Pitsladder

I gamle dage, da man kunne lægge sin strategi udfra ens placering på gridden, kunne man selvfølgelig have forestillet sig, at Barrichello havde lagt en alternativ strategi på grund af hans placering i starten. Men som reglerne er i dag, bliver strategien lagt inden tidskørslen og derfor var det allerede i går planlagt at Barrichello kun skulle stoppe to gange. Hvad nu hvis man havde byttet om på strategien? Tjah - så havde Schumacher sandsynligvis vundet alligevel. De 12 sekunder der var mellem de to passer meget godt på den øjeblikkelige styrkeforskel på de to kørere.

I forhold til løbet for fjorten dage siden på Imola var Ferraris konkurrenter nærmest endnu længere væk fra de røde biler. Nærmest som om udviklingen var gået baglæns for de fleste teams. Renault leverede den bedste præstation af de andre hold. Jarno Trulli lavede en kanonstart og kom foran både Sato, Montoya og Schumacher og storme afsted. Men som sædvanligt var det en kortfristet fornøjelse, der varede ind til første pitstop, hvor Schumacher i vanlig stil overtog 1. pladsen for aldrig at give den fra sig. Trulli kørte et fornemt løb og fik en fortjent podieplads efter de to Ferrari racere.

Umiddelbart efter Trulli kom holdkammeraten og hjemmebanehelten Fernando Alonso. Den unge spanier havde en middelmådig startplacering, men kørte et flot løb efter en god start. Mod slutningen hentede han meget ind på Trulli, men rigtig farlig blev det aldrig.

Lørdagens overraskelse var manden i 3. startposition, Takuma Sato. Japaneren har altid været hurtig, men har efterhånden lagt sine kamikaze tilbøjeligheder bag sig. I dag kørte han et godt løb, uden alt for mange store armbevægelser og hentede en god 5. plads hjem, på en dag hvor BAR som helhed skuffede efter de flotte præstationer i de sidste par løb.

Før løbet havde der været en masse snak om duellen Schumacher kontra Montoya. De to kamphaner er begge kommet med udtalelser om at de ikke ville vige for at lade den anden komme forbi. Men muligheden for den store duel druknede på de allerførste da Montoya kiksede starten og røg ned på en 4. plads. Senere faldt columbianeren lidt længere tilbage, inden bilen gik i stykker og sendte Montoya ud af løbet. Dermed fik Ralf Schumacher æren af at være den bedste Williams kører i løbet, men påen 6. plads er det ikke en imponerende præstation. Generelt leverede lillebror endnu en halvsløj præstation i dag.

Udover Sato, så var dagens store overraskelse Giancarlo Fisichella, der ligesom Rubens Barrichello kun skulle stoppe to gange. Mens strategien nok egentlig var ligegyldig for Ferrari, så var det måske nok strategien der hjalp Fisichella og Sauber til den ganske flotte 7. plads. Holdkammeraten Massa sluttede som nummer 9 og dermed må Sauber være ganske godt tilfredse med deres indsats i Spanien. Specielt i betragtning af at efter Massa kom to herrer ved navn Raikkonen og Coulthard!

De to McLaren kørere havde ikke noget godt løb, på intet tidspunkt lignede de nogen der var i stand til at kæmpe om point. Tilgengæld gennemførte begge biler løbet. Men et eller andet sted tror jeg hellere de ville have været med i front og så udgået, end at gennemføre i den dårlige halvdel.

Der skal vi se næste kapitel i den efterhånden alt for lange føljeton der hedder "Fang Ferrari", hvori titelbilen alt for ofte undslipper forfølgernes ikke alt for spidse kløer. Chancerne for at styrkeforholdet er drastisk ændret siden sidst er, mildest talt, begrænsede.

Sådan var det ellers engang. Bilerne havde nogle baner hvor de passede til, og andre hvor de var knapt så gode. Derfor kunne man se en bil en uge ligge med i front, og ugen efter lå den et eller andet sted nede i bunden af feltet. I dag er de langt bedre til at tilpasse deres biler til alle baner, med mere forudsigelige (eller kontinuerlige, for at bruge et positivt ord) til følge.

Spanien er så nok heller det sted hvor der sker de allerstørste overraskelser. Banen er notorisk kendt for sine søvn-inspirerende løb. Ikke fordi der som sådan er noget galt med banen, den er måske ikke specielt ophidsende, men den er ok, men fordi alle teamsene elsker at teste på Catalunya og derfor kender hver eneste milimeter asfalt der er lagt der.

Michael Schumacher har vundet de fire første løb i år, en sejr til og han tangerer Mansells rekord på fem sejre. I virkeligheden den samme situation som i 1994, hvor tyskeren i sin blå Benetton havde vundet i Brasilien, Aida, Imola og Monaco og så kunne tage sin femte sejr på stribe i Spanien. Dengang gjorde han det ikke, og man kunne måske håbe på en gentagelse!

Dengang var det en teknisk defekt der satte en stopper for Schumacher sejrsstime. Den slags er ikke så almindelige for ham i dag - sidst han udgik var i Brasilien sidste år - og det var en kørerfejl. Men på et eller andet tidspunkt må den jo komme, den maskinelle defekt på en Ferrari.

I 1994 var det Damon Hill der vandt løbet og gav et tiltrængt løft til Williams teamet der stadig var lettere lamslået ovenpå Sennas død en månedes tid forinden. Den situation kan man heldigvis ikke trække nogle direkte paralleller til i dag. Af forfølgerne til Ferrari er det vist mest McLaren der trænger til et løft, men hvis man skal holde på noget andet end rødt, så er Williams nok et langt bedre bud. En sejr til Montoya ville også være bedre for VM kampen, da columbianeren stadig er lidt med i kampen, i modsætning til Raikkonen der virker som om han er sat helt af.

Skal man fokusere på noget spændende i Spanien, må det være to ting. For det første om BAR fortsætter deres fantastiske udvikling, eller de bare har klaret sig godt relativt (fordi de andre ikke har gjort deres hjemmearbejde. Kort sagt er BAR blevet gode, eller er de andre bare blevet dårligere?

Den anden ting, der er spændende er Rubens Barrichello. Godt nok har hentet sølvmedaljer to gange i år og ligger på 2. pladsen i VM, men brasilianeren har ikke været for imponerende indtil videre. Sidste sæson lå han tæt på Schumacher, og ofte foran. Det var Barrichello der havde den bedste gennemsnittelige startplacering sidste år (af alle kørere) og det virkede som om han kunne true Schumacher, hvis han fik lov. Om han får lov eller ej, virker i øjeblikket som en akademisk diskussion, for han er slet ikke i nærheden af Schumacher, hverken i tidskørsler eller i løbene. Det store spørgsmål er hvorfor? At Ferrari bygger en bil, som er konstrueret efter Schumachers ønsker, er hverken hemligt eller nyt. De sidste par år har Barrichello fint været i stand til at følge med alligevel, men i år er han for langt bagefter til at man for alvor kan tro på ham som andet end væbner for mesteren.