Artikler

Indeks 

Max Mosley præsenterer nye regelændringer

 
Af Per Dons-Larsen.
 
I det sidste stykke tid har Max Mosley med hjælp fra andre, arbejdet på et nyt sæt regelændringer. I det foreløbige regelsæt er der ideer om bl.a. nye motorregler.

Ved San Marinos GP var flere teamchefer samlet med Max Mosley, Bernie Ecclestone og andre betydningsfulde personer. Mødet drejede sig om et nyt sæt regelændringer som Max Mosley har fået udarbejdet. Ideen er i første omgang at det nye sæt regelændringer skal træde i kraft i 2008, nogle måske endda før. Og hvorfor så lige 2008? Jo, der træder en evt. ny Concorde aftale i kraft. Men hvad står der i forslaget til regelændringerne?

FIA har foreslået følgende ændringer:

En ny motorstørrelse på 2, 4 L og i V8 form. Motorerne skal holde til mindst 2 Grand Prixer.
Genindførsel af manuelle gearkasser og manuelt betjente koblinger.
Servostyring og elektronisk kontrolleret spærredifferentiale skal fjernes og i stedet erstattes af elektroniske standard kontroller og bremsesystemer. Altså ens elektronisk udrustning på vitale steder i alle biler.

Desuden vil FIA gerne have indført andre ændringer i det eksisterende regelsæt. Der kan bl.a. nævnes:

Kun én enkelt dækleverandør, samt at kun ét sæt dæk anvendes i løbene, altså ingen dækskift undervejs.
Forbud anvendelse af reservebil.
Et nyt endnu ikke detaljeret kvalifikationssystem.
Der skal ikke være restrektioner for salg eller lån/leje af chassiser og dele teamene imellem. Et eksempel: Minardi kører i sidste års Ferrari chassis.
Der skal laves en lettere adgang for nye teams, idet at man på sigt ønsker 12 teams repræsenteret i feltet.
Beslutningstagen af nye regler og regelændringer skal ændres til èn flertals afgørelse, mod det nuværende system hvor alle skal være enige.

Dette er nogle af de ting som flere teamchefer mødtes med Max Mosley om i weekenden. Der spekuleres lidt i om at flere af punkterne er udarbejdet sammen med ét eller flere teams. Sjovt nok har det Flavio Briatore ejede firma, Megachrome, arbejdet med udviklingen af en motor med netop de ovennævnte specifikationer. Ferrari skulle også være inde i billedet i arbejdet med at skabe et ide udkast. Ross Brawn "kom til" at tale over sig og sagde at han fornyeligt var blevet adspurgt om han ville lave en liste over ønsker til evt. regelændringer.

Med to store teams involverede, er det naturligt at spørge andre om de nye forslag til ændringer. Det skete så i ugen op til San Marinos GP, hvor Max Mosley, Bernie Ecclestone, Charlie Whiting og Gerhard Gribkowsky som repræsenterer SLEC alle havde besøgt Luca de Montezemolo i Ferraris hovedkvarter. FIA har desuden inviteret til stormøde i Monaco d. 4. maj. Her skal forslagene foreligges for de indbudte teamchefer, motoringeniørerne og de tekniske chefer i teamene.

Men hvorfor er SLEC repræsenteret, kan man spørge. Sikkert af politiske årsager. Ideen med GPWC er absolut ikke død endnu, og kan stadig være en trussel mod FIA's Formel 1 verdensmesterskabsserie. Man kan sagtens forestille sig at dette er en taktisk manøvre for at imødekomme nogle af kravene fra GPWC, men samtidigt også selv sikre sig at der forsat kun er én verdensmesterskabsserie. Der er rygter fremme om at Mercedes chefen, Jürgen Hubbert, ikke er inviteret med til mødet. Jürgen Hubbert er formand for GPWC, McLaren-Mercedes har heller ikke meldt ud om hvorvidt de er interesserede i at deltage i mødet, hvilket de fleste andre teams har tilkendegivet positivt at de er. Bernie Ecclestone har udtalt at han helst ser de fleste af ændringerne gennemført inden 2008, måske allerede med start i 2006. Han har jo visse økonomiske interesser i SLEC som han er medejer af, men hvor han ikke har aktiemajoriteten. Er dette et forsøg på at splitte GPWC for at FIA kan bevare deres mesterskab? Spekulationerne er mange, og der vil ganske givet komme flere til.

PDL  

 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk