Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
21.1.2001
 Luca Badoer forulykket
 Paragon - et utopia
 Interview med Juan Pablo Montoya
 Mika tilbage i arbejdstøjet
 
20.1.2001
 Schumacher tilbage i sædet
 BAR vil satse mere
 Elektronikken virker
 BAR'en forsætter tests
 Minardis sidste chance!
 Valencia test - Onsdag
 Zonta tilfreds med sit nye arbejde
 

Hop til top21.1.2001

Luca Badoer forulykket

På den første dag af testrunden på Circuit de Catalunya, gik det galt for Ferraris testkører, Luca Badoer. Han forulykkede med ca. 300 km/t.

Luca Badoer kørte i dag galt på Circuit de Catalunya. For enden af langsiden mistede han herredømmet over bilen og røg ud i barrieren. Han blev straks bragt til hospitalet til nærmere undersøgelse. Heldigvis skete der ikke nogen alvorlig skade.

Det er endnu sparsomt med oplysninger om hvad der var årsagen til ulykken, men mange peger på en defekt ved bilen.

PDL  


Hop til top
Paragon - et utopia

Paragon er navnet på McLarens nye fabrik/hjemsted i Woking. En drøm er gået i opfyldelse for Ron Dennis, som har store ambitioner med stedet.

Mange ting skal gå op i en højere enhed for at et sådan projekt kan lykkes. Selvfølgelig først og fremmest økonomien. Anlægget er bygget på en grund som er 138 acres. Dvs. grundens størrelse er i på ca. 55 hektarer. Anslået værdi på hele projektet er i omegnen af £400 mill.

Lidt af et projekt at starte på. Et af de første problemer, som Ron Dennis fik da han luftede planerne var, at det oprindeligt havde været meningen at flytte hele McLaren komplekset til Dover i Kent. Men det mødte så stor modstand hos størstedelen af de ansatte, at han måtte revurdere sine planer. Stort set ingen ønskede at flytte. Det korte af det lange blev, at man i dag stadig holder til i Woking området, og har udbygget og opbygget det nye Paragon.

Ron Dennis:
"Dette bliver et industrielt utopia for mine medarbejdere. Paragon er noget som jeg har drømt om i meget lang tid, og nu begynder det at tage form. Jeg gør dette for at det skal blive et bedre selskab, et bedre Formel 1 team og et bedre sted at være ansat. Miljøet her bliver så godt, at personalet vil brænde efter at komme på arbejde. Hele fabrikken vil få udsigt over en sø, så alle får glæde af udsigten - og ikke kun cheferne. Jeg havde en vision om at bygge et nyt anlæg i Dover, og havde allerede begyndt at opkøbe jord der, men ingen var villige til at flytte fra Woking området, og jeg måtte ændre planer. I en meget lang periode er der lagt penge fra til dette projekt, fordi jeg ikke ønsker at gå ind i det med en stor gæld. Min filosofi har altid været: "Hvis du ikke har råd til to af en ting, så køb ikke en eneste." Jeg startede i stedet med at købe jord op i nærheden af vores nuværende fabrik, så alle kunne vænne sig til at skulle flytte stedet."

Mange ting er planlagt til stedet. En vindtunnel, som allerede er færdig, der vil være banker, restauranter, vaskerier, et lægehus hvor alle kan komme. Der vil også blive bygget et nyt McLaren museum. Og ifølge Ron Dennis, vil det være med til at man kan holde på personalet, så der ikke vil ske en stor afgang og udskiftning af personale på vigtige pladser. "Vi vil få de bedste tekniske faciliteter overhovedet. Alt på fabrikken vil være splinternyt. Når man engang har givet en dygtig forsker hvad han vil have, må man blive ved. Så derfor vil de her få de bedste muligheder."

Så er spørgsmålet så hvor venligt det bliver at arbejde i. Alt udvendigt bliver beklædt med glas. Indendørs er alt holdt i hvidt og i sølv. Alle maskiner som bliver brugt til fremstilling af dele til bilerne, skal være hvide. Beskrivelsen lyder meget klinisk. Efter planen skal alt være klar til brug i august 2002.

PDL  


Hop til top
Interview med Juan Pablo Montoya

Inden han overhovedet havde siddet i en formel 1 racer, blev Juan Pablo Montoya spået en stor og glorværdig fremtid i motorsportens fornemmeste klasse. Men hvad er det der gør at denne unge colombianer åbenbart har så meget at se frem til, og hvad kan vi egentlig vente os af ham? Hvad ville være mere nærliggende end at spørge manden selv?
Sportal fik fat i den 25-årige colombianer under en test.

Sportal: Hvad, for dig, er forskellen mellem Formel 1 og CART?
Montoya: "De to biler er fuldstændig forskellige. Formel 1 bilen reagerer meget hurtigere under alle forhold: bremsning, acceleration, styring - alt er meget mere livligt. Den største forskel er dog kraften. I CART kommer kræfterne mere pludseligt og aggressivt end i formel 1, hvilket er meget mere progressivt."

Sportal: Det tog dig ikke lang tid at vænne dig til ovalerne i CART - tror du det vil blive det samme i Formel 1?
Montoya: "At køre stærkt på ovaler er en meget rar oplevelse, der kræver en god portion mod, men det vænner du dig hurtigt til. Med Formel 1 er det mere eller mindre det samme, men selvom bilen er nem at køre og mere kvik i det, er den også mindre barmhjertig.

Sportal: Hvordan har du vænnet dig til Williams bilen?
Montoya: "At køre bilen for første gang på Jerez var det bedste for mig, fordi jeg havde allerede kørt en masse Formel 1 tests der og jeg kender banen godt. På Barcelona kørte jeg ikke mange kilometre, men alt var okay."

Sportal: Er du bekymret over det faktum at nogle af de kørere der er kommet fra CART til Formel 1 har været skuffende?
Montoya: "Zanardi var et underligt tilfælde, jeg ved ikke hvorfor han ikke kørte godt. Hvad Andretti (Michael Andretti) angår, så var problemet at han ikke tilpassede sig og ikke fik kørt ret meget i testene, men jeg er sikker på at jeg vil klare mig okay."

Sportal: Hvordan er dit forhold til Ralf Schumacher?
Montoya: "Forholdet til Ralf Schumacher er godt. Alt det der er sagt om os er absurd og folk leder efter en konflikt der simpelthen ikke eksisterer. Jeg har ingen problemer med Ralf, og han har ingen problemer med mig."

Sportal: Du var Williams testkører i 1998, fandt du mange forskelle på 1998 bilen og 2001 bilen?
Montoya: "1998 bilen var meget kompliceret at køre og den skøjtede meget rundt. Denne bil (2001) går meget bedre og dækkene har mere greb ."

Sportal: Tror du at du er "vokset" som kører de sidste 2 år?
Montoya: "Først og fremmest har jeg lært at du ikke kan forvente at en bil kan give dig alt hvad den kan give, før du har lært den at kende fuldstændigt. Dette er fundamentalt."

Sportal: Hvordan har dine 2 år i eksil været?
Montoya: "Da Williams fortalte mig at 1999 kørerne ville blive Zanardi og Ralf Schumacher blev jeg skuffet, men jeg havde min manglende erfaring mod mig og tanken om at køre i USA var meget appellerende. Hvis du ser på resultaterne, var det den rigtige ting at gøre, men jeg tænkte hele tiden på at vende tilbage til Formel 1."

Sportal: Har du et mål med denne sæson?
Montoya: "Jeg har ikke nogen bestemte mål. Jeg har masser af tid, og jeg vil lære bilen ordentligt at kende og derefter køre til grænsen, som altid. Hvis jeg kan komme på podiet et par gange, er det endnu bedre. Mit mål er ikke at slå Ralf, men at klare mig så godt som muligt. Da jeg kom til CART, var i den samme situation som nu - dengang havde jeg Zanardis bil, nu er det Buttons. Jeg ved at folk vil drage sammenligninger, men det er jeg ikke bekymret over."

RS  


Hop til top
Mika tilbage i arbejdstøjet

I den forløbne uge har Mika Hakkinen været i arbejdstøjet for første gang i år. Teamet har været på Valencia banen i den forløbne uge, hvor man testede i MP4/15K - en udviklingsmodel.

Mika Hakkinen lagde langsomt ud, men tirsdag og onsdag satte han de hurtigste tider på Valencia banen. Både Mika Hakkinen og Alex Wurz kørte bilen med mange af de nye specifikationer, som er gældende for i år. Som en del af afprøvningen af forskellige indstillinger, kørte man bl.a. med vingerne fra sidste år, men med de indstillinger der er tilladte i år.

Der er nu forlydender fremme om, at McLaren vil præsentere deres nye MP4/16 model på et eller andet tidspunkt i den første hele uge i februar.

PDL  


 

Hop til top20.1.2001

Schumacher tilbage i sædet

Ferrari har netop afsluttet den første uges test i Spanien, og i næste uge starter den næste runde af tests, ikke bare for Ferrari, men stort set alle andre teams også.

Ferrari flytter deres test til Barcelona til Circuit de Catalunya, hvor Michael Schumacher vil være med for første gang. Testen starter for Ferraris vedkommende allerede søndag. Søndag og mandag vil Luca Badoer være i sæderne i en af de to biler som Ferrari tager med, og tirsdag og onsdag tager Michael Schumacher over. Efter planen vil Rubens Barrichello først teste i den første uge af februar - også i Barcelona.

PDL  


Hop til top
BAR vil satse mere

Craig Pollock som i sidste sæson var på en meget udsat post i teamet, har efterhånden fået styr på teamet. Men hvis man vil videre, skal der satses noget mere.

Craig Pollock er kommet til den erkendelse, at der skal satses noget mere i år hvis man vil længere frem i rangeringen. Det betyder at der skal satses på nogle vigtige områder. 1999 var ikke ingen succes, bedre gik det sidste år, hvor der kom styr på mange af de tekniske problemer, og hvor man primært satsede på stabilitet. I år skal der satses på præstationer, i hvert fald ifølge Craig Pollock.

"Sidste år var vi meget forsigtige og der skulle ikke prøves for meget. Simpelthen fordi vi ikke havde råd til for meget ustabilitet på banen. I år går vi efter flere præstationer, så måske kan vi få nogle problemer med bl.a. chassiset, men forhåbentlig ikke så mange som i 1999."

Sidste år forlængede JV sin kontrakt med BAR, i år får han en ny makker som kørere i stedet for Ricardo Zonta, som ikke fik sin kontrakt fornyet. Makkeren i år hedder Olivier Panis. Han havde en forholdsvis imponerende sæson sidste år som testkører for McLaren. Craig Pollock er faktisk blevet meget begejstret for den nye kører i teamet. "Olivier kom til teamet meget sulten. Han ved at Jacques og jeg er gode venner, men Olivier har faktisk en større kontakt med mig nu, end Jacques har. Det er meget, meget positivt. Teamet står nu så meget bag Olivier, at Jacques skal til at præstere noget mere."

PDL  


Hop til top
Elektronikken virker

Ferrari har i sin tekniske stab en elektronik troldmand, som tryller med bilens elektronik. Det er kommet flere muligheder for at trylle, efter at tracktion control er blevet tilladt igen.

Og netop nogle af de nye tekniske raffinementer, er noget af det som Luca Badoer har arbejdet med og testet i den forløbne uge. Hos Ferrari har man en troldmand ansat, som udvikler og arbejder med elektronikken. Han er åbenbart lidt af en kunstner på sit felt. Anton Sitpinovic står bag al den nye software, som Ferrari vil bruge i 2001 modellen. I øjeblikket afprøves det i F2000/2001 hybridbilen. Sitpinovic har udviklet ny software til tracktion control, den nye mere eller mindre automatiske og "intelligente" gearkasse, samt et nyt startsystem til bilen.

Ifølge forlydender fra Valencia, hvor Ferrari og Luca Badoer har testet i den forløbne uge, så er det helt utroligt hvad bilen gør. Starten og accelerationen væk fra startlinjen, skulle være helt fantastisk. Bilen skulle ifølge forlydenderne, være utrolig rolig og meget hurtig. Der forventes meget af det nye system.

PDL  


Hop til top
BAR'en forsætter tests

BAR teamet har ikke haft den bedste uge, og flere steder har der været antydet, at teamet måske ville udsætte næste uges test.

Med til forhistorien hører, at den forløbne uge ikke har været den bedste. Tværtimod, så har der været mange problemer. Den nye BAR 003 har vist sig endnu ikke at være ret god. Olivier Panis og Takuma Sato har begge kørt hurtigere i 002 modellen, og i onsdags kørte Jacques Villeneuve af banen, fordi en fejl i baghjulsaffjedringen fik det til at bryde sammen, og "sendte" JV ud i barrieren, heldigvis kun med materiel skade til følge.

Et af de mange problemer med den nye bil, er at man endnu ikke har fundet fart i den. JV har et par gange udtrykt, at det er ikke den optimale bil lige nu.

Teamet er dermed kommet på et multiarbejde. Årsagen eller årsagerne til at den nye bil ikke fungerer særlig optimalt, skal findes. Derudover skal årsagen til uheldet i onsdags findes og analyseres. Men trods det ekstra arbejde vil teamet ikke aflyse eller udsætte den planlagte test i næste uge. En talsmand fra teamet siger:

"BAR har ikke udsat det planlagte testprogram, og vil forsætte med at teste i næste uge. Villeneuve og Panis vil ikke teste i næste uge pga. præsentationen af den nye model 003 den 26 januar. Darren Manning vil teste i stedet for de to kørere."

PDL  


Hop til top
Minardis sidste chance!

Det lille elskværdige Minardi team fra Faenza, Italien, bliver ved med at love at de vil stille til start i Albert Park, når den nye sæson starter om 6 uger. Teamet har dog endnu ikke kunnet sige noget om hvad der får dem til at virke så sikre i deres sag. Minardi har nemlig hverken aftaler omkring motor, kørere eller sponsorer klar og vi nærmer os raskt væk sæsonpræmieren.

Et muligt lys for enden af tunnelen kunne eksistere i form af australske Paul Stoddart, der både leder luftfartsselskabet 'European Aviation' samt det associerede Formel 3000 team.

Stoddart skulle efter sigende være meget interesseret i at købe den andel af Minardi som var til tiltænkt PSN - firmaet der i sidste time trak sig ud af forhandlingerne med Minardi. På den måde ville Stoddart blive partner med medejer Gian Carlo Minardi og formand Gabriele Rumi. Stoddart har aldrig lagt skjul på at han gerne så sit Formel 3000 hold 'European Formula' vokse sig stort og blive introduceret i Formel 1. Denne plan ser nu ud til at kunne blive virkelighed, og muligheden for en navneforandring eller delvis overtagelse af Minardi er absolut til stede.

Paul Stoddart:
”Vi er på udkig og jeg synes det er fair at sige, at vi er teamets eneste chance. Jeg er rimeligt sikker, men det ville være meget forkert at sige mere end det, på nuværende tidspunkt.”

Paul Stoddart var i øvrigt manden der købte størstedelen af Tyrrells fabriksinventar, da de stoppede i 1998, og har benyttet dette til sit eget Formel 3000 team. Stoddart samarbejdede sidste år med Tom Walkinshaw i Formel 3000, hvor Mark Webber og Christian Albers kørte for deres team, men dette samarbejde er nu ophørt, og Stoddart har flyttet sine penge ud af teamet.

Som sagt har Gian Carlo Minardi ved flere lejligheder lovet at de stiller til start den 4. marts, men det er alt hvad han vil sige på nuværende tidspunkt. Gian Carlo Minardi er stadig, som han har været i nogle år efterhånden, overbevist om at lykken må vende på et tidspunkt og han tror at dette tidspunkt er meget nær. Minardi har fået hjælp flere steder fra i de seneste år, også fra Ferrari der bl.a. har stillet Fiorano banen gratis til rådighed for Minardi. Formel 1 er blevet en sport hvor det er et teams popularitet blandt fans’ene der bestemmer om et firma har lyst til at sponsere teamet, og selvom Minardi er blevet populær som Formel 1’s David mod Goliat, så er det ikke nok til at lokke sponsorer til.

Gian Carlo Minardi:
“I vil få os at se på banen igen. Vores finansielle problem er som en atombombe, men meget få mennesker ved hvad der egentlig foregår. I teknologisk sammenhæng, er vi et lille stykke bagefter, men hvis nogen gav os chancen, er jeg sikker på at vi kunne levere varen. Ferrari er en stor del af den italienske bilverden, vi er nødt til at samarbejde med dem, ellers ville vi slet ikke kunne eksistere, de har hjulpet os meget. Vi har fået lov til at benytte Fiorano banen gratis, og vi har adgang til de lagerhaller, de ikke selv benytter. Men på den anden side, i dag lever vi af reklamer og populariteten blandt offentligheden, for at få noget igen er du nødt til at vinde - især i Italien.”

På nuværende tidspunkt går rygterne på at Minardi (med hjælpen fra Stoddart) kan købe Supertec motorer til overpris, og at de 2 kørere skulle blive Fernando Alonso og Enrique Bernoldi. Hvad motoren angår ligger det nu 100% fast, at Ford ikke vil give Minardi lov til at benytte de gamle Zetec motorer igen i år, selvom Bernie Ecclestone har presset på for at få Ford med på ideen.


Får vi mon Minardi at se igen i 2001 sæsonen?

Minardi har deltaget i Formel 1 i 16 år, og omstændighederne omkring det 17. år forbliver et mysterium.

RS  


Hop til top
Valencia test - Onsdag

Williams-BMW tester i denne uge på Valencia banen i Spanien, men det går ikke helt som man havde regnet med og forventet. Et eller andet driller.

Williams-BMW og deres tre kørere er i Spanien i øjeblikket for at teste og klargøre sig til den kommende sæson. Endnu tester man ikke i den nye bil, men i FW 22A og FW 22B bilerne. FW 22B er udstyret med den nye BMW V10 motor. Men motoren synes ikke at ville som teamet gerne vil. Derudover tester man også de nye dæk fra Michelin. Bl.a. på grund af det omskiftelige vejrlig, har man fået udvalgt de dæk man vil bruge fremover tests. Fra teamet forlyder det, at man er, at man er glad for den nye motor, men at der er en del problemer der skal løses. Man er også meget glade for det arbejde de tre kørere udfører. Alle tre har fået stor ros for deres arbejde, og ikke mindst den feedback som de giver til ingeniører og andre i den tekniske stab.

Men ikke kun Williams-BMW er på Valencia banen. Også Arrows er til stede. Og Arrows har selvfølgelig de samme problemer med vejret der driller, som Williams har. Onsdag benyttede Arrows sig af muligheden for at teste intermediate dækkene om formiddagen, da banen langt fra var tørret op på nogen måde. Modsat Williams, som kører på Michelin i den kommende sæson, så forbliver Arrows teamet forsat på Bridgestone dæk. Da det over middag tørrede op, skiftede man til de almindelige rillede dæk, og kunne forsætte det egentlige testprogram. Samtidig forsøgte man også at finde nogle optimale grundsetups til videre brug. Testen på Valencia er slut for denne omgang, men Arrows teamet bliver i Spanien, der skal testes i næste uge på banen i Barcelona.

PDL  


Hop til top
Zonta tilfreds med sit nye arbejde

Ricardo Zonta er tilfreds med sit nye job hos Jordan, og nyder at der ikke er nogen form for pres på ham. Han vil dog ikke udelukke muligheden for at køre løb igen i fremtiden. Ricardo Zonta havde det svært hos BAR og har ved flere lejligheder givet udtryk for, at BAR kun har én kører, Jacques Villeneuve. Gennem sit nye job som testkører for Jordan håber Zonta, at han kan genopbygge sin karriere og vende tilbage til Formel 1 feltet som en bedre kører.

Ricardo Zonta:
"Jeg havde 2 meget svære sæsoner hos BAR før, og det var ikke let at finde et team at køre for. Jeg tror at det var den bedste mulighed for mig hos Jordan. Vi kan få succes. Jeg ved at der er meget arbejde der skal gøres, meget testarbejde. Selvfølgelig vil jeg gerne køre løb igen i fremtiden, men jeg kan lære en masse her. Det er blevet en trend for de store teams at have erfarne testkørere. Jeg vil gerne gøre arbejdet godt."

Ricardo Zonta vil støtte de to Jordan kørere, Heinz-Harald Frentzen og Jarno Trulli gennem sæsonen, og arbejde på at gøre bilen bedre. Jordan har meget arbejde der skal gøres vedrørende den nye bil EJ11, f.eks har koblingen drillet meget i den første test, så Zonta kommer helt sikkert ikke til at kede sig i sit nye job.

RS  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk