Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
26.11.1999
 Benetton afviser salg
 McLaren mest synlig i 1999
 Ford køber PI Electronics.
 Berger tilbage i Formel 1
 BAR optrapper!
 Overtager 'Brazzerne' F1 ?
 Benetton fortrøstningsfulde
 Zanardi forsætter
 Arrows med Supertec i år 2000
 Verstappen til Minardi eller Arrows?
 
25.11.1999
 Minardi med Daewoo?
 Ferrari-præsentation booket
 Ford på opkøb
 Ny vinkel for Diniz
 Frentzen vil fremad
 Ferrari-motor ingen revolution
 Lettelse for Trulli
 Bridgestone uden forfordeling
 Fremgang i år 2000 for Zonta
 Hvorfor klarede Zanardi sig så dårligt i år? Andretti har måske svaret!
 Burti testkører for Jaguar
 Alesi vil have udfordring
 Senna + Mansell = Heidfeld
 Barrichello forbereder sig
 Schumacher fyrer Bushinger
 

Hop til top26.11.1999

Benetton afviser salg

De mange rygter om at Benetton måske er ved at blive købt af Prodrive afvises pure af teamchef Rocco Benetton. Rygterne om Prodrives forsøg på at købe sig ind i Formel 1 bliver stadig hyppigere og flere andre teams nævnes da også i den forbindelse. Det er David Richards der står i spidsen for Prodrive, der blandt andet er involveret i rally-VM. "Vi er slet ikke interesseret i at sælge," siger Rocco Benetton. "Jeg ved ikke hvad der er Davids planer, men jeg ville gerne se ham tilbage i sporten - han er fascinerende at have med," fortsætter han.

Richards var teamchef hos Benetton da Flavio Briatore fik sparket da det viste sig at teamet ikke hang sammen efter Michael Schumachers skifte til Ferrari. Men også Richards fik sparket, da der opstod splid mellem Benetton-toppen og teamchefen, hvorefter tøjsønnen kunne overtage styringen med teamet, men siden da er det ikke gået meget bedre.

Teamets tekniske leder har fortalt at teamet gerne søger partnere, men at det ikke kan komme på tale at sælge til et selskab. "Hvis den fundamentale måde som Benetton finansieres skal ændres, skal det være som partner med en motorleverandør. At sælge til private eller en ikke-teknologisk partner er ikke på dagsorden," siger Pat Symonds.

Prodrive har også kontakter ude til blandt andet Arrows som er favorit til eventuelt at blive overtaget af Prodrive, mens et team som Minardi der i den grad stadig ikke er på rette køl også kan være et godt køb for Prodrive.

BB  


Hop til top
McLaren mest synlig i 1999

McLaren er teamet der oftest var på skærmen i 1999 sæsonen. Teamet havde kameraerne rettet mod sig i 30,2% af den tid F1 transmissionerne varede, fulgt af Ferrari med 26%. Jordan temaets stærke indsats i sæsonen blev honoreret af producerne med 10.9% kameradækning.

McLaren oplevede sin højeste "dækningsprocent" ved de Ungarske Grand Prix, hvor tallene viser at teamet havde kameraernes opmærksomhed i hele 50,5% af tiden.

HPR  


Hop til top
Ford køber PI Electronics.

F1-konkurrenterne er bekymrede over Fords seneste opkøb i motorsportsverdenen.

Ford Motorsport bekendtgjorde torsdag at man har opkøbt PI gruppen, der er ledende indenfor bil-elektronik. PI beskæftiger sig især med kontrolsystemer, telemetri og anden dataoverførsel. Firmaet er den mest betydende leverandør til NASCAR og Champcar serien, og er også kraftigt involveret i F1-verdenen. Det vil derfor være helt naturligt, at der etableres et tæt samarbejde mellem PI og Jaguar-team'et.

Men det er lige det, der giver alvorlige panderynker hos konkurrenterne, som ikke tør udelukke muligheden for 'utilsigtede' informationsstrømme. Man vil derfor lægge hovederne i blød for at minimere risikoen, men undgå eller undvære PIs ekspertise hverken kan eller vil man.

PI gruppen har 300 ansatte i Cambridge og et US-datterselskab i Indianapolis, og det blev grundlagt i 1986 af Tony Purnell. "Med Fords resourcer i ryggen kan vi være endnu mere innovative, selvom vi vil bevare vor status som selvstændig selskab," udtalte Purnell i forbindelse med offentliggørelsen. "Vi skal stadig være et lille, dynamisk firma og holde os på forkant med udviklingen i branchen." Og Neil Ressler, Ford Motorsport supplerede: "Opkøbet styrker vor portfolio indenfor motorsport. Og det vil fremskynde overførslen af avancerede elektroniske løsninger til almindelige gadebiler. Som udviklingen foregår, er elektronikken en stadig mere betydende del af vore biler, og derfor er det vigtigt at have et forspring på dette område."

GRN  


Hop til top
Berger tilbage i Formel 1

Med BMWs comeback til Formel 1 kommer Gerhard Berger også tilbage til motorsportens superliga, efter et par udenfor Formel 1. Denne gang er det som motorsportschef for BMW, hvor han bliver chefen for BMWs storstilede comeback.

Den østrigske kører begyndte i 1984 at køre Formel 1 og etablerede sig hurtigt som en af de bedste kørere, men østrigeren blev aldrig verdensmester, eftersom han ikke var videre heldig med at time team-skifte - eller også var holdkammeraten blot en for stor mundfuld. Mens han var hos McLaren var Ayrton Senna en klar nummer et i teamet. Totalt er det blevet til ti sejre, men nu ser Berger frem til at vinde flere løb, men denne gang som chef for BMW.

Berger ser frem til at komme tilbage til Formel 1, også selvom det ikke er ham selv der sidder bag rattet. Selvom Berger utallige gange var tæt på at få kontrakt med Williams, lykkedes det aldrig at få de to parter til at finde sammen. Det skal de nu: "Som en kører har jeg mange gange siddet med Frank Williams med en kontrakt foran mig, men vi fik ikke lavet noget sammen. Faktisk kom Frank med en sjov kommentar. Han sagde: 'Gerhard Berger kostede os altid for meget, nu giver BMW mig ham for ingenting,'" fortæller Berger om det forestående tysk-britiske samarbejde.

Selvom BMWs comeback kommer til at tage en del overskrifter, bevarer Berger begge fødder på jorden. Han forventer ikke at teamet bliver vindere fra det første løb. Han forventer at det vil tage et år til halvandet inden at teamet kan være i stand til at vinde løb ved egen hjælp.

BB  


Hop til top
BAR optrapper!

Efter en mildest talt ydmygende første sæson i formel-1, står BAR nu overfor at sætte en om muligt en større aktion i værk, for i år 2000 at score deres første VM-point. BAR, der gik ind i formel-1 i denne sæson som et af de økonomisk stærkeste teams, havde store forventninger til deres debut: "Der er ingen grund til, at vi ikke kan slå Benetton og Williams på de fleste baner", udtalte Jacques Villeneuve, to dage før han første gang testede 1999 raceren. Det blev som bekendt ikke til et eneste point til teamet, og dets to kørere (Villeneuve og Ricardo Zonta). En skæbne som i øvrigt kun overgik fire kørere i denne sæson.

Et af teamets fokus områder er udvikling af motoren samme med Honda, der leverer motorer til BAR i næste sæson: "Vores 1999 racer var frygtelig på nogle baner. Vibrationerne fra motoren gjorde det nogle gange umuligt at se noget i sidespejlene!", siger Villeneuve, "hvis det lykkedes os at få kontrol over det, var der noget andet der gik i stykker, eller også kørte bilen bare ikke ordentligt."

BAR planlægger at bruge 145% mere end de gjorde sidste år på pre-season test, og dette skulle ifølge teamet være nok til at bringe dem lige med Benetton. Dette må siges at være noget af en nedtoning af forventningerne i forhold til sidste år, hvor dagsordenen lød på sejr i første løb, men af skade bliver man klog!

TNR  


Hop til top
Overtager 'Brazzerne' F1 ?

Endnu en brazilianer, Luciano Burti bejler nu kraftigt til F1, efter han er blevet hyret som officiel testkører for Jaguar.

Det Ford-ejede Jaguar team annoncerede torsdag, at man har ansat Luciano Burti som officiel testkører. For Burti er dette den foreløbige kulmination på et flerårigt samarbejde med Stewart'erne, men han har (naturligvis) ambitioner der går videre : "Jeg ser dette som en oplagt mulighed for at vise mine evner og dermed forhåbentlig at slutte mig til perlerækken af berømte brazilianske F1-kørere," udtalte han. "Det har altid været min ambition at blive F1-kører, og jeg anser det for et betydeligt fremskridt for min karriere. At blive tilknyttet et så berømt mærke som Jaguar er et privilegie og en udmærkelse."

24-årige Luciano Burti har også arbejde målrettet på sagen i lang tid. Han startede som så mange andre sin racer-karrierne indenfor karting, hjemme i Sao Paulo, hvor han blev champion i 1995. Derefter har han kæmpet sig op gennem forskellige formel-klasser: Formula Ford Summer Series, Formula Vauxhall Championships, som han vandt i 1997 for Paul Stewart. Han fortsatte så i Formula 3 som medlem at Stewart's Racing Team, hvor han har kørt 2 sæsoner. I 1999 er han noteret for 5 sejre og i alt 14 podie-pladser i sæsonens 16 løb, og det er vel 'ikk så ringe endda' !

"Luciano Burti er endnu et eksempel på den betydeligeb talentmasse vi ser blomstre frem i Brazilien," udtaler Jackie Stewart. "Han har nu kørt for Stewart Racing i 3 år og præsterede en flot 3.plads i det britiske Formula Three i 1998. Derudover har Burti udført en del testkørsler og var blandt andet den første, der kørte vor nye SF-3. Vi har været yderst tilfredse med hans arbejde og det gode feed-back, han har givet vore teknikere og holdet i øvrigt."

Både team'et og Burti glæder sig meget til samarbejdet i sæson 2000, som tegner til at blive en af de mest spændende for holdet.

GRN  


Hop til top
Benetton fortrøstningsfulde

Da Benetton sidste år præsenterede deres nye model, var der tale om intet mindre end teknologisk revolution lød det. Teamet havde netop investeret i en vindtunnel og der var ingen grænser hvilke grænseoverskridende mirakler denne bil ikke kunne udføre. Mesterskabet var ikke ude for rækkevidde.

På baggrund af dette virkede den efterfølgende sæson ekstremt nedslåede. Der var meget langt til podiet, og selv den tamme Playlife/Mecachrome/Supertech-motor fik Williams mere ud af. Nu satser teamet på deres nye mand, designer Tim Densham, der har afløst Nick Wirth. Densham arbejdede på Honda-projektet, og som nogen måske husker, overraskede Jos Verstappen alle sidste vinter med racerens fart. Benetton har lige frem udskudt design-arbejdet med den nye bil, for at vente på Densham. Benettons tekniske chef Pat Symonds sagde: "Tim har tilført en utrolig meget værdifuldt til teamet. Han kom på et meget svært tidspunkt - midten af september er alt for sent at involvere sig i konceptet, eftersom større ændringer er sværere. Men vi udskudte projektet så Tim kunne have en indflydelse."

Dette betyder at de første testkørsler også bliver skubbet frem i kalenderen. Alexander Wurz og Giancarlo Fisichella må derfor vente helt til midten af januar. Dette kan resultere i en endnu mere stresset tidsplan for Benetton, men Symonds stoler fuldt på Tim Densham, der hurtigt har vundet de ansattes respekt og har kunne levere en hæderlig bil med en meget lille arbejdsgruppe, hvilket giver teamet tiltro til en bedre sæson i det nye årtusind.

CBA  


Hop til top
Zanardi forsætter

Så er der ingen tvivl mere: Allessandro Zanardi forsætter endnu en sæson hos i formel 1. Det bekendtgjorde Williams, der før 1999-sæsonen hentede ham fra CART og hyrede Ralf Schumacher som andenkører lidt efter. Zanardis chancer for at blive var ellers ikke vurderet som særlig store, for italienerens comeback har været en skuffelse af dimensioner.

Det kunne have været enden på Zanardis professionelle karriere, for fruen vil under ingen omstændigheder tilbage til USA, hvor hun mener ovalbanerne er for farlige. Og denne sæsons ulykker og tragiske dødsfald har næppe fået hende til at skifte mening. Hun har nu haft god opbakning, for Bernie Ecclestone har også haft en finger med i spillet: Zanardi var en af de helt store profiler USA, som det var lidt af et kup at frarøve den konkurrerende serie. Hvis Zanardi blot genvinder formen bliver han et vigtigt våben i kampen mod CART.

Zanardi begynder vintertestene i december, hvor han for første gang skal stifte bekendtskab med den nye BMW motor, men dog efter Ralf Schumacher prøvekørsler. Frank Williams synes stadig, at Zanardi er en dygtig kører og er overbevist om, at han kan opnå bedre resultater.

CBA  


Hop til top
Arrows med Supertec i år 2000

Arrows teamejer Tom Walkinshaw har bekræftet den senere tids rygter om, at Arrows vil køre med Supertec motoren i år 2000.
"Hvis vi skal længere frem, er vi i øjeblikket nødt til at gå ud i byen, for at få en konkurrencedygtig motor. Vi håber, at vi næste år vil have en noget bedre pakke end i år. Vi så hurtigt, at bilen ikke var ret god, og derfor begyndte vi meget tidligt at udvikle bilen til næste sæson. Samtidig kunne vi også konstatere, at vores egen motor endnu ikke er god nok. Der vil ske det, at vi flytter nogle folk fra Volvo BTCC over, der skal hjælpe med at udvikle vores egen motor. Dette vil ske i en R&D afdeling."

Tom Walkinshaw har i flere år haft interesser flere steder i motorsporten, og dette er sket i forskellige selskaber, der alle er samlet i TWR (Tom Walkinshaw Racing).

Tom Walkinshaw håber, at næste sæson vil blive bedre end i år ( det ku' næsten heller ikke blive meget dårligere), og at de vil klare sig så godt, at der kan blive ro til at udvikle deres egen motor.
" Det kræver utrolig store resurser at udvikle både chassis og motor. Ved at gøre det over 2 år, skulle det kunne hænge sammen. Så derfor er vi nødt til at bruge Supertec motoren næste år." Siger altså Tom Walkinshaw.

PDL  


Hop til top
Verstappen til Minardi eller Arrows?

Hverken Minardi eller Arrows har endnu offentliggjort deres kører-konstellation for år 2000 sæsonen. En af de ledige på markedet er Jos Verstappen, der i år har arbejdet for Honda i deres formel 1 projekt, der af forskellige omstændigheder, blev stoppet i efteråret.

Ifølge Jos Verstappens manager, Lodewijk Varossieau, har man forhandlet til flere sider. Men det er enhver bekendt, at der jo ikke er ret mange sæder tilbage i Formel 1. Tom Walkinshaw har tidligere været ude med at Takagi ikke vil få forlænget sin kontrakt, og Minardi menes, ikke at ville bruge Luca Badoer mere, han forsætter dog som testkører for Ferrari ifølge de seneste forlydender.

Det kan være, at vi får Jos Verstappen at se hos Minardi, hvor et sæde kan være billigere end hos Arrows.

PDL  


 

Hop til top25.11.1999

Minardi med Daewoo?

Det lille Minardi-team har endnu ikke fået deres motorkontrakt med Supertec på plads, og samtidig går der nu rygter om at det koreanske bilmærke Daewoo har planer om at kommer ind i Formel 1 som samarbejdspartner med Minardi. Ifølge Gabriele Rumi skulle "en Formel 1-motor i 2002 være muligt for det koreanske mærke." Dog gik der ikke mere end et par timer, førend der kom nogle andre meldinger fra teamet. "Der er ikke nogen sandhed i disse udtalelser," siger en talsmand fra Minardi, og så kan man da ellers undre sig over hvad de taler om hos Minardi - i øst og vest.

Indtil et eventuelt samarbejde kan med Daewoo realiseres - uanset om det er sandt eller ej - skal teamet bruge en motor, og det ventes at de får fingrene i Supertec-motorerne. "Briatore er meget forvendt på nogle punkter, men vi vil gennemføre det meget hurtigt," siger Rumi. Supertec med Briatore i spidsen har hidtil været noget afvisende ved også at levere til Minardi, men det ventes at de to parter finder et forlig. Det er meget vigtigt for blandt andet Rumi at få en aftale med Supertec igennem - ikke kun for at teamet har en motor til næste år, men også for at sikre sig at deres aktier ikke bliver mindre værd. Hvis aftalen med Supertec går i vasken kan blandt andet Prodrive lure i kulissen og være klar til at købe teamet rimeligt "billigt", hvorfor Rumi kan have interesser i at lufte nogle rygter om Daewoo.

BB  


Hop til top
Ferrari-præsentation booket

Så er det igen tid til notere en dato i Formel 1-kalenderen. Luca di Montezemolo har fortalt at den nye racer bliver præsenteret for verdenspressen den 25. januar. Teamet er opsatte på at de vinder begge VM-titler i sæsonen 2000, hvor det i år blev til en VM-titel for konstruktører. Sidste gang teamet vandt kørerne VM ligger nu mere end 20 år tilbage, da sydafrikanere Jody Scheckter vandt titlen.
BB  


Hop til top
Ford på opkøb

Ford har i dag offentliggjort at de har købt Pi Group, et firma der beskæftiger sig med højteknologisk elektronik. Pi Group er allerede stærkt involveret i motorsport, blandt andet som leverandør i ChampCar-serien. Firmaet har primært et marked i USA men har hovedsæde i Cambridge. Ved købet bliver Pi en underafdeling af Ford-koncernen.

"Købet af Pi Group styrker vores motorsports-portefølje. Det vil også øge hastigheden hvormed teknologien går fra motorsport til de normale Ford-biler til forbrugerne. Vi har forbedret vores evner indenfor motorelektronik, en stadig stigende del af biludvikling," siger Neil Ressler fra Ford.

Det som Pi især har været på forkant med indenfor motorsport er deres telemetri-systemer der er blandt de allerbedste i verden.

BB  


Hop til top
Ny vinkel for Diniz

Siden Pedro Diniz kom ind i Formel 1 i 1995 med det lille Forti-team har han betalt for at køre med i Formel 1 - men efter 5 år i sporten har det vist sig at han egentlig er værdig til at modtage løn for sin kørsel, og det er lidt af en specialitet at se en tidligere betalende kører få løn for sit arbejde. Peter Sauber har fortalt hvorfor teamet nu vælger at give ham løn for sit arbejde. "Pedro viste i sin fem Formel 1-sæson at han er en kører med en konstant god præstation, og regelmæssigt køre med i top-10. Hans konstruktive samarbejde under udviklingen af raceren og hans positive måde at arbejde på sammen med hele teamet har overbevist os om at Pedro vil være vores mand i år 2000." Rosende ord fra Peter Sauber om en kører der er steget meget i agtelse de sidste par år.

Samtidig har Diniz også ændret stilen, sådan at han er langt mere fokuseret på at køre Formel 1 end blot at være med. "Pedro er ikke den kåde karakter som han engang var. Han er mere fokuseret på at køre og mindre interesseret i at jagte piger," siger Daniel Morelli om hvordan Diniz har ændret sin holdning til Formel 1. Hans personlige træner siger endvidere at Diniz er meget opsat på at nå de mål som han har sat sig. Selv siger Diniz: "Jeg har arbejdet meget hårdt på mit fokus og jeg har brugt meget tid på at finde på måder hvor jeg kan forblive rolig. Det er et job hvor man skal give 100% af en selv, og man må kunne lide at udføre det," siger brasilianeren.

BB  


Hop til top
Frentzen vil fremad

Efter en utrolig sæson ser Heinz-Harald Frentzen frem til den kommende sæson - som forhåbentlig kan blive endnu bedre end 1999-sæsonen, hvor bade han og teamet sluttede på en 3. plads. Frentzen var totalt dominerede i teamet, måske også på en billig baggrund eftersom Damon Hill ikke var særlig nærværende. Næste år vil der unægtelig blive hårdere kamp internt i teamet, men Frentzen er ikke bange for at Jarno Trulli kommer til at forskubbe magtbalancen i teamet.

Dog var Frentzen ked af at han i de sidste løb ikke rigtig fik vist at Jordan kan være med helt fremme. "Jeg ville have ønsket at slutte sæsonen mere positivt," siger Frentzen efter at det blot blev til en 4. plads i Japan, men er godt opmærksom på at Jordan-teamet måske kunne kåres som moralske verdensmestre. "Jeg ved at mange siger at vi var de moralske vindere i mesterskabet på grund af McLaren og Ferraris historie, men jeg må sige at Mika Hakkinen virkelige fortjente titlen. Vi havde ikke en racer der kunne slå dem på alle baner," siger Frentzen der i år oplevede en utrolig forvandling siden skiftet fra Williams-teamet.

Om næste års racer og hans nye holdkammerat siger Frenzen: "Næste år bliver Jordan endnu stærkere - vi har store ting i støbeskeen. Jeg har en meget talentfuld holdkammerat, som vil være meget hurtig. Hvis det ikke er godt for mig, så bliver det godt for teamet," siger Frentzen.

BB  


Hop til top
Ferrari-motor ingen revolution

De mange rygter om at Ferrari var ved at udvikle en supermotor der ville sprænge alle rammer i Formel 1, nægtes af Ferrari-teamet. Blandt andet har det været rygter om at teamet ville bygge en ny motor i beryllium. Det ville gøre motoren lettere og give rum for at kunne gøre motoren kraftigere. Men Ferrari har nægtet dette og siger at de i stedet bygger videre på deres nuværende motor, der i de sidste løb lod til at være på højde med Mercedes-motoren. "Jeg ved hvad ingeniørerne laver. Det er fantastisk, men det er for tidligt at spekulere i fremtidig succes. Jeg er fortsat optimistisk og jeg tror at vi kan vinde begge titler," siger Ross Brawn, teknisk leder hos Ferrari. Den nye motor ligger et pænt stykke over 800 HK.
BB  


Hop til top
Lettelse for Trulli

Ifølge Jarno Trulli er det ligefrem en lettelse at skulle skifte fra Prost til Jordan - og som kører i det 3. bedste team i feltet er der gode muligheder for at gøre en god figur. Et mere optimalt køreskifte kunne Trulli ikke på dette tidspunkt forestille sig - kun en plads hos Ferrari eller McLaren ville have været bedre. Faktisk var Trulli nævnt et par gange som andenkører hos Ferrari inden det blev klart at Rubens Barrichello skulle have det sæde. Hvem ved måske kan han komme til Ferrari efter et par succesrige år hos Jordan?

Om ikke andet ser den 25 årige italiener frem til udfordringerne hos Jordan og i en racer der er væsentlig mere stabil end Prost-raceren var i år. I 1999 blev det totalt til 7 point, hvoraf de seks kom efter hans overraskende andenplads på Nürburgring. Trulli kommer første gang i aktion for Jordan den 1. december, og italieneren ventes at være med til at udføre langt det meste af Jordans testarbejde indtil januar.

BB  


Hop til top
Bridgestone uden forfordeling

Der har været rygter om at Bridgestone under de kommende vintertests især ville give de to topteams, McLaren og Ferrari særlig god behandling. Dette har Bridgestone afvist og fortalt at de har i sinde at give den samme behandling til de 11 teams. Eftersom der er godt en uge til de første testdage har Bridgestone været i fuld sving for at få en masse dæk klar til de mange testdage i december. Den japanske dækgigant har arbejdet på højtryk, sådan at de enkelte teams får de dæk der svarer til dem der skal anvendes i den kommende sæson.
BB  


Hop til top
Fremgang i år 2000 for Zonta

Det er i hvert fald hvad den tidligere Formel 3000 og GT-mester har sat sig for. Brasilianeren er kommet med hos BAR, men teamet har ikke ligefrem kunne tilbyde en ordentlig racer til andenkøreren i teamet (er det ikke hørt før?) Zonta har valgt at lægge de negative oplevelser bag sig - blandt andet også det store crash han havde på hjemmebanen Interlagos. Ligesom hans holdkammerat lykkedes det ikke at score nogen point, men næste år bliver det bedre.

I den kommende sæson bliver teamet bakket op af Honda, og dermed siger teamet farvel til Supertec. Debutsæsonen har godt nok været besværlig, men teamet har været i stand til at indsamle de fornødne oplysninger der kan skabe en bedre racer til 2000-sæsonen. "Vi bliver nødt til at se fremad til næste sæson," siger Zonta.

BB  


Hop til top
Hvorfor klarede Zanardi sig så dårligt i år? Andretti har måske svaret!

Det kan virke overraskende, at en dobbelt CART mester som Alex Zanardi har klaret sig så, ja lad os bare sige det rent ud, dårligt i den forløbne sæson. Hans køreegenskaber er jo bevist gode, og han er vant til at leve med det pres der hviler på en top kører. Alligevel scorede han ikke ét eneste point for sit team, hvorimod hans holdkammerat, Ralf Schumacher, var manden bag samtlige teamets 35 point. Men overgangen mellem de to løbsserier er nok ikke så nem som man umiddelbart kan tro. Vore egen Jan Magnussen siger selv, at atmosfæren i CART er meget mere menneskelig og at folkene i CART virker som én stor familie. Det kan næppe siges at være tilfældet i F1. Men det alene bør vel ikke slå en mester helt ud af kurs!

Michael Andretti er selv en af de mange kørere der har forsøgt sig med et skift fra CART til F1 uden nogen større succes. Han gjorde forsøget i 1993, men overlevede kun én sæson i den langt mere teknologisk prægede form for motorsport. I et interview har Andretti sagt, at der var flere årsager til at hans eventyr i F1 mislykkedes. Efter hans mening, er et af de største problemer, at der ikke er nok test sessioner for det første GP i en sæson.

Når han fortæller om sin oplevelser i forbindelse med skiftet understreger han at forskellen ligger mere end noget andet i det mentale. "Min kørsel ændrede sig ikke på grund af F1, men det gjorde mit hoved. Hele oplevelsen gjorde mig meget mere voksen. Jeg forandrede mig, og lærte mange ting om mig selv, om mennesker, om tekniske detaljer og om racerbiler, og fra et fagligt synspunkt var det utroligt værdifuldt."

Andretti indrømmer dog at den største mentale omvæltning var at vænne sig til den reducerede vægt af bilerne i formel 1 samt deres overlegne bremseevne i forhold til en CART racer. Om man så vil kalde det et mentalt eller køreteknisk anliggende, må vel være en smags sag, men Zanardi har sandsynligvis haft de samme problemer.

HPR  


Hop til top
Burti testkører for Jaguar

Så blev det officielt efter flere måneders rygter om at Lucuano Burti ville blive testkører for Jaguar. Den 24 årige brasilianer har kørt i den engelske Formel 3-serie hvor han i år blev nummer 2. Brasilianeren får allerede sin debut for Jaguar når teamet mellem den 13. og 16. december tester nye dele til 2000-raceren på Jerez. Det ventes at den nye racer først kommer på testbanen i januar måned.

Derudover ventes det at Jaguar præsenterer deres nye racer den 25. januar, og at teamet under vintertests vil lade raceren være forklædt, sådan at den endelige bemaling først bliver fremvist ved den officielle præsentation.

BB  


Hop til top
Alesi vil have udfordring

Efter to år hos Sauber kan Jean Alesi i den kommende sæson finde sig selv i Prost-teamet. Franskmanden, der blot har vundet et enkelt løb men trods dette er uhyre populær, ser frem til at få nogle flere udfordringer end han fik i det schweiziske Sauber-team.

Blandt andet ser Alesi frem til flere udfordringer udenfor banen. "Hos Prost vil der være ting, såsom Paddock Club, som jeg ikke var med i hos Sauber. Det bliver hårdt arbejde, men jeg er klar til det. Det er min motivation," siger den 35 årige franskmand med en fortid hos Tyrrell, Ferrari og Benetton. Egentlig var Alesi ikke helt ked af at være hos Sauber, selvom han midt på sæsonen udtrykte meget stor utilfredshed med den uprofessionelle måde flere folk i teamet arbejdede på.

Dog er Jean Alesi ikke blevet stillet i udsigt at han i den kommende sæson får en racer der kan føre ham helt til tops - og det er Alesi fuldt ud indforstået med. Dermed kommer Alesi og Prost igen til at arbejde sammen - da Alesi kom til Ferrari i 1991 blev han holdkammerat med Alain Prost. Sæsonen 2000 bliver hårdt arbejde for Alesi der kommer til et team der endnu ikke har opnået den store succes. Alesi har en et-årig kontrakt med Prost-teamet.

BB  


Hop til top
Senna + Mansell = Heidfeld

Hvis det står til Heidfelds tidligere teamchef hos West Competition i Formel 3000, så er Nick Heidfeld af samme kaliber og med færdigheder som både Ayrton Senna og Nigel Mansell havde på grand prix-banerne. Den unge tysker havde i år en meget overbevisende sæson - hvor han vandt Formel 3000-titlen uden de store problemer. "Jeg har set det før med Senna og Mansell - de rigtige gode kan gøre det," siger Brown om Heidfelds evne til at få en maksimal omgang ud af en racer der måske ikke er optimal.

Selvom Heidfeld umiddelbart bryder med Mercedes der har båret ham på hænder og fødder de sidste par år - hvor det dog måske er Mercedes der "placerer" Heidfeld i Prost-teamet for senere at udvide med et motor-samarbejde - tror Brown ikke at det bliver et problem at komme til et team der ikke ligger med helt fremme, men at det rent faktisk kan være med til at give ham erfaring og etablere sig i Formel 1. Derudover har Heidfeld ikke noget pres - det forventes ikke af ham at han skal være med på toppen, hvilket ville have været et krav hvis han var i et af de mere etablerede teams.

Bestemt nogle meget flotte ord - men som altid skal man passe på at sammenligne nye kørere med tidligere mestre. Det bliver så spændende at se om Browns ligning kommer til at gå i opfyldelse.

BB  


Hop til top
Barrichello forbereder sig

Det er nok ingen hemmelighed mere, at Rubens Barrichello skal køre for Ferrari næste år, og allerede nu er forberedelserne i gang. RB er i fuld gang med at lære teamet at kende. Der har nogle steder været spekulationer om han vil overtage Irvines hold af mekanikere o.s.v.. Det ser ud til, at der vil være enkelte udskiftninger.

Selv siger RB: "Jeg ønsker bare at koncentrere mig om min kørsel og gøre det så godt som muligt. Hvis det ikke går som forventet, vil jeg ikke gemme mig, modsat forventer jeg heller ikke at blive korsfæstet, hvis tingene ikke fungerer. Jeg tror, jeg har valgt at køre for Ferrari af de rigtige grunde, og jeg tror på, at det vil gå godt."

Og ligesom Mika Hakkinen der på det seneste har været i det filosofiske hjørne med udtalelser som: "Livet og familien kommer forud for Formel 1 for mig", så har RB også lige vendt nogle ting: " Vi skal altid efterstræbe ting, og vi bliver eftertragtet af alle. Når vi kommer ud af bilen, skal vi tænke på sponsorer, pressen, budgetter, være politiske korrekte i forhold til teamet. Det stopper aldrig. Det er på en måde en god træning til livet efter Formel 1."

PDL  


Hop til top
Schumacher fyrer Bushinger

Sidste nyt fra Ferrari-lejren. Ifølge adskillige europæiske tekst-tv sider, har Michael Schumacher fyret sin mange årrige talsmand, Heiner Buchinger. Han skal afløses af motorsportsjournalisten Sabine Kehm. Fyringen er sket efter pres fra Ferrari, og årsagen er pakket ind, idet det skulle være sket p.g.a. meningsforskelle imellem Ferrari og Buchinger.
PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk