Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
13.1.2000
 Foulston forlader BHL
 Ferrari F651 forsinket?
 Button til ny test hos BMW-Williams
 
12.1.2000
 Det er BMW der styrer showet!
 Minardi først klar om en måned
 Prost klar i februar
 Benetton går on-line
 Arrows med nyt logo og ny sponsor
 BAR på Kyalami
 Teams strandet i Frankrig
 Glæde hos Sauber-kørerne
 

Hop til top13.1.2000

Foulston forlader BHL

Nicola Foulston, chef for Branch Hatch, har meget overraskende besluttet at fratræde sin stilling. Meddelelsen kommer som noget af en overraskelse, selv om beslutningen på sin vis er forståelig nok. Foulston har i sin tid som chef for BHL været meget enerådig, men efter at BHL i December blev solgt for 120 millioner £ til Octagon, har Foulston formodentlig følt sig bundet, og tanken om ikke længere at være herre i sit eget hus er formodentlig baggrunden for Foulston's beslutning. Denne formodning bliver støttet af at Nicola Foulston allerede i December, umiddelbart efter salget af BHL, meddelte Octagon, at hun ikke ønskede at forsætte som chef for BHL.

Officielt har Foulston begrundet sin fratrædelse med, at hun ønskede mere tid til sit privat liv, men det er næppe særligt sandsynligt, for det strider imod al sund fornuft, at hun først kæmper med næb og klør for retten til at afholde det engelske Grand Prix, og når det så endelig lykkes, så ønsker hun pludselig at bruge mere tid på sit privatliv.

Nicola Foulston startede sin jagt på det engelske Grand Prix med et tilbud om at købe Silverstone i januar sidste år, men tilbudet mødte hård modstand i BRDC, som ejer Silverstone, og det kom til en del bitre udtalelser fra Foulston, da forsøget mislykkedes. Formel-1.dk vil på tirsdag bringe en kronologisk opbygget artikel om Foulston's sidste år på chef posten i Branch Hatch Leisure.

CS  


Hop til top
Ferrari F651 forsinket?

Den bil der skal forsvare Ferraris konstruktør mesterskab fra 1999, og hente det første kører VM i 21 år hjem til Maranello, har øjensynligt ikke klaret den første del af crash-testen. Dette kan betyde at præsentationen bliver udsat en uge, til omkring den 3 eller 4 februar. F651'eren skulle ellers indeholde en del nye ting i forhold til '99 modellen, som den er en videreudvikling af. Ferrari har bl.a. lavet en ny motor, der ud over at give en 15 til 20hk mere, også skal være mindre og vinklen mellem cyliender blokkene stører, så tyngdepunktet kan sænkes. Den nye motor betyder også at man har kunne gøre karosseri-stykket over motoren smallere, så luftstrømmene kan optimeres. Dette har også betydet at kørerne kommer til at ligge mere ned, så vi kan muligvis forvente en lavere vogn. Et andet sted hvor den nye motor kommer til at få betydning for designet af bilen, er ved 'side-podsne' (hvor luften kommer ind til kølerene). De bliver formentligt mindre, da den nye motor skulle kunne klare højere temperaturer, og dermed ikke behøver så meget køling. Fronten på F651 bliver også lavere, så den i kommer til at ligge et sted mellem '99 modellen og McLarens '99 model, hvis front var blandt de laveste. Ferrari har også testet en meget lav front, men fandt at den gav urene luftstrømninger andre stede på bilen, og besluttede sig altså for en mellem ting. Selve front spoileren vil få en mere udpræget tilbagestrøget V form. Denne for kunne allerede anes på '99 modellen, men den skulle altså være mere synlig på F651eren.
NKH  


Hop til top
Button til ny test hos BMW-Williams

Sir Frank Williams har indkaldt Jenson Button til test sammen med teamets testkører, Bruno Junquiera, i den kommende weekend. Og hvad kan denne Jenson Button så? Han er helt klart et talent udover det sædvanlige. Han kommer direkte fra formel 3, hvor flere i de sidste par år har lagt mærke til ham. I hans første løb i formel 3 satte han pole position i regnvejr på Donington, og sluttede som nr. 2 i løbet, og i det tredje løb vandt han. Teamchefen for Promatecme-teamet, Serge Saulnier, som Jenson Button kørte for i formel 3, siger: " Jeg mødte Jenson Button første gang ved slutningen af 1998 sæsonen, hvor vi tilbød ham en test, og lige så snart jeg så ham på banen, kunne jeg se at jeg behøvede ikke at kikke på stopuret, vi kunne alle se, at her var et virkeligt talent. Der var mange skeptiske meninger, da vi underskrev en kontrakt med ham, fordi det er et stort spring at gå fra Formel Ford til formel 3. Men han afviste selv alle de kritiske ryster. Selv overgangen til en noget mere teknisk bil, med en væsentlig sværere opsætning, gav ikke de store problemer."

Frank Williams siger om Jenson Button: " Vi tager måske en risiko ved at lave denne test, men vi har hørt meget godt om ham. Hvor mange stod ikke og græmmede sig i 1991, da Jordan hyrede Michael Schumacher, og han viste meget hurtigt hvad han var værd. Dengang var der mange, der sov i timen. Det vil vi prøve at undgå, så derfor har vi arrangeret denne test. Vi vil se efter de mange positive udtalelser om ham, om han har det der skal til. Vi har før taget en risiko ved at tage unge kørere, f.eks. Damon Hill og specielt David Coulthard, og det var jo det værd."

Gerhard Berger som også har lidt indflydelse i teamet, siger at han da er med på ideen. Andre har før gået direkte fra formel 3 til formel 1. " Jeg har gjort det, Martin Brundle og Ayrton Senna gjorde det, så det er slet ikke umuligt. Vi vil få et ungt og dynamisk kørerpar, men den endelige beslutning ligger hos Frank Williams."

Selv siger Jenson Button: " Jeg blev ringet op en aften, hvor jeg sad og hyggede med nogle venner. Det var Frank Williams, først troede jeg, at det var nogen der lavede skæg med mig, men jeg fandt ud af, at det var det ikke. Jeg blev inviteret til et møde med teamet, og senere har jeg så fået tilbudt denne test. Jeg er ikke spor nervøs, fornylig var jeg til en test hos McLaren, det er ligesom at køre en formel 3, bare med 4 motorer bagi, men det gav mig en vis fortrolighed med det, men jeg ved godt at der er meget at lære."

Men der er stadigvæk sagaen om Alex Zanardi. Både Williams og BMW taler stadig meget med Zanardi, det virker som om, at en del af skuffelsen ligger i præstationen af bilen i -99. Men det kan jo betyde mange ting, Williams har ikke kørt en sejr hjem i to sæsoner nu, så måske skal der satses, men intet er afgjort for Zanardi's vedkommende endnu. Andre bejlere til en plads i Williamsteamet, som J.J. Lehto, har fået at vide at der snart bliver truffet et valg. Lehto som kører for BMW i sportsvognserien ALMS har direkte fået at vide, at der han skal forsætte, idet BMW er meget tilfreds med hans indsats der.

PDL  


 

Hop til top12.1.2000

Det er BMW der styrer showet!

En præsentation af Williams i tidligere sæsoner var noget nær det kedeligste i Formel 1. Williams præsenterede næsten kun deres racer af nød, selvom de endda i flere år havde grund til at gøre noget ekstra ud af at præsentere den racer der skulle forsvare deres VM-titler. Men sådan var filosofien ikke for Williams - de to kørere hev et klæde (sikkert let brugt.) væk, fotograferne fik deres billede og så var det ellers overstået. Ikke noget med rockbands, Spice Girls, dansere, fyrværkeri og lysshows. Nej, det var da alt for meget. Men der er vist kommet andre boller på suppen.

Hele to gange skal der spenderes penge på en præsentation. I virkeligheden var præsentationen i München en totalt ligegyldig præsentation - tænk hvis alle 11 teams havde flere præsentationer for blot at se farvevalget - totalt spild af tid og energi! Raceren var en udtjent 99-model - jo tak! Det skal gå meget stærkt for BMW. Målet var entydigt - få masser af omtale og PR - "vi er de første der er klar," skulle det også lyde. Teamet eller var det måske ikke rettere BMW kunne ikke vente til en gang i slutningen af januar, for der har Jaguar jo planlagt at præsentere - og så var BMW sat i skyggen. Derfor skulle der lige brændes en masse krudt af - BMW gør entre i Formel 1, hvis du altså skulle have overset det og i stedet brugt mandagen på at læse Hjemmet. Teamet var hverken helt eller halvt færdigt - raceren var ikke klar, andenkøreren var stadig en ubekendt faktor, og der manglede stadig den hovedsponsor der skal dække et mega-million underskud ved Formel 1-eventyret. Men der var da råd til deres eget show...

Showet tilhørte udelukkende BMW - for Frank Williams var det hele totalt ligegyldigt og mon ikke der gik et par tanker gennem Sir Franks hoved - "de mange penge som bliver brændt af her, kunne vi have brugt på at få frikøbt umuliussen Zanardi." At showet og præsentationen endda bliver bragt på Internettet er jo næsten en revolution og langt mere at Frank Williams satte sig bag computeren for at chatte med seriøse og mindre seriøse Internet og Formel 1-freaks. Det er immervæk nye toner i Formel 1's mest konservative team.

Igen runder tanken: det er BMWs projekt og det er også dem der stod bag "festlighederne". Men Williams-teamet er dødt! Så er der da ikke pakket noget ind. BMW er gået ind i dette samarbejde med enorme ressourcer, hvilket også kan være med til at give dem den succes som de jagter. Prisen for Williams-teamet er at det bliver BMW der sidder på kommandoen i teamet. Trenden i Formel 1 går den vej. Ford blev nødt til selv at sætte sig i førersædet og overtage styringen af Stewart-teamet da det viste sig at Paul Stewart var inkompetent til at lede et Formel 1-team. Siden hen købte Ford så rub og stub - Stewart er nu blot et notat på Jaguars officielle papirer og logoet er klistret over med den springende Jaguar. Det samme er på vej til at ske med Williams. Frank Williams har selv flere gange givet udtryk for at det er meget hårdt for ham at lede teamet og rygterne har flere gange lydt at Patrick Head og Frank Williams ville sælge ud af deres aktier i teamet - og mon ikke BMW sikrer sig dem i givet fald? BMW kan købe dem og et af 1990'ernes største teams vil forsvinde fra Formel 1-scenen - tilmalet med BMW-farverne (som de næsten allerede er nu.) Det vil blot endnu en gang bekræfte at BMW er sen 90-ernes enerådende magtfaktor - det er motorleverandørerne der styrer showet og er mastodonterne i Formel 1.

Nu ventes der med spænding på at præsentatioen af Williams endelige design bliver ligeså storslået... Hvis ikke har Williams stadig en fremtid!

BB  


Hop til top
Minardi først klar om en måned

Minardi-teamet har heller ikke fortalt offentligheden hvornår deres racer bliver præsenteret. Teamet har endda flere vigtige brikker som slet ikke er faldet på plads endnu. For det første lykkedes det ikke at overtale Telefonica til at øge engagementet i teamet og måske endda købe hele teamet. Det lille italienske team er på det seneste kommet i fare for et opkøb, blandt andet af David Richards Prodrive.

Minardi har især problemer med at finde en motor til den kommende sæson. Teamet mente ellers at der var en klar aftale om at få Supertec-motorer men Briatore og co. krævede en uhyrlig sum penge for de halvsvage motorer og med Minardis i forvejen stærkt belastede budget kom det slet ikke på tale. Dermed så teamet ud til at komme i den pinlige situation ikke at have en motor… Men så fik Bernie Ecclestone trukket i de rigtige tråde og Ford blev overtalt til at droppe deres oprindelige planer om ikke at sælge kundemotorer. Derfor har Minardi mulighed for at købe deres nuværende motorer og fortsat få udviklinger for den nette sum af 50 mio. kr. Dette er også med til at belaste økonomien og teamet har da også en anden mulighed – at købe Arrows selvbyggede motor. Men det vil sende Minardi flere lysår tilbage i Formel 1. Det er det dårligste alternativ, men den er halvt så dyr…

Minardi er slet ikke blevet sikret for år 2000 - og er på vej til en kedelig sæson!

Derudover er det endnu ikke afgjort hvem der skal køre den anden racer. Marc Gene har med Telefonica sikret sit sæde, mens kampen om det sidste sæde står mellem Max Wilson og Norberto Fontana. Yderligere sættes også Verstappen i forbindelse med teamet hvis det glipper at få sædet hos Arrows. Husk lige Verstappens udtalelse i december 99: "jeg har noget stort på vej i denne uge…" Indtil videre har han ikke engang testet for noget team… Vi griner stadig!

Alle brikkerne i Minardis puslespil vil efter sigende være faldet på plads i midten af februar hvor raceren også præsenteres.

BB  


Hop til top
Prost klar i februar

Flere teams har endnu ikke bekræftet en dato for præsentationen af 2000-modellen, blandt andet det franske Prost-team. Teamet ventes at præsentere den nye Prost-Peugeot og teamets to nye kørere tidligt i februar ved Magny-Cours. I januar er teamet også godt i gang med testarbejdet som er lagt i hænderne på Stephane Sarrazin. Et af de første ting som teamet skal teste er elektronikken. Prost kører igen i år med Peugeot og har fået Jean Alesi fra Sauber og en Formel 1-debutant i Nick Heidfeld, mester i Formel 3000.
BB  


Hop til top
Benetton går on-line

Den 17. januar præsenterer Benetton deres nye B200-racer. Det sker på et museum i Barcelona. Teamet følger den nye trend som BMW for alvor har sat i gang i Formel 1, nemlig muligheden for at følge præsentationenEksternt link over Internettet. Det bliver dækket live den 17. fra klokken 14:00 dansk tid.
BB  


Hop til top
Arrows med nyt logo og ny sponsor

Arrows vil på den årlige Autosport udstilling i Birmingham den 13 – 16 januar, præsentere deres nye logo, som skal signalere at teamet nu går ind i en ny æra.

Senere på måneden skal den nye bil testes for første gang, inden den officielle præsentation i februar. Indtil videre er der kun en kørere i teamet, Pedro de la Rosa, der også vil være tilstede ved præsentationen af det nye logo.

Præsentationen vil finde sted på den nye sponsors stand. Det er det engelske formel 1 magasin ”F1 Racing”, der er den nye sponsor.

”Der er en meget positiv stemning i teamet før den første test”, fortæller teamboss Tom Walkinshaw, der også mener at det nye logo vil have en positiv virkning.

Arrows teamet har ellers ført en omtumlet tilværelse i formel 1 siden debut’en i 1978. Teamet blev startet af den tidligere formel 1 kører Jackie Oliver, der ellers i en årrække havde arbejdet for Shadow teamet. Allerede i den første sæson var der blæst om Arrows. Først var der en retssag, anlagt af Shadow. De mente at Oliver havde kigget lidt for meget på Shadows tegninger, inden han lavede sin nye bil. Arrows tabte retssagen, men hævnede sig ved at være betydelig bedre på banen end Shadow.

Svenske (med dansk mor) Gunnar Nilsson skulle have været første kører, men han var blevet syg af den mavekræft der senere kostede ham livet. I stedet blev unge Riccardo Patrese udnævnt til førstekører. Han gjorde det godt, at han ikke vandt i Sydafrika var bilens skyld. Senere fik han en andenplads i det svenske GP. Men samtidig gjorde han sig også uheldig bemærket ved flere lejligheder og det hele kulminerede da han blev beskyldt for at være ansvarlig for den ulykke der kostede Ronnie Petersson livet. En beskyldning han senere blev renset for i retten.

Men efter den første gode sæson gik der længe inden Arrows hævdede sig igen. Der var sporadiske placeringer, blandt andet en andenplads på Long Beach i 1980.

I 1981 lagde Arrows, stadig med Patrese bag rattet, ud med en pole position i det første løb. Senere blev til et par podieplaceringer, men som sæsonen fortsatte sakkede teamet bagud.

Fire år senere, i 1985 med Thierry Boutsen var Arrows igen i stand til at blande sig lidt i midten af feltet. Men allerede året efter var teamet tilbage blandt de bageste.

Nye sponsorer, to nye kørere – Derek Warwick og Eddie Cheever – skulle bringe nye tider til teamet i 1987. Men selv om det gik hæderligt i de følgende tre år, var Arrows aldrig en seriøs kandidat til en sejr, om end Warwick kortvarigt førte den canadiske GP i 1989.

I starten af halvfemserne indledte Arrows så et samarbejde med det japanske Footwork firma, og tog en kort overgang navn efter dette firma, således at Arrows navnet forsvandt fra formel 1 for en stund. Et eventyr med Porsche motorer i 1991 endte i den rene katastrofe, og bedre blev det heller ikke da Footwork kom i økonomiske vanskeligheder i 1993.

Siden 1994 har teamet igen heddet Arrows, selvom bilerne en overgang blev døbt Footwork. Men uanset navnet var der langt imellem resultaterne. Med undtagelse af Morbidellis tredieplads i Australien i 1995 var der ingen top tre placeringer.

I 1996 kastede Jackie Oliver så håndklædet i ringen og solgte teamet til Tom Walkinshaw der som teamchef for Jaguar havde høstet store triumfer i Gruppe C. 1997 skulle være den nye begyndelse for Arrows. Med verdensmesteren Damon Hill som kører var der lagt op til en helt ny tid.
Men historien gentog sig – Arrows leverede et enkelt god resultat, Hills imponerende andenplads i Ungarn. Men ellers var der ikke meget at skrive hjem om. Hill forlod Arrows til fordel for Jordan og Arrows var tilbage ved udgangspunktet.

Med 22 år på bagen er Arrows et gammel team og en sjældenhe

AN  


Hop til top
BAR på Kyalami

Endnu engang skal der komme til at køre Formel 1 biler på Kyalami banen i Syd Afrika, Det er British American Racing (BAR) der tager derned for at teste i perioden fra den 14. til den 17. februar 2000, teamet er det eneste team der har tilmeldt sig testen på nuværende tidspunkt.. BAR teamet testede også på Kyalami sidste år, sammen med Williams, som optakt til det Australske Grand Prix, da de mente at forholdene lignede mere end i Spanien, hvor de fleste andre teams testede. Teamet forventer at temperaturene i Syd Afrika er ca. 30 C midt i februar, og det svarer meget godt til de temperature som man bliver udsat for både i forbindelse med det Australske og Brasilianske Grand Prix.
Og Team Manager, Robert Synge, udtaler i den forbindelse:
"Vi ser frem til at kunne teste under høje temperature, så vi kan få tilpasset vores kølesystem til forholdene".

I følge Piet Swanepoel fra AA Racing, så er det muligt at både BMW-Williams samt Jordan også kommer ned på Kyalami banen, men det er endnu ikke helt sikkert.

I forlængelse af testen kommer Charlie Whiting fra FIA også til Kyalami for at foretage banesyn, med henblik på at ændre banesn status fra testbane til regulær Formel 1 race godkendt bane. Dette tilsyn vil fore gå i perioden 18. til 22. februar 2000.

Det første Formel 1 Grand Prix løn i Syd Afrika blev kørt den 29. december 1962 på East London banen hvor Jim Clark vandt i en Lotus 25, og der blev sidst afviklet Formel 1 Grand Prix løn på Kyalami banen den 14 marts 1993, hvor Alain Prost vandt løbet i en Williams Renault. Der har totalt været kørt Formel 1 Grand Prix løb 23 gange i Syd Afrika, 3 gange på East London og 20 gange på Kyalami.

AN  


Hop til top
Teams strandet i Frankrig

Kaos i Frankrig og ved landets grænser. De franske lastvognschauffører har blokeret hovedvejene og grænserne. Det er kommet til at gå ud over to teams transportere der er på vej gennem Frankrig til test i Spanien. Både Williams og McLaren sidder derfor fast i kaoset, hvor grænsen til Spanien er blokeret og trafikken stort set er gået i stå. Kun personbiler får lov at passere. "Vi håbede at raceren kunne ankomme onsdag, men nu må vi vente og se hvad der sker," siger en talsmand hos Williams. Det ville i givet fald være første gang med de officielle BMW-farver. Også McLaren sidder fast forud for deres første test i år. Testen begynder på fredag og slutter søndag.

Årsagen til balladen er indførelsen af en 35-timers arbejdsuge samt en prisforhøjelse på diesel. Rapporterne om at Formel 1-teams er berørt af blokaden kommer fra en talsmand for den britiske transportindustri der er rystet over hvor meget ravage de franske chauffører kan lave. "FTA (Freight Transport Association) lægger alt det pres på som det er muligt, for at bryde blokaden så britisk handel og Formel 1 kan komme tilbage til normalt." 2.000 lastbiler er strandet i Frankrig.

BB  


Hop til top
Glæde hos Sauber-kørerne

Sauber var det første team til at teste med en " næsten " færdig 2000 model. Det skete allerede sidste år, nærmere bestemt d. 28 december. Og allerede på det tidspunkt var Mika Salo meget begejstret: " Bilen har et fantastisk grip og føles meget bedre end C18B testbilen. Man kan virkelig mærke det ekstra grip. Det var rigtig godt. "

I den netop overståede weekend var det så Pedro Diniz, der havde fornøjelsen, og han var som Mika Salo ovenud tilfreds med forløbet: " På trods af et begrænset antal omgange (25), så er jeg virkelig imponeret. Det var første gang jeg kørte i den nye C19. I øjeblikket er der nogle stabilitetsproblemer, men det er der ofte med en helt ny konstruktion, men allerede nu er der meget store fremskridt at mærke i forhold til C18 bilen, som vi brugte sidste år."

Og det var virkelig nogle supertider som specielt Salo fik trykket af i weekenden. Han blev indkaldt til testen, da Pedro Diniz som så mange andre blev ramt af influenza. Næste test finder efter planen sted i den kommende weekend i Jerez og igen d. 24 - 26 januar i Barcelona. Og lanceringen af bilen vil finde sted d. 2 februar i Zürich.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk