G-Force chassiset som bl.a. har vundet Indy 500 i 2004, får nyt navn. Det betyder at når kørerne fra bl.a. Chip Ganassi Racing, Team Rahal-Lettermann og Fernandez Racing bliver præsenteret, så vil de blive annonceret som kørende i et Panoz chassis.
Elan Motorsports Technologies har nemlig besluttet at opkalde deres chassiser efter ejeren af Elan, Don Panoz. Alle chassiser vil fremover bære navnet Panoz, mens stort set alle andre produkter fra firmaet vil bære navnet Elan. Samtidigt har Elan Motorsports Technologies fået samlet alle Elan produkters fremstilling i USA, hvor meget af udviklingen og produktionen førhen var placeret i England.
Resultatet er at mere end 80 % af alle firmaets produkter nu bliver produceret i USA. I dette tal indgår også de produkter og dele man får fra underleverandører. Til grund for denne beslutning om at samle mest muligt i USA, lægger bl.a. at Elan også er leverandør og underleverandør til både den amerikanske luftfartsindustri og til det amerikanske forsvar. Dermed står Elan væsentligt stærkere på det amerikanske hjemmemarked - også udenfor motorsports regi.
Da Jordan teamet og Toyota forhandlede om Toyota motorer til Jordan teamet, skulle Ryan Briscoe have været en del af aftalen, men denne del blev ikke til noget. Ryan Briscoes ambitioner rækker længere end at være testkører, så han begyndte selv at se sig om efter et ledigt sæde. Det har nu udmøntet sig i et sæde hos Chip Ganassi Racing i Indy Car Series.
Ryan Briscoes ankomst til CGR betyder at teamet må udvide til tre biler. I forvejen har man Scott Dixon og Darren Manning på kontrakt. Allerede her senere på ugen skal Ryan Briscoe være aktiv for teamet, idet teamet tager til Homestead for at teste forud for sæsonen. Det bliver første mulighed for udover at prøve bilen, også at prøve at køre på ovalbane. Noget som Ryan Briscoe aldrig har prøvet før i sin karriere. Og så lidt længere fremme i tiden, får Briscoe en af sine drømme opfyldt, nemlig at deltage i det berømte Indy 500.