Forlydender fra det amerikanske lyder på at Justin Wilson, som der ikke blev plads til hos Jaguar, måske er på vej til at få et sæde hos Bobby Rahal i hans CCWS team. Justin Wilson blev droppet hos Jaguar da Christian Klien bl.a. kunne bringe en masse gode Red Bull penge med sig.
At det netop er hos Bobby Rahal at Justin Wilson måske får et sæde, er ingen tilfældighed. Bobby Rahal var tidligere omkring Jaguar i Formel 1, og har stadig et tæt forhold til Ford, selvom han blev droppet som teamchef hos Jaguar. Det forlyder at hvis Justin Wilson får et sæde hos Rahal, så er det en slags kompensation fra Fords side, fordi man valgte Klien i stedet. Bliver Justin Wilson ansat hos Rahal, bliver han teamkammerat med Michel Jourdain som i 2003 mesterskabet blev nr. 3 efter Paul Tracy og Bruno Junqueira.
Om det eventuelle nye eventyr siger Justin Wilson:
"Jeg håber på at FIA vil ændre testreglerne. Lige nu ser vi os om i staterne, hvor jeg sidste år også fik et tilbud i CCWS. Jeg kan godt li' serien for her kan man virkelig køre race, men det er helt klart at Formel 1 er stedet jeg helst vil være."
Ryan Hunter-Reay og Jimmy Vasser mister en af deres chefer med øjeblikkelig virkning. Stefan Johansson har indgivet sin afskedsbegæring til CCWS teamet og har pakket sine sager og er gået. I hans egen udtalelse til pressen kommer han ikke ind på hvad årsagen til hans handling er.
Stefan Johanssons egen erklæring lyder som følger:
"Jeg har trukket mig tilbage som direktør fra teamet. Omstændigheder nødvendiggjorde min afgang fra teamet. Jeg vil gerne udtrykke min taknemlighed til hele teamet for et utroligt tilfredsstillende og spændende år i motorsporten. Jeg ser frem til nye og spændende udfordringer."
Den slags meddelelser er selvfølgelig ikke af det rare, men et eller andet tyder på interne stridigheder med de andre ledere i teamet.
CCWS er på lukningens rand. Økonomien halter voldsomt, kan et evt. salg redde serien, som også er truet af manglende deltagere. I hvert fald er der ikke tilmeldt ret mange til næste år endnu.
Flere og flere vælger at køre i ICS - det tidligere IRL. Det har i de seneste to år gjort det vanskeligt at få CCWS til at løbe rundt. Og nu truer én lukning af serien. Der findes dog stadig patrioter som gerne ser serien forsætte. En af dem er den tidligere Formel 1 verdensmester, Indy vinder og meget mere, Emerson Fittipaldi. Emerson Fittipaldi ejer i øjeblikket et mindre team i CCWS sammen med hans økonomiske bagmand, Jamie Dingman. Ifølge flere kilder skulle de to have købt Patrick Racing af Pat Patrick, som var en af de helt store ophavsmænd bag den daværende CART serie da den blev grundlagt.
Angiveligt skulle Pat Patrick have fået et stort millionbeløb i dollars for at skifte til ICS for at lade Al Unser Jr. køre endnu en sæson i serien inden han stopper sin karriere. Al Unser Jr. har ikke præsteret ret gode resultater i de sidste snart mange år, men han har stadig et godt navn. Hans far var en af de helt store kanoner i amerikansk banesport flere årtier tilbage.
Med til historien hører også at da Emerson Fittipaldi i 1989 vandt Indy 500 var det for Patrick Racing, og hvem duellerede han med om sejren som faktisk blev afgjort i et af de allersidste sving i løbet? Al Unser Jr.
Og hvis nogen af en eller anden grund hæfter sig ved navnet Patrick Racing, så var det bl.a. der at Jan Magnussen kørte i sin korte CART karriere.