Artikler

Jeg havde billet til alle 3 dage, men valgte af hensyn til "familieferiehyggen" ikke at gøre brug af den om fredagen. Det var i øvrigt første gang jeg var til F1, min eneste F1-live erfaring hidtil var, da jeg i 1992 overværede Larini teste en Ferrari 643 på Fiorano banen.

Lørdag morgen var jeg tidligt oppe, og kl. 6.30 - iklædt mit stiveste Ferrari puds - med taxi på vej fra hotellet mod KL Sentral banegården, hvorfra turen gik med Kuala Lumpurs svar på S-tog til Nilai stationen ca. 50 km syd for byen. Herfra gik det videre med en ældgammel og komplet overfyldt 40 personers bus med kurs mod banen.

I bussen omgivet af ene F1 entusiaster som jeg selv, noterede jeg for alvor hjertebanken og adrenalin pumpe rundt i kroppen ved tanken om, at det efter måneders utålmodig venten nu var virkelighed, at jeg efter at have set mere end 180 løb på TV gennem de sidste 12 år, nu var på vej til at skulle overvære den ægte vare: Formel-1 live.
Bussen var fremme ved banen kl. 8.35 (25 minutter før den første træning skulle starte), og efter at have noteret beliggenheden af den officielle Ferrari merchandise shop lige efter hovedindgangen, sprang jeg på endnu en bus som kørte i pendulfart rundt om banen, og læssede folk af ved de forskellige tribuner. Jeg havde plads på Grand Stand F, det er den som ligger lige ud for sving 8 & 9, og som kan ses i baggrunden på TV billeder ned af start/mål langsiden. Præcis i samme sekund som den engelsk talende speaker annoncerede at "the green lights are on", hvilket selvsagt betød at dagens første frie træning var i gang og de første biler forlod pitten, satte jeg mig ned på sæde 1 i række W og konstaterede, at der som ventet var perfekt udsyn til mere end 70% af banen samt en kæmpe videoskærm.

Den lokale helt Alex Yoong i Minardi var første bil som kom forbi mindre end 20 meter fra hvor jeg sad, men selvom det jo er en af feltets klart langsomste kombinationer af bil og kører, var både farten han kom med samt larmen fra hans 3 liters Asiatech V10 motor aldeles overvældende. Det meste af feltet kom forbi i sekunderne efter, men vi måtte vente med det bedste til sidst, idet MS og RB var nogle af de sidste til at komme rundt. Vi var mange Ferrari fans på lægterne som alle rejste os ærbødigt og gjorde fagter mens vi råbte opmuntrende ting, for at pace vore helte frem.

Lørdagen bød i alt på 2,5 timers F1, 2 x 45 minutters træning samt en times officiel tidskørsel. Resultatet af sidst nævnte var opmuntrende, idet MS som I alle ved satte poleposition med RB som nummer 3. Med tilsvarende stor tilfredsstillelse så jeg min ynglings aversion DC i McLaren på en beskeden 6. plads. Heldigvis sad der et par fans af føromtalte og dennes bil tæt ved mig, som naturligvis blev hånet på behørig vis. Der var også en del Williams fans omkring mig, og der var vild jubel fra den ene lejr og tilsvarende "oh shit" råb fra den anden, når hhv. RS, MS og JPM skiftes til at sætte pole.

3 ting lærte jeg i løbet af de i alt 5 timer på tribunen om lørdagen (hvilket alt sammen i øvrigt blev bekræftet søndag):

1) TV billeder og lyd lige meget hvor godt det er lavet, giver overhovedet ingen fornemmelse af de hastigheder der køres med samt den (søde) larm det giver. Begge dele trodser enhver beskrivelse, og skal bare opleves før man kan forstå det. Både lørdag og søndag var der opvisning af det malaysiske flyvevåben, som fløj rundt i ca. 50 meters højde over banen med jagerfly. Lyden af