Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
30.10.1999
 Støt Jason Watt
 Bekymring om dæk
 Alesi rasende på Hakkinen
 Stor skuffelse for Williams
 Eddie er klar - Michael vil vinde
 Hakkinen lidt skuffet
 Glæde hos Prost - Peugeot stærke
 Herbert igen bedre end Rubinho
 Frustration hos Benetton
 Pollock får ikke sparket
 Schumacher i front
 Lørdagens træning
 
29.10.1999
 Schumacher er Irvines håb
 Villeneuve på knæ
 Status efter dag 1
 Schumi - Jeg kunne have vundet
 BAR håber på top-6
 Hill ikke helt ud af Formel 1
 Ferrari med livrem og seler
 Schumacher har det ikke nemt
 Haug ikke kun bange for Ferrari
 2. frie træning
 1. frie træning
 

Hop til top30.10.1999

Støt Jason Watt

Jason Watts uheld berører os alle meget dybt og det er meget kedeligt for dansk motorsport at Jason har måttet afslutte sin karriere på denne måde, netop som han havde fået en succesfuld afslutning på Formel 3000-sæsonen. I den forbindelse er det blevet muligt at sende Jason en mail og give support. Du finder supporten til Jason på følgende site: Support til Jason WattEksternt link"
BB  


Hop til top
Bekymring om dæk

Dækkene kan måske blive en vigtig ingrediens i det japanske grand prix. Der er meget der tyder på at store dele af feltet er på de bløde dæk og Yoshihiko Ichikawa forklarer hvad der kan være forskellen på soft compund'en som er den mest foretrukne i forhold til medium dækket der også har været stillet til rådighed. "Soft-compound'en, som har en fordel på godt 0,3 sekund i forhold til medium, var dagens populære valg. Den høje nedbrydningshastighed som vi så på den bløde compound gennem weekenden vil sikkert være mere kontrolleret i morgen," siger Ichikawa. Han bemærker at flere team brugte adskillige dæk, og derfor er det ikke usandsynligt at flere let brugte dæk kommer i aktion i løbet.

De to rivaler om VM-titlerne holder kortene meget tæt til kroppen, men Ferrari og Ross Brawn har endnu ikke dækstrategien klar. "Når det drejer sig om dækkene har vi i dag set mindre nedbrydning end i går, og det er ikke muligt at give en præcis vurdering om dækstrategien indtil i aften eller måske først i morgen efter warm-up'en," siger Ferraris tekniske leder, mens den tilsvarende tekniske leder hos McLaren, Steve Hallam ikke havde mange kommentarer, men antyder at McLaren må være med de bløde dæk: "Med udsigten til godt vejr og med alle på de bløde dæk er der nu færre variabler for os at bekymre os om," siger Hallam.

Det er i den forbindelse lige værd at erindre hvordan VM blev afgjort sidste år - det var Michael Schumachers dæk der eksploderede da tyskeren var for langt tid ude på hans slidte dæk, og derfor røg han af banen mens Hakkinen kunne kåres som verdensmester. Skal VM igen afgøres af et Bridgestone-dæk? Det kan ikke udelukkes...

BB  


Hop til top
Alesi rasende på Hakkinen

Endnu en kører markerede sit farvel til teamet med en flot præstation - Jean Alesi sluttede med en 10. plads. Franskmanden var imidlertid i fokus i forbindelse med sammenstødet med Mika Hakkinen i de sidste sekunder af kvalifikationen. "Hakkinen havde allerede blokeret for mig under mit tredje forsøg og på det sidste holdt han mig bagved helt fra hårnålen til chikanen, selvom jeg var på en hurtig omgang og han ikke var det," raser Alesi og kræver at FIA ser nærmere på den måde kørerne opfører sig i forbindelse med kvalifikationen. "Da vi kom til chikanen kørte Hakkinen pludseligt langsomt og for at undgå at køre under hans vinge måtte jeg totalt misse chikanen," siger han videre mens Peter Sauber ærgrede sig over at det ikke i stedet var blevet til en 6. plads: "Hvis han ikke to gange var kommet op bag en langsom racer, ville han havde været i stand til at nå 6. pladsen, fordi han var kun 9/100 langsommere."

Pedro Diniz havde problemer med undervognen og har indtil videre ikke haft en nem weekend. "Det var svært for mig at finde et set-up, og jeg havde for meget overstyring i de hurtige sving - helt ærligt: jeg er skuffet," siger Diniz der starter som nummer 17.

BB  


Hop til top
Stor skuffelse for Williams

I kampen om 4. pladsen i konstruktørernes VM ser efterhånden ud til at være i Stewarts hænder. Ralf Schumacher var en plads efter Johnny Herbert, som nummer 9. Den unge tysker begik allerede på den første omgang en fejl og kørte sig selv af banen. "I mit første forsøg i kvalifikationen pressede jeg for hårdt, og kom for hårdt over kerb'erne og kørte ind i barrieren," siger Ralf Schumacher, men fik alligevel kæmpet sig op på 9. pladsen i reserveraceren.

Det gik ikke bedre for Alessandro Zanardi der efterhånden med rette kan betegnes som denne sæsons største katastrofe. Mens Ralf Schumacher har skovlet point ind til Williams har Zanardi blot cirkuleret rundt uden at have scoret et eneste point. Godt nok er Williams-raceren svær, men alligevel. I dag var der i hvert fald ikke nogen bortforklaring fra italieneren. "Mens vi ledte efter nogle bedre justeringer, tog jeg et valg der viste sig at være forkert. Så vi kunne ikke sætte en god tid da vi behøvede det, og alle andre forbedrede sig," siger Zanardi mens teamets tekniske leder, Patrick Head ærgrer sig: "Det var en rimelig skuffende kvalifikation for Ralf - han begik en fejl på den allerførste omgang i hans løbsracer," siger Head men roser Ralf for at have kæmpet sig til en niendeplads. Zanardi får disse ord med på vejen: "Alex havde ikke rigtig nogen problemer, men kunne simpelthen ikke opnå en bedre placering." Men Williams vil stadig beholde ham - det må vist koste alt for meget at give ham en fyreseddel...

BB  


Hop til top
Eddie er klar - Michael vil vinde

På trods af at Eddie Irvine kørte af banen og smadrede sin Ferrari-racer ret kraftigt er ireren helt klar til at tage den store udfordring op i morgen. Michael Schumacher er forrest og kan med en sejr gøre det nemmere for Irvine, der selv skal køre sig til en 4. plads for at tage VM-titlen. Irvine tog selv skylden for afkørslen der endda var skyld i at kvalifikationen blev afbrudt i nogle minutter. "Lige før mit uheld lavede vi en større ændring på fronten af raceren, som var en stor forbedring. Men det gjorde raceren mere nervøs, og jeg mistede kontrollen over bagenden, hvilket er grunden til at jeg kørte galt," siger Irvine der dog ikke regner med at det kommer til at påvirke ham i løbet i morgen.

Michael Schumacher var meget glad for sin pole og han har allerede foreslået taktikken forud for løbet. "Den bedste måde jeg kan hjælpe ham og teamet er at vinde løbet og konstruktørernes VM for Ferrari," siger Schumacher der selv har indrømmet at han har meget svært ved at skulle være andenkører for Irvine. Men der kan komme andre forslag fra blandt andet Jean Todt og Ross Brawn. "Nu skal vi se på den bedst mulige måde at hjælpe Eddie i morgen, fordi vi arbejder som et team," siger Schumacher og lader det være op til teamet at bestemme over hvordan han skal køre løbet. Om ikke andet kan Schumacher næppe tillade sig at falde tilbage, eftersom Hakkinen så vil tage fronten og dermed ødelægge alle VM-drømmene. Jean Todt var en smule skuffet over Irvine. "Vi ønskede og forventede at få Michael i den forreste række med den bedste tid og at have Eddie i top-4. Vi sluttede med pole til Michael og femtepladsen," sagde teamchefen der i denne sæson har været under et stort pres.

BB  


Hop til top
Hakkinen lidt skuffet

Det blev ikke til pole position for Mika Hakkinen, blandt andet efter at han ikke fik en optimal mulighed for at forbedre sig i det sidste forsøg. Efter at følelserne havde lagt sig lidt indrømmede Hakkinen dog at sammenstødet med Jean Alesi ikke kun var franskmandens fejl. "Mit sammenstød i den sidste chikane med Jean Alesi var uheldig, men ting som det sker og jeg tror ikke det var nogens fejl," siger Hakkinen. Ron Dennis havde dog sværere ved at acceptere uheldet, men mener stadig at teamet i god form forud for det altafgørende løb søndag.

David Coulthard, der i går kørte af banen, var godt med og kan blive en god støtte for Hakkinen. Skotten var rimelig tilfreds med kvalifikationen, og glæder sig meget til løbet. "Jeg er spændt på at se hvad der sker i morgen eftermiddag, fordi selvom kvalifikationen sluttede på denne måde, betyder det ikke at vi får den samme rækkefølge i morgen når vi er kommet ud af det første sving," siger Coulthard der måske får til opgave at være "oppasser" på Eddie Irvine.

Dog har McLaren gode muligheder for at klare sig godt i begge mesterskaber, men det kræver blandt andet at Ferrari ikke vinder løbet hvis Ron Dennis skal vinde konstruktørernes VM. Hakkinen skal have 4 point mere end Irvine for at vinde VM - og hvis resultatet af kvalifikationen holder hele vejen gennem de 52 omgange på Suzuka er det Hakkinen der bliver verdensmester mens Ferrari vinder konstruktørernes.

BB  


Hop til top
Glæde hos Prost - Peugeot stærke

De to Prost-kørere der i den kommende sæson ikke længere er at finde i Alain Prosts team, fik en foreløbig fornem afslutning på deres tid i det franske dreamteam. Olivier Panis, der sandsynligvis kører sit sidste Formel 1-løb sluttede på 6. pladsen og har dermed et godt udgangspunkt forud for løbet søndag. "Jeg er meget glad for vores kvalifikation," siger den 33. årige franskmand og fortsætter: "Peugeot-teamet har udført et utroligt stykke arbejde ved at give os en så konkurrencedygtig motor som gav så meget i denne kvalifikation. Vi har ventet lang tid på et resultat som dette med begge racere på samme tid, og jeg er meget glad for dette selv om det er vores sidste grand prix sammen."

Også hans holdkammerat, Jarno Trulli, der i den kommende sæson skal kører for Jordan-teamet var meget glad for at sluttet tiden hos Prost med en god kvalifikation, selvom italieneren løb ind i flere problemer undervejs. "Raceren er dog godt afbalanceret og EV7-motoren var konkurrencedygtig og takket været disse to faktorer havde jeg en chance for at sikre mig en god startplacering," siger Trulli der tog Prost-teamets fornemmeste placering da han blev nummer 2 i det dramatiske løb på Nürburgring for lidt over en måned siden. Teamchef Alain Prost var også meget lykkelig over udfaldet - især over Peugeots præstation. "Peugeot Evolution EV7'eren har også været et plus ved at skære de 10. dele det var nødvendigt at få en god placering på grid'en, da omgangstiderne var så tætte," siger Alain Prost der i den kommende sæson også kører med Peugeot, men med to nye kørere - Jean Alesi og Nick Heidfeld.

BB  


Hop til top
Herbert igen bedre end Rubinho

Det blev igen Johnny Herbert der tog meget af opmærksomheden fra teamets normale førstekører Rubens Barrichello. Selvom Stewart, i deres sidste løb under det navn, ikke var overbevisende holder de stadig live i håbet om at score point i det sidste løb. Derudover står teamet meget godt i kampen om 4. pladsen i konstruktørernes VM. Stewart er på 4. pladsen med 36 point, mens den nærmeste rival Williams har 33 point. "Set i forhold til teamet er det vigtigt at jeg er foran Ralf Schumacher når man ser på stillingen i VM. Jeg har været meget glad for den måde raceren har fungeret i løbsopsætning så det bliver interessant i morgen," siger Johnny Herbert mens Barrichello var ked af at hans sidste kvalifikation ikke gik helt efter bogen.

"Jeg fik ikke et frit forsøg under hele kvalifikationen," beklager Barrichello, der skifter til Ferrari i den kommende sæson. "Jeg ville virkelig en speciel sidste kvalifikation med Stewart-Ford. Jeg er på teamets vegne ked af at tingene ikke ville som jeg ville i dag," siger Barrichello der blot blev nummer 13 mens Herbert blev nummer 8. Barrichello har de sidste tre løb stået i skyggen af Herbert - ikke lige det brasilianeren behøver hvor han i fremtiden kommer til at være andenkører for Michael Schumacher!

BB  


Hop til top
Frustration hos Benetton

Det blev blot til en 14. og 15. plads til Benetton-teamet der ser ud til at afslutte sæsonen med et dårligt resultat. For 4 år siden kunne teamet netop glæde sig over sejren i konstruktørernes mesterskab, men siden da er det kun gået ned ad bakke. De to følgende år blev det blot til en 3. plads i konstruktørernes VM, mens det sidste år igen gik dårligere - halvt så mange point som året før og blot en 5. plads. I år bliver det ikke meget bedre - Fisichella og Wurz har totalt scoret sølle 16 point og ligger nr. 6 i konstruktørernes VM - endnu en halvering af forrige års pointscore.

Der var heller ikke meget opmuntring at spore for teamet efter kvalifikationen på Suzuka. Rocco Benetton der nu har stået i spidsen for teamet har endnu ikke fået teamet på rette kurs. "Det var meget frustrerende i dag, med masser af trafikproblemer, så jeg tror vores bedste forventninger kun kunne have været et par pladser længere fremme." Men trafikken berører ikke kun Benetton, så det kan ikke bære hele skylden. Alexander Wurz ved godt at det ikke kører for teamet i øjeblikket. "Der er ikke noget andet vi virkelig kan få ud af raceren i øjeblikket," siger østrigeren, der mente at han måske kunne have været 2/10 hurtigere hvis ikke det havde været for de gule flag efter sammenstødet mellem Hakkinen og Alesi.

Det bliver derfor meget svært at få point til teamet i dette løb, og fremtiden ser heller ikke for godt ud. Teamet må også til næste år anvende Supertec-motorer og kommer i "fint" selskab med Arrows og måske også Minardi!

BB  


Hop til top
Pollock får ikke sparket

På trods af elendige resultater i denne sæson ser det ud til at Craig Pollock nu sidder bedre i det varme chefsæde hos BAR. Rygterne har ellers gået højt om at han var på vej ud efter at Pollock var kommet på kant med BAT, der sponsorerer teamets Formel 1-eventyr. BAR har kniven for struben, eftersom de ikke har scoret point og det kan blandt andet være med til at give dem økonomiske lommesmerter, eftersom point i konstruktørernes mesterskab er lig med dækning af en del af rejseudgifterne gennem FOCA.

Tidligere har det ellers været rygtedes at Rick Gorne skulle overtage Pollocks plads, og blandt andet få Adrian Reynard mere med i teamet. Det menes at Reynard og Pollock/Villeneuve er røget i totterne på hinanden - især efter Villeneuves kritik af Reynards manglende engagement. Teamet forventer sig meget af løbet - der har stor økonomisk betydning for teamet. Grunden til at flere peger på at Pollock ikke får sparket er at alle aktionærerne i teamet er rimelig tilfredse og det vil i sidste ende kræve at Pollock sælger sin del af aktierne i teamet - og så tager han sandsynligvis også Villeneuve med sig.

BB  


Hop til top
Schumacher i front

Michael Schumcher scorede sin anden pole i træk efter hans come-back til formel 1 efter spændende duel med Hakkinen om hurtigste tid. Den anden titelduelant, Eddie tiltrak sig lidt mer uheldig opmærksomhed. Man behøver ikke være uddannet psykolog for at gætte at Irvine er nervøs. En ting er at hans altid rebelske udtalelser er forstummet for en stund, noget andet at han var af banen i hver eneste session i dag, lørdag. I kvalifikationen var der næsten gået en time, da han parkerede Ferrari'en i dæk muren og mistede højre forhjul. "Jeg prøvede simpelthen for hårdt," sagde ireren senere. Kvalifikationen blev stoppet i næste ti minutter mens væggen blev repareret og boilen fjernet. Irvine vendte tilbage på banen i reservevognen, men til masser af trafik, for med kun får minutter tilbage havde næsten alle kørere overskydende omgange tilbage af de tilladte tolv. Ralf Schumacher havde haft endnu et uheld tidligere i tidstagningen, hvilket medførte gule flag, der også havde medvirket til dette.

Pole-postionen skiftede ejermand tre gange, først fra Frentzen, en af de første på banen, til Coulthard, til Michael Scumacher ti minutter senere, der blev den første kører under de 1 minut og 38 sekunder. Hakkinen forbedrede sin 2.-plads, men Schumacher skar 3/10-dele af hans tid og tog sin kun 3. pole i år. Ingen tvivl det kunne være blevet til flere, havde han kørt sæsonen fuldt. Efter kvalifikatione blev sat i gang igen, forbedrede ingen af topkørerne deres placeringer. Mika Hakkinen gjorde ellers hvad han kunne, men et mindre sammenstød med Alesi forhindrede ham. Top 6 blev: Michael Schumacher, Mika Hakkinen, David Coulthard, Heinz-Harald Frentzen, Eddie Irvine og Olivier Panis. Den anden kører deltager i sit sandsynligvis sidste grand prix er Damon Hill fra 12. position. Skråt bag ham ligger Rubens Barrichello på en skuffende 13.-plads.

Det gode vejr forsatte, men det var blæsende. I morgen loves der koldere vejr, mellem 10 og 20 grader, skyet, men ingen regn.

CBA  


Hop til top
Lørdagens træning

Vejret var varmt og skyfrit, da den tredje fri træning begyndte på Suzuka. Allerede efter en halv time lå placeringerne plads. Ligesom i går var McLaren dominerende, men især to andre kørere gjorde sig bemærket: Frentzen, som lykkedes at kile sig ind mellem Hakkinen og Coulthard, og Herbert der længe var med fremme. Det blev dog kun til en 6.-hurtigste tid, men alligevel to pladser bedre Barrichello. Michael Schumacher, der øvede starter fra pitten, var at finde nede som nummer 12, Irvine 4'er foran Ralf Schumacher. De to mesterskabsrivaler og Takagi var udenfor banen, men Ricardo Zonta stod for det mest dramatiske da han spandt af med et kvarter tilbage af træningen.

Top 6, 3. fri træning: Hakkinen, Frentzen, Coulthard, Irvine, Ralf Schumcher og Herbert.

Men hvis Michael Schumacher holdt lav profil i lørdagens første træning, livede han ellers op i den anden. Ca. fem minutter inde satte han hurtigste tid og forbedrede den med lidt over en tiendedel igen tyve minutter senere. Desværre virkede det som at Ferrari kun var i stand til at lægge en bil i front: Irvine havde problemer med sit set-up og var ude i gruset en gang. Hans bedste tid i de to træninger blev diskvalificeret, da han var tvunget til at tage den ulovlige vej gennem chikanen.En både skuffende og foruroligende 12.-hurtigste tid for Ferrari, der vil gå ind sammenligne set-uppet med Schumachers inden kvalifikationen.

Heller ikke Mika Hakkinen var tilfreds med sin bil. Han var 7.-hurtigst i fjerde tæning, men hans bedste tid fra tredje træning sikrede ham en 2.-plads samlet. Mellem ham og David Coulthard, 7'er, lå Jordan og Stewart i rækkefølgen: Herbert, Frentzen, Hill og Barrichello. Herbert, der har fået seltilliden igen efter sin sejr, forbedrede i sidste øjeblik.

BAR og Benetton lå langt nede, og særlig Villeneuve var utilfreds med sin 18.-plads, ligebag Zonta og kun bedre ned Minardi og Arrows. Fisichella og Wurz var 13 og 15. Hos det 3. Supertech-team, Williams, lykkedes Ralph Schumacher at holde sig i top 10, på trods af at hans træning sluttede efter en halv time, da en kørerfejl sendte ham af banen. Da var han 5.-hurtigst. Zanardi har ikke nogen undskyldning for at være nr. 14, og rygterne går heftigt om at sir Frank Williams udskifter ham i det nye år. Sauber havde haft en del problemer, men var tilfredse med 10 og 16.

Michael Schumacher forbedre den bedste tid igen med i det sidste minut og hans bedste tid var fire tiendedele hurtigere end Hakkinen. Tiderne fra århundredets sidste fri træning, finder du under "Resultater".

CBA  


 

Hop til top29.10.1999

Schumacher er Irvines håb

Uden Michael Schumacher ville det nok have set meget sort ud for Eddie Irvines VM-drømme. Blot en 10. plads til Irvine, men Michael Schumacher tror stadig på irerens chance. Mika Hakkinen var meget glad for dagens resultat har det har taget lidt af presset fra finnen, der nu kan maksimere presset for at opnå den altafgørende pole position der kan være guld værd når VM skal afgøres.

"Der er ingen grund til bekymring over Eddie - han bliver klar," sagde Schumacher da det var klart at der var stor forskel på de to Ferrari-kørere. Blandt andet er Schumacher sikker på at teamet har fundet det rigtige set-up, men at teamet ikke har fået sat den tid der afspejler det. Irvine var ikke selv i det positive hjørne. "Raceren kørte ikke godt og vi har arbejde indtil søndag, men måske vil vi være der før den tid. Måske bliver vi endda nødt til at håbe på McLarens holdbarhedsstatistik," siger Irvine der fører med 4 point i VM. Ireren frygter ikke at Hakkinen måske starter fra pole - det har han gjort så mange gange og alligevel ikke vundet...

BB  


Hop til top
Villeneuve på knæ

Jacques Villeneuve har været på knæ og sangerinden Dannii Minogue (Kylie Minogues lillesøster) har sagt ja til at gifte sig med ham.

Parret har kun været sammen i fire måneder. Jacques og Dannii begyndte at se hinanden i juni måned, men allerede i september flyttede Dannii ind i Jacques' million dollar penthouse i Monte Carlo.

De to elskende holdt deres forlovelsesfest denne uge i Sidney, hvor Villeneuve holder en kort pause fra motorløb.

Herfra skal der blot lyde et tillykke, med håbet om at Villeneuves præstation i Japan ikke bliver for påvirket af deres hvedebrødsdage.

HPR  


Hop til top
Status efter dag 1

Så er den sidste afdeling af Formel 1-VM 1999 begyndt og skal man bedømme ud fra de to første trænings-sessions har McLaren det umiddelbare overtag. Den tid som Mika Hakkinen satte i den første træning holdt hele vejen igennem og blev ikke forbedret. Men det var en dyr pris for McLarens foreløbige dominans. David Coulthard oversatsede i et af svingene og kørte sin racer af - og det kostede vigtig tid på banen. Skotten har en meget vigtig rolle i dette løb og skal levere en god indsats for at være en hjælp for Hakkinen. "En produktiv morgen indtil sammenstødet! Som man kunne forvente pressede jeg meget hårdt i et sving - jeg var lidt bred og fik et hjul på curb'en som fik raceren til at spinde hurtigere end jeg kunne redde den. Der er ret meget skade på raceren, men jeg ved at teamet vil arbejde hårdt som altid, for at klare det før i morgen, så jeg ser frem til i morgen til en konkurrencedygtig kvalifikation," sagde David Coulthard efter fredagens træning - det eneste der afbrød en ellers udramatisk træning.

Hos Ferrari var man endnu ikke nået helt frem til det bedste set-up. "I dag var vores arbejde centreret om forberedelse til løbet. Ingen af kørerne har endnu fundet det rigtige set-up eller balance i racerne," sagde Jean Todt. Michael Schumacher var den bedste Ferrari-kører på en 4. plads mens Eddie Irvine var helt tilbage på 10. pladsen. Ireren havde problemer med understyring i midten af svingene og en kraftig overstyring på vej ud af svingene. Imidlertid havde Michael Schumacher fået arbejdet sig frem til et set-up som der sandsynligvis er tiendedele i. "Mod slutningen af eftermiddagens træning fandt vi et meget godt set-up, som ikke kunne ses i tiderne, da dækkene var gamle på det tidspunkt," sagde Michael Schumacher og påpeger at Suzuka-banen ikke er Ferraris kop te, eftersom den er hurtigere end Sepang hvor de røde Ferrari hingste var suveræne.

Andre der kan blande sig er Frentzen og måske også Barrichello. Deres placeringer kan være afgørende for hvordan kampen om VM udvikler sig i løbet. Hvis Hakkinen ikke fører skal Irvine mindst være på 4. pladsen - og det kan være at de to kørere bliver vigtige brikker i VM-kampen. Meget bliver dog endnu mere klar efter kvalifikationen i morgen.

Konklusion: McLaren tog første stik - men Ferrari har ikke vist deres optimale endnu. Derudover er der også en vigtig faktor - valg af dæk, og her er der kun gætterier. Kvalifikationen kan ses i morgen tidlig klokken 5:45 fra RTL.

BB  


Hop til top
Schumi - Jeg kunne have vundet

Hvis ikke det havde været for, og hvis nu ikke. Et af sæsonens udslagsgivende begivenheder var meget stor sandsynlighed Michael Schumachers uheld på Silverstone - og Schumacher er slet ikke i tvivl: han var blevet verdensmester hvis han havde været foruden uheldet! "Jeg vil glemme Silverstone og ser man på hvordan sæsonen udviklede sig kan man med sikkerhed sig at jeg kunne have vundet titlen," siger Michael Schumacher der nu må se holdkammeraten, som han endda ikke har det særlig godt med, Eddie Irvine som Ferraris bud på en verdensmester. Tyskeren der vandt VM i 1994 og 1995 med Benetton har ikke så meget tilovers for Irvine. "Alle burde være kloge nok til at vide at der er forskel på Eddie og mig," siger Schumacher der nu håber at år 2000 bliver hans år.
BB  


Hop til top
BAR håber på top-6

Det er sidste udkald hvis BAR skal forsøge at komme væk fra sidstepladsen i konstruktørernes VM – stadig uden point i deres debutsæson. Men indtil videre går det meget godt for teamet – efter lidt problemer i den første træning er Jacques Villeneuve klar til at gå efter point. "Vi formåede at køre en hel eftermiddags træning for at hente ind. Vejgrebet er meget lavt her og dækkene virker altid en smule hårde, men mod slutningen af træningen, på nye dæk, virkede raceren ret god. Med mere arbejde på balancen og hvis vi er i stand til at have en god dag i morgen, kan vi håbe på en top-6 placering i kvalifikationen," siger den vilde canadier.

En BAR-racer på vej - måske til point i den store Formel 1-karrusel.

Ricardo Zonta bruge dagen til at lære banen at kende og blev nummer 17, mens Villeneuve var helt fremme på 8. pladsen. Begge kørere brugte dog nye dæk i den sidste træning – Villeneuve i den sidste del af træningen hvilket også kan være årsagen til at Villeneuve var så langt fremme. BAR er under et stort pres, og især Craig Pollocks hoved er udsat hvis ikke det lykkes at få point!

BB  


Hop til top
Hill ikke helt ud af Formel 1

Efter Suzuka lægger Damon Hill, verdensmester i 1996, sin hjelm på hylden og stopper Formel 1-karrieren der begyndte i det skrantende Brabham-team i 1992. Siden da blev til 4 år hos Williams - der bød på medgang og modgang. Efter et kikset skifte til Arrows i 1997 (hvor det mest var pengene der trak efter fyringen fra Williams) gik det videre til Jordan, hvor han var manden bag teamets første sejr, da briten i det dramatiske grand prix på Spa i 1998 vandt den første sejr til Eddie Jordan og hans team. 1999 har været en stor skuffelse, hvor Hills tanker mere har været hos familien og om at stoppe karrieren. Nu bliver det Suzuka der er den sidste station - eller måske afsættet til en ny Formel 1-karriere.

Dette har Hill antydet under en pressekonference forud for grand prix'et - han overvejer at komme ind som enten teamejer eller leder af et team. "Der er ikke nogen klar plan lige nu, men det er ikke noget jeg vil afskrive," siger Damon Hill, der faktisk har afslået et meget favorabelt job som assisterende teammanager hos Jordan. Det har været nogle spændende år i Formel 1 for 39 årige brite - 22 sejre, 20 pole positions og en VM-titel. "Det var helt klart den rigtige beslutning. Jeg er meget tilfreds med hvad jeg har opnået i min karriere. Jeg har opnået mere end jeg forventede," siger Hill om tiden i Formel 1. Det bedste løb? Det japanske grand prix 1994 ifølge ham selv. "Jeg kørte ud over hvad jeg kunne i regnen den dag, og jeg anser det som det løb hvor jeg fik det meste ud af mig," siger Hill om det kaotiske løb i 1994 der blev afbrudt på grund af heftig regn - et løb hvor han slog Michael Schumacher i en hidsig kamp mod uret.

Samtidig blev det også historie at en søn af en tidligere verdensmester kunne gentage bedriften - og måske følger han i far Grahams fodspor, der oprettede sit eget team. Tiderne er dog anderledes nu end de var i begyndelsen af 1970'erne. Graham Hills team faldt fra hinanden da Graham døde i en tragisk flyulykke i 1975.

Derudover siger Hill at det kun er ham selv der har sagt at legen skal stoppe - men Formel 1 er blevet hårdere, også for en gammel rotte som Hill. Blandt andet med de mange tests og rejser plus at Hills kørestil slet ikke passer til de rillede dæk som han har haft meget svært ved at tilpasse sig. Nu står Hill imidlertid overfor en tid uden Formel 1 - men mon ikke han fortsat kommer til at bevæge sig i periferien af Formel 1. "Det mest interessante tid bliver januar og februar næste år - hvor jeg skulle ud og teste, men ikke skal det. I stedet kan jeg stå på ski," griner Hill og ser frem til tiden som Formel 1-pensionist.

BB  


Hop til top
Ferrari med livrem og seler

De kontroversielle drejevinger eller vindafviser placeret nederst på raceren mellem for- og baghjulene er nu blevet droppet af Ferrari efter den store ballade efter det malaysiske grand prix. Selvom de blev erklæret ok af FIA men Jean Todt ser helt ikke at der bliver mulighed for at der igen skal måles tolerancer. "Vi har helt klart udtalt at det var en produktionsfejl som bragte os til den maksimale tolerance på 5 mm., men vi mener at det er nemmere uden nogen tolerance," siger Jean Todt der måske kunne havde fået fyreseddelen hvis ikke Ferrari havde vundet appelsagen.

Hele skandalen har dog fået Ferrari til at skærpe kravene til tjek af raceren. "Vi udfører ikke de tekniske tjek af raceren, men vil være sikre denne gang. Vi vil være meget forsigtige når det drejer sig om lovligheden af vores racere, så vi ville lave dobbelt eller tredobbelt tjek før løbet," siger Todt videre. Ferrari kunne med reglementet i hånden have fortsat med en afvigelse på +/- 5 mm., men sådan som artikel 3.12.6 siger gælder det kun ved produktionsfejl - så der er ikke grønt lys for bevidst at overtræde reglementet!

BB  


Hop til top
Schumacher har det ikke nemt

Michael Schumachers rolle som andenkører er bestemt ikke noget der passer ham - men det er unægtelig blevet hans rolle i det forrige løb - og kan meget vel også blive det under det japanske grand prix, selvom det er tydeligt at han er markant hurtigere end Eddie Irvine. "Jeg må indrømme at det er en svær rolle for mig. Men eftersom jeg er ude af løbet om VM-titlen er det på nogen måder lettere at køre når man ikke har bekymringen om at vinde," siger Schumacher, der selv håber at kunne vinde det japanske grand prix, hvorved Irvine blot skal tage en 4. plads hvis Hakkinen bliver nummer 2 for at ireren kan blive verdensmester og sikre den VM-titel som Ferrari og de mange tifosis har ventet på i 20 år. Den VM-titel som var udset til Michael Schumacher...
BB  


Hop til top
Haug ikke kun bange for Ferrari

Den knivskarpe duel mellem McLaren og Ferrari kan også blive påvirket af Jordan og Stewart, hvis det står til Norbert Haugs vurdering. Alle forholdene omkring resultatet af VM kan blive påvirket af de positioner som Jordan med Frentzen som bedste kort og de to Stewart-kørere ligger i. "Nogle tror at der kun er Ferrari og McLaren-Mercedes i feltet, men der kan være overraskelser. Det er muligt at en Jordan eller en Stewart også er der. Man skal koncentrere sig om hvad alle de andre laver - ikke kun hvad Ferrari gør," siger Mercedes-bossen.
BB  


Hop til top
2. frie træning

Så er førstedagen med de to trænings-session'er overstået. Det sidste grand prix i denne sæson, hvor kampen om VM står mellem Ferrari og McLaren, lagde hårdt ud med en kamp mellem de to titelkandidater. Selvom fredagens tider ikke viser hele sandheden, så var det McLaren der kom ud af fredagen med de hurtigste tider og den bedste udgangsposition indtil videre.

Eneste væsentligste forskydning: Frentzen kom op på 3. pladsen og kan måske stadig gøre sig kampen om sejren. Barrichello rykkede længere frem og det samme gjorde Zanardi der har ekstra pres for at levere en ordentlig indsats. Eddie Irvine forbedrede sig heller ikke og ligger tilbage som nummer 10 – ikke den bedste start for irerens forsøg på at vinde VM.

Træningen blev dog afbrudt af en heftig afkørsel af David Coulthard der smadrede hans McLaren ret kraftigt – en dyr pris på førstedagen af det afgørende VM-løb. Heldigvis skete der ikke noget med skotten – og efter godt 10 minutter bliver træningen genoptaget.

BB  


Hop til top
1. frie træning

Den første træning forud for det japanske grand prix er blevet kørt her til morgen mellem klokken 4 og 5 dansk tid. Ser man på tiderne ligner det et knivskarpt opgør mellem McLaren og Ferrari – resten af feltet kommer nok ikke til at spille nogen større rolle… Det blev McLaren der vandt det første slag, da Mika Hakkinen satte den hurtigste tid i tiden 1:41,746.

Træningen begyndte ellers roligt som det plejer at være – først efter en 10 minutter begyndte der at komme tider. Vejret var tørt med en temperatur på lidt over 20 grader. Der var ikke det store drama i den første træning. Dog fik Damon Hill et meget dårligt udgangspunkt for sit sidste grand prix da han kørte af banen og måtte parkere sin Jordan ude i gruset. Det viste sig hurtigt at det kom til at være mellem McLaren og Michael Schumacher at den foreløbig hurtigste tid skulle findes. Dog måtte Hakkinen også en tur i gruset da han spandt rundt i den langsomme chikane før start/mål. Eddie Irvine havde problemer med at hænge på og blev blot nummer 5 – over halvandet sekund efter Hakkinen. Den næste træning køres om en lille times tid, og meget kan nå at ske endnu.

Du kan se resultaterne på vores resultatside.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk