Endnu en sæson er gået og det er blevet tid til at se tilbage på de 17 løb som der blev kørt i dette års Formel 1-VM. Som bekendt blev det jo Jacques Villeneuve, der trak det længste strå i VM-sammenhæng og vandt det prestigefyldte mesterskab. Denne artikel er den første af tre dybdeborende artikler. 'Formel 1 1997 - Sæsonen der gik" som er opdelt i to dele, vil gennemgå de enkelte løb med forklaringer, kommentarer og masser af billeder. I den næstkommende artikel kan du læse noget om de enkelte teams, hvor bilernes og kørernes præstationer er grundlaget for en grundig analyse. Hvis du derimod venter på at læse noget udelukkende om Jan Magnussen og hans sæson hos Stewart, så er det tredje trin i dette års analyser. Vi regner med at have en årsrapport om Magnussens debutsæson hos Stewart klar om nogle uger.
Der var, som sædvanligt, sket flere forandringer inden sæsonen begyndte. Blandt kørerne var der sket nogle ændringer. Verdensmesteren Damon Hill blev fyret hos Williams, og fik en kontrakt og en kæmpe hyre for at køre for det lille Arrows-Yamaha-team. Hos Williams fik Heinz-Harald Frentzen endelig chancen, efter at Frank Williams havde jagtet ham siden 1994. Hos Jordan fortsatte man politikken med at hyre unge kørere. Ralf Schumacher var parat til at begynde karrieren det samme sted som storebroder Michael havde gjort det 6 år forinden. Den talentfulde italiener Giancarlo Fisichella fik det andet sæde. På chefniveau fik Alain Prost endelig købt det franske Ligier-team, og blev dermed teamchef for et team der bærer hans navn. To nye teams mødte op i Melbourne, Stewart-Ford og Lola-Ford. For Lolas vedkommende var det et comeback i nye farver, mens Stewart var blevet det nye fabriksteam for Ford. Rubens Barrichello skulle bringe erfaring med mens unge Jan Magnussen var fremtidens mand. Men Formel 1 blev ikke kun beriget med hensyn til kørere og teams. Dækfirmaet Goodyear fik i år konkurrence af Bridgestone, som efter flere års udvikling endelig var klar til at være med i motorsportens Superliga.
På papiret var det Williams og Jacques Villeneuve der var favoritter til VM-titlerne. Men som sædvanlig skulle man ikke undervurdere Michael Schumacher som allerede i 1996 viste at han kunne presse sejre ud af den underlegne Ferrari. Mange spekulerede også om Benetton og McLaren kunne vende deres dårlige formkurver, og der var også andre hold under dem i hierarkiet der pressede sig på. Men det der lignede en suveræn Williams-triumf blev en sand gyser.
Melbourne, Australien: Jacques Villeneuve understreger lørdag at han er storfavorit til VM-titlen. Han sætter pole position med et forspring til holdkammeraten på andenpladsen, med over 1,7 sekunder. En sand fantomtid! Ferrari og McLaren viser også gode takter og er med fremme i top-6. I den anden ende har verdensmesteren store problemer. Hans Arrows er mildest talt umulig. Han redder sig lige med nød og næppe med i løbet om søndagen. For Stewart-Ford ligner debuten en succes. Rubens Barrichello kvalificerer sig som nummer 11. Det er kun Sauber-teamet der i nyere tid har klaret debutløbet bedre. Comeback for Lola bliver til et farvel! Lola-bilerne er håbløst bagud, over 11 sekunder i kvalifikationen. Teamet er tydeligvis ikke parat til de store udfordringer der er i Formel 1. I resten af sæsonen dukker Lola ikke op - hvilket nok var meget godt - de var mere blevet til fyld end til gavn.
For Damon Hill bliver årets første løb et mareridt. Han når slet ikke til start, da hans speeder går i stykker under opvarmningsomgangen. Ve