Artikler

Indeks 

Barrichello cruisede sig til sejr

 
Af Martin Møller-Thomsen.
 
I et gabende kedeligt Ungarsk Grand Prix, kunne Rubens Barrichello for anden gang i år juble over en sejr. Alle andre var sikkert faldet i søvn inden to røde racere cruisede over målstregen.

Det var næsten på forhånd klart, at Ungarns Grand Prix, ville blive en kedelig affære - det plejer det nemlig at være under alle omstændigheder, og med to så dominerende Ferrari'er, ville kedsomheden nærmest bare blive dobbelt. Og desværre levede løbet op til alle de værste forventninger. Allerede efter nogle få omgange havde de herrer Barrichello og Schumacher lagt sig i spidsen, og der blev de liggende, uden at duellere, resten af løbet.

Ralf Schumacher var manden der fik lov til at føre en enkelt omgang, under den første runde pitstop, og denne kunstige føring, var det eneste afbræk i trivialiteten i toppen af dette løb.

Starten var det eneste sted, hvor der var en reel chance for lidt action, og da Montoya kom dårligt fra start, skete der et par overhalinger på vej mod første sving. Ralf var også oppe og stikke snuden foran storebrors Ferrari, men Michael havde inderbanen, så Ralf havde ikke en reel mulighed.

Montoya og Raikkonen leverede lidt senere, den eneste rigtige duel, der var i hele løbet. Efter at Montoya havde grisset dækkene lidt, pressede Raikkonen ham i det følgende sving, og slap forbi ham - ikke helt så flot og spektakulært som deres duel på Hockenheim, men i et usandsynligt trist løb, var det, det eneste lyspunkt.

Det mest overraskende var næsten hvor glad Barrichello kunne se ud bagefter, han må åbenbart have haft et spændende løb, set fra sit cockpit - men selvfølgelig - der var en masse, der skulle overhales med en omgang.

MMT  

 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk