McLaren har testet godt 4800 km siden det australske GP. Teamet har testet på Paul Ricard og Circuit de Catalunya og alle kørere har været involveret. Der er ingen oplysninger fra teamet om hvad man har testet, men som en del af den forsatte udvikling af bilen - som det så smukt hedder - så har man ganske givet arbejdet med aerodynamik, dæk og frem til San Marinos GP især bremser. Grundet Imola banens udformning, så er der mange accelerationer og nedbremsninger. Så køling af både motor og bremser er vigtigt her.
Banen kan også være hård ved bilen. Imola er traditionelt en bane hvor man angriber kerbs rigtig meget. Det stiller store krav til den mekaniske holdbarhed, ligesom at bilen skal finde sin balance lynhurtigt efter at køreren har tumlet den over kerbs. Det betyder at bilen ikke må være alt for hård i sin opsætning for at bevare stabiliteten når der accelereres efter et sving. Det er ganske gevaldigt kompromis som der her skal findes, samtidigt med at downforce også er af stor betydning her. Det er tricky i og med at der er lange lige stræk, og meget langsomme chikaner og sving.
Ovennævnte ting er kørerne i særdeleshed opmærksomme på. Det betyder at de skal være omhyggelige i deres kørsel rundt på banen. Kimi Raikkonen fortæller at, ved Tosa hårnålen er der mulighed for overhaling, ligesom der er flere kørere der vil prøve at vælge en alternativ linie gennem hårnålen. Montoya mener at de mest spændende steder er ved Piratella og Aqua Minerali. Han ser netop frem til disse sving fordi der her skal bæres så meget fart gennem svingene som muligt. Montoya mener at det måske godt kan gå hen og blive lidt af en udfordring med de nye V8 motorer.

Montoya og Raikkonen skal have en stabil bil fremover
(Foto: McLaren)
Det er måske værd at lægge mærke til at McLaren ikke har travlt med at fortælle om hvorfor de ikke har vundet VM de seneste år. Sæsonstarten har været kostbar for teamet i de seneste sæsoner. Der har været problemer med holdbarheden - også hen over sæsonen - og det har ganske givet kostet Raikkonen et VM eller to. Bilen i sig selv har jo været god nok. Men de mange "udfald" har kostet. Her må McLaren se at blive bedre.
Da Williams teamet i sidste uge testede på Circuit de Catalunya, havde man blandt andet en ny motor i bilen. Dog ikke hele tiden, men teamet testede en motor der skal være fyldt med så mange ændringer at der her er tale om en b-version af Cosworth motoren.
Cosworth selv lægger da heller ikke skjul på at man arbejder med en ny motor. Faktisk 2 nye motorer. Når den nye motor får debut - foreløbig planlagt til det europæiske Grand Prix på Nürburgring - så bliver det med tilføjelsen Series 2 i motornavnet. Og rent faktisk kørte man også med yderligere en udviklingsmotor - Series 3. Cosworths chefingeniør i F1 anliggender, Simon Corbyn, siger også at der er mulighed for at der kan være implementeret ændringer i en af motorerne i den kommende weekend.
Løbet på søndag er ikke bare det fjerde løb i sæsonen. Det er også starten på den europæiske sæson. Og det er traditionelt her at alle undskyldninger om forsikringer om bedre tider snarligt, ikke længere er gyldige. Er man ikke med i front senest ved det første løb i Europa, så er der ikke meget krudt tilbage i ens VM angreb.
Renault har vundet sæsonens tre første løb, to til Alonso og en sejr til Fisichella. De andre VM kandidater har indtil videre ikke vist mange tænder. Både McLaren og Ferrari har manglet konstante resultater og hverken Honda eller Williams har for alvor formået at bide sig mere end momentalt fast i toppen.
Ferrari har raslet med sablen op til løbet. Det skal de jo gøre! Det Italienske Grand Prix bliver måske nok kørt på Monza, men det er Imola der er hjemmebane for de røde hingste og der skal helst sikres et godt resultat på netop den bane. Om det så er mere end raslen med sablen for deres fans skyld, må vi se på søndag. Men faktum er at Ferrari har brug for at vise at de er seriøse titelkandidater i år - hvis de altså er det.
Det samme gør sig gældende for McLaren. Det engelske team havde masser af gode og til dels valide undskyldninger for de første to løb. Men i Australien kom de til kort på trods af at de ikke rigtig havde problemer. Raikkonen blev ganske vist nr. 2 i løbet, men han lignede aldrig en der kunne true Alonsos sejr.
For resten af feltet er opgaven at få udviklingen i en positiv retning. Honda blev af nogen, specielt af håbefulde englændere, inden sæsonen regnet for en outsider, men indtil videre er det faktisk ret begrænset hvad de har fået ud af det. Nogen seriøs VM kandidat ligner de i al fald ikke.
Den årlige tur til Imola bringer også minder frem. Specielt om den sorte weekend for tolv år siden, hvor Ratzenberger og Senna blev de to seneste dødsofre i sporten. Men samtidig kan vi så glæde os over, at vi nu ikke har mistet nogen i tolv år - den længste periode i sportens historie. Gid den må blive meget længere endnu!
Det lidt spøjse San Marinos Grand Prix daterer sig tilbage til 1981, hvor løbet startede som et velgørenhedsløb til fordel for nogle jordskælvsofre. Men på grund af nogle aflysninger skulle det alligevel tælle med i kampen om VM, og så fandt man på titlen San Marinos Grand Prix.
Og siden har løbet altså været standard i Formel 1 kalenderen og i dag er det så et af de ældste løb på programmet. For nogle år siden så det ellers ud til at det ville blive aflivet, men af uransagelige årsager forblev det i kalenderen. Banen er der ikke meget spas ved mere. Efter 1994 blev banen ændret så drastisk at dens charme forsvandt og dermed også en væsentlig del af den eksistensberettigelse.