Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
13.1.2001
 Lovende shakedown for BAR
 Hvordan er den nye BAR?
 Barrichello indrømmer
 ´Jeg er født til at køre løb´
 Vin til kendere
 
12.1.2001
 Luca Badoer bliver hos Ferrari
 Ferrari præsenterer ny model
 Få ændringer på den nye Jaguar
 

Hop til top13.1.2001

Lovende shakedown for BAR

BAR teamet har i ugens løb været på Silverstone i England til den afsluttende shakedown test, inden det går løs på Jerez senere. Den nye BAR 003 slog alle forventningerne.

Den ene af teamets kørere, nemlig Olivier Panis foretog testen. Og det gik faktisk over al forventning. Man klokkede en omgang på 1:28.047, men det må også nævnes, at der var koldt på Silverstone. Det har indflydelse på motorens ydeevne, og motoren snurrer derfor bedre. Men alle er klar over det og venter på hvordan motoren vil reagere under varmere forhold på Jerez.

Kazutoshi Nishizawa, teknisk direktør i Honda R&D:
Vi havde en god test på Silverstone. Motoren kørte rigtig godt i det nye chassis, og det var muligt for os at fuldføre et omfattende systemcheck forud for testen på Jerez. Selvom det "kun" var en shakedown test, var det en meget opmuntrende start forud for den nye sæson."

BAR teamet var faktisk de første til at teste deres nye bil. Det lykkedes at komme på banen ganske kort før Jaguar, som fornyelig præsenterede deres nye bil. Det venter BAR med til angiveligt den 26 januar. Men hvad mener Olivier Panis om forløbet af testen?

Olivier Panis:
"Jeg har en meget god føling af bilen. Jeg er meget glad for den nye motor. Den er meget smidig, men med forbehold, det er nemt for næsten alle motorer at klare sig godt i koldt vejr. Nu må vi se hvordan den klarer sig under andre temperaturer på Jerez. Men som tidligere nævnt. Bilen føles rigtig god, den er let at køre."

PDL  


Hop til top
Hvordan er den nye BAR?

Adrian Reynard som har været racerbilskonstruktør i mange år, har fundet visse detaljer, der er blevet ændret på den ny BAR-Honda 03.

Luftindtagene på siden af bilen, har fået en noget anden form, næsedelen på bilen er også ændret og er blevet mindre. Et af problemerne i sidste sæson, var at det aerodynamiske design ikke var optimalt, det er blevet til denne sæson, og noget tyder på at det har givet resultat allerede nu. Adrian Reynard selv, er optimistisk forud for denne sæson.

"En sejr i denne sæson vil være vores mål, og jeg tror selv på at det vil være realistisk. Det er klart for enhver, at Formel 1 i dag er en sag mellem to parter. Det er fire biler at besejre, det er ret vanskeligt. Men det er noget som vi vil kæmpe hårdt for at gøre. Det er stadig mange muligheder for at udvikle yderligere, og enhver ændring i regulativet er en mulighed for at finde forbedringer i præstationen, frem for det konkurrenterne gør. I de seneste år, har udviklingen været fokuseret på aerodynamik, et centreret og lavt tyngdepunkt og det elektroniske. Jo flere regler de laver, jo flere smuthuller vil der blive fundet."

Vi må så håbe, at det er nogle ærlige smuthuller der findes. Men med til at teste og forbedre bilen, er udover de to kørere, også Darren Manning og Patrick LeMarie. De to er blevet genvalgt som testkørere for BAR teamet. Derudover er ansat to nye talenter, Anthony Davidson og Takuma Sato, sidst nævnte fik pladsen til fordel for Marc Hynes, som vandt den engelske Formel 3 serie i 1999. Hynes har udtalt, at han nu vil prøve lykken i den amerikanske Indy Light serie.

PDL  


Hop til top
Barrichello indrømmer

I optakten til sidste sæson, var Rubens Barrichello meget opsat på, at nu var chancen der for at opnå det helt store, men han havde nok gjort regning uden Michael Schumacher og de ledende mennesker hos Ferrari.

Ved en pressekonference i Madonna de Campiglio mødte pressen en meget afslappet og veloplagt Rubens Barrichello. Han sagde bl.a. følgende:

"Hvis jeg lavede nogle fejl sidste år, så var det at koncentrere mig om at slå Michael. Jeg erfarede senere, at det ikke var det mest kloge at gøre, hverken for mig eller teamet. Da jeg efter Monaco, stoppede denne mission, gik det meget bedre for både mig og teamet. Beslutningen om at jeg ville slå Michael, skabte uro i teamet, men det vil der ikke være noget af i denne sæson. Noget af det jeg har lært, er ikke at sætte for høje mål - det er bedre at gøre det bedste man kan, så kommer resultaterne. I år vil jeg prøve at drage nytte af de erfaringer - gode og dårlige - jeg gjorde i sidste sæson. Igen i år starter vi på lige vilkår, og er forskellen i mellem os stor efter nogle løb, ved jeg hvad jeg skal gøre."

PDL  


Hop til top
´Jeg er født til at køre løb´

Ordene er Michael Schumachers, og blev udtalt ved et pressemøde i Madonna de Campiglio, hvor Ferrari har deres sædvanlige vinterudflugt.

Forsættelsen af sætningen lyder:
"Jeg er født til at køre løb, og så længe jeg sidder i en racerbil, kan man være sikker på, at min motivation ikke fejler noget."
Flere steder er der ellers blevet talt om, og spekuleret i, om ikke Michael Schumacher ville miste noget af motivationen, nu hvor han har vundet sit tredje verdensmesterskab. Men det benægter han hermed at skulle være tilfældet, tværtimod - for som han også siger:
"Jeg nyder fuldt ud hvad jeg gør. Der er ingen mangel på motivation, jeg har derimod startet min træning lidt tidligere end jeg plejer, og resultaterne af mine træningsprøver er endda lidt forud, sammenlignet med sidste sæson. En ting er at vinde verdensmesterskabet for og med Ferrari, en anden ting er at være med til at starte en ny æra, og det er det vi arbejder på nu. Alle spekulationer om at jeg ikke vil opfylde min kontrakt, som udløber om to år, må stoppe. Jeg vil opfylde min kontrakt, men hvad der derefter sker, ved ingen endnu."

Dermed affærdiger Michael Schumacher alle spekulationer om, at han måske stopper inden hans kontrakt udløber. Meget tyder på, at Ferrari er blevet et slags hjertensbarn for Michael Schumacher. Alt tyder på at han er i teamet som alle drømmer om at køre for, og hele atmosfæren i teamet, har han taget til sig i den grad. Eksempelvis er hans spekulationer om Jean Todt, måske næsten endeløse, i hvert fald indtil en afgørelse viser sig. Sagen er nemlig den, at Jean Todts kontrakt udløber efter denne sæson, og han har antydet at han muligvis ikke forsætter hos Ferrari. Michael Schumacher har ved flere lejligheder udtalt, hvor meget Jean Todt har betydet for Ferraris Formel 1 team og dets succes.

PDL  


Hop til top
Vin til kendere

En helt speciel mousserende vin, Spumante, er blevet fremstillet af det italienske vinslot, Bisol of Valdobbiadene, for at fejre Ferraris VM triumf sidste år.

Men der er visse krav, der skal opfyldes for at få del i vinen. For det første er der kun lavet 1000 flasker - som for øvrigt er nummererede. For det andet er kravet at man skal eje en Ferrari. Når vinen bliver frigivet, skal man kunne dokumentere at man er ejer af en Ferrari, ved hjælp af en kopi af registreringsattesten. Et andet krav er at navnet på registreringsattesten og ordreafgiveren skal være ens.

Bisol of Valdobbiadene er et af de eksklusive producenter af mousserende vine i Italien, og sammenlignes ofte med netop Ferrari. Vinslottet kan dateres helt tilbage til 1542, og har derfor en kæmpe erfaring i fremstilling af vine.

PDL  


 

Hop til top12.1.2001

Luca Badoer bliver hos Ferrari

Luca Badoer har åbenbart været en ombejlet herre i vinterpausen. Flere teams har kontaktet ham, for at få ham i et sæde i en af deres biler.

Luca Badoer, som har været testkører hos Ferrari, har fået flere tilbud om et skifte til et andet team, men har valgt at takke nej tak. Senest - ifølge rygter - var Prost inde i billedet, men har valgt Gaston Mazzacane i stedet. Luca Badoer har efterhånden opbygget en enorm viden om Ferrari bilerne. Og denne viden kunne have været brugt i Prost teamet, der som bekendt skal køre med Ferrari motorer i de næste par år.

Alligevel har Badoer valgt at sige nej tak. Årsagen skal nok findes i en eller anden form for ambitionsniveau. Luca Badoer har en negativ rekord i Formel 1. Han har kørt 50 Grand Prix'er, uden at score et eneste point. Det er der ikke andre der har gjort. Hans karriere har bragt ham rundt til forskellige teams, alle i den lave ende af ranglisten. Lola, Forti og Minardi har haft ham på deres køreliste. Men altså uden resultat.

I stedet blev han valgt til testkører hos Ferrari for et par sæsoner siden, og har der udført et kæmpearbejde. Og det er måske det, der er med til at få ham til at takke nej til andre teams, for som han siger:
"Jeg har fået tilbud fra flere teams, nogle af dem endda rigtige gode tilbud, det er fra teams i den nederste halvdel af feltet, men de muligheder der er mulige i disse teams, er ikke nok til at få mig til at forlade Ferrari. Jeg elsker at køre race, jeg elsker at køre Formel 1, her har jeg chancen for at køre Ferrari - den bedste. Jeg ville gerne deltage i Grand Prix'er, men man må træffe et valg. Ferrari er Ferrari - jeg ville kun forlade dem til fordel for et andet topteam."

Luca Badoer kunne ellers have fået chancen for Ferrari, da Michael Schumacher brækkede det ene ben på Silverstone, men blev vraget til fordel for Mika Salo. Dengang som nu, er forklaringen fra Ferrari, at med de evner og den viden som testkører som Luca Badoer besidder, skulle han ikke køre. Han var mere værd for teamet som testkører.

Hans kontrakt som testkører ventes forlænget ved en kontraktunderskrivelse i Ferrari teamets vinterlejr i Madonna de Campiglio, inden man begynder de forskellige tests i det spanske.

PDL  


Hop til top
Ferrari præsenterer ny model

Men man skal væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Vi er inde i en periode hvor bilerne skal præsenteres. Ferrari har tidligere annonceret, at deres præsentation vil finde sted i slutningen af januar.

Jaguar var de første til at præsentere deres nye model, der er kommet enkelte billeder ud af BAR's nye racer. I slutningen af denne måned vil Ferrari præsentere deres nye. Det sker den 29 januar i Maranello.

Der er endnu ikke kommet noget frem om hvilke ændringer der er blevet lavet på bilen i forhold til sidste års model. Ferrari holder kortene tæt ind til livet. Men mon ikke, at man har fundet et par ting hist og her der er blevet forbedret. De lukkede tests som bliver gennemført inden præsentationen, bl.a. i Barcelona, vil sikkert ikke afsløre de store ting.

PDL  


Hop til top
Få ændringer på den nye Jaguar

Jaguar præsenterede deres nye 2001-racer som den første, og ganske som teamet havde annonceret er der ikke tale om en ny racer - set på det ydre.

Raceren er mere blevet optimeret 'under huden' og derfor har der ikke været mange synlige ændringer på den nye racer. Der kan dog peges på et par ændringer som der er synlige på den nye Jaguar. Blandt andet påvirker det nye reglement til 2001 noget af konstruktionen.

Vi har forsøgt at indtegne de små justeringer der er.
1) Sidekasserne er sænket lidt. Dette billede kan dog snyde lidt, da racerne ikke behøvede at køre med fuldt 'spjæld' åbent til indsugningen i sidekasserne, da det under shakedown på Silverstone var isnende koldt. Men ser man på raceren - blandt andet fra siden, så er sidekasserne blevet sænket lidt i forhold til resten af racerens niveau.

Det vil være med til at give mindre vindmodstand, samtidig med at kanterne på raceren er blevet jævnet lidt mere ud i forhold til R1'eren.

2) Frontvingen er ændret. I forhold til sidste år, er det omkring frontvingen at den største forandring ligger. Dette skyldes primært FIAs nye reglement for 2001 (ser vi på lige om lidt.) Frontvingen er således blevet mere bølget, og det er værd at bemærke at et team som Sauber også følger denne trend med bølget frontvinge. Samtidig er 'snuden' på Jaguaren blevet mere rund og er ikke så firkantet som den fremstod sidste år.

3) Her er det 5 centimeter vi taler om. Forskellen på 2000-racerne og 2001-racerne bliver blandt andet den tilladte frihøjde ved frontvingen. I et forsøg på at minimere downforce, skal frontvingen være fem centimeter højere oppe i forhold til reglementet i 2000. Dette kan tydeligt ses på de nye racere. Vingerne har en tendens til at pege op i luften. Dermed kommer der ikke så meget tryk på frontvingen som tidligere, og dette har flere teams allerede testet for.


Når Jaguar R2'eren ses fra siden, er det kun den hævede front der springer i øjnene

Men de fleste ændringer på Jaguar-raceren ligger under dets ydre, så lad os nu se hvad den bringer.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk