Artikler

Glemt er sidste sæsons lange dræbende kedsommelige løb, den uendelige sejrsrække til Ferrari, tvivlsomme dispositioner bland teamchefer. Glemt er de manglende overhalinger, og alle de gange jeg faldt i søvn foran fjernsynet. I stedet kommer forventningerne, forventningerne til den nye sæson, forventninger til at vi måske i år får en fantastisk sæson. Kald mig et fjols, en drømmer, en romantiker, kald mig hvad I vil, men jeg vil have lov til, her midt i vinterens grå (lejlighedsvist hvide) verden, at leve i et enfoldigt håb om, at netop i år, får vi en verdensmester der har vundet fire sejre og 77 point, tre mere end nr. 2. Jo, jeg ved skam godt, at det næppe sker, men jeg vil have lov til at have drømmen. Drømmen om den fantastiske sæson, hvor duellerne er knivskarpe, hvor gode kører kun vinder på gode dage, hvor middelmådige kører kan vinde på rigtig dage, og hvor verdenmesteren bliver fundet ved en bremseduel på tredjesidste omgang på Suzaka.

For hvis ikke jeg har drømmen, hvorfor skal jeg så tænde for fjernsynet alt for tidligt om morgenen her til marts. Hvorfor skal jeg bruge noget af min tid på at skrive en sport, som jeg forventer er kedelig. Jeg vil hellere skuffes i løbet af året, end jeg vil have lave forventninger før det første løb.

Vinteren er også tiden hvor man kan søge tilbage, til hvad der var engang. På den positive måde. I løbet af en sæson, hiver man gerne fortiden frem, for at perspektivere nutiden. Om vinteren kan dvæle ved fortiden, læse gamle bøger og blade, se på gamle billeder, eller gamle video’er. Om vinteren har man tid til at nyde, alt hvad der er positivt ved F1, og man kan nyde, når man samtidig håber og tror på, at drømmen en dag går i opfyldelse. En dag, vil det ske, en dag vil jeg få ret igen. En dag, vil der igen komme en sæson hvor de bedste kørere får omkring 70 point, hvor magtforholdet rykker sig fra løb til løb. Og hvem ved, en dag får vi måske igen lov til at opleve en ’82 sæson, hvor nr. 11 i VM også kunne vinde løb.

Så jo, jeg glæder mig i denne tid, jeg glæder mig til det bliver marts. Jeg glæder mig jeg igen skal mærke det lille pust af andrenalin, der altid kommer når lysene er blevet tændt før et løb. Jeg glæder mig til de første meter. Og spørg mig igen om et år, og jeg glæder mig igen – næsten uanset, hvor meget mine drømme blev kvalt i løbet af 2003.