde mange af feltets kørere. Da der var ti omgange tilbage af løbet i Australien viste feltets ældste kører at han også kunne tabe hovedet og lave fejl.
I sving tre oversatsede David Coulthard og prøvede at gå indenom Alexander Wurz med en voldsom afkørsel til følge. David Coulthards bil ramte Alexander Wurz højre side og gik til vejrs, så baghjulet næsten ramte Wurz. Og så var løbet slut for begge kørere !
"Jeg satsede på en overhaling, men det var for optimistisk tænkt af mig. Kollisionen var min skyld og Alex havde ingen skyld i ulykken hvorfor jeg har givet ham en undskyldning."
Alexander Wurz har accepteret Coulthards undskyldning. "Jeg vidste at han nærmede sig bag mig efter hans andet pitstop. Pludselig mærkede jeg et smæld og det næste jeg kan huske var at jeg var hans landingsbane, da hans bil fløj hen over fronten på min" fortalte Alexander Wurz efter uheldet.
På de få nærbilleder der var af Flavio Briatore under det australske Grand Prix, kunne man for det meste se ham med mundvigende nedad. Det gik slet ikke som han havde forventet. Efter Grand Prixet havde han da også travlt med at rette kritik mod alt hvad der kom forbi. Også kørerne fik et skud for boven. Kritikken var dog moderat mod debutanten Heikki Kovalainen, der kørte sit første Grand Prix. Han er siden også blevet bakket op af teamet, som har udtrykt at der var visse justeringer og lign. på bilen som Kovalainen ikke havde indflydelse på.

Fisichella får skarpe ord med på vejen af Briatore
(Foto: Renault)
Men Fisichella undslap ikke. Han har ligesom flere andre kørere under Briatores ledelse, måtte smage på de syrlige udfald som Briatore tilsyneladende har nok af. Fisichella kvalificerede sig som nr. 6 og kørte sig til én femteplads i Grand Prixet, over et minut efter Raikkonen. Det passede ikke Briatore.
Flavio Briatore:
"I den anden halvdel af løbet, var Fisichella allerede hjemme på hotellet."
Denne bemærkning er blevet opsnappet af flere medier blandt andet tyske Auto, Motor und Sport. Det som flere iagttagere også har bemærket er at Renault eller Briatore havde valgt Nelson Piquet jr. som den officielle reserve og tredjekører til Grand Prixet. Man kunne da også se ham sidde ved pitmuren sammen med Briatore under hele Grand Prixet. Det er allerede nu fremme at Piquet jr. skal teste sammen med de 2 Grand Prix kørere i Malaysia i næste uge. Piquet jr. er tilsyneladende valgt til fordel for Ricardo Zonta, som trods alt er noget mere erfaren, både når det gælder løb og test. Spillet omkring Fisichella er tilsyneladende allerede startet.
Formel 1 teamene er lige nu igang med at evaluere på et forslag der går ud på at introducere bremselys i Formel 1. Systemet er allerede testet af alle hold under pre-season testene i Barcelona og Bahrain. Formålet med bremselyset er, at gøre bagvedliggende kørere opmærksom på, hvis bilen foran, pludselig skulle lave en uventet hård eller tidlig opbremsning. På den måde har piloten lettere ved at undvige. Et sådant system vil have sin force under starten, hvor bilerne ofte ligger meget tæt.
Hvor relevant et sådan system vil være under selve løbet, er der dog delte meninger om. Mark Webber er f.eks. af den opfattelse at det ikke vil ændre ret meget. I tilfælde af at teamene når til enighed om at bruge bremselyset, forventes det, at man ville kunne indføre det fra og med det Spanske Grand Prix på Circuit De Catalunya banen i Barcelona.