Artikler

Australieren Alan Jones havde vundet Det Østrigste Grand Prix i en Shadow. Men Oliver følte, at det var på tide at starte for sig selv. Han tog en del af Shadows tekniske stab med sig, samt den unge Riccardo Patrese, der havde været andenkører gennem det meste af ’77 sæsonen. Som førstekører blev den svenske Gunnar Nilsson ansat. Fødslen blev sat til starten af 1978 sæsonen.

Helt efter planen kom det nu ikke til at gå. Nilsson var blevet alvorlig syg, af mavekræft, og kom aldrig til at køre F1 igen, inden han i en alt for tidlig alder, døde i efteråret 1978.
I stedet måtte den kun 24 årige og relativt uerfarne, men temperementsfulde Patrese, agere første mand.

Og helt tosset var starten ikke, i et af de første løb førte Patrese mod slutningen, men så gik bilen i stykker, og hermed startede det, der skulle blive symptomatisk for Arrows. Nu og da lige ved næsten, men aldrig helt. Aldrig havde man den smule held, der også skal med, for at vinde i Formel 1. Aldrig kom man for alvor ind i varmen.

Senere på sæsonen fik både Patrese og Arrows lidt oprejsning, da man kunne besætte andenpladsen i Sverige. Men det blev også til et enkelt alvorlig nederlag. Ved en retssag blev Jackie Oliver og Arrows dømt for at have taget tegninger til bilen med sig, da de forlod Shadow. Bilen blev erklæret for et plagiat og ligheden, specielt i profil er da også tydelig.

Men selv et mærkat som kopister, kunne ikke slå det unge Arrows team ud. Man var på vej ud for at erobre den store F1 verden, og det skulle ske med en ny revolutionerende vingeløs bil i 1979. Man ansatte den tidligere McLaren kører Jochen Mass, som den erfarne mand ved siden af Patrese og forventede så egentlig at tingene ville ændre sig fra godt til bedre.

Sandheden om den nye bil var dog, udover at den var en af de grimmeste biler i historien, at den hverken var hurtig eller god og som så mange før og siden, opdagede Arrows, at det er det andet år, som er virkelig svært. Efter det første år med begyndelsens gejst, skal man nu til at have hverdagen til at fungere.

Til 1980 vendte man tilbage til en mere konventionel bil, og det begyndte da også at gå den rigtige vej igen. Patrese fik en andenplads i Long Beach, men derudover var resultaterne få, men i det store hele gik det den rigtige vej.

Det gjorde det også da man tog hul på 1981 sæsonen. Bilerne var blevet malet orange, men førstemanden var stadig Patrese og han imponerede ved første løb, i Long Beach, at sætte pole position, og føre en stor del af løbet, førend – tjah hvad ellers – tekniske problemer.
Men det lille uheld satte ikke en stopper for Arrows. I Brasilien blev Patrese nr. 2 og i San Marino hentede han en 3. plads.

Og så skete der ikke mere den sæson, og dermed sluttede også historien om Arrows som et aspirerende tophold. Fra da af, og indtil nu, har Arrows i bedste fald været et midtfelts hold, som af og til har lavet det enkeltstående gode resultat. I perioden ’82 – ’84, hvor man ellers havde så gode kører som Marc Surer og Thierry Boutsen, og BMW’s VM vindende motor, var resultaterne ret beskedne.

Først i 1985 markerede teamet sig igen. Thierry Boutsen var for alvor ved at folde sit talent ud, og det kombineret med en fornuftig, men ikke særlig prangende, lille bil, betød en række gode placeringer. Først og fremmest andenpladsen i San Marino, som dog oprindeligt var en tredieplads, indtil den vindende Alain Prost blev diskvalificeret på grund af undervægt. Men Boutsen sluttede med 11 point og en ung Gerhard Berger fik 3 point.

Det lovede jo godt for den kommende sæson, men forventninger blev langtfra indfriet. Tværtimod blev man ramt af flere problemer.
Først kom den tilb