På søndag skal jeg prøve noget nyt: Jeg skal se Formel 1 omgivet af julepynt, engle, nisser, kugler, og med en flammende adventskrans til at sprede hygge, og jeg skal nyde (forhåbentlig) ungernes hjemmebagte pebernødder og småkager. Det har jeg aldrig prøvet før - er heller ikke sikker på, at kombinationen er så fantastisk. Men i det mindste slutter sæsonen 2011 af på en rigtig racerbane: Interlagos i Brasilien.
Om løbet så i virkeligheden bliver underholdende, eller det bliver endnu en omgang Vettel dominans, må vi vente med at få at vide. Men i al fald kan man trøste sig med at næste gang vi ser dem allesammen igen, er det et nyt år, en ny sæson og nye muligheder. 2011 blev ikke ligefrem noget klassisk år. Ikke at det var nemt at følge ovenpå 2010, der var aldeles fremragende, men her er vi ligesom bevæget os fra den ene yderlighed til den anden.
Pirelli har ligesom i Abu Dhabi taget medium og det bløde dæk med. Generelt har problemet med dækkene i år været, at der har været én rigtig strategi - der mangler lidt frirum til at handle og tænke selv.
DRS er tilgengæld noget der har virket, og på den gode måde. Forstået sådan at det har skabt overhalinger, specielt midt i feltet, men det har heller ikke gjort det for let. De baner der er svære at overhale på, er stadig svære. Selvfølgelig skal der lidt justeringer til, men i forhold til at det har været første sæson, har det været ret vellykket.
I Brasilien ligger DRS zonen på baglangsiden, mellem sving 3 og 4. Indgangen til sving 4 er i forvejen et af de gode steder på Interlagos, og man må formode at de bliver bedre i år.
Banen vil i øvrigt ændre lidt på sit udseende frem til løbet i 2012. To dødsulykker i foråret har sat gang i et projekt med at udvide banen lidt på langsiden, lave en ny pitindkørsel og udvide afkørselsarealet ved sidste sving.
Som kørersteward finder vi ved dette løb Alexander Wurz, der påtager sig denne rolle for første gang i år. Idéen med at have en tidligere topkører som steward har vist sig at være en succes - afgørelserne er ikke helt så tilfældige mere og brokkeriet er ikke helt så markant. Lidt sjovt er det jo så også, at den eneste kørersteward, der ikke selv har kørt nogle F1 løb, er en dansker ved navn Kristensen.
Og så er der selve løbet. Tjah - VM er afgjort, måske kan man hidse sig lidt op over hvem der skal have de følgende placeringer, men det er jo ren kosmetik - en 2'er er jo bare den første taber. Det er heller ikke helt usandsynligt at Vettel dominere fra start til slut. Det gjorde han jo godt nok ikke i Abu Dhabi, men der fik han jo ikke engang kørt en omgang inden det gik galt.
Men det er sæsonens sidste løb - og det har været en langt sæson, og stemningen plejer at være afslappet ved sådanne lejligheder. Og en afslappet stemning kan nogle gange smitte af på resultatet. Det kunne da være meget sjovt.