Portrætter

Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Dato

Indeks

Michele Alboreto 1956 - 2001

Michele Alboreto 1956 - 2001

Af Martin Møller-Thomsen.

Onsdag aften, lige før spisetid, blev italieneren Michele Alboreto dræbt under en testkørsel i Tyskland. I vore dage er det heldigvis sjældent at racerkørere bliver dræbt, og derfor virker det ofte voldsommere når det så sker.

Alboreto var ikke en stor kører, som Lauda, Prost og Senna var det. Men han var en god og talentfuld kører, der godt kunne have fortjent en bedre karriere, end den han fik. Han blev "opfundet" af Ken Tyrrell i 1981, og tilbragte sin første sæson med ikke at gøre sig bemærket, men Ken Tyrrell troede på ham og beholdt ham i teamet i 1982, hvor han fik sit gennembrud. Efter en række udmærkede løb, sluttede han sæsonen af med at vinde i Las Vegas. Året efter viste han, at sejren ikke var nogen tilfældighed, da han vandt i Detroit, stadigvæk i en Tyrrell. På det tidspunkt var turboens storhedstid for længst startet, og sejren i Detroit blev den sidste for en ikke turbobil, indtil turboen igen blev afskaffet efter 1988. Det var også det eneste gode resultat Alboreto fik det år, på de andre "rigtige" baner kunne han ikke følge med.

Men selvom sæson var middelmådig havde han imponeret Enzo Ferrari tilstrækkelig, og Alboreto fik en kontrakt med Ferrari for 1984. De næste fem sæsoner kørte han, som den første italiener siden '60erne for det Ferrari. Det startede meget godt, i 1984 blev han nr. 4 i VM og vandt en enkelt sejr, i en sæson, der ellers blev domineret af McLaren-TAG. Året efter havde Ferrari hentet ind på McLaren og specielt i første halvdel af sæsonen, var kampen om VM en tvekamp mellem Alboreto og Prost. Men efter sejren i Tyskland, begyndte Ferrari at halte lidt efter igen og Prost vandt VM relativt ubesværet. Med to sejre og en andenplads i VM i 1985, så fremtiden stadigvæk lys ud for Alboreto, der kun lige var blevet 29 år. Men desværre skulle det vise sig at være slut med sejrene og de gode resultater. De tre sidste år hos Ferrari blev præget af middelmådige biler, der havde svært ved at blande sig i toppen, og i de sidste to år havde Alboreto ydermere den unge og sultne Gerhard Berger som sin medkører i teamet. Efter Enzo Ferraris død i 1988 og efter to år i skyggen af Berger, blev Alboreto erstattet af Nigel Mansell, og måtte på jagt efter et nyt team. En overgang så det ud til at han var på vej til Williams, men selvom han var gode venner med Frank Williams, besluttede det engelske team sig for at beholde Riccardo Patrese. Det betød at Alboreto kom tilbage til Tyrrell i 1989. Og i starten gik det meget godt, men der opstod hurtigt problemer i teamet og Alboreto forlod teamet, få uger efter at han var blevet nr. 3 i Mexico. Det var hans sidste tur op på podiet. Resten af sæsonen kørte han for det franske Larousse team, mens hans plads hos Tyrrell, blev overtaget af Jean Alesi.

Fra 1990 til 1992 kørte han for Arrows, eller Footwork som det hed en overgang. 1990 var en såkaldt "transition" sæson, hvor teamet ventede på at få de Porsche motorer som de skulle have i 1991, og derfor gjorde man ikke så meget ud af sæsonen. Hvilket var synd, for da Porsche motoren kom i 1991, var den både tung og langsom og man fik generelt problemer med at kvalificere sig. I 1991 fik Alboreto selskab af sin tidligere holdkammerat fra Ferrari, svenskeren Stefan Johansson, som han senere vandt Le Mans sammen med (sammen med Tom Kristensen). I 1992 droppede man Porsche motoren og Alboreto scorede nogle point og en række gode resultater, mens man i virkeligheden undrede sig over, hvorfor en mand med hans talent gad spilde sin tid på dårlige F1 racere. Hvis han ville, kunne han jo køre så meget andet. 1993 tilbrage Alboreto hos Scuderia Italia, endnu engang kom han ud i en bil, der havde problemer med at kvalificere sig, men han fortsatte ufortrødent videre til Minardi i 1994, hvor han i Monaco scorede sit sidste point. Da sæsonen sluttede, sluttede Alboretos F1 karriere også. Siden kørte han i forskellige sammenhænge, bland andet DTM, og senere så blev det sportsvognsløb, hvor sejre

MMT